Ja, gratis! Det er jo ikke jo hver dag det sker, og heldigvis for det. Det var nemlig bestemt ikke fordi jeg er en særlig god, sød eller smuk kunde, at supermarkedets slagter syntes, at jeg skulle have gratis kød. Og vin. Det var fordi jeg er sådan en, der klager. Og ikke kun til supermarkedet, men også til fødevareregionen. Det er bare ikke særlig lækkert at have skåret 500 gram torsk i småstykker og have proppet størstedelen i blenderen og så opdage at der kravler et par klamme, små orme rundt på spækbrætter. Adr!
Det var nu ikke slagterens skyld. Det kunne jeg godt selv regne ud, og det bekræftede manden fra fødevareregionen da også. Fejlen ligger hos leverandøren, og ham havde slagteren allerede taget en alvorlig snak med, da jeg kom ned og fik mine fire bøffer og rossoen. Han tilbød mig også fisk, men øhm, der går nok lige en uge eller fem, før jeg får lyst til det igen.
Jeg mener, at man har pligt til at klage over fis med orm, mad man bliver syg af, dårlig hygiejne eller lignende. Ellers har jeg normalt holdt mig fra at klage og bare smidt fordærvede fødevarer ud. For noget tid siden, fik jeg dog nok og sendte dette brev til Bilka:
Kære Bilka
Torsdag den 21. juli valgte jeg at tage bilen til Bilka for at gøre alle ugens indkøb inkl. til det selskab jeg skulle holde i weekenden. Det er jo smart med sådan et stort supermarked, hvor man kan få alt. Troede jeg.
Tomater fik jeg ikke med hjem. Dem I havde var dårlige. Mælk fik jeg med hjem, men kun fordi jeg skulle bruge en del samme aften. Holdbarhedsdatoen var godt nok ikke overskredet, men ærlig talt synes jeg ikke, at det er godt nok, at man den 21. i måneden kun kan få mælk fra den 16.! Og slet ikke hvis man vil købe ind til en hel uge. Lad det nu være, hvad det er. Jeg kunne jo tage et andet sted hen, selvom det ikke var planen, og undlade at samle mine indkøb hos jer igen.
Det der gør mig rigtig sur, er, at jeg kom hjem med en stor, fin spiseklar ananas, som jeg ville servere til morgenmad dagen efter for familiens fødselar. Der var den muggen. Godt nok stod der på skiltet, at den var spiseklar, men 14 timer burde den da kunne holde sig. Jeg gad ikke at spilde min fredag på at tage tilbage for at reklamere over en ananas, så nu gør jeg det her. Benzinprisen og miljøbelastningen taget i betragtning ville det heller ikke kunne betale sig.
Jeg vil derfor gerne bede jer om at sætte de 24 kroner, som ananasen kostede ind på følgende konto: XXXXXXXXXX eller sende mig en check. Havde det ikke været pga. en generel dårlig oplevelse med gamle varer og møgbeskidte indkøbsvogne, havde jeg nok ikke været så emsig, men at komme hjem med en dårlig ananas til 24 kroner var altså det, der fik bægeret til at flyde over.
Venlig hilsen
Mille
Pengene blev ikke sat ind på min konto, men jeg fik et gavekort på 50 kroner til Tøj og Sko/Bilka/Føtex og lovning på en flaske vin eller en æske chokolade, hvis jeg kom forbi med en kopi af e-mailen. Det gør jeg nok ikke, men gavekortet skal da nok blive brugt.
På den ene side synes jeg, at det er lidt emsigt at klage, men på den anden side har jeg godt nok smidt mange penge efter mad, som ikke har levet op til forventningerne, og det er jo heller ikke rimeligt. Så nu er jeg altså sådan en, der klager. Emsig eller ej.
Og så må jeg jo hellere lige slutte af med at fortælle, at min lille pige forstår at værdsætte godt kød og højst sandsynligt havde spist alle fire stykker, hvis hun havde fået lov. Det er altså noget, som hendes madøre af en mor godt kan være lidt stolt af.
Jeg synes sgu det er i orden at klage, men seriøst, et gavekort på 50 kr. det er jo nærmest en fornærmelse.
SvarSletAdr til klamme orm i torsk. Og det der med ananas - det har jeg prøvet TIT. Godt nok ikke fra Bilka, men et andet supermarked. Faktisk har HDD forbudt mig at købe flere ananas, fordi han tror, det er mig, der gør noget forkert med dem. Men kan da være, at jeg skal klage næste gang jeg sniger en ananas i kurven...
SvarSletSynes i øvrigt også det er i orden at klage. Sålænge man har noget at have det i, og det synes jeg i allerhøjeste grad, at du har haft.
Ad. Lyder klamt. Synes det er helt ok at klage, sålænge man har noget at have det i. Velkommen tilbage til bloggeriet i øvrigt. :)
SvarSletDet var SÅ klamt, og det kribler stadig alle vegne, når jeg nærmer mig køkkenet.
SvarSletI øvrigt har jeg engang hørt noget om, at hvis man kan trække de inderste blade af ananassen, skal den spises med det samme. Det kunne være, at man skulle teste det, så man undgår mugne frugter i fremtiden?... Men så går man jo selvfølgelig også glip af muligheden for gavekortet. På 50 kr!