Surt sommerhus og søde fætre

Så er vi syge igen. I mandags var det gemalen og starutten, og de sidste par dage har det været mig. Det er helt mærkeligt at have huset for sig selv. Hver gang jeg vågner op fra en lille blunder, er jeg på vej ind på staruttens værelse for at tjekke til hende. Det  kunne være sjovt at prøve at være alene hjemme uden nødvendigvis at være syg.

Sommerhusturen var rigtig skøn. I hvert fald selskabet. Selve huset var klamt og fugtigt og helt sikkert grund til, at jeg igen har måttet melde mig syg. Min far er af en anden mening. Han har også lagt sig syg, og giver starutten og hendes snotnæse skylden. Det synes jeg er et lige lovligt stort ansvar at pålægge starutten. Jeg må dog indrømme, at jeg alligevel smeltede en smule, da han indrømmede, at han jo burde have holdt sig på afstand, men ikke kunne lade hende være - snotnæse eller ej. Det er så skønt at se, hvor meget glæde de har af hinanden. (Okay, nu lyder det somom, at jeg beskriver to børn, men seriøst: De to har altså et eller andet sammen, hvor vi andre hverken kan eller må være med.)

Staruttens fætre kunne heller ikke lade hende være. Den ene skulle forbi hende og standsede lige op for at nusse hende lidt i håret. Straks kom den anden farende og brølede DEN ER MIN!!! Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg skal bekymre mig over tingsliggørelsen og ejerfornemmelsen eller om jeg bare skal være stolt over at de er så glade for hende. I første omgang bliver det nok det sidste. Det er det letteste.

Jeg fik jo også lov til at opleve mine nevøer på tæt hold, og hold kæft hvor er de søde. Selv når de driller og massekrerer riskiks med en nøddeknækker. Den ene går i 2. klasse og skulle til klassefest en aften. Jeg er helt vildt træt, men jeg kan slet ikke sove fordi jeg er helt glad indeni, fortalte han, da han kom hjem. Er han ikke bare sød? Han fortalte også, hvordan to af pigerne havde siddet foran ham op af en pude, så hans fødder var blevet helt varme. Det lød lidt somom, at der også havde flakset et par lune sommerfugle rundt i hans mave, men som den taktfulde moster jeg er, kommenterede jeg det selvfølgelig ikke. Før han var gået i seng naturligvis.


Fredag tog min far videre og om aftenen kom gemalen. Nevøerne havde flere gange spurgt om jeg ikke glædede mig til, at han kom, og jo det gjorde jeg. Der var engang, hvor jeg syntes, at det var rart at komme lidt fra hinanden. Efter vi har fået starutten savner jeg ham, bare han arbejder sent. Det er eddermame vammelt at være så afhængig. Og også lidt hyggeligt. Og det var rigtig dejligt, da han kom kørende ned af den kulsorte sommerhusvej.

Jeg er IKKE et familiemenneske. Faktisk har jeg ofte haft det lidt svært med min familie. Det har jeg nok ikke skrevet så meget om her, men sådan er det. Den her tur vil jeg dog gerne gentage. En overnatning mindre og et mindre surt og fugtigt sommerhus, så er jeg klar igen.