Så blev det tid

Starutten har første dag i vuggestuen i dag. Jeg har sluppet kontrollen og outsourcet indkøringen til hendes far, så jeg har endnu ingen anelse om, hvordan det er gået. Det er nu ikke, fordi jeg er nervøs.

I lørdags havde vi besøg af et vennepar og deres søn, der er lige knap et år ældre end starutten. Det var SÅ hyggeligt. Strautten lærte den lille dreng at spise kage og han lærte hende at slukke for forstærkeren og lege tittebøh med middagstallerkenen. Med mad på vel at mærke.

Der var absolut ingen generthed. De kravlede rundt i hælene på hinanden og kommunikerede på den måde, små børn nu kan. Drengen sagde 'pis' (pizza) og takkede pænt, når han tog hendes legetøj, og starutten hun sagde babylyde og nikkede anerkendende. Nogen gange sagde hun også fra på en måde som hendes mor rigtig godt kunne lide. Så hvad er der lige at være nervøs for? Absolut ingenting. Hun skal nok bliver verdensmester i vuggestue.

Jeg er dog rigtig glad for at slippe for at være den, der afleverer de første par uger. Jeg har altid syntes, at det var lidt ynkeligt, når forældre fortalte om, hvordan de vadede tudende rundt om institutionen de første par dage, mens barnet sad derinde og legede med klodser. Men så kom mailen.

Den 26. august i Washington modtog jeg en mail, om at der alligevel var fundet en plads til starutten. Først blev jeg lettet, da de havde spået, at vi først ville få plads til maj, men så kom der lige pludselig en masse følelser væltende. Jeg har nemlig arbejdet i vuggestue, og jeg ved godt, hvordan de store børn kanøfler de små.

Meget hurtigt blev jeg klar over, at jeg ville være et ligeså stort pjok som alle andre forældre, der skal aflevere deres barn et fremmed sted for første gang, og al min coolness forsvandt som dug for solen. Det er derfor godt, at jeg har en mand, der kan klare den slags. Han er i hvert fald bedre til at holde facaden, når han skal aflevere.

Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg blev dog en lille smule i tvivl, da han sent i aftes foreslog at sige sit job op for i stedet at leve af at samle flasker med sin datter. Han sagde også noget om at flytte langt ud i en skov væk fra alle andre, men det valgte jeg altså at overhøre. Det harmonerede bare ikke særlig godt md min forestilling om en hurtig tåreløse aflevering.