fredag den 21. december 2012

December i tal

Havde totalt styr på den her jul, lige indtil starut og gemal kom i vejen. Gemalen med et mindre byggeprojekt, som alligevel ikke kunne klares på en weekend. Starutten med feber, hoste og udsplattethed.

Status på denne december i tal:
Gæster på mandag: 8 + os selv
Halvfærdige byggeprojekter i spisestuen: 1
Sygedage i familien: 10
Aflyste fester pga. sygdom: 2
Hyggelige juleindlæg på bloggen: 0
Planlagte juleindlæg: mange
Gløggdrikning med veninder: 1(Yes, der er noget der lykkedes!)
Penge brugt på julepynt, juletræ, juletræsfod mm.: Nope, det har jeg alligevel ikke lyst til at se i øjnene
Julegaver købt: Alle undtagen gemalens (som udgangspunkr ret godt)
Feriedage beregnet til julegaveindkøb og marcipantrilning: 2
Feriedage brugt på sygt barn: 2
Trillet marcipan: 150 g (850 g to go.)
Sandsynlighed for at gemalen får en julegave: 5-10 %
Risiko for ikke at have en gemal den 25. december: 90-95 %

Nå ja, også er der jo tidsrøveren over alle:

Jobs: 2 (Ja, hvad siger I så? Nu har jeg igen fået nyt arbejde. Med to ugers overlap.)



Hvis jeg lige skal knytte en kommentar til tallene (mere formelt kan det vist ikke siges),  så har december indtil nu været ganske glimrende. Den tid jeg ikke har brugt på bloggen, har jeg nemlig brugt på mit søde barn og min dejlige mand, og hvis der skal sættes tal på det, så vil jeg anslå min prioritering til at være 100 % korrekt - også selvom det har kriblet i fingrene og der er blevet kastet lange blikke efter mac'en.

Denne weekend sætter slutspurten ind, og kors hvor har vi travlt med at få det sidste på plads. Hvis ikke jeg når her forbi, vil jeg derfor lige ønske glædelig jul.

Jeg vender stærkt tilbage med billeder af byggeprojekt, julebord og oplysninger om, hvor man kvit og frit kan få fat i en københavnerlampe. Ja, og så skal jeg jo også lige læse op på jeres blog. Dét glæder jeg mig til.


Glædelig jul!

tirsdag den 4. december 2012

En pensionist flytter ind



Jeg er stået tidligt op i dag for at hente en lampe til mit køkken. Andre mennesker giver 1200-2000 kroner for lampen, men jeg ved, at man kan få dem gratis, og synes derfor, at priserne er helt hen i vejret. Alt hvad der kræves er, at man kan lægge vejen forbi Herlev mellem kl. 7 og 14.  For mit vedkommende bliver det jo så kl. 7, når det skal nås inden arbejde.

Det er denne fantastiske lampe jeg skal hente:

Er den ikke fed!

Efter at have hængt på de københavnske gader i evigheder, skal den nyde en skøn pensionisttilværelse i mit køkken. Den har vist kun godt af at opleve varme, nænsomhed og duften af friskbrygget kaffe og nylavet mad. Det har den også fortjent efter alle de år den har givet mig og andre tryghed og nattelys.

Ha' en dejlig dag§