tirsdag den 27. december 2011

Staruttens jul i tal

Højeste temperatur: 39,9
Spiste glaskugler: 1
Glaskugler forsøgt spist: 100.000
Selvstændige skridt: 1
Vindruer tværret ud i farmors råhvide sofa: 10
Sure farmødre: 0
Nervøse mødre: 1
Opvågninger julenat: 20+
Nyt legetøj: Meget
Nye musikinstrumenter: 1 (for meget)
Jeg-ved-godt-at-jeg-ikke-må-men-hvis-jeg-ser-nuttet-ud-går-det-nok smil: 1.000.000 (og det virker alt for godt)
Trætte mødre som ikke orker at skrive et ordentlig blogindlæg eller noget som helst andet: 1

Glædelig jul!

onsdag den 14. december 2011

Vildt!

Jeg tror sgu, at der er en, der har læst hele min blog i dag! Hvert eneste ord!

Det er jo ikke ligefrem fordi der bliver skrevet så sindssygt meget her for tiden, så det var lidt overraskende at se, at der rent faktisk har været nogen forbi. Og at denne nogen har været forbi rekordmange gange.

Stilheden skyldes selvfølgelig sygdom. Igen. Starutten har ikke engang gået i vuggestue i tre måneder, og vi har allerede ramt 17 sygedage. Og vi venter spændt (not) på nummer 18 i morgen.

Vi har trukket på alle dem, der er at trække på, og derfor har jeg måttet holde fri de sidste to dage for at pleje det stakkels feberramte barn. I dag var der så også en feberramt gemal, og så skred jeg altså tilbage på arbejde. En patient af gangen er rigeligt, så jeg besluttede, at de kunne passe hinanden og droppede derfor den planlagte omsorgsdag.

Inden jeg tog afsted på arbejde, måtte jeg dog lige forbi tandlægen med frk. Starutski. Besøget var allerede udskudt to gange, så det var lidt svært at gøre det igen. Også selvom vi først vågnede kl. 7.36 og skulle være der kl. 8.00.

Det stakkels barn blev placeret i højstolen med en tør skive rugbrød, mens jeg lynduschede. Så blev hun flået op af stolen stadig med en hel skive brød i hånden og en noget utilfreds grimasse. Ren ble, trøje og bukser uden på nattøjet, børste 4 ud af 9 tænder og så af sted.

Vi var der kl. 8.07! Og de blev ikke sure. Heller ikke starutten, som trods manglende morgenmad havde en ganske fornøjelig cykeltur og et helt fanstastisk tandlægebesøg - altså lige med undtagelse af de 10 sekunder hun skulle kigges i munden.

Som belønning (og trøst) gav tanddamen hende en tandbørste. Hun fik lov til selv at vælge mellem fire forskellige farver, og sad længe og overvejede om det skulle være den grønne eller den blå. Hun endte dog med at vælge den lyserøde. Tanddamen blev ved med at vifte den frem og tilbage foran hende, og helt ærligt! Hvem gider at have en helt almindelig tandbørste, når man kan få en, der "vifter".

Det havde været lidt sejere, hvis hun havde holdt fast i sit førstevalg.

tirsdag den 6. december 2011

Her skulle have været et langt og spændende blogindlæg...

...men min far har lige fortalt mig, at han bager på en dame!

Den oplysning slog al tankevirksomhed ihjel, så nu sidder jeg bare her og prøver at fordøje den.

Det er eddermame sært.
Og også lidt rart.

onsdag den 30. november 2011

Jeg ELSKER pakker

Det er eddermame en god pakke, jeg har fået fra Kongmor! Efter to lange døgns ventetid fik jeg endelig hentet den i dag. Og den var god!  Jeg var så spændt, at jeg ikke engang havde forladt posthuset, før jeg havde aftapet den og taget et lille smugkig. Faktisk var jeg slet ikke kommet væk fra kasselinjen (eller hvad det nu hedder, når det er et posthus) til stor irritation for både personalet og de andre kunder. (Læser I med her, vil jeg gerne lige give jer en dybfølt undskyldning. Det er bare så sjældent, at jeg får en pakke - og det var altså herrepinligt for mig, så slap nu lige af.)


Ser den ikke bare spændende ud? Jeg forstår slet ikke, hvordan det lykkedes Kongmor at lukke den. Den er jo propfyldt. Der var et supersødt kort med, som helt sikkert er hjemmelavet og som var fyldt med pæn skrift og søde ord.
 

Det første, jeg fik fat i, var to styks hyggeligt julepynt, som jeg glæder mig til at hænge op i morgen, når julemåneden begynder.


Neden under lå en æske med små lys, som skal sprede hygge her i den mørke tid. Der var også en lyseslukker, og den er jeg rigtig glad for. Sådan en mangler jeg nemlig, og så slipper jeg for selv at være det. (høhø)


Og så var der karameller. Det her er den sidste, men dens restlevetid er vist begrænset til omkring 10-15 sekunder. Den første spiste jeg allerede på posthuset. Det er heldigt, at jeg nåede at tage et billede, så jeg kan huske, hvordan de ser ud næste gang jeg kommer til Frankrig. Jeg plejer nemlig altid at købe Carambar på grund af de dårlige vittigheder, jeg alligevel ikke forstår, så det bliver vist ikke det store tab at skifte dem ud med dem her. (Og der røg den sidste.)


De her festlige chokolader er også helt geniale. Man kan nemlig trække i dem som en knallert. Det er godt nok ikke lykkedes med de to, jeg har forsøgt mig med, så jeg har valgt en ny tilgang. Man åbner chokoladen på traditionelvis og trækker så i bom-papiret, mens man gumler løs. Ligesom Carambarerne er der også små tekster indeni. Forskellen er bare, at jeg forstår dem her, og det er altså et stort plus. Konklusion: Det er slut med Carambar. Der findes både smags- og underholdningsmæssige gufalternativer, der er langt bedre.



De her lækre sokker lå også i pakken. For et år siden smed jeg alle mine strømper ud og købte 20 nye, ens par med forventning om, at jeg så altid ville kunne finde to, der matcher. Det var så løgn. Strømper ændrer sig åbenbart, og resultatet er, at jeg ikke har to strømper, der passer sådan rigtigt sammen.

Derfor besluttede jeg for noget tid siden, at alle mine sokker skulle være forskellige, så jeg ikke bliver i tvivl om, hvilke der hører sammen. Jeg kan kun sige, at disse julesokker lever op til det kriterie. Jeg har absolut ikke nogen, der minder det mindste om dem. Jeg elsker varme sokker, og jeg glæder mig til at tøffe rundt i dem hele weekenden. færdig

I bunden af pakken lå der noget forbudt noget: En cd med den musik, som Kongmor lytter til. Jeg har ikke hørt den færdig, men der er både Garou og Robbie, og dem bliver jeg altid lidt forelsket, når jeg hører deres stemmer. Jeg synes, at cd'en er en ret god idé. Det er sjovt, at vi har fælles favoritnumre og det er skønt med lidt ny musik, jeg ikke har hørt før. Og så fortæller musikudvalget jo også lidt om personen bag.


De her gaver var ikke i pakken. Så proppet var den trods alt ikke. De her gaver er til Starutten og Gemalens pakkekalender. (Så fik jeg lige fortalt, at jeg ikke kun modtager, men også giver gaver,) Vi deler, så vi får 8 pakker hver. Det er nemlig meget solidarisk lettere end at skulle finde 24 gaver til hver. Gemalen er i dette øjeblik ved at pakke de tolv gaver ind, som han har stået for, og jeg prøver at lade være med at smugkigge.

Mon ikke en ekstra knallertlade vil hjælpe lidt på nysgerrigheden? Jeg tror lige, at jeg nupper en til og sender en tanke til kongen i Normandiet.

mandag den 28. november 2011

Helt uudholdelig ventetid

Selvom jeg var hjemme allerede kl. 14.30, var jeg for sent på den. Jeg vidste sådan set ikke, at der var noget, jeg skulle nå, men alligevel var jeg for sent på den. Også selvom jeg var hjemme i hvert fald tre timer tidligere end beregnet, fordi der var en lille starut med betændte øjne, der måtte hentes hjem fra vuggeren.

Det var først da jeg så lappen i postkassen, at jeg opdagede, at jeg burde være blevet hjemme hele dagen. Pakkeposten havde nemlig været forbi med en pakke fra "France". Jeg gætter på at den er fra Kong Mor, og jeg er bare SÅ spændt på, hvad der er i den. 

Desværre må spændingen vente endnu et par dage på at blive udløst. Gemalen er på Fynland i morgen, og når jeg er alene med Starutten, kan jeg umuligt nå at hente pakken. Øv.

Det er fuldstændigt uudholdeligt at jeg skal gå og vente hele to dage. 

Især for alle dem, der skal høre på det.

søndag den 27. november 2011

Marcipandag

Dagen i dag er præget af sammenfaldet af to vigtige og personlige mærkedage, og jeg vil derfor fortælle en lille historie, som på sin vis knytter sig til begge begivenheder.

Jeg ved ikke, hvornår det begyndte, men det er helt sikkert flere år, før jeg blev født. Og det begyndte med min morfar.

Min morfar er opvokset med, at man til jul fik en appelsin og en pengegave, og det var også, hvad han selv gav. I hvert fald pengegaven. Det er vist mange år siden, at appesinen blev så almindelig, at den ville være en skuffende gave.

Indtil jeg var 8-10 købte han gerne en gave til mig, men derefter fik jeg som resten af familien også en flad kuvert af ham og min mormor. Til jul var der et julemærke på, og til min fødselsdag var der et fint kort i kuverten med en fuldstændig enslydende fødselsdagshilsen år efter år. Kun tallet var skiftet ud.

Der var dog én i familien, der udover den flade kuvert også fik en gave til sin fødselsdag. Den var godt nok ikke pakket ind, men en gave var det. Det var min mor, der var den heldige. Hvert år sidst i november troppede mine morforældre op på mine forældres adresse - nøjagtigt på det inviterede tidspunkt - med en flad kuvert og en rulle marcipan.

Selv da min mormor blev dement og senere døde, huskede min morfar marcipanen. Min mor huskede den til gengæld ikke. Eller også turde hun bare ikke stole på traditionens magt. I hvert fald købte hun altid selv en rulle forinden.

Sidste gang min morfar kom forbi med en rulle marcipan var i 2009. I foråret 2010 halede livet ind på ham og alle hans finurligheder. Men det skulle ikke være slut med marcipangaven.

Min mor havde fødselsdag den 27. november.

Den 27. november 2010 var en af de allerbedste dage i mt liv, og det var ikke på grund af hendes fødselsdag. Den 27. november 2010 var første gang jeg trådte ud fra hospitalet med min lille baby. Dog kun til låns. De følgende dage skulle vi tilbage 3 gange i døgnet, fordi hun skulle have antibiotika.

På trods af at jeg var gået en evighed over tid, havde jeg ikke fået købt en gave til min mor. Da vi højst uventet fik mulighed for at fejre hende den efterfølgende dag, styrtede jeg derfor ind i det nærmeste supermarked efter en rulle marcipan. Det var hvad jeg kunne overkomme, og det var samtidig den allerbedste gave, jeg kunne komme på. Nu havde hun fået en rulle marcipan i mere end 30 år, så hun skulle da ikke snydes denne gang.

Hun blev så glad for den. Hun blev dog allermest glad for, at vi kom og at hun som den eneste fik lov at holde vores lille sårbare starut. Vi havde ellers lovet hvidkitlerne, at hun udelukkende skulle være i mine arme. Nøj, hvor er jeg glad for, at vi brød det løfte.

I år er der så heller ingen mor, men hendes fødselsdag blev fejret alligevel. Først med frokost for familien og så gløgg og æbleskiver til alle dem, som har været så betænksomme det seneste halve år, og hvis hjælp, der ikke har overskud til at tage imod.

Selvom der hverken var mor eller morfar var det på en eller anden måde helt utænkeligt, at der heller ikke skulle være marcipan. Man kan ikke være herre over liv og død, men man kan da altid skaffe noget marcipan. Og lave en masse konfekt.

Lidt fornyelse skal der jo til, så kl. 12.21 (ikke helt så præcist som min morfar) troppede jeg op hos min far med en lille starut med øjenbetændelse, en gemal i sin pæneste skjorte, en hjemmegjort og meget lidt køn juledekoration og en masse konfekt.


Konfekt der smager meget bedre end det ser ud.
Påfugleinspireret julefrustration med indiske krydderier
Det blev han glad for, og det samme gjorde gæsterne.

Selvom begge mine marcipandagminder er glædelige, er de også forbundet med stor smerte og savn. Men så er det jo godt, at man har marcipan.

fredag den 25. november 2011

Ting man kan, når man er 1 år

Hold da op, hvor kan man bare meget, når man er et år! Inden for de sidste par dage har starutten bare haft så mange førstegangsoplevelser. Og det har hendes mor også.

Starutten kan nu binde knude på det ene ben i natdragten. Mens hun har den på vel at mærke. Det synes jeg faktisk er ret godt gået, og vælger hun en karriere inden for cirkusbranchen, skal hun nok få al min støtte. Det vil dog være rart, hvis hun snart finder ud af selv at binde knuden op. Eller bare skruer lidt ned for temperamentet.

Hun har også fundet ud af at stoppe pegefingeren op i næsen. Lykkeligvis er det hendes egen næse det går ud over. Hun har længe interesseret sig for min tud, men jeg har da nået at dreje hovedet væk, når pilfingeren blev lidt for nysgerrig. Hun kan faktisk få fingeren så langt op i næsen, at man ikke kan se de to yderste led. Jeg håber, at hun er anderledes proportioneret end meig, for hvis jeg var en lige så energisk næsepiller, ville jeg kunne klø mig på indersiden af øjet. (Ja, I skal da ikke spares for detaljerne.)

Nå men da vi bad hende om at få fingeren ud, gjorde hun det til vores store lettelse straks. Og stoppede så fingeren i munden. Mmmmmm...

Hendes lidt mere filosofiske side er også under rivende udvikling. Visne blade er bare det fedeste i verden. Både dem, som vinden puster henover parkeringspladsen og dem som ligger på jorden lige der, hvor vi skal gå. Man kan tale  længe til sådan et blad, når man er en lille starut. (Og man kan også blive lidt sur, når moren gerne vil videre.)

Der var en fjerde ting, jeg så gerne ville dele her på bloggen, men jeg har fudstændig glemt, hvad det er. Det var ellers ret sjovt - men det kan I vel ikke bruge til noget? Jeg kan til gengæld fortælle, hvad jeg har lært af staruttens første fødselsdag:

Man SKAL holde fødselsdag med sine forældre. Punktum, Basta. Færdig. Det er jo en kæmpevigtig dag. Jeg har altid prioriteret vennerne, men det får starutten altså ikke lov til. Eller okay, det skal kan jeg vel ikke bestemme, men jeg skal i hvert fald fejre dagen hvert år, om hun vil være med eller ej. (Og gøre dagen så attraktiv, at hun reelt ikke har noget valgt.)

tirsdag den 22. november 2011

For et år siden...

Jamen så er det jo i dag, at min lille starut har fødselsdag, og det er vi nogen der er meget taknemmelige for. Det var nemlig ved at gå ret så galt der for et år siden. Barnet ville bare ikke til verden, og da lægerne endelig fattede, at det ikke var noget hendes meget trætte mor kunne gøre noget ved, gik det babu babu til operationsstuen, hvor hun blev tvunget ud lidt i midnat. 17 dage over termin.

Allerede på det tidspunkt viste hendes stædige natur sig. Hun orkede nemlig ikke lige at trække vejret, så det gik babu babu videre til neonatal, hvor bagvagten blev ringet ind for at hjælpe den lille pige. Hendes mor havde ikke helt fattet alvoren, og syntes bare, at det da var meget dejligt, at barnet skulle tilbringe natten på neonatal, så hun kunne få lidt søvn. Heldigvis er moren her et år senere blevet lidt mere omsorgsfuld og moragtig. (At hun selv har taget en fridag, mens fødselsdagsbarnet er sendt i vuggestue skal man så nok ikke tænke så meget over.)


Og starutten har det godt og trives. Hun havde bare lidt startbesvær (og noget hvidkitlerne troede var lungebetændelse), men da moren endelig måtte se hende var hun uden for fare, og hun har haft det godt lige siden. (Altså ind til hun startede i vugger og blev kronisk forkølet.)

Med sine 4120 gram og 57 cm var hun lidt af en basse på neonatal. (Eller bøsse? Det var i hvert fald det fødselslægen kom til at kalde hende, da hun blev løftet ud af den etværelses.)  Hun var brølestærk. En dag gammel kunne hun ligge på maven med løftet hoved, og to dage gammel kunne hun hive iltslangen ud af næsen. Det var hvidkitlerne ikke så begejstrede for, og det er måske derfor der står følgende i hendes journal:

Stor, stærk pige med god tonus (ikke dårligt hva')
Temperamentsfuld lille pige, der dog falder helt til ro hos forældre (heller ikke spor dårligt)
Bliver meget frustreret hvis det ikke bliver som hun "vil"(Det kan så også gøre forældrene temmeligt frustrerede.)


Nå men nu vil jeg skynde mig ned at hente min temperamentsfulde bøsse basse, så jeg kan fejre resten af dagen med hende og give hende en masse kys og knus og resten af hendes gaver.

søndag den 20. november 2011

Dr. Oetker versus Mille Hausfrau

Et af nyere tids største slag udspillede sig i dag i mit køkken, og jeg var med ved fronten. Fjenden var Dr. Oetker, der dog i dagens anledning optrådte i skikkelse af gemalen.

Slaget vil med tiden overgå i historien som lagkagekrigen. Krigen hvor det én gang for alle blev afgjort om købebunde med købecreme eller hjemmebagte bunde med hjemmekogt creme er bedst. Sidstnævnte løb naturligvis med sejren. Ikke kun fordi den så bedst ud, men fordi den (til nogens store overraskelse) også smagte bedst, og derfor var den mest populære kage på fødselsdagsbordet.

Den overgik endda den fine, lyserøde prinsessekage med hindbærskum,  der pænt holdt sig uden for krigszonen. At hendes rester så blev brugt til en helt anden slags krig, da gæsterne var gået, er en anden sag. (En krig der først stoppede, da det hvide gulvtæppe var blevet lyserødt og undertegnede fik et hindbær i næsen.)

Det var staruttens første fødselsdag, der blev fejret lidt på forskud. Jeg havde glædet mig til at se hende gå om bord i lagkagen, men det gad hun altså ikke. Hun ville bare have en ekstra bolle med smør. Eller rettere: Noget ekstra smør med bolle. Og det fik hun så.

Hun fik også et væld af gaver: Et legekøkken fra morfar, som straks blev samlet. Bøffer og frugter af ægte træ fra en af fadderne, og en hjemmestriket vest med søde ugleknapper fra den anden. Hun fik også to  trækdyr, et puslespil, en tallerken og bestik, bukser, sokker og hue. Og en bobles elefant, som jeg  må erkende er en genial opfindelse. Overpriced men genial og slet ikke spor grim. (Og når barnet sover kan den bruges som fodskammel.)

Det var en superhyggelig dag, men også lidt vemodig. Der manglede nemlig en mormor, og en dag som i dag er det ekstra svært. Også selvom man har sjov med både den ene og den anden slags lagkagekrig. Manglen var ikke mærkbar, mens lejligheden stadig var fyldt med gæster, men her bagefter bliver savnet altså stort. Og sådan skal det nok bare være. Og jeg kan godt klare det nu. Det er faktisk lidt rart at savne. Jeg kan ikke forklare det, men det er det.

onsdag den 16. november 2011

Hrmpf!

Gemal: Lottotallene er kommet nu.
Mille: Aaaajjjj, jeg tør næsten ikke at kigge...
Gemal: Nå men det kan du roligt gøre, for der er altså ikke nogen, der vundet den helt store gevinst.


Nu gider jeg ikke engang at tjekke kuponen. Spassernar! Øv.


Edit: Og nu fortsætter han gudhjælpeme: Det er også lidt sjovt ikke? Noget vi kan grine af om 5 år. (nedstirringspause) 10 år?

At finde nålen i høstakken

For første gang nogen sinde har jeg i dag købt en lottokupon, og nu ligger den så på bordet foran mig og venter på at blive udråbt som vinder. Tænk at sådan en lille størrelse kan være 92 mio. værd!

Jeg har selvfølgelig allerede planlagt, hvad der skal ske, når jeg som den eneste får del i de mange millioner. Altså kun i de store træk.

Først vil jeg donere en million til Afrika, og så vil jeg gå i gang med den lidt mere detaljerede plan. Det kræver sandsynligvis lidt tid, så jeg bliver jo nok nødt til at sige mit job op. Jeg skal jo også ud at se på Frederiksbergvillaer, så jeg får valgt den helt rigtige.

Når jeg så sidder i mit ny hus palæ, skal jeg have ansat noget personale, der kan hjælpe med rengøring, madlavning, have og indkøb af kedelige basisting. Alt det spændende køber jeg selv i Torvehallerne, Mad og Vin og hos diverse lokalproducenter rundt om i verden.

Barnepiger og au pairs får jeg ikke brug for. Jeg kan godt lige klare at følge starutten i vuggestue, inden jeg slår mig ned på yndlingscaféen eller i mit eget frederiksbergske landkøkken med en nybagt croissant, dagens aviser og en kop dampende gourmetkaffe. Så skal jeg naturligvis mødes med min personlige træner til lidt croissant-forbrænding, og bagefter venter torvehallerne, den dyre ende af strøget eller en god bog. Derpå henter jeg starutten til en tur på legepladsen, før vi vender hjem til et køkken, hvor kartoflerne er skrællede og salaten er skyllet, så vi kun skal lave de sjove ting.

Hvis nu (og det er meget hypotetisk) at jeg skulle savne mit arbejde bare en lille smule, vil jeg slå mig ned som konsulent. I et eller andet. Med 92 mio. kr. er det vel ikke så vigtigt, hvad det skal være. Det kunne også være, at jeg skulle opkøbe et par ejendomme og sætte dem i stand for at leje dem ud ganske billigt til ordentlige folk. Når nu Afrika får, kan jeg da også give lidt herhjemme.

Der er dog ingen millioner til hverken Afrika eller lækre og billige lejligheder, før millionerne er hus, så før jeg går videre med planlægningen, skal jeg have fundet svar på følgende:

1) Hvornår trækker de tallene?
2) Hvordan og hvornår får jeg udbetalt præmien?

søndag den 13. november 2011

Når rigtigt er forkert og forkert er okay

Nogen gange gør man noget slemt, som faktisk viser sig at være helt okay, og andre gange gør man noget rigtig godt, som så viser sig at være rigtig slemt.

Hjemme hos os er vi rigtig glade for Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q. De første tre købte vi i hardback, så det skulle den sidste også være. Derfor har vi ventet et helt år på at købe den.

I sidste uge kom gemalen så glædestrålende hjem med en pose fra den lokale bogpusher og fik mig til at love at holde nallerne fra hans bog, indtil han selv havde læst den. Jeg var ikke i tvivl om hvilken bog det drejede sig om og gik kun ind på aftalen fordi der var noget kild involveret. Det kan få mig til at love, hvad som helst.

Der skete så det, at gemalen sad inde på kontoret og bogen lå på sofabordet. Jeg kom sådan lidt tilfældigt forbi med en kop te og skulle liiiiiiiiiiige læse bagsiden. Og første side. Der blev til første kapitel. Og pludselig sad jeg der med næsen begravet i bogen, mens teen nærmede sig stuetemperatur.

Der er kun en måde at sige det på. Gemalen blev ikke glad. Han gad ikke engang at kilde mig som straf. Skuffelsen lyste ud af ham, men han lod mig da beholde bogen. Og den er altså god! Det eneste minus er  at hver eneste linje, jeg har læst, har været forbundet med en lille skygge af dårlig samvittighed.

Men det har der slet ikke været grund til. Her har jeg troet, at jeg havde tyvstjålet HANS bog, og så viser det sig, at han har købt den for VORES penge. Helt ærlig altså! Så er det jo slet ikke slemt, at jeg kom til at læse i den. Det er faktisk helt okay. (Her er han måske af en lidt anden mening, men der vurderer jeg altså lige, at min mening er vigtigst og mest korrekt.)

Hvad der til gengæld viste sig at være slet ikke på nogen som helst måde overhovedet okay, var da vi ville forkæle vores lille starut med et skumbad. Hold da helt kæft hvor hun skreg. Og skreg. Og skreg.  Det endte med et skumfrit bad i håndvasken og en smilende baby. Se det var en misforståelse, jeg ikke havde set komme.

torsdag den 10. november 2011

svenskordknaphedsblog

Jeg har lidt en forestilling om, at den måde vi blogger på (i hvert fald os med personlige blogs) er udtryk for den måde vi tænker på. Jeg tænker eddermame meget, og ofte er det mange lange tanker om alt muligt ligegyldigt. Lidt lige som mine blogindlæg, der også er en masse sludder om ikke særlig meget. (Fedt at I gider læse med i øvrigt!)

Jeg gad ret god at være en af dem, der skriver korte indlæg, hvor det er ren pointe og så slut. Tænk hvis jeg kunne fatte mig i korthed både inde i hovedet og på bloggen! Det ville altså være lidt sejt.

Der er dog nogen i vores naboland, der har taget det der med korte blogindlæg lidt for alvorligt, synes jeg. Og ja, jeg tænker på nanoblogg, hvor man kun må skrive et enkelt ord. ET ORD! Det er jo en fuldstændig sindssyg udfordring for et menneske som mig.


Så jeg vælger naturligvis at holde mig væk.


(Og mens jeg holder mig væk, spekulerer jeg så over, om de ordknappe indlæg er udtryk for meget lav eller meget fokuseret tankestrøm.)

tirsdag den 8. november 2011

Ny kollega

Jeg har fået ny kollega i dag. Hun hedder Starut og er meget dygtig til mange ting. Hun kan f.eks tage alt papiret op af skraldespanden, og noget af det kan hun også lægge tilbage igen. Hun kan finde sjove genvejstaster på computeren og endda også selv lave nogen helt nye. Og så kan hun afbryde telefonen, når chefen ringer.

Selvom hun både var smaddersød og vældig dygtig og målrettet gik efter chefens stol og mødelokale, så kommer hun nok ikke igen. Hun skal nemlig i vuggestue i morgen. Der skal hun lære, at man ikke smører skrivebordet ind i leverpostej og at man ikke tømmer sin taske ud over hele gulvet bare fordi man kan.

Jeg kommer måske til at savne hende lidt. For det var faktisk ret hyggeligt at have hende med. Og selvom jeg skulle være efter hende, fik jeg en masse fra hånden. Det hjalp selvfølgelig også, at hun uden protester lagde sig til at sove to gange og at den ene lur varede næsten 3 timer. Det ved jeg ikke, om jeg tør satste på en anden gang. Men hyggeligt var det, og det syntes de andre på kontoret vist  også. Og starutten i særdeleshed.

mandag den 7. november 2011

Nej, jeg er ej!

Når nogen havner på denne blog fordi de googler "Klamme Mille", så håber jeg rigtig meget, at de kommet forkert.

Godt nok har jeg snot på trøjen, men indenunder er jeg faktisk ret lækker og slet ikke spor klam.

søndag den 6. november 2011

I dag burde det være nogens fødselsdag.

Scenen er sat. Gemalen sidder i lænestolen og ser film. Mille sidder i sofaen og har øjenen rettet mod fjerneren. Ser dog ikke film. Tænker.

Mille: Ved du hvad det er for en dag i dag?
Gemal: Øhhhhhhh (lang pause) Er det ikke søndag?
Mille: Nej helt ærligt. Hvad dag er det i dag?
Gemal: Øhhhh.
Mille: Kodeordet er fødselsdag.
Gemal: Er der nogen der har fødselsdag i dag?
Mille: Nej, altså. Nogen BURDE have fødselsdag i dag.
Gemal: Din morfar?
Mille: Neeeej, kom nu helt ærligt.
Gemalen pauser filmen og ser tænksom ud: Øhhhhhhhhhh
Mille: Starutten! (Sagt en lille smule bebrejdende. Kun en lille smule) Hun ville have haft fødselsdag i dag, hvis ellers hun var kommet til tiden. Det lille stædige og genstridige krapyl. (Det sidste blev vist bare tænkt.)
Gemalen tænder igen for filmen: Nå.


Mon ikke han også havde husket dagen, hvis det var ham, der nåede at være gravid i 42 uger. 

Plus det løse.

3dagesfeber og rastaputzsyge

Vi er stadig syge. Eller rettere, starutten er stadig syg. Først feber, så dårlig mave og så masser af virusknopper. Jeg blev kureret fredag aften på en skummel bodega med et par gyldne damer og ligeså mange rastaputz (eller hvad det nu hed. Det er i hvert fald ikke noget jeg behøver at smage igen.) Forkølelsen var væk ved første dram, og måske jeg bare skullet være stoppet der. Så var jeg nok ikke faldet i søvn med hovedet på toiletbrættet kl. 23.10. Og jeg havde måske også kunnet klare lørdagens bleskift selv.

Gemalen var heldigvis sød, (men kender jeg ham ret skal jeg nok komme til at høre for det. Mange gange.) Det er anden gang i vores forhold, at jeg har været så vissen og tredje gang i hele mit liv. Andre fik det overstået som teenagere. Jeg var over 20 første gang det gik så galt.

Nå men det er altså ikke noget jeg gider at vade mere i. Det var sjovt mens det stod på, det var ikke så sjovt bagefter, og det sker aldrig igen, for til sommer bliver jeg 30 og så klipper jeg mig korthåret og bliver kedelig. Og ansvarlig. (Hvis altså ikke jeg har glemt det til den tid.)

Tilbage til starutten: Hvornår fa'en stopper sygdomshelvedet? I fredags hyrede jeg min far til at passe hende og i morgen kommer hendes farmor. Hun har endnu ikke prøvet at være i vuggestue en hel uge fordi hun bliver syg hver gang vi bare nærmer os lågen ind til vuggeren. Kors hvor er jeg træt af det. Og hvor er jeg taknemmelig for, at bedsteforældrene kan træde til engang imellem, selvom de skal op før fanden får sko på for at nå til København.

Der var engang, hvor jeg var lidt misundelig på kolleger, der var hjemme og hygge med syge børn. Nu ved jeg at det er benhårdt arbejde.

onsdag den 2. november 2011

Ambivalent aflevering

Der var engang i sidste uge, hvor starutten ikke græd, da jeg afleverede hende. Det var dejligt.

Der var engang i denne uge, hvor hun rakte armene ud efter pædagogen, da jeg afleverede. Det var både dejligt og overhovedet ikke spor dejligt.

Det næste bliver sikkert, at hun også smiler og vinker. Det tror jeg faktisk bliver dejligt og kun dejligt.

tirsdag den 1. november 2011

Hun er muligvis en snotunge, men hun er min!

Efter halvanden måned i vuggestue er starutten lige så klam som de andre unger. Jeg ved godt, at man ikke må sige det højt og slet ikke skrive det på nettet, hvor hvermand kan læse det. Men det er desværre sandheden. Hun har nemlig fået et permanent grønt 11-tal under næsen, og politisk korrekthed eller ej, så er det altså topsnotklamt.

Heldigvis har hun endelig accepteret, at det faktisk er meget rart at få tørret det væk, inden den bakteriefyldte, slimede substans løber ned over munden. Uheldigvis får hun oftest tørret det af i min trøje, inden jeg når at gå til angreb med lommelet, køkkenrulle, ren karklud, brugt body eller hvad der nu lige er i nærheden.

Det betyder så, at jeg hver dag bruger 15 minutter på personaletoilettet på systematisk at gennemgå mit tøj for snot og forsigtigt duppe det af med et papirhåndklæde. Som så efterlader noget gråligt fnulder på mit tøj. Meget fnulder. Især på en dag som i dag, hvor der var ekstra meget snask der skulle fjernes, fordi den havregrødsindsmurte starut lige skulle give mig et knus på vej ud af døren.

Men altså hvad gør det, at ens lille pige er en tikkende grødindsmurt bakteriebombe, når hun har det dejligste smil i hele verden? Og hvad gør det, at man konstant ligner en, der er dyppet i snot og rullet i fnulder, når det skyldes knus og kram fra verdens sødeste lille pige? Ikke særlig meget. Faktisk slet ingen ting.

Det kan godt være, at hun er en lille bakteriebefængt snotunge, men jeg kan altså ret godt lide hende.

lørdag den 29. oktober 2011

Jeg tager sgu bare den lyshårede med de store øjne, okay?

Min lille starut har en skønhedsplet på den ene arm. Først syntes jeg, at det var lidt ærgerligt, men nu ser jeg det mere som en praktisk foranstaltning. Hendes næsten usynlige storkebid i nakken er også blevet ganske nyttelig. Det er nemlig de to mærker, der gang på gang forsikrer mig om, at jeg har fået det rette barn med hjem fra vuggestuen.

Ikke om jeg begriber, hvordan pædagogerne kender forskel på alle 90 børn. Jeg forstår heller ikke, hvordan de andre forældre med målfaste skridt sætter kursen mod deres poder og tager dem på armen. Uden overhovedet at tjekke, at det er det rigtige barn!

Når jeg henter, foregår det på denne måde: Jeg stiller mig i døråbningen og hilser hurtigt på personalet. Så kigger jeg lidt på børnene, spotter de lyshårede piger og sorterer dem fra, der kan gå. Så er vi nede på 2-4 stykker. Og så venter jeg ellers på, at de vender sig om og kigger på mig. Er der en af dem der smiler eller endda kravler hen mod mig, tager jeg chancen og tager barnet med hjem. Derhjemme tjekker jeg så storkebid og skønhedsplet. Mange gange.

For et par dage siden var det ved at gå galt. Den lille starut vendte sig om og smilede til mig, og så vendte hun ellers tilbage til sine gøremål med tre duploklodser og en dukkeseng. Lille Liva derimod, hun ville gerne med mig hjem. Hvis ikke det var fordi hun lystigt stavrede hen til mig, havde jeg sgu nok også taget hende med. Starutten har nemlig alt for travlt til at prøve at gå, så det var temmelig usandsynligt, at hun skulle have lært det på en enkelt dag i vuggestuen.

De første tre gange jeg hentede starutten, havde hun byttet bukser med en anden lille pige. Det var eddermame mærkeligt at stå der og spejde ud over børneflokken og ikke kunne se sit eget barn, mens pædagogerne stod og smilede forventningsfuldt på hendes vegne. Også ret tarveligt synes jeg faktisk. Jeg havde jo aldrig før set hende i så stor en børneflok, så man (jeg) kan vel godt sige, at jeg var lovligt undskyldt for min manglende genkendelse af eget yngel.

Den undskyldning kan jeg dog ikke bruge mere. De har fundet ud af, hvilke bukser der er hendes, og jeg har også set de andre børn mange gange. Alligevel bliver jeg i tvivl. HVER EVIG ENESTE F* GANG.   Og det er her jeg gerne vil bede dem, der lige kommer forbi dette indlæg, om deres helt ærlige mening: Er jeg helt ude i hampen? Er jeg en ravnemor? Sker det for alle forældre, og er de andre bare gode til at skjule det?  (Pleeeeease sig at det sker for alle. Også selv om det er løgn. Ej okay I må godt være ærlige, men jeg tror måske, at jeg i dette tilfælde er en lille smule allergisk over for sandhed, så vær lige lidt nænsom, ik? Tak ;-))   



torsdag den 27. oktober 2011

Gjorde jeg virkelig det?

Gosh! Kom lige til at kigge på titlen på gårsdagens indlæg og må konstarere, at jeg er blevet en af DEM: De der skrækkelige mødre, der kun er noget i kraft af deres børn og derfor knytter alle deres relationer op på dem. Der skulle jo for fanden ikke have stået 'fætre', men 'nevøer' for det er jo det de er. I forhold til mig i hvert fald.

Helt ærlig altså. Sådan gider jeg bare ikke at være.

onsdag den 26. oktober 2011

Surt sommerhus og søde fætre

Så er vi syge igen. I mandags var det gemalen og starutten, og de sidste par dage har det været mig. Det er helt mærkeligt at have huset for sig selv. Hver gang jeg vågner op fra en lille blunder, er jeg på vej ind på staruttens værelse for at tjekke til hende. Det  kunne være sjovt at prøve at være alene hjemme uden nødvendigvis at være syg.

Sommerhusturen var rigtig skøn. I hvert fald selskabet. Selve huset var klamt og fugtigt og helt sikkert grund til, at jeg igen har måttet melde mig syg. Min far er af en anden mening. Han har også lagt sig syg, og giver starutten og hendes snotnæse skylden. Det synes jeg er et lige lovligt stort ansvar at pålægge starutten. Jeg må dog indrømme, at jeg alligevel smeltede en smule, da han indrømmede, at han jo burde have holdt sig på afstand, men ikke kunne lade hende være - snotnæse eller ej. Det er så skønt at se, hvor meget glæde de har af hinanden. (Okay, nu lyder det somom, at jeg beskriver to børn, men seriøst: De to har altså et eller andet sammen, hvor vi andre hverken kan eller må være med.)

Staruttens fætre kunne heller ikke lade hende være. Den ene skulle forbi hende og standsede lige op for at nusse hende lidt i håret. Straks kom den anden farende og brølede DEN ER MIN!!! Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg skal bekymre mig over tingsliggørelsen og ejerfornemmelsen eller om jeg bare skal være stolt over at de er så glade for hende. I første omgang bliver det nok det sidste. Det er det letteste.

Jeg fik jo også lov til at opleve mine nevøer på tæt hold, og hold kæft hvor er de søde. Selv når de driller og massekrerer riskiks med en nøddeknækker. Den ene går i 2. klasse og skulle til klassefest en aften. Jeg er helt vildt træt, men jeg kan slet ikke sove fordi jeg er helt glad indeni, fortalte han, da han kom hjem. Er han ikke bare sød? Han fortalte også, hvordan to af pigerne havde siddet foran ham op af en pude, så hans fødder var blevet helt varme. Det lød lidt somom, at der også havde flakset et par lune sommerfugle rundt i hans mave, men som den taktfulde moster jeg er, kommenterede jeg det selvfølgelig ikke. Før han var gået i seng naturligvis.


Fredag tog min far videre og om aftenen kom gemalen. Nevøerne havde flere gange spurgt om jeg ikke glædede mig til, at han kom, og jo det gjorde jeg. Der var engang, hvor jeg syntes, at det var rart at komme lidt fra hinanden. Efter vi har fået starutten savner jeg ham, bare han arbejder sent. Det er eddermame vammelt at være så afhængig. Og også lidt hyggeligt. Og det var rigtig dejligt, da han kom kørende ned af den kulsorte sommerhusvej.

Jeg er IKKE et familiemenneske. Faktisk har jeg ofte haft det lidt svært med min familie. Det har jeg nok ikke skrevet så meget om her, men sådan er det. Den her tur vil jeg dog gerne gentage. En overnatning mindre og et mindre surt og fugtigt sommerhus, så er jeg klar igen.

torsdag den 20. oktober 2011

Allerede weekend

Prøv lige at gætte, hvem der om en halv time bliver hentet af sin far for at tage på forlænget weekend på Møn?

Nope, det er ikke starutten. Det er mig! Starutten skal dog også med, mens gemalen bare skal på arbejde.

På Møn venter der endnu mere familie og en skøn, skøn miniferie.

Ciao!

mandag den 17. oktober 2011

Møde med forælderflokken

Jeg har jo helt glemt at skrive om mit første forældremøde. Det kan kort og godt koges ned til en sætning:

Forældre er sindssyge!


I hvert fald dem der stiller spørgsmål. Hold da helt op nogen sære problemer folk har. (Jeg stillede også selv et spørgsmål, så der sidder helt sikkert ca. 80 andre forældre i København og synes, at jeg er bindegal.) Vi brugte seriøst en hele time på at diskutere, hvorfor der ikke er kodelås på lågerne (jeps flertal, man skal nemlig igennem to) til legepladsen. Hvor ofte sker det lige, at folk bare vader ind i en vuggestue, og tager 3-4 tilfældige børn under armen? I følge en far er risikoen vist ret høj.

Jeg ved ikke med de andre forældre, men jeg har altså en daglig kamp med lågernes børnesikring, og bruger gerne et par minutter på at trænge ind på grunden. Jeg er derfor rimelig sikker på, at en potentiel babytyv aldrig ville nå længere end hegnet. Men det kan jo være, at jeg tager fejl...

Der var også en mor, der mente, at vi skal give en ekstra skilling, så børnene kan få mere frugt. Med måltider kl. 7-8, 9, 11, 14 og 16 tror jeg altså ikke, at de mangler mad. Men det kan jo selvfølgelig være, at hendes barn har en ekstra god appetit. Min lille starut er dog kun blevet tykkere de uger hun har frekventeret bjørnestuen.

Der var ikke bare en men otte mødre og to fædre, der syntes, at det var ganske forfærdeligt, at ikke alle børnene kan sove ude, og der var også en hel flok, der var dybt forargede over, at brandmyndighederne ikke tillader, at klapvognene køres helt op til døren ved aflevering og hentning. Altså hvad sker der lige med folk, der bliver forældre? Og er jeg mon lige så vanskellig og krævende? Det håber jeg virkelig ikke. (Men lidt er jeg jo nok. Selvom mit spørgsmål naturligvis var langt mere fornuftigt og sagligt end de andres. Ahøm)

Efter to timers forældremøde fik jeg en vældig trang til at fortælle pædagogerne, at jeg har fuld tillid til at de gør deres job ordentligt, at børnene får nok at spise, at de bliver stimulerede og at pædagogerne nok skal tage affære, inden babytyven stikker af med sit bytte. Jeg valgte dog at tie stille. Jeg skulle jo nødigt fremstå som sær, ubekymret mor.

Til gengæld bliver jeg nu en af de der mærkelige mødre, der skriver julekort til pædagogerne. Så kan jeg nemlig helt diskret fortælle dem, at de er supersøde og hammerdygtige til deres arbejde. Og at det er rigtg skønt, at det er lige præcis dem, der tager sig af min lille starut og hendes luner.

fredag den 14. oktober 2011

Op fra sumpen

Jeg skylder en tak til nogen her i Blogland.

Den første er Superheltemor eller rettere hendes børn. De sørgede nemlig for, at jeg vandt en give away, og jeg derfor kan sidde her i al min ynk og guffe lakridser. (Den første give away jeg har vundet, hvor gevinsten rent faktisk er nået frem. Jubii!)

Og her er sgu lidt ynkeligt. Status er nu 1 styks feberfrit barn, 1 styks influenzaramt mor og 1 styks forsuvet babyskulder. Kæft det er hårdt at drøne rundt til læger og skadestuer med et pylret barn, når man allermest har brug for selv at putte under dynen og få serveret te og kleenex. Og spørg mig ikke om, hvordan hun har forstuvet skulderen, for jeg har absolut ingen anelse. Jeg ved ikke engang om det var tirsdag, onsdag eller torsdag, det skete. Jeg trøster mig med, at det ikke er en rigtig slem forstuvning, og at hun da stadig kan komme fremad i en meget akavet streetwise kravlestil.

Den anden jeg skal takke er Helle. Helle Pelle Frikadelle. Hun har nemlig helt uden tvang skrevet noget pænt om min blog, så der lige pludselig er flere, der gider at læse den. Dagen før hun gjorde det, sad jeg og var lidt mut og trist over bloggen. Jeg sad nemlig og kiggede i besøgsstatistikker.

Jeg er ikke utilfreds med antallet af besøgende. Overhovedet ikke. Jeg fik det bare lidt mærkeligt i maven, da jeg så at læsertallet var fordoblet i den periode, hvor jeg skrev om min mor i forhold til før og efter. Det er jo lidt noget fis. Det ved jeg godt. Jeg har bare stadig en masse følelser, der flakser forvirret rundt i min mave, svælger i det triste og vender det der ellers er godt til noget  skidt. Jeg har også langt om længe erkendt, at jeg ikke kan tumle følelserne og tristheden alene og har fundet ud af, hvem jeg skal bede om hjælp. Nu skal jeg bare have det gjort.

Ha' en rigtig god weekend alle sammen!

tirsdag den 11. oktober 2011

Vuggestuepesten har slået til

Der er sket noget meget belejligt. Starutten er nemlig blevet syg med feber. Bevares, det er da  smaddersynd for hende, men gæt lige hvem der IKKE skal aflevere hende i morgen. Hurra for feber, siger jeg bare. For helt ærligt så tror jeg bare slet ikke at feber føles nær så slemt, som mit hjerte gjorde denne morgen, da jeg for anden gang skulle aflevere hende.

Hold da kæft for en omgang. Det i går var jo ingenting. I.N.G.E.N.T.I.N.G. Jeg skulle måske have lyttet til hende, da hun allerede gav sig til at skrige, da jeg tog hendes jakke ned fra bøjlen. Jeg skulle måske have tænkt, at hun var syg og ikke skulle afsted. I stedet tænkte jeg, at hun i hvert fald ikke skulle tro, at man kan skrige sig til en fridag. Det kan man helt sikkert godt næste gang!

På vej til vuggeren fik jeg et meget uønsket indblik i hendes superkrafter. Midt på en firesporet vej mister jeg balancen på cyklen. Det lille, arrige pus i cykelstolen har i et vredesbrøl spændt kroppen i så fast en flitsbue, at selen popper op, og hun derfor hænger ud over siden. Det var fandeme ikke sjovt at stå der midt på vejen og prøve at komme af cyklen uden at tippe barnet af, mens bilerne begyndte at køre forbi med vrede dyt og høj fart. Det var måske der, jeg burde være vendt om.

I stedet trak jeg cyklen de resterende to kilometer med barnet på armen. Og så blev hun afleveret under skrig og skrål, og jeg tog på arbejde med knude i maven.

Men i morgen der skal jeg ikke aflevere! Det er dejligt. Det er ikke så dejligt, at den lille er syg, men det forklarer måske hvorfor hun har været så pylret både i går og i dag. Jeg nærer i hvert fald et lille bitte håb til at hun igen elsker sin vuggestue, når hun bliver frisk. Indtil da vil jeg nyde, at hun for en gangs skyld gerne vil sidde på skødet og blive nusset. Og at jeg kan være en god omsorgsgivende mor og ikke sådan en, der sender hende i vuggestue

mandag den 10. oktober 2011

Av det gik ondt

Hun er SÅÅÅÅÅ god til at blive afleveret. Man sætter hende bare på gulvet og så leger hun. Hun gider ikke engang at vinke. Det er bare så nemt. 


Som om!

Hold kæft hvor hun skreg, da pædagogen tog hende i armene. Starutten lå nærmest vandret i luften og strakte armene ud efter mig, mens tårene sprøjtede ud af øjnene, og kinderne blev helt røde og spændte. (Mine tårer tog snigeren og samlede sig i en klump i halsen.) Må man egentlig godt hade en pædagog? Det er i hvert fald svært ikke at gøre det bare en lille smule, når hun står med ens grådopløste barn og siger, at det er bedst, hvis man går hurtigt. Jeg havde mest lyst til at rive mit barn til mig, men styrtede dog alene ud af døren tids nok til ikke at hyle lige så højt som starutten.

Lortemorgen siger jeg bare. Også er det endda mig, der har den ubarmhjertige tjans at aflevere hende hver eneste fucking dag fra nu af, fordi gemalen skal møde 7.30 præcis i langbortistan (også kaldet den anden ende af byen.)


Jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan forvente, at man rent faktisk arbejder efter sådan en morgen. Altså helt ærligt. Ens barn er dybt ulykkelig, og så skal man være konstruktiv og flittig. Jamen det kan man da ikke. Hovedet er jo helt fyldt med våde øjne, snotnæser og tanker om at blive hjemmegående

Jeg skal aldrig nogensinde aflevere igen.


I hvert fald ikke før i morgen. (snøft)

søndag den 9. oktober 2011

Hverdag og weekend

Jeg er her altså endnu. Der er bare noget internet, der driller, noget arbejde, der tager min tid og en masse krimier i fjernsynet, der kræver min opmærksomhed. Der er selvfølgelig også en lille starut, men hende kan man ikke klandre for noget. Efterhånden ser vi jo kun hinanden 2-3 timer om dagen. Og det er alt for lidt.

Hvad der også har været for lidt af, er kultur. Jeg elsker teater, bøger, musik og museer, men det seneste år har jeg kun læst 2-3 bøger og set et par enkelte museer i New York. Det skal der gøres noget ved.

Vi er så privilegerede at have en god, gammel bil, og det giver visse muligheder. Man kan f.eks køre til Louisiana en helt almindelig aften efter arbejde, for de har nemlig åbent til klokken 22. Og det var lige, hvad vi gjorde i fredags.

Det er simpelthen den letteste måde at komme ud at opleve med et lille barn, og det krævede ikke nogen stor beslutning at ændre billetten til et medlemsskab. Opskriften på et vellykket besøg er her:

1) Man begynder i caféen med deres buffet eller en kage og en børnemenu
2) Man ser en hamrende god udstilling, og barnet ser interesseret med fra klapvognen
3) Man stopper barnet i nattøj
4) Man hører lidt lækker musik i caféen, og barnet sover i klapvognen
5) Man kører hjem og vipper barnet i seng

Kunst, musik og god mad, alt sammen med en baby! Det kan man altså godt blive lidt afhængig af. Det gør heller ikke noget, at man er hjemme før 23, når husstandens yngste bebboer er blevet ret glad for at stå tidligt op. Vi så udstillingen "Living", og den vil jeg gerne anbefale. Sidste dag er vist 22. oktober, så skynd jer afsted!

Ideen til at tage på Louisiana kom sig af, at vi har besluttet, at fredag aften er kæresteaften. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal flette fingre eller opleve en hel masse spændende. Det betyder ikke engang, at vi nødvendigvis skal lave noget sammen. (Rimelig rådden kæresteaften vil nogen måske tænke, og ja ja det er nok ikke det mest sigende navn.)


Kæresteaften betyder, at vi på forhånd har aftalt hvad vi skal lave, så vi ikke bliver sådan nogen, der stiller uret efter Vild med Dans. Vi kan f.eks aftale at se en film, læse hver vores bog, spille et spil eller drikke rødvin og tale om andet en starutten Vi kan også se Vild med Dans (never gonna happen), invitere gæster eller lave indisk mad sammen efter staruttens sengetid. Vi har haft kæresteaften et par måneder nu, og det fungerer bare supergodt.

Da vi indførte kæresteaftener, besluttede vi også, at weekenderne er hellige. Derfor skal rengøring, indkøb, tøjvask og andre kedelige ting helst klares i hverdagene. Så får vi tid til at lave noget hyggeligt sammen og måske også lidt alenetid. Nogen gange glipper det dog, og selvom det er højhellig søndag har jeg i dag været nødt til at vaske tre maskiner tøj. Men vi har også været i zoo, jeg har læst bog og gemalen har skrevet på en artikel. Det er mere end hvad vi før nåede.

Jeg håber, at vi kan fortsætte med de pligtfrie weekender, og at hverdagen ikke slår os omkuld. Den begynder sådan rigtig i morgen, hvor gemalen skal tilbage på arbejde, og det er mig, der skal aflevere starutten. Bare hun ikke græder og bare jeg finder lidt mere tid til at skrive her på bloggen.

mandag den 3. oktober 2011

Jeg savner min baby

"Så har vi været i vuggestue. Starutten syntes det var herligt. Jeg synes de andre børn er klamme og fyldt med bakterier. Kh..."

Sådan skrev gemalen til mig sidste mandag, da han og starutten havde været i vuggestue for første gang. Her en uge senere er status nogenlunde uændret. De andre børn er vist knap så klamme, men de er stadig fyldt med bakterier. Og starutten. Hun synes stadig, det er herligt.

Ikke én gang har hun grædt, klynket eller pevet. Næh nej. Når gemalen afleverer hende, vinker hun lystigt og vender sig om mod alle de spændende vuggestuesager. Kort sagt signalerer hun: "hejhej far, skrid med dig, jeg skal lige noget."

Hun har jo helt vildt meget tjek på det der med at gå i vuggestue. Hun charmerer pædagogerne fra kl. 9- 14, spiser med gaffel og leger med alle de andre børn. Så er der hendes forældre. Vi har lidt mindre tjek på det. Vores lille bitte, skrøbelige baby, er lige pludselig blevet menneske. Det kunne hun ærlig talt godt have ventet lidt med.

Det er selvfølgelig dejligt og betryggende, at indkøringen går så let, men det havde bestemt ikke gjort noget, hvis hun havde været en lille smule ked af det. Bare en enkelt dag. (Og altså kun en meget lille smule. Bare for syns skyld.) Her sidder vi på kontoret eller på en bænk i parken og savner hende i samtlige 5 vuggestuetimer, og hun bemærker ikke engang, at vi mangler. 10 måneder, og hun er allerede sin egen lille selvstændige person...



tirsdag den 27. september 2011

Så blev jeg det klogere

Jeg ved godt, hvorfor børnefamilier spiser tidligt.

Det er for at de voksne kan nå at rydde op, inden de selv skal i seng.

Bordet

Stolen og gulvet

Og det her er jo ingenting i forhold til, hvordan starutten så ud. En dyb tallerken kan pludselig blive til en meeeeeeeget fin hat. (Tak til den lille gæst i lørdags. Mange tak, møgunge.)

mandag den 26. september 2011

Så blev det tid

Starutten har første dag i vuggestuen i dag. Jeg har sluppet kontrollen og outsourcet indkøringen til hendes far, så jeg har endnu ingen anelse om, hvordan det er gået. Det er nu ikke, fordi jeg er nervøs.

I lørdags havde vi besøg af et vennepar og deres søn, der er lige knap et år ældre end starutten. Det var SÅ hyggeligt. Strautten lærte den lille dreng at spise kage og han lærte hende at slukke for forstærkeren og lege tittebøh med middagstallerkenen. Med mad på vel at mærke.

Der var absolut ingen generthed. De kravlede rundt i hælene på hinanden og kommunikerede på den måde, små børn nu kan. Drengen sagde 'pis' (pizza) og takkede pænt, når han tog hendes legetøj, og starutten hun sagde babylyde og nikkede anerkendende. Nogen gange sagde hun også fra på en måde som hendes mor rigtig godt kunne lide. Så hvad er der lige at være nervøs for? Absolut ingenting. Hun skal nok bliver verdensmester i vuggestue.

Jeg er dog rigtig glad for at slippe for at være den, der afleverer de første par uger. Jeg har altid syntes, at det var lidt ynkeligt, når forældre fortalte om, hvordan de vadede tudende rundt om institutionen de første par dage, mens barnet sad derinde og legede med klodser. Men så kom mailen.

Den 26. august i Washington modtog jeg en mail, om at der alligevel var fundet en plads til starutten. Først blev jeg lettet, da de havde spået, at vi først ville få plads til maj, men så kom der lige pludselig en masse følelser væltende. Jeg har nemlig arbejdet i vuggestue, og jeg ved godt, hvordan de store børn kanøfler de små.

Meget hurtigt blev jeg klar over, at jeg ville være et ligeså stort pjok som alle andre forældre, der skal aflevere deres barn et fremmed sted for første gang, og al min coolness forsvandt som dug for solen. Det er derfor godt, at jeg har en mand, der kan klare den slags. Han er i hvert fald bedre til at holde facaden, når han skal aflevere.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg blev dog en lille smule i tvivl, da han sent i aftes foreslog at sige sit job op for i stedet at leve af at samle flasker med sin datter. Han sagde også noget om at flytte langt ud i en skov væk fra alle andre, men det valgte jeg altså at overhøre. Det harmonerede bare ikke særlig godt md min forestilling om en hurtig tåreløse aflevering.

søndag den 25. september 2011

Vi har en vinder...

... og det er mig.

Jeg ved absolut intet om cykelløb, og alligevel smed jeg i tirsdags en tyver i puljen og væddede om, hvem der ville løbe med sejren i dagens løb. Jeg har nemlig den brist, at jeg ikke kan sige nej til væddemål uagtet, hvad de handler om.

Og jeg vandt sgu! Sammen med Cavendish. Først lagde jeg min tyver på Fuglsang, fordi jeg af princip altid holder med Danmark. Da jeg så så jeg et billede af ham, fortrød jeg. Han ligner altså lidt for meget en tøs til at jeg turde sætte min lid til ham. Så jeg måtte finde en anden.

Og hvad gør en klog, men cykelinkompetent kvinde? Hun googler. Favorit VM 2011. Enter. Og frem kom et interview med Cavendish, som sagde, at han da godt kunne vinde det der løb. Så ham tog jeg, selvom kollegerne dissede ham totalt og sagde, at han aldrig ville klare Geels bakke. Men det gjorde han. Og jeg skriver det lige igen.

Jeg vandt! (Det sker så sjældent, at det lige var nødvendigt at bruge en større skrifttype.) 

I morgen på kontoret er det mig, der har håneretten. Det er lidt sejt i betragtning af, at jeg er den eneste kvindelige deltager og at jeg overhovedet ikke har fulgt med i VM og rent ud sagt hader cykelløb. (Noget med en far, der elsker TdF og noget med at min fødselsdag A.L.T.I.D. falder sammen med afslutningen på selv samme forbandede og opmærksomhedskrævende cykelrytteri.)

I anledning af min (og Cavendish's) sejr, vil jeg dele denne blog med jer. Det er en af mine yndlingsblogs, som jeg jævnligt kigger forbi i håb om at se mig selv portrætteret med stilletter, flagrende skørter og perfekt hår. Sandsynligheden er dog ret lille med den klods af en hjelm, jeg spænder på hovedet hver gang jeg kaster mig op på jernhesten. Desuden cykler jeg også så stærkt, at jeg slet ikke kan fanges på et billede. (Som om!)

Der er også en anden anledning til at reklamere for cykelbloggen. Efter to ugers intens søgen, køben og bytten, har vi endelig fået monteret en af to cykelstole. Og starutten har været på sin første cykeltur. Hun var SÅ dygtig og i modsætning til huer, hætter, solhatte og kyser, er hun åbenbart helt fjong med at have en hjelm på hovedet. Det er vi nogen, der er meget lettede over.

Hjelmen er ellers ret grim. Den er postkasserød med noget hvidt krimskrams, som ved nærmere eftersyn forestiller udsplattede fugle. Meget charmerende hjelm til en lille pige. Not! Men alt kan jo ikke være nuttet og lyserødt, og måske synes ham fra cykelbloggen, at hun er så sej, at hun godt må få en plads i galleriet. Og måske skaber det en lille plads til mig? Bare en lille en. Med grim hjelm und alles.

lørdag den 24. september 2011

Ligegyldigt indlæg om bilkørsel i USA

Jeg ville jo gerne skrive lidt om USA, når nu jeg lige har været der for første gang nogensinde på en rigtig god ferie. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal starte, og hvordan jeg skal undgå, at indlægget bliver struktureret som en universitetsopgave. Derfor har det her indlæg allerede været flere uger undervejs.

Det er bare lettere at skrive blogindlæg, mens oplevelserne stadig er friske. Der er jo mange andre ting, der presser sig på for at blive skrevet, og derfor må jeg erkende, at jeg har givet op. Der kommer nok ikke skide mange indlæg, om vores ferie i USA.

En ting skal I dog høre om, og det er bilerne. Det er måske ikke det mest spændende fra ferien, men da det er det eneste jeg har fået skrevet, slipper I ikke. (Hvis altså ikke I tænker "årh hvad, nu skriver hun om biler, lad mig komme væk." Det er bare helt i orden, skal jeg sige jer. Det her er nemlig et af de kedeligste indlæg i bloggens historie. Måske faktisk i hele bloglands historie.)


Here it goes: Om biler og infrastruktur:

Hvis vi skal starte med bilerne og infrastrukturen (jeg nåede så aldrig længere), kan jeg ret godt lide benzinpriserne, og den spritnye bil vi lejede. Jeg ved ikke meget om biler, men den havde to udstødningsrør, og man kunne tænde den ved at trykke på en knap på nøglen. Det er da ret sejt. Jeg kunne også godt lide de store brede veje, hvor hastigheden var lidt lavere end på en dansk motorvej, og hvor pladsen var lidt bedre. Jeg kan også ret godt lide deres lastbiler. De er simpelthen så flotte, at jeg godt kunne overveje en fremtid som trucker over there. (Og jeg kan ikke engang lide at køre bil.)

Det her er langt fra den flotteste, men den er da imponerende.


Jeg kan til gengæld ikke lide, at man er så afhængig af en bil. Jeg havde godt nok hørt tale om, at man knap nok kan gå hen til naboen. Jeg havde bare ikke troet på det. Jeg synes, at det er uhyggeligt, at man har samfund, der er bygget op om bilkørsel. Der er ikke engang fortove og cykelstier, så børnene selv kan transportere sig til skole i stedet for at blive hentet af en bus, og 'miljøhensyn' er et fremmedord.

Vi var nu ikke engang rejst fra Danmark, før jeg fik indblik i amerikanernes manglende miljøhensyn. Flyets kaptajn lagde nemlig ud med at undskylde for ikke at kunne tænde for airconditionen en halv time før vi skulle lette med den begrundelse, at det brød Copenhagen Airport sig ikke om. Jeg synes, det er  vanvittigt. Vanvittigt!

Indlæg om biler og infrastruktur slut. Tak fordi I fulgte med så langt (hvis der altså var nogen der gjorde det.) 

fredag den 23. september 2011

Det store mysterie

Der er noget, der undrer mig. Rigtig rigtig meget. Inden vi tog på ferie, var det klart hårdest at være den. der gik på arbejde, og det der med at være på barsel var piece of cake. Alt det huslige blev ordnet, babyen blev stimuleret og der blev drukket kaffe på alle byens caféer. Så tog vi på ferie. Og kom hjem igen. Og så var alt anderledes.

Nu er det klart hårdest at være den, der er på barsel. Der er ikke tid til noget som helst, og man er helt udkørt, når klokken er 14. Mærkeligt nok skete skiftet samtidig med, at gemalen overtog barslen. Meget, meget mystisk, siger jeg bare.






Og nej, han har endnu ikke fået til til at forske.

torsdag den 22. september 2011

En kærkommen sms

Nu var det jo ikke ligefrem jordens mest positive indlæg, jeg fik skrevet i går aftes, men da opvasken var taget og tænderene var børstet, fik jeg denne sms fra min svoger:

Nevø 4 år: XXX, hun er mormor og Mille, hun er en moster. 
Min søster: Ja, det er rigtigt. Hvad er starutten så?
Nevøen: Hun er min bedste ven.

Den gik lige i moderhjertet. Og mosterhjertet. (Der er en lille dreng, der får en stor julegave.) Når man får sådan en sms, bliver træthed og travlhed de rene bagateller.


onsdag den 21. september 2011

Nogen der vil have en opvask?

Så blev det onsdag, og det er tre dage siden, jeg skrev det sidste indlæg. Jeg troede, at det var i går. Alle de indlæg jeg ville skrive om vores ferie, er jeg heller ikke kommet så langt med. Tiden er lige pludselig blevet en helt anden størrelse efter jeg er vendt tilbage på min pind på kontoret, og efterårstrætheden er begyndt at sætte ind.

Det der med at se film kl. 22, kan jeg vist godt glemme alt om. Det rammer alt for hårdt dagen efter. Længslen efter at komme hjem og lege med min lille pige, kan jeg også godt spare. Hun er også fuldstændig kvæstet efter en lang dag med sin far, så det handler mest om at holde hende i godt humør. I dag kom hun allerede i seng før kl. 19, og jeg sidder nu i lænestolen og savner hende. 1,5 timers samvær, hvor der også skal laves mad, dækkes bord og ryddes op.

Weekenderne er ikke meget bedre. Det opdagede jeg i lørdags. Lørdag er ikke længere en fridag. Lørdag er ikea-babysam-cykelhandler-bauhaus-dag. Lørdag er den værste dag på ugen. Den lørdag var i hvert fald.

Det er måske ikke heeeelt så slemt, som jeg giver udtryk for her. Jeg er bare træt, og har en kæmpe opvask, der venter på mig. Det bliver man ikke mindre træt af. Men så er det jo så heldigt, at der også bor en anden voksen her på matriklen. Og han er sød. Han tager sig af næsten alt det huslige, og det er jo rigtig rart. Og hvis der er noget, jeg virkelig ikke gider, så kan oftest bestikkes med en kop kaffe. Lige nu sidder han i sofaen og lægger vasketøj sammen, mens han synger "jeg folder viskestykke, jeg folder kaaaarklud", og sjovt nok synes jeg faktisk, at det er lidt hyggeligt. Selvom det lyder ganske forfærdeligt.

Nu går jeg ud og laver en kop kaffe til ham, så kan det jo være, at han klarer opvasken, når han er færdig med vasketøjet. (Håbe, håbe, håbe håbe.)



Årh pis, han har jo allerede lavet kaffen. Så er det vist bare at lette måsen og komme i gang. Så jeg kan komme i seng.

søndag den 18. september 2011

Top fem

Top fem over, hvorfor kollegaer er bedre selskab en starutten:

5) De prøver ikke at negle min frugt.
4) De kaster ikke med maden og skal ikke tørres om munden.
3) De klamrer sig ikke fast til mine bukseben.
2) De følger ikke efter mig ud på toilettet, og giver sig til at skrige, når jeg lukker døren efter mig.
1) De giver sig ikke til at klappe, når jeg kommer ud fra toilettet igen.


Top fem over, hvorfor starutten er bedre selskab end kollegaerne

5) Hun taler ikke om økonomi og besparelser.
4) Hun har aldrig for travlt til en kop kaffe/mælk.
3) Hun ved ikke, hvad en deadline er.
2) Hun er der altid, når jeg skal bruge hende.
1) Hun giver en klapsalve, hver gang jeg beder om det.

fredag den 16. september 2011

Tiden er en sort streg

Vi har længe manglet et køkkenur, og har lige så længe talt om at få sådan et her:


Det fik vi så i går. Og det er SÅ cool! 



Når klokken altså er 10 minutter over 2 og 20 minutter over 8.  

Når klokken er kvart i ni, ser det til gengæld rigtig dumt ud. Det gør det også, når klokken er halv seks. Så har man bare en kedelig sort streg på væggen. Det har kostet 320 kroner, og det har hængt på min væg i under et døgn. Er det et fejlkøb, når man allerede nu kommer til at småsynge "should I stay or should I go babadabababada, hver gang man ser det?

torsdag den 15. september 2011

Så er det nu vi hepper

Så blev krydset sat, og som altid var det en nervepirrende oplevelse. Med rystende hånd fattede jeg den totalt kluntede og ubarmhjertige tømrerblyant og gjorde mig umage med mit kryds. Og alligevel blev det lidt skævt. Altså hvad sker der også for, at man skal sætte to meget vigtige streger med en tømrerblyant! Det kan jo ikke blive pænt.

Jeg ved ikke, hvorfor afkrydsningen gør mig så nervøs. Jeg er nærmest rædselsslagen for at sætte krydset forert. Også selvom man jo kan få en ny stemmeseddel, hvis man klokker i det.

Mit lille, skæve kryds betyder jo ikke så meget i den store sammenhæng, men selvom det lyder banalt, er der dog noget særligt ved at tage del i demokratiet. Jeg husker tydeligt mit første valg, som foregik i en enlig valgbås på den danske ambassade i Paris. Antiklimaks siger jeg bare! Det skulle være så stort, og så var det alligevel så hverdagsagtigt. Altså bortset fra nervøsiteten. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. (En lille fanfare måske. Og en klapsalve.)

Nå men nu er krydset sat for denne gang. Jeg har smagt stegt flæsk for første gang (det er nemlig den, der har barsel, der laver mad, og det er ikke mig,), og nu vil jeg se, om ikke jeg kan lokke nogen til at lave de naturligt multikolorerede popcorn, jeg købte med hjem fra USA, så jeg har noget at stoppe i munden, mens jeg hepper.

Hephephep

Tror I i øvrigt, at man kan forudse valgets udfald ved at se, hvor stor en del af vælgerne, der tømmer lommerne for småmønter og giver dem til de skolebørn, der samler ind til Afrika foran valgstederne? Måske var det kun foran mit valgsted, men der var godt nok mange, der gravede mønter frem fra lommeulden. Mig selv inklusiv.

mandag den 12. september 2011

Dagen i dag

Jamen, så har jeg været på arbejde. Eller hjemme som en af mine søde kolleger kaldte det. Og så travlt der er, skal den betegnelse nok komme til at passe.

Selvom jeg selv åbnede for posen, vil jeg helst ikke skrive så meget om det, men kan nævne, at de søde kolleger stadig er søde og at de nye kolleger også har gjort et godt indtryk. Jeg har desuden fået pladsen med den allerbedste udsigt, og så glæder jeg mig faktisk lidt til de lange arbejdsdage og adrenalinsuset, når en hastesag skal ekspederes.

U-U-U!!! jeg har jo også fået en studentermedhjælper! Så gør det ikke noget, at jeg ikke har nogen lampe eller reol, og at jeg har glemt, hvordan kaffemaskinen virker.


Så er det nu

Jeg skal på arbejde.

Min barsel sluttede for et par uger siden, ferien sluttede i går, og om et par timer slår jeg rumpen i kontorstolen. Det er lidt spændende, og jeg er lidt nervøs. Kan jeg overhovedet huske, hvordan man gør? Og skal man overhovedet gøre, som man gjorde dengang for et år siden, da jeg sidst flexede ud og vraltede derfra med min tykke mave?

Chefen er ny, kontoret er nyt, de fleste af kollegerne er også nye, men stolen og computeren skulle være de samme. Så meget ved jeg. Mit telefonnummer er vist også det samme, men da jeg kun kan huske de første fire cifre, tæller det vist ikke. Det er lidt svært at skulle tilbage til noget, jeg på sin vis burde kende, men som jeg rent faktisk ikke ved, hvad er. Det er også lidt svært at skulle slippe kontrollen herhjemme og overlade den til gemalen, som skal være hjemmegående husfar det næste stykke tid.

Mest af alt tror jeg dog, at det bliver godt, og jeg glæder mig til om et øjeblik at svinge mig op på cyklen for at tage på arbejde. A.R.B.E.J.D.E. Sikke et dejligt ord.



lørdag den 10. september 2011

USA i klapvognsperspektiv

Jamen vi har jo været i USA. Surprise, surprise. Og folk har jo ret. Det er altså ikke særlig svært at rejse med en baby. Jeg forudser til gengæld, at det bliver ret svært at overbevise hende om, at hun allerede har oplevet USA, når hun som teenager prøver at lokke en ferie i New York ud af sine forældre. Ikke bare fordi hun ikke kan huske ferien, men fordi barnet sov fra alle de spændende oplevelser.


20 dollar! Så meget kostede det at have en baby med på en temmelig tom hvalsafaribåd, og så sov pigebarnet bare. Men så er det jo godt, at jeg fik taget en masse billeder, og som min far siger: Så lærer man mens man sover, og man kan jo altid se billeder bagefter.




Det her lille vandfald var hun også ved at gå glip af, men heldigvis vågnede hun op efter et par timers lur og syntes vist, at det var ret dejligt med små vandperler i ansigtet.


Den her bygning i New York gik hun fuldstændig glip af. Mest fordi hun er så lille bitte, at hendes verden stopper i klapvognshøjde.

Og så stopper billedefremvisningen desværre, for min computer driller. I stedet kan I få feriens højdepunkter fra staruttens synspunkt. (Stadig i klapvognsperspektiv.) De er temmelig beskedne:

1) Fremadvendt autostol
2) Stor popularitet blandt amerikanere. Især i New York
3) Morgenhygge i dobbeltsengen med både mor og far. Hver dag!
4) Gyngetur i Central Park
5) To pommes frites på hotelværelset
6) Kravleture på hotelgangene
7) Udstoppet kattedyr på Naturhistorisk Museum
8) Kæmpe bolle i lufthavnen

Konklusion: Man skal ikke tage en baby med til USA for babyens skyld. Bare stik dem et smil og en friteret grøntsag, så er succesen hjemme og flybilletten sparet.

fredag den 9. september 2011

Små piger kan også lide store bøffer

Starutten har spist oksemedaljon i dag. Ikke et stykke kød jeg normalt ville servere for en lille pige på 9 måneder, men når nu man havde fået fire store stykker gratis, skulle hun da også have sin del af kagen bøffen.

Ja, gratis! Det er jo ikke jo hver dag det sker, og heldigvis for det. Det var nemlig bestemt ikke fordi jeg er en særlig god, sød eller smuk kunde, at supermarkedets slagter syntes, at jeg skulle have gratis kød. Og vin. Det var fordi jeg er sådan en, der klager. Og ikke kun til supermarkedet, men også til fødevareregionen. Det er bare ikke særlig lækkert at have skåret 500 gram torsk i småstykker og have proppet størstedelen i blenderen og så opdage at der kravler et par klamme, små orme rundt på spækbrætter. Adr!

Det var nu ikke slagterens skyld. Det kunne jeg godt selv regne ud, og det bekræftede manden fra fødevareregionen da også. Fejlen ligger hos leverandøren, og ham havde slagteren allerede taget en alvorlig snak med, da jeg kom ned og fik mine fire bøffer og rossoen. Han tilbød mig også fisk, men øhm, der går nok lige en uge eller fem, før jeg får lyst til det igen.

Jeg mener, at man har pligt til at klage over fis med orm, mad man bliver syg af, dårlig hygiejne eller lignende. Ellers har jeg normalt holdt mig fra at klage og bare smidt fordærvede fødevarer ud. For noget tid siden, fik jeg dog nok og sendte dette brev til Bilka:


Kære Bilka 

Torsdag den 21. juli valgte jeg at tage bilen til Bilka for at gøre alle ugens indkøb inkl. til det selskab jeg skulle holde i weekenden. Det er jo smart med sådan et stort supermarked, hvor man kan få alt. Troede jeg. 

Tomater fik jeg ikke med hjem. Dem I havde var dårlige. Mælk fik jeg med hjem, men kun fordi jeg skulle bruge en del samme aften. Holdbarhedsdatoen var godt nok ikke overskredet, men ærlig talt synes jeg ikke, at det er godt nok, at man den 21. i måneden kun kan få mælk fra den 16.! Og slet ikke hvis man vil købe ind til en hel uge. Lad det nu være, hvad det er. Jeg kunne jo tage et andet sted hen, selvom det ikke var planen, og undlade at samle mine indkøb hos jer igen. 

Det der gør mig rigtig sur, er, at jeg kom hjem med en stor, fin spiseklar ananas, som jeg ville servere til morgenmad dagen efter for familiens fødselar. Der var den muggen. Godt nok stod der på skiltet, at den var spiseklar, men 14 timer burde den da kunne holde sig. Jeg gad ikke at spilde min fredag på at tage tilbage  for at reklamere over en ananas, så nu gør jeg det her. Benzinprisen og miljøbelastningen taget i betragtning ville det heller ikke kunne betale sig.  

Jeg vil derfor gerne bede jer om at sætte de 24 kroner, som ananasen kostede ind på følgende konto: XXXXXXXXXX eller sende mig en check. Havde det ikke været pga. en generel dårlig oplevelse med gamle varer og møgbeskidte indkøbsvogne, havde jeg nok ikke været så emsig, men at komme hjem med en dårlig ananas til 24 kroner var altså det, der fik bægeret til at flyde over. 

Venlig hilsen  


Mille


Pengene blev ikke sat ind på min konto, men jeg fik et gavekort på 50 kroner til Tøj og Sko/Bilka/Føtex og lovning på en flaske vin eller en æske chokolade, hvis jeg kom forbi med en kopi af e-mailen. Det gør jeg nok ikke, men gavekortet skal da nok blive brugt.


På den ene side synes jeg, at det er lidt emsigt at klage, men på den anden side har jeg godt nok smidt mange penge efter mad, som ikke har levet op til forventningerne, og det er jo heller ikke rimeligt. Så nu er jeg altså sådan en, der klager. Emsig eller ej.


Og så må jeg jo hellere lige slutte af med at fortælle, at min lille pige forstår at værdsætte godt kød og højst sandsynligt havde spist alle fire stykker, hvis hun havde fået lov. Det er altså noget, som hendes madøre af en mor godt kan være lidt stolt af.

tirsdag den 6. september 2011

10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90...



100!!!

Så mange indlæg har jeg nu skrevet! Der er masser at fortælle fra de sidste tre ugers ferie, men det skal indlæg nummer 100 i hvert fald ikke bruges på. Jeg vil meget hellere gøre som Superheltemor og Kong Mor og en masse andre. Når de har 1ru1ndet de 100 indlæg, har de fået deres børn til at være gæsteforfattere, og jeg har derfor også bedt starutten om at skrive lidt om, hvordan jeg er som mor.

Here it goes. Direkte fra staruttens hånd:

$ vBVVV  VChhGCDFFCRCVcRRFr-Ø:: ØØ:---------.--------zz og så er hun den sødeste i hele verden, meget retfærdig og meget SMUK OG DEJLIG.

Okay indrømmet, jeg kom vist til at hjælpe lidt til sidst, men hvis nu hun havde kunnet stave og formulere sig, var det helt sikkert, hvad hun havde skrevet. Det var i hvert fald hende, der trykkede på caps lock, så helt uenig kan hun da ikke være. Det var i øvrigt også hende der tyvstartede og placerede et par 1-taller i forrige afsnit.< (OG DER VAR HENDES SMÅ PØL>SEFINGRE IGEN. Caps lock$ er et hit)


Normalt er der ellers adgang forbudt for små babyhænder på mors tastatur, men når nu det er indlæg nummer 100, OG starutten lige har kastet op ud over hele køkkengulvet for første gang nogensinde, ja så bliver det jo lidt svært at afvise de fedtede pilfingre og det smørrede smil. Men mere vil have mere, så jeg smutter igen, inden hun får skrevet en hel roman i versaler. (Der var vist også noget opkast, der skulle tørres op...)

onsdag den 24. august 2011

Se hbad keg lan!

Orv man lan blpge gra en iåod.mwn det wr eet svørt med mine pølswfimgre,aå ikke fæwrre imsææg, før jeg er hjemme jgen. Ja' det gpst aå længe.

mandag den 15. august 2011

Så blev det endelig min tur

Det skete i de dage, at en befaling udgik fra husmor Mille, at al verden (også kaldet starut, gemal og farmor og farfar) skulle på ferie.

Denne første ferie med starutten skete efter en lang sommer med alt for meget arbejde for gemalen. Og alle gik for pakke deres kufferter, hver til sit klædeskab. Og også gemalen gik fra arbejde, fra hospitalet til lejligheden i hovedstaden, som kaldes København, fordi det var der han boede, for at pakke sin kuffert tillige med Mille, sin kæreste, som han nu havde en lille starut med. (Og resten af Lukasevangeliet handler så om fødsel og omskæring, og da jeg hverken håber på det ene eller det andet, er den inspirationskilde nu dømt ude.)

Og det havde fandeme været en hård omgang at få ham overtalt til 1) ferie 2) i 3 uger 3) på den anden side af Atlanten. For gemalen elsker sit arbejde. Så meget, at han er på arbejde i dag, selvom hans ferie startede i fredags. Det var derfor  nødvendigt med en befaling i stil med den, der lød fra kejser Augustus for et par tusind år siden for at få ham med på eventyr. Og nu glæder han sig, og det er dejligt. Jeg er mest stresset over at skulle have styr på det sidste inklusiv pakning af mine og staruttens sager, men det går nok. For det er i morgen det sker!

I morgen placerer jeg måsen i et flysæde og lader mig transportere til Amerika (sådan omtaler gemalen  nemlig USA, selvom han altså kun lige er 34 år) med en glad og tilfreds starut, der tager jetlag i stiv arm og sover, når mor befaler det, med en sød og ferietrængende gemal og et sæt svigerforældre, der jo er for gamle til at gå ud hver aften, og defor godt kan våge over starutten. Ikke dårligt, ikke dårligt.

Kufferterne skal lige pakkes og der skal gøres lidt rent, og så er vi ellers klar. Husets babyhærgede planter er sendt på tiltrængt rekreation hos veninde med grønne fingre, og naboen har fået et sæt nøgler, så de kan tage sig af posten og låne et par værelser til deres gæster. Mmmm ferie!

Mens jeg hygger i Central Park, skyder hvaler med mit kamera, betages af storslået natur og tripper rundt om det hvide hus, tager bloggen sig en god pause, for nu gemalen endelig har fri, er der dømt nul computertid. Vi skal nemlig prøve det der med at være sammen.

Og ved I hvad det bedste er? Når vi kommer hjem, er det mig som skal på arbejde, og gemalen, der skal være hjemmegående husfar. Det trænger vi begge til!