torsdag den 31. marts 2011

Udbryderkonge i str. small

Starutten kan efterhånden ret mange ting, som er ret fedt at kunne som baby. I hvert fald udløser det stor beundring hos hendes forældre og øvrige familie. Jeg nævner i flæng: grine, trille, ligge på maven, sove hele natten, vifte med arme og ben, tage strømper af og meget, meget mere.

Hun inkasserer det ene smil efter det andet og labber de rosende ord i sig uden at lade sig mærke af, at det er noget alle babyer kan og at de enkelte kunster meget hurtigt mister deres fascinationskraft: En baby, der tager strømperne af, er nuttet. Et barn, der gør det, er pisseirriterende. (Altså i hvert fald, når det ikke er meningen.) 

Hun kan dog et trick, som jeg tror, at de færreste babyer kaster sig ud i. Den anden dag, da vi kom hjem fra tur, og jeg pakkede hende ud, var det nemlig dette syn der mødte mig:

Her var der engang et billede. Nu er det væk.


Hvordan fanden hun havde fået møffet bukserne af, er mig stadig en gåde. Det er jo ikke ligefrem fordi hun har så mange kvadratcentimetre at boltre sig på. 

Burde man så være jublende glad over, at ens baby har et helt særligt talent, der ikke er beskrevet i babybøgerne? Nej, vel? Det er bare ikke noget særlig fedt talent. Det er mere sådan noget, der får en til at bekymre sig om forfrysninger i små pusselanker, og spekulere på, om der findes seler i babystørrelser, og om de i så fald vil være mere farlige end gavnlige.  


tirsdag den 29. marts 2011

Afsted vi kom - og hjem vi tog

I lørdags var det så, at jeg skulle til 30 års fødselsdag og slå mig løs. Eller det skulle jeg jo ikke (altså slå mig løs), for det er altså ikke mulig at topdrive en ordentlig amme i dagens Danmark, og jeg havde ikke lige fundet en anden løsning på, hvordan starutten skulle få mad, mens mor her svingede træbenet og gav den gas til de sidste tre årtiers popmusik.

Inden vi overhovedet var kommet ud af døren, måtte jeg også opgive håbet om, at starutten kune sove fredeligt i udkanten af dansegulvet eller i et tilstødende lokale, for hun var nemlig stadig syg. Hun var faktisk så snottet og pylret, at jeg havde lidt mere ondt af hende end jeg havde af mig selv. Og jeg havde meget ondt af mig selv, for jeg havde virkelig glædet mig til den fest. Et afbud var derfor også helt utænkeligt.

Tre timers fest blev det til. Staruttens mundvige pegede ned af, hver gang hun nærmede sig døren til festokalet, så det meste af tiden hyggede hun med sin far i et andet lokale, mens jeg konverserede min bordherre og stoppede maven med oksesteg, bulgursalat og humus. Klokken 21.30 tog vi hjem med desserten i bagagen og en baby der lyste op i et stort smil, idet nøglen til vores lejlighed blev sat i døren.

Barnefaderen taler stadig om, at det var synd for den lille, men jeg synes faktisk, at vi gjorde det ret godt: Jeg fik fejret en af mine allerbedste veninder, og vi tog hensyn til vores babys behov. Hvis det var synd for nogen, var det da min kæreste, som tilbragte det meste aftenen i garderoben. (Det har han altså vundet ret så mange point på!)

Da vi kom hjem, tumlede vi med babyen, spiste brownie, sludrede og gik tidligt i seng. Det var faktisk en rigtig hyggelig og god aften, selvom jeg ikke nåede at føre mig frem på dansegulvet, (men så undgik jeg da også de pinligheder, det måtte afstedkomme.)

lørdag den 26. marts 2011

Rusten Pippi Langstrømpe

Kors hvor var hende starutten altså sur i går! Hun er ellers i klar bedring og næsten ikke snottet mere, så hun havde absolut ingen grund til at være knotten og ked. Efter en lang skrigtur i går aftes klokken sent tog søvnen endelig over og sendte hende i drømmeland. I 30 minutter. Og så startede det forfra. Hun skreg og skreg og skreg, så vi stoppede hende i barnevognen og begav os ud i den københavnske nat. Og så sov hun. Altså lige ind til vi kom hjem igen, og det hele startede forfra.

Så stod vi der fuldstændig magtesløse og messede: "don't shake the baby, don't shake the baby...", mens vi kiggede på vores skrigende baby, der var blevet lagt i sikkerhed på sit legetæppe. Og hvilket syn! Pludselig havde hun udviklet superkræfter og kunne løfte sig op på begge arme, mens hun brølede som en anden vægtløfter. "WROOOAAAR", brølede hun, da hun satte neglene i tæppet og stemte sig op, og vi grinede. Stakkels lille ulykkelige baby, som lå der og følte sig misforstået, men det var altså lidt sjovt. Og så fik vi selvfølgelig travlt med at trøste hende igen. Og hun faldt også i søvn igen. Og skreg igen. Og faldt i søvn igen. Og ...

Nu sidder jeg så her midt om natten og er lysvågen fordi det nåede at blive morgen, før jeg fik lov at holde nat. Superkræfterne var aftagede, da vi besluttede os for at stå op, og vores lille Pippi Langstrømpe var ikke længere helt så stærk. Hun var til gengæld temmelig spagfærdig, for de mange og lange skrigture havde sat sig på hendes stemme. I dag har vi derfor haft verdens mest hæse baby, der snildt kunne have givet den som Sarah til aftenens X-factor finale. Hun nøjedes dog med at fornøje os med et par rustne grin, der fremkaldte minder om tidligere tiders bytiure.





onsdag den 23. marts 2011

Aaaaaatju

Jeg er syyyyyyyyyyyg. Og starutten er syg, og det er mig, der har smittet hende, så jeg lider også af dårlig samvittighed oveni influenzaen. Starutten har heldigvis kun snotnæse, men det må altså også være virkelig væmmeligt, når man hverken kan snotte op eller ud. To små staklinger, det er, hvad vi er.

Der burde seriøst være en ordning, der gav mænd fri tilat tage sig af deres baby, når barnets mor var syg og svækket: En slags "barslende mors første sygedag". Det er jo seriøst svært at være en god mor, når feberen har indtaget kroppen og lugten af brugt ble sætter gang i brækreflekserne. Stakkels lille, forsømte starut.

mandag den 21. marts 2011

Blondine med brunettenavn

Min datter er ved at blive lyshåret. Det er der ikke længere tvivl om. Hver morgen, når jeg kommer for at tage min smilende og sprællende baby op af hendes seng, ligger der en lille bunke brune hår, hvor hendes hoved har hvilet, og under de fine, brune lokker, der stadig pryder hendes lille hovedbund, pibler det frem med små gyldne dun.

Det er bestemt ikke fordi jeg har noget imod blondiner, men meningen var altså, at hun skulle være mørkhåret. Jeg burde jo nok have vidst, at sandsynligheden for et lyshåret barn er rimelig høj, når barnefaderen selv er indehaver af en lækker, tyk, honningfarvet manke, og det var da heller ikke sådan, at jeg ligefrem ønskede mig et mørkhåret barn bare for at hun skulleligne mig mest. Faktisk havde jeg slet ingen præferencer på det område. Det er faktisk først nu, hvor hun begynder at blive lyshåret, at jeg tænker over det.
Problemet er nemlig kort og godt, at vi har givet hende et mørkt-hårs-navn.

Alle ved, at man kun kan kan være lyshåret, hvis man hedder Mette, Astrid, Lasse eller Niels, mens at man skal være mørkhåret for at hedde Katrine, Rikke, Peter eller Bo. Sådan er reglerne!

Mit barn har altså et navn, som kræver, at man har mørkt hår (eller rødt), og det er ærlig talt ikke særlig smart, når hun allerede nu er ved at blive lyshåret. Faktisk har hun to fornavne, som begge er mørkt-hårs-navne. Der kunne man jo godt have været lidt snedig som forælder og sørget for, at det ene var et lys-hårs-navn. På samme måde burde vi også under navnevalget have tænkt lidt over, om det var tyk- eller tynd-navne, høj- eller lav-navne og sød- eller dum-navne. Det sidste gav dog sig selv. Hver gang jeg foreslog et dum-navn, lød der et rungende nej fra min kæreste, og det samme skete den anden vej. Hvem fanden gider også have et dumt barn?

Om mit barn er lyshåret eller mørkhåret, højt eller lavt, atletisk eller buttet er til gengæld ikke så vigtigt, så det glemte vi altså at tage højde for. Det bliver derfor spændende, om hun kommer til at passe til sit navn. I følge navnet burde hun blive mørkhåret eller rødhåret, blåøjet, fregnet, mellemhøj, sporty, gæv og meget, meget sød, og det er da slet ikke så tosset.

fredag den 18. marts 2011

Og så er der ikke engang returret...

Der var engang, hvor jeg var en af de der tjekkede typer, der havde 100% styr på personlige papirer, kvitteringer og varmeregnskaber. Det er jeg så bestemt ikke mere. Jeg ved ikke helt hvornår ændringen indtraf, men bunken på skrivebordet vidner om, at der i hvert fald ikke er gjort noget ved det, siden jeg flyttede i september.

Med starutten i huset er der pludselig kommet flere dokumenter til. Der er vaccinationskortet, fødselsattesten og dåbsattesten, som bare ikke må blive væk, og så er der mindre vigtige ting som journalerne fra fødslen og hendes indlæggelse samt de fine kort fra barsels- og dåbsgæster, som jeg bare  vil være rigtig ked af at miste. I sidste uge købte jeg derfor et fint lyselilla ringbind, der skal holde styr på det hele. Når hun så bliver stor nok, kan hun få de dokumenter der retteligt tilhører hende, og jeg kan sortere det andet fra. Ret tjekket hvis jeg selv skal sige det.

Efter at have ordnet hendes mappe gik jeg i gang med mine egne, og hvis nogen skulle mene, at jeg ikke er kreativ, så skulle de bare se mine arkiveringssystemer. I mangel på faneblade var der flere interessante og bredtspændende kategorier såsom 'Alt om boligen' (forsikringspapirer, elregninger og lejekontrakter), 'Der hvor pengene kommer fra' (lønsedler, a-kasse og pension) og 'Papirer min mor siger, at man skal gemme' (tandlægeregninger og anbefalinger).


Der blev sorteret ud i gamle lønsedler, dokumenter fra min gamle andelsforening og kvitteringer hvor reklamationsretten forlængst var udløbet. Under oprydningen fandt jeg også kopier af mine egne fødsels- og navneattester. De lå logisk nok sammen med alle kvitteringerne. Ja, hvad andet kunne man forvente?(Og så undrer det mig, at mine forældre endnu ikke har betroet mig originalerne.)

torsdag den 17. marts 2011

Præstationsræs versus øldunst

Kage eller brød er obligatorisk, når mødregruppen samles. Det er jo ærgerligt at tage tidligt hjem, bare fordi maven knurrer og hyggesnakken skal jo skylles ned med et eller andet. Nybagt brød eller kage er selvfølgelig lækkert, men det er bestemt ikke mindre hyggeligt, hvis der serveres krydderboller fra Brugsen med syltetøj fra en blå spand. Altså når vi er hos de andre vel at mærke!

Når vi mødes hos mig, gælder nemlig helt andre regler. Så skal der diskes op med både hjemmebagt brød og kage, frugten skal være skåret i både og marmeladen skal være hjemmegjort eller som minimum komme i et pænt glas. Selvom jeg egentlig ikke gider en mødregruppe med forventningspres, lægger jeg mig tåbeligt nok selv i spidsen.

I dag var det min tur til at lægge hus til, og fordi jeg var syg i går, var jeg tvunget til at lægge en dæmper på mit præstationsræs. Jeg fandt et brød i fryseren, og fik sat det på bordet sammen med lidt ost, en pakke kiks og en flok flødeboller. Jeg var ikke helt tilfreds, men det endte faktisk med at se helt godt ud. De andre mødre kunne i hvert fald ikke se, hvordan jeg i går lige før lukketid var styrtet i Fakta, hvor jeg i ren panik købte fem ruller kiks, en pakke flødeboller,  ni romkugler og en citronmåne.

Da der ikke duftede af hjemmebag, måtte jeg hellere sørge for at få luftet ud, så hørmen af indelukkethed og babyprut kunne blive blæst væk. Fem minutter før damerne kom, blev samtlige vinduer derfor åbnet, og den friske luft strømmede ind i lejligheden. Der var så meget smæk på, at en halvtom øldåse tog den 10 meter lange tur fra køkkenet og gennem stuen, og efterlod sig et klistret og ildelugtende spor.

Jeg nåede selvfølgelig ikke at tørre ølsporet væk, før det ringede på døren, og helt ærligt så var det jo også temmelig ligegyldigt. De andre mødre er jo lige præcis lige så ligeglade med, om gulvet er nyvasket og brødet er hjemmebagt, som jeg er, når jeg besøger dem. De kommer for at hygge sig et par timer i et forum, hvor savl på trøjen er en del af dresscoden.

Der var i øvrigt ingen af dem, der bemærkede øldunsten, og da jeg fortalte om min tur i Fakta, kvitterede de grinende med lignende historier og spurgte om der var flere romkugler. (Det var der så ikke. Dem der overhovedet nåede hele vejen hjem, blev fortæret til Amalies Verden.)

tirsdag den 15. marts 2011

Afsked med en kær ven

Jeg har fået ny mobiltelefon! Eller faktisk er det måske lidt i overkanten at kalde den det. Det er nemlig omtrent et år siden, at den flyttede ind i min kommodeskuffe, og dengang var den allerede godt brugt. Det er sådan en fin klaptelefon fra Nokia, hvor man skal sætte et lille stykke papir ind over simkortet, hvis ikke man vil miste forbindelsen midt i en samtale, og den har kamera og sjove ringetoner.

Fin, det er den, men den gamle (altså den antikke fon, jeg brugte før) var altså heller ikke så ringe endda. Det var også en Nokia: Den blå med de orange sider, som alle havde for så mange år siden, at de i dag ca. 5-10  telefoner siden, har glemt alt om den.

Det var en god ven. Den kunne bruges til at sende og modtage beskeder, og man kunne ringe til og fra den. Og det var så det!
Jo, forresten - man kunne da også se, hvad klokken var. Til gengæld kunne man ikke se, hvad knapperne skulle bruges til, for tal og bogstaver var for længst slidt væk, og helt mobil var den heller ikke, for man skulle helst ikke alt for langt væk fra opladeren. I hvert fald ikke hvis samtalen skulle vare over 10 minutter.

Den gamle telefon havde jeg naturligvis også fået brugt ligesom de to telefoner, jeg havde før den. Den har været min i i hvert fald 7 år, og hvis det stod til mig beholdt jeg den gerne 7 år til. Det er kun fordi både min mor og min kæreste tvinger mig, at jeg i går tog den nye telefon i brug. De er begge en lile smule trætte af, at jeg under hver samtale styrter rundt for at finde opladeren. Helt ærlig! Hvis det er så vigtigt at tale uforstyrret, kan de jo bare ringe til fastnettelefonen, for sådan en har jeg også. (Hvor mormor er det lige?)


Altså lidt ret har de selvfølgelig, men helt generelt forstår jeg ikke alt det hysteri, der er om telefoner. Jeg kan forstå, at det var lidt smart at have den sidste nye telefon, dengang mobiltelefonen vandt indpas. Jeg kan også huske, hvor übercool det var, at min onkel havde biltelefon tilbage i firserne, hvor mine forældre ikke engang havde en bil. Jeg forstår bare ikke nødvendigheden af at udskifte telefonen mindst hver andet år. Der er så meget fokus på miljø, affaldssortering og madspild, men når det gælder telefoner, smider man dem jo nærmest ud (eller giver dem til mig), før brugsanvisningen er læst og forstået. Også selv om man til daglig lever af spelt og økokylling, og tilbringer en lørdag om måneden på genbrugspladsen.

Jeg ved jo godt inderst inde, at min gode gamle telefon for længst har overskredet holdbarhedsdatoen og burde være skiftet ud. Jeg var bare så glad for den. Den tjente mig trofast, indtil sidste år hvor batteriet begyndte at svigte. Den har lagt øre til glæder og sorger, fulgt mig i tykt og tyndt og rummet ikke så få hemmeligheder. Hvordan skal en ny telefon nogensinde kunne overtage den plads?

mandag den 14. marts 2011

Kæft jeg er sej!

Dette indlæg er dedikeret til 100% selvros, så hvis ikke man kan tåle den slags, kan man ligeså godt surfe videre med det samme.

Starutten er en værre selskabspapegøje og har i en alt for lang periode holdt sig vågen til efter midnat for derpå at sove 7-9 timer (oftest 7). Hun har stort set sovet igennem fra hun var 3 uger, så jeg har aldrig brokket mig over manglende nattesøvn, men jeg må dog indrømme, at jeg den seneste tid har været temmelig sprød i sværen, fordi jeg først har kunnet komme i seng efter hende og sjældent har fået mere end 6-7 timers søvn.

Ofte har hun taget sig en lille skraber mellem kl. 22 og 23, og hver gang har jeg håbet, at hun ville sove lige til næste morgen. Det er også sket et par gange, men oftest vågnede hun efter præcis (og jeg mener præcis) 45 minutters snacksøvn og var helt klar til fest og farver. Sidste uge var ekstra hård og en aften da selv stormtændstikker ikke kunne holde mine øjne åbne, hev jeg hende over i min seng, ammede hende og faldt i søvn. Og det gjorde hun sgu også! Og hun sov lige til næste morgen. Ja, hun gjorde!

Samme procedure udspillede sig den næste aften, og fandme om hun ikke bare sov videre! Hvis jeg havde vidst, at det var så simpelt, havde jeg nok lige prøvet det bare et par uger tidligere. De sidste par aftener er hun faldet i søvn mellem 22.30 og 23 og først vågnet ved 6-tiden for at spise og så sove videre til kl. 8.30. Resultatet er en sødere og friskere mor, der konstant roser både sig selv og babyen.

Lige pludselig har jeg overskud til en hel masse. Jeg har fået prøvet det der babybio, som jeg absolut ikke mente var noget for mig, men der tog jeg da fejl. Det var simpelthen så hyggeligt, og jeg var totalt rummelig og lod mig slet ikke genere af de andre babyer og deres mødre. Ved almindelige biografforestillinger er min tolerance over for de andre gæsters raslen, snakken og hosten ellers meget tæt på ikke-eksisterende.

Jeg har også opdaget fornøjelsen i at shoppe til min baby. Det der med at købe babytøj har aldrig interesseret mig - hverken til gaver eller til eget afkom. Da starutten blev født, havde vi derfor kun fem sæt tøj, hvoraf de to aldrig kom i brug, da det var fuldstændigt umuligt at stoppe hendes 57 cm ned i størrelse nyfødt. Det blev naturligvis lidt lettere at supplere hendes garderobe, da vi først kendte hendes køn, men ærlig talt så er babytøj i de mindste størrelser ikke særligt inspirende. Nu er situationen en helt anden. I løbet af de sidste 7 dage har jeg shoppet babytøj tre gange. Jeg har også købt en babytallerken, tre prinsessebøjler, et billede og to solhatte. Når jeg først har lært det, er der jo ingen grund til at stoppe. (Vel?) 


Jeg er også holdt op med at savne mit arbejde, hvilket må være det helt store bevis på, at jeg endelig har lært at barsle eller hvad det nu hedder. I morgen skal jeg endda i svømmehallen for at stimulere podens vandsans. Vi har ikke været der, siden hun var 7 uger, og nu er hun vist 16 uger. (+/- 2), så det er vist på tide, at vi gentager succesen. Nu mangler jeg faktisk kun at prøve den kopholder, der har siddet på barnevognen siden jul, og så kan man da ikke være mere barselsagtig. Jeg siger det igen: Kæft hvor er jeg egentlig sej! Barsel er jo noget af det skønneste, når først man får sovet om natten.

Dagens lektie

Pruttekys aldrig din baby på maven, når hun ligger nøgen på puslebordet! (Bvadr!)

fredag den 11. marts 2011

Mmmm Lamaze, mums!

Her gik jeg og troede, at jeg var rigtig økoagtig, når jeg lod min datter sutte på frugt og grønsager som supplement til kemikaliebefængt - men dog vasket - legetøj. Og så tog jeg bare helt fejl! I hvert fald i følge en anden mor, der strengt holder på, at man ikke må give babyer under 4 måneder rigtig mad. Heller ikke når det bare er til at sutte på.

Det er da åndssvagt. Hvad skade kan hun tage af at sutte på en gulerod? Ja, jeg spørger bare. Den smager helt sikkert bedre end 'Sir Prance a lot' og 'Sophie la Giraffe', og der er sikkert også væsentlig færre giftstoffer i, uanset om gulerodden er økologisk eller ej. Tænk at andre gider at blive forargede over det. (Og tænk at jeg lader mig gå på af det). Jeg burde have bedt hende om at flette næbbet, men fortalte i stedet, at favoritten er appelsin, og at æble, gulerod og pære også går an, mens rød peberfrugt fremkalder en meget utilfreds grimasse. Det formildede hende sjovt nok ikke, (men hun så virkelig sjov ud i ansigtet.)

Min mødregruppe er heldigvis ikke så let at forarge, og det er derfor, at jeg er så vild med den. Vi har hver især vores hysteri-områder, men mest af alt er vi bare enormt rummelige, når vi sidder der med starutterne på knæene og kage i kæften. Hvis man tog det bedste fra os alle, ville vi sikkert være verdens mest perfekte mor, men vi ville helt sikkert ikke have det nær så hyggeligt, og det ville være en skam. Godt at der skal mere end en gulerod til at chokere dem!

tirsdag den 8. marts 2011

Der var jeg lige godt snedig.

Jeg er faktisk temmelig smart, hvis jeg selv skal sige det. I dag er det nemlig både kvindernes internationale kampdag og hvide tirsdag, og selvom jeg hverken plejer at markere den ene eller anden dag, skulle sammenfaldet da udnyttes. Det er jo et skidegodt argument for at sende manden i køkkenet og lave pandekager. Derfor kunne man i går høre følgende dialog mellem min kæreste og mig.

Mig: Ved du godt, at det er hvide tirsdag i morgen?
Ham: Hmm
Mig: Det kaldes også pandekagedagen.
Ham: Årh skat, så skal vi have pandekager. (Kort pause) Laver du så pandekager, gør du så det? (Jeps, nogen gange taler han som en 3-årig - og prøver at se lige så nuttet ud.)
Mig: Det er også kvindernes internationale kampdag.
Ham: Hmm
Mig: Det synes jeg også skal fejres
Ham (dybt optaget af sin Ipod): Hmm + noget anerkendende lyd
Mig: Ja, så bør det jo faktisk være dig, der laver pandekagerne.
Ham: Hmm

Og så var det en aftale!



mandag den 7. marts 2011

Det er i dag et vejr...

Man kan da kun blive totalt glad i låget, når solen vælter ind af vinduerne som i dag. Sidste år gik jeg fuldstændig glip af forårssolens energitilførsel, fordi jeg var hårdt ramt af en grusom graviditetstræthed. I år skal der tages revanche, og foråret skal nydes i fulde drag.

De sidste par uger har det vrimlet med facebook-opdateringer om vintergækker og erantis, og jeg har følt mig lidt snydt, fordi jeg ikke har set nogen. Det gjorde jeg så i dag, da jeg var ude at lufte barnevognen og få sol på kinderne. De stod smukt og struttede midt i en masse junkfoodaffald i vejkanten. Det var lige før jeg vækkede babyen, for at hun skulle opleve sin første forårsblomst, men hun ville sikkert bare stoppe den i munden og blive gnaven på grund af den afbrudte søvn, så jeg lod være.

Det er pudsigt, at solskin kan have så stor betydning for ens humør. Pludselig er det lige meget, at babyen har glemt, at hun godt kan underholde sig selv et par minutter, at kæresten har sindssygt meget arbejde og at der er flere timers telefonkø hos TDC. Det hele er lige blevet hundrede gange lettere. Samtidig er der opstået en meget mærkelig og ukendt trang til at gøre rent. Jeg må heller følge den, inden den forsvinder igen...

... jeg skal bare lige have lidt mere sol på kinderne først.

Ha' en rigtig dejlig solskinsdag!

fredag den 4. marts 2011

Så skal der rystes røv - til kl. 21.

Her sidst på måneden skal jeg til 30 års fødselsdag hos en af mine allerbedste venner i hele verden, og jeg har længe glædet mig til rigtigt at skulle ud at vifte med ørerne. Kæresten og babyen er også inviteret med, men dem havde jeg nu tænkt mig at sende hjem lidt før midnat, så jeg kunne give den gas på dansegulvet uden at tage hensyn til træt barn og pinlig berørt mandfolk.

Desværre bliver det ikke helt som planlagt. Krapylet (tidligere kaldet præmiebabyen) nægter nemlig at tage en flaske, men vil kun have sin mor. Det er jeg selvfølgelig meget beæret over, men kors hvor er det også bare pisseirriterende.

Jeg har prøvet alt. Jeg har lokket, plaget, smigret, nusset og kysset. Det er dog kun lykkedes to gange, hvor det var mig, der skulle holde flasken, og så kan det jo være ligegyldigt. Jeg har endda varieret flaskens indhold for at se, om det skyldtes kræsenhed - og kræsen det er hun vist. De to gange, det lykkedes fik hun modermælkserstatning fra Beauvais. Nan gider hun ikke, Nestlé gider hun ikke, modermælk gider hun heller ikke, og hun flegnede fuldstændig skråt, da jeg prøvede med den råmælk, som jeg malkede ud, da vi var indlagt efter hendes fødsel og som jeg fik med hjem til fryseren. Alt det arbejde, alle de timer i hospitalets ammerum med blottede bryster stoppet ind i en vridemaskine for ingen verdens nytte! Det er sgu en stædig starut vi har her i huset.

Ikke nok med at flasken er nogo, så er hun også lidt af en natteravn, der gerne vil deltage i alt, hvad der sker mellem kl 18 og 24. Hvordan har man sådan en med til voksenfest? Min veninde har været så sød at sørge for et rum, hvor hun kan ligge og sove i fred og ro, men det gider hun jo nok lige så lidt den dag som alle andre.

Vil det været meget slemt, hvis jeg annoncerer efter en amme? Jeg ved godt, at det er totalt politisk ukorrekt (og en lille bitte smule klamt og grænseoverskridende), men jeg ser simpelthen ikke andre løsninger, hvis min del af festen ikke skal slutte kl. 21. Graviditeten har vendt op og ned på min krops tyngdepunkt, så jeg nu har en røv, der i sandhed kan rystes (blævre?), og så er det sgu for ærgerligt at gå hjem før dansegulvet er åbent. Jeg synes faktisk, at jeg fortjener den fest.

torsdag den 3. marts 2011

Enkelte hjerneceller haves, varm kaffe søges

Man ved man er på barsel, når man:

- synes, at ekspedienten i Netto flirter.
- ikke har drukket varm kaffe i flere måneder for ikke at skolde babyen.
- altid har savl på tøjet - og er ligeglad.
- kun bruger make up, når der kommer gæster.
- taler om lort under middagen.
- får sine nyheder gennem go' morgen Danmark.
- ikke kan (eller orker) følge med i, hvad der sker i Afrika.
- bor i et hjørne af sofaen omgivet af telefon, laptop, æbleskrog, kalender, fjernbetjening og 4-5 kopper kold kaffe.

Øj, hvor kunne jeg godt bruge en varm kop kaffe! Så er jeg faktisk ligeglad med at jeg ligner lort, taler om lort og at længden på barslen er omvendt proportional med min viden om, hvad der sker uden for mit lille hjems fire vægge.

Kære verden, stik mig en kop glohed kaffe, så ses vi til september, når jeg vender tilbage til dig.

tirsdag den 1. marts 2011

Tour de vuggestue 2

Er det okay at fravælge en institution på grund af en storbarmet pædagog?

Vi har knap en måned til at beslutte, hvilke to vuggestuer der vil være perfekte for poden, og hold da op hvor er det svært. Vi er ikke helt så topskarpe forældre, som vi gerne vil være, og derfor har vi kun været ude at se på to institutioner, og helt ærligt så kommer vi nok ikke ud at se på flere.

Den første vuggestue var sådan set okay. Der var ikke mange kvadratmeter, men den ligger ikke alt for langt væk og stemningen var god, og så er jeg såmænd tilfreds. Der vil jeg gerne sende snutlingen hen. Den anden er en integreret institution. Den ligger endnu tættere på, der er masser af plads, og man er sikret en plads i børnehaven, når den tid kommer. Det lyder jo egentlig skidegodt, men men men... så var det lige at moderdyrets trøstetraumer blev vækket til live.

Blandt personalet er der nemlig en storbarmet pædagog af den slags, der helt bestemt drukner børnene i sine bryster. Jeg husker, som var det i går, hvordan det var at blive kvalt i sådan et par bryster, bare fordi man var lidt ked af det. Jeg var måske faldet og havde fået en hudafskrabning, og så kom den her storbarmede pædagog og samlede mig op for at trøste mig. Hun klemte mig så tæt ind til sig, at min næse blev mast helt ned mellem hendes bryster, så jeg næsten ikke kunne få vejret. Hun holdt godt fast og trøstekrammede mig alt alt for længe. Når hun endelig slap, havde jeg for længst glemt, hvad jeg var ked af, og ville egentlig bare gerne have lov til at løbe videre og trække vejret igen. Puhha! Jeg får vejrtrækningsproblemer bare ved tanken.

Det værste var faktisk, at det altid (ALTID) var hende, der var i nærheden, når jeg havde brug for et kram og lidt trøst. Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg hurtigt lærte at klare det selv og bide ked-af-det-heden i mig. Ikke om jeg skulle kvæles i hendes bryster bare fordi bedsteveninden ikke ville lege med mig.

Og hvordan ved jeg så, at netop denne pædagog er på samme måde? Det ved jeg bare!

Heldigvis er denne pædagog ansat i børnehavegruppen, så jeg har da et par år til at vænne mig til tanken om, at hun skal tage sig af mit barn. For hvis jeg tager den rationelle hat på, ved jeg jo godt, at det slet ikke er grund nok til at fravælge en institution. Men førsteprioritet, det bliver den altså ikke!