lørdag den 29. oktober 2011

Jeg tager sgu bare den lyshårede med de store øjne, okay?

Min lille starut har en skønhedsplet på den ene arm. Først syntes jeg, at det var lidt ærgerligt, men nu ser jeg det mere som en praktisk foranstaltning. Hendes næsten usynlige storkebid i nakken er også blevet ganske nyttelig. Det er nemlig de to mærker, der gang på gang forsikrer mig om, at jeg har fået det rette barn med hjem fra vuggestuen.

Ikke om jeg begriber, hvordan pædagogerne kender forskel på alle 90 børn. Jeg forstår heller ikke, hvordan de andre forældre med målfaste skridt sætter kursen mod deres poder og tager dem på armen. Uden overhovedet at tjekke, at det er det rigtige barn!

Når jeg henter, foregår det på denne måde: Jeg stiller mig i døråbningen og hilser hurtigt på personalet. Så kigger jeg lidt på børnene, spotter de lyshårede piger og sorterer dem fra, der kan gå. Så er vi nede på 2-4 stykker. Og så venter jeg ellers på, at de vender sig om og kigger på mig. Er der en af dem der smiler eller endda kravler hen mod mig, tager jeg chancen og tager barnet med hjem. Derhjemme tjekker jeg så storkebid og skønhedsplet. Mange gange.

For et par dage siden var det ved at gå galt. Den lille starut vendte sig om og smilede til mig, og så vendte hun ellers tilbage til sine gøremål med tre duploklodser og en dukkeseng. Lille Liva derimod, hun ville gerne med mig hjem. Hvis ikke det var fordi hun lystigt stavrede hen til mig, havde jeg sgu nok også taget hende med. Starutten har nemlig alt for travlt til at prøve at gå, så det var temmelig usandsynligt, at hun skulle have lært det på en enkelt dag i vuggestuen.

De første tre gange jeg hentede starutten, havde hun byttet bukser med en anden lille pige. Det var eddermame mærkeligt at stå der og spejde ud over børneflokken og ikke kunne se sit eget barn, mens pædagogerne stod og smilede forventningsfuldt på hendes vegne. Også ret tarveligt synes jeg faktisk. Jeg havde jo aldrig før set hende i så stor en børneflok, så man (jeg) kan vel godt sige, at jeg var lovligt undskyldt for min manglende genkendelse af eget yngel.

Den undskyldning kan jeg dog ikke bruge mere. De har fundet ud af, hvilke bukser der er hendes, og jeg har også set de andre børn mange gange. Alligevel bliver jeg i tvivl. HVER EVIG ENESTE F* GANG.   Og det er her jeg gerne vil bede dem, der lige kommer forbi dette indlæg, om deres helt ærlige mening: Er jeg helt ude i hampen? Er jeg en ravnemor? Sker det for alle forældre, og er de andre bare gode til at skjule det?  (Pleeeeease sig at det sker for alle. Også selv om det er løgn. Ej okay I må godt være ærlige, men jeg tror måske, at jeg i dette tilfælde er en lille smule allergisk over for sandhed, så vær lige lidt nænsom, ik? Tak ;-))   



torsdag den 27. oktober 2011

Gjorde jeg virkelig det?

Gosh! Kom lige til at kigge på titlen på gårsdagens indlæg og må konstarere, at jeg er blevet en af DEM: De der skrækkelige mødre, der kun er noget i kraft af deres børn og derfor knytter alle deres relationer op på dem. Der skulle jo for fanden ikke have stået 'fætre', men 'nevøer' for det er jo det de er. I forhold til mig i hvert fald.

Helt ærlig altså. Sådan gider jeg bare ikke at være.

onsdag den 26. oktober 2011

Surt sommerhus og søde fætre

Så er vi syge igen. I mandags var det gemalen og starutten, og de sidste par dage har det været mig. Det er helt mærkeligt at have huset for sig selv. Hver gang jeg vågner op fra en lille blunder, er jeg på vej ind på staruttens værelse for at tjekke til hende. Det  kunne være sjovt at prøve at være alene hjemme uden nødvendigvis at være syg.

Sommerhusturen var rigtig skøn. I hvert fald selskabet. Selve huset var klamt og fugtigt og helt sikkert grund til, at jeg igen har måttet melde mig syg. Min far er af en anden mening. Han har også lagt sig syg, og giver starutten og hendes snotnæse skylden. Det synes jeg er et lige lovligt stort ansvar at pålægge starutten. Jeg må dog indrømme, at jeg alligevel smeltede en smule, da han indrømmede, at han jo burde have holdt sig på afstand, men ikke kunne lade hende være - snotnæse eller ej. Det er så skønt at se, hvor meget glæde de har af hinanden. (Okay, nu lyder det somom, at jeg beskriver to børn, men seriøst: De to har altså et eller andet sammen, hvor vi andre hverken kan eller må være med.)

Staruttens fætre kunne heller ikke lade hende være. Den ene skulle forbi hende og standsede lige op for at nusse hende lidt i håret. Straks kom den anden farende og brølede DEN ER MIN!!! Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om jeg skal bekymre mig over tingsliggørelsen og ejerfornemmelsen eller om jeg bare skal være stolt over at de er så glade for hende. I første omgang bliver det nok det sidste. Det er det letteste.

Jeg fik jo også lov til at opleve mine nevøer på tæt hold, og hold kæft hvor er de søde. Selv når de driller og massekrerer riskiks med en nøddeknækker. Den ene går i 2. klasse og skulle til klassefest en aften. Jeg er helt vildt træt, men jeg kan slet ikke sove fordi jeg er helt glad indeni, fortalte han, da han kom hjem. Er han ikke bare sød? Han fortalte også, hvordan to af pigerne havde siddet foran ham op af en pude, så hans fødder var blevet helt varme. Det lød lidt somom, at der også havde flakset et par lune sommerfugle rundt i hans mave, men som den taktfulde moster jeg er, kommenterede jeg det selvfølgelig ikke. Før han var gået i seng naturligvis.


Fredag tog min far videre og om aftenen kom gemalen. Nevøerne havde flere gange spurgt om jeg ikke glædede mig til, at han kom, og jo det gjorde jeg. Der var engang, hvor jeg syntes, at det var rart at komme lidt fra hinanden. Efter vi har fået starutten savner jeg ham, bare han arbejder sent. Det er eddermame vammelt at være så afhængig. Og også lidt hyggeligt. Og det var rigtig dejligt, da han kom kørende ned af den kulsorte sommerhusvej.

Jeg er IKKE et familiemenneske. Faktisk har jeg ofte haft det lidt svært med min familie. Det har jeg nok ikke skrevet så meget om her, men sådan er det. Den her tur vil jeg dog gerne gentage. En overnatning mindre og et mindre surt og fugtigt sommerhus, så er jeg klar igen.

torsdag den 20. oktober 2011

Allerede weekend

Prøv lige at gætte, hvem der om en halv time bliver hentet af sin far for at tage på forlænget weekend på Møn?

Nope, det er ikke starutten. Det er mig! Starutten skal dog også med, mens gemalen bare skal på arbejde.

På Møn venter der endnu mere familie og en skøn, skøn miniferie.

Ciao!

mandag den 17. oktober 2011

Møde med forælderflokken

Jeg har jo helt glemt at skrive om mit første forældremøde. Det kan kort og godt koges ned til en sætning:

Forældre er sindssyge!


I hvert fald dem der stiller spørgsmål. Hold da helt op nogen sære problemer folk har. (Jeg stillede også selv et spørgsmål, så der sidder helt sikkert ca. 80 andre forældre i København og synes, at jeg er bindegal.) Vi brugte seriøst en hele time på at diskutere, hvorfor der ikke er kodelås på lågerne (jeps flertal, man skal nemlig igennem to) til legepladsen. Hvor ofte sker det lige, at folk bare vader ind i en vuggestue, og tager 3-4 tilfældige børn under armen? I følge en far er risikoen vist ret høj.

Jeg ved ikke med de andre forældre, men jeg har altså en daglig kamp med lågernes børnesikring, og bruger gerne et par minutter på at trænge ind på grunden. Jeg er derfor rimelig sikker på, at en potentiel babytyv aldrig ville nå længere end hegnet. Men det kan jo være, at jeg tager fejl...

Der var også en mor, der mente, at vi skal give en ekstra skilling, så børnene kan få mere frugt. Med måltider kl. 7-8, 9, 11, 14 og 16 tror jeg altså ikke, at de mangler mad. Men det kan jo selvfølgelig være, at hendes barn har en ekstra god appetit. Min lille starut er dog kun blevet tykkere de uger hun har frekventeret bjørnestuen.

Der var ikke bare en men otte mødre og to fædre, der syntes, at det var ganske forfærdeligt, at ikke alle børnene kan sove ude, og der var også en hel flok, der var dybt forargede over, at brandmyndighederne ikke tillader, at klapvognene køres helt op til døren ved aflevering og hentning. Altså hvad sker der lige med folk, der bliver forældre? Og er jeg mon lige så vanskellig og krævende? Det håber jeg virkelig ikke. (Men lidt er jeg jo nok. Selvom mit spørgsmål naturligvis var langt mere fornuftigt og sagligt end de andres. Ahøm)

Efter to timers forældremøde fik jeg en vældig trang til at fortælle pædagogerne, at jeg har fuld tillid til at de gør deres job ordentligt, at børnene får nok at spise, at de bliver stimulerede og at pædagogerne nok skal tage affære, inden babytyven stikker af med sit bytte. Jeg valgte dog at tie stille. Jeg skulle jo nødigt fremstå som sær, ubekymret mor.

Til gengæld bliver jeg nu en af de der mærkelige mødre, der skriver julekort til pædagogerne. Så kan jeg nemlig helt diskret fortælle dem, at de er supersøde og hammerdygtige til deres arbejde. Og at det er rigtg skønt, at det er lige præcis dem, der tager sig af min lille starut og hendes luner.

fredag den 14. oktober 2011

Op fra sumpen

Jeg skylder en tak til nogen her i Blogland.

Den første er Superheltemor eller rettere hendes børn. De sørgede nemlig for, at jeg vandt en give away, og jeg derfor kan sidde her i al min ynk og guffe lakridser. (Den første give away jeg har vundet, hvor gevinsten rent faktisk er nået frem. Jubii!)

Og her er sgu lidt ynkeligt. Status er nu 1 styks feberfrit barn, 1 styks influenzaramt mor og 1 styks forsuvet babyskulder. Kæft det er hårdt at drøne rundt til læger og skadestuer med et pylret barn, når man allermest har brug for selv at putte under dynen og få serveret te og kleenex. Og spørg mig ikke om, hvordan hun har forstuvet skulderen, for jeg har absolut ingen anelse. Jeg ved ikke engang om det var tirsdag, onsdag eller torsdag, det skete. Jeg trøster mig med, at det ikke er en rigtig slem forstuvning, og at hun da stadig kan komme fremad i en meget akavet streetwise kravlestil.

Den anden jeg skal takke er Helle. Helle Pelle Frikadelle. Hun har nemlig helt uden tvang skrevet noget pænt om min blog, så der lige pludselig er flere, der gider at læse den. Dagen før hun gjorde det, sad jeg og var lidt mut og trist over bloggen. Jeg sad nemlig og kiggede i besøgsstatistikker.

Jeg er ikke utilfreds med antallet af besøgende. Overhovedet ikke. Jeg fik det bare lidt mærkeligt i maven, da jeg så at læsertallet var fordoblet i den periode, hvor jeg skrev om min mor i forhold til før og efter. Det er jo lidt noget fis. Det ved jeg godt. Jeg har bare stadig en masse følelser, der flakser forvirret rundt i min mave, svælger i det triste og vender det der ellers er godt til noget  skidt. Jeg har også langt om længe erkendt, at jeg ikke kan tumle følelserne og tristheden alene og har fundet ud af, hvem jeg skal bede om hjælp. Nu skal jeg bare have det gjort.

Ha' en rigtig god weekend alle sammen!

tirsdag den 11. oktober 2011

Vuggestuepesten har slået til

Der er sket noget meget belejligt. Starutten er nemlig blevet syg med feber. Bevares, det er da  smaddersynd for hende, men gæt lige hvem der IKKE skal aflevere hende i morgen. Hurra for feber, siger jeg bare. For helt ærligt så tror jeg bare slet ikke at feber føles nær så slemt, som mit hjerte gjorde denne morgen, da jeg for anden gang skulle aflevere hende.

Hold da kæft for en omgang. Det i går var jo ingenting. I.N.G.E.N.T.I.N.G. Jeg skulle måske have lyttet til hende, da hun allerede gav sig til at skrige, da jeg tog hendes jakke ned fra bøjlen. Jeg skulle måske have tænkt, at hun var syg og ikke skulle afsted. I stedet tænkte jeg, at hun i hvert fald ikke skulle tro, at man kan skrige sig til en fridag. Det kan man helt sikkert godt næste gang!

På vej til vuggeren fik jeg et meget uønsket indblik i hendes superkrafter. Midt på en firesporet vej mister jeg balancen på cyklen. Det lille, arrige pus i cykelstolen har i et vredesbrøl spændt kroppen i så fast en flitsbue, at selen popper op, og hun derfor hænger ud over siden. Det var fandeme ikke sjovt at stå der midt på vejen og prøve at komme af cyklen uden at tippe barnet af, mens bilerne begyndte at køre forbi med vrede dyt og høj fart. Det var måske der, jeg burde være vendt om.

I stedet trak jeg cyklen de resterende to kilometer med barnet på armen. Og så blev hun afleveret under skrig og skrål, og jeg tog på arbejde med knude i maven.

Men i morgen der skal jeg ikke aflevere! Det er dejligt. Det er ikke så dejligt, at den lille er syg, men det forklarer måske hvorfor hun har været så pylret både i går og i dag. Jeg nærer i hvert fald et lille bitte håb til at hun igen elsker sin vuggestue, når hun bliver frisk. Indtil da vil jeg nyde, at hun for en gangs skyld gerne vil sidde på skødet og blive nusset. Og at jeg kan være en god omsorgsgivende mor og ikke sådan en, der sender hende i vuggestue

mandag den 10. oktober 2011

Av det gik ondt

Hun er SÅÅÅÅÅ god til at blive afleveret. Man sætter hende bare på gulvet og så leger hun. Hun gider ikke engang at vinke. Det er bare så nemt. 


Som om!

Hold kæft hvor hun skreg, da pædagogen tog hende i armene. Starutten lå nærmest vandret i luften og strakte armene ud efter mig, mens tårene sprøjtede ud af øjnene, og kinderne blev helt røde og spændte. (Mine tårer tog snigeren og samlede sig i en klump i halsen.) Må man egentlig godt hade en pædagog? Det er i hvert fald svært ikke at gøre det bare en lille smule, når hun står med ens grådopløste barn og siger, at det er bedst, hvis man går hurtigt. Jeg havde mest lyst til at rive mit barn til mig, men styrtede dog alene ud af døren tids nok til ikke at hyle lige så højt som starutten.

Lortemorgen siger jeg bare. Også er det endda mig, der har den ubarmhjertige tjans at aflevere hende hver eneste fucking dag fra nu af, fordi gemalen skal møde 7.30 præcis i langbortistan (også kaldet den anden ende af byen.)


Jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan forvente, at man rent faktisk arbejder efter sådan en morgen. Altså helt ærligt. Ens barn er dybt ulykkelig, og så skal man være konstruktiv og flittig. Jamen det kan man da ikke. Hovedet er jo helt fyldt med våde øjne, snotnæser og tanker om at blive hjemmegående

Jeg skal aldrig nogensinde aflevere igen.


I hvert fald ikke før i morgen. (snøft)

søndag den 9. oktober 2011

Hverdag og weekend

Jeg er her altså endnu. Der er bare noget internet, der driller, noget arbejde, der tager min tid og en masse krimier i fjernsynet, der kræver min opmærksomhed. Der er selvfølgelig også en lille starut, men hende kan man ikke klandre for noget. Efterhånden ser vi jo kun hinanden 2-3 timer om dagen. Og det er alt for lidt.

Hvad der også har været for lidt af, er kultur. Jeg elsker teater, bøger, musik og museer, men det seneste år har jeg kun læst 2-3 bøger og set et par enkelte museer i New York. Det skal der gøres noget ved.

Vi er så privilegerede at have en god, gammel bil, og det giver visse muligheder. Man kan f.eks køre til Louisiana en helt almindelig aften efter arbejde, for de har nemlig åbent til klokken 22. Og det var lige, hvad vi gjorde i fredags.

Det er simpelthen den letteste måde at komme ud at opleve med et lille barn, og det krævede ikke nogen stor beslutning at ændre billetten til et medlemsskab. Opskriften på et vellykket besøg er her:

1) Man begynder i caféen med deres buffet eller en kage og en børnemenu
2) Man ser en hamrende god udstilling, og barnet ser interesseret med fra klapvognen
3) Man stopper barnet i nattøj
4) Man hører lidt lækker musik i caféen, og barnet sover i klapvognen
5) Man kører hjem og vipper barnet i seng

Kunst, musik og god mad, alt sammen med en baby! Det kan man altså godt blive lidt afhængig af. Det gør heller ikke noget, at man er hjemme før 23, når husstandens yngste bebboer er blevet ret glad for at stå tidligt op. Vi så udstillingen "Living", og den vil jeg gerne anbefale. Sidste dag er vist 22. oktober, så skynd jer afsted!

Ideen til at tage på Louisiana kom sig af, at vi har besluttet, at fredag aften er kæresteaften. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal flette fingre eller opleve en hel masse spændende. Det betyder ikke engang, at vi nødvendigvis skal lave noget sammen. (Rimelig rådden kæresteaften vil nogen måske tænke, og ja ja det er nok ikke det mest sigende navn.)


Kæresteaften betyder, at vi på forhånd har aftalt hvad vi skal lave, så vi ikke bliver sådan nogen, der stiller uret efter Vild med Dans. Vi kan f.eks aftale at se en film, læse hver vores bog, spille et spil eller drikke rødvin og tale om andet en starutten Vi kan også se Vild med Dans (never gonna happen), invitere gæster eller lave indisk mad sammen efter staruttens sengetid. Vi har haft kæresteaften et par måneder nu, og det fungerer bare supergodt.

Da vi indførte kæresteaftener, besluttede vi også, at weekenderne er hellige. Derfor skal rengøring, indkøb, tøjvask og andre kedelige ting helst klares i hverdagene. Så får vi tid til at lave noget hyggeligt sammen og måske også lidt alenetid. Nogen gange glipper det dog, og selvom det er højhellig søndag har jeg i dag været nødt til at vaske tre maskiner tøj. Men vi har også været i zoo, jeg har læst bog og gemalen har skrevet på en artikel. Det er mere end hvad vi før nåede.

Jeg håber, at vi kan fortsætte med de pligtfrie weekender, og at hverdagen ikke slår os omkuld. Den begynder sådan rigtig i morgen, hvor gemalen skal tilbage på arbejde, og det er mig, der skal aflevere starutten. Bare hun ikke græder og bare jeg finder lidt mere tid til at skrive her på bloggen.

mandag den 3. oktober 2011

Jeg savner min baby

"Så har vi været i vuggestue. Starutten syntes det var herligt. Jeg synes de andre børn er klamme og fyldt med bakterier. Kh..."

Sådan skrev gemalen til mig sidste mandag, da han og starutten havde været i vuggestue for første gang. Her en uge senere er status nogenlunde uændret. De andre børn er vist knap så klamme, men de er stadig fyldt med bakterier. Og starutten. Hun synes stadig, det er herligt.

Ikke én gang har hun grædt, klynket eller pevet. Næh nej. Når gemalen afleverer hende, vinker hun lystigt og vender sig om mod alle de spændende vuggestuesager. Kort sagt signalerer hun: "hejhej far, skrid med dig, jeg skal lige noget."

Hun har jo helt vildt meget tjek på det der med at gå i vuggestue. Hun charmerer pædagogerne fra kl. 9- 14, spiser med gaffel og leger med alle de andre børn. Så er der hendes forældre. Vi har lidt mindre tjek på det. Vores lille bitte, skrøbelige baby, er lige pludselig blevet menneske. Det kunne hun ærlig talt godt have ventet lidt med.

Det er selvfølgelig dejligt og betryggende, at indkøringen går så let, men det havde bestemt ikke gjort noget, hvis hun havde været en lille smule ked af det. Bare en enkelt dag. (Og altså kun en meget lille smule. Bare for syns skyld.) Her sidder vi på kontoret eller på en bænk i parken og savner hende i samtlige 5 vuggestuetimer, og hun bemærker ikke engang, at vi mangler. 10 måneder, og hun er allerede sin egen lille selvstændige person...