Op fra sumpen

Jeg skylder en tak til nogen her i Blogland.

Den første er Superheltemor eller rettere hendes børn. De sørgede nemlig for, at jeg vandt en give away, og jeg derfor kan sidde her i al min ynk og guffe lakridser. (Den første give away jeg har vundet, hvor gevinsten rent faktisk er nået frem. Jubii!)

Og her er sgu lidt ynkeligt. Status er nu 1 styks feberfrit barn, 1 styks influenzaramt mor og 1 styks forsuvet babyskulder. Kæft det er hårdt at drøne rundt til læger og skadestuer med et pylret barn, når man allermest har brug for selv at putte under dynen og få serveret te og kleenex. Og spørg mig ikke om, hvordan hun har forstuvet skulderen, for jeg har absolut ingen anelse. Jeg ved ikke engang om det var tirsdag, onsdag eller torsdag, det skete. Jeg trøster mig med, at det ikke er en rigtig slem forstuvning, og at hun da stadig kan komme fremad i en meget akavet streetwise kravlestil.

Den anden jeg skal takke er Helle. Helle Pelle Frikadelle. Hun har nemlig helt uden tvang skrevet noget pænt om min blog, så der lige pludselig er flere, der gider at læse den. Dagen før hun gjorde det, sad jeg og var lidt mut og trist over bloggen. Jeg sad nemlig og kiggede i besøgsstatistikker.

Jeg er ikke utilfreds med antallet af besøgende. Overhovedet ikke. Jeg fik det bare lidt mærkeligt i maven, da jeg så at læsertallet var fordoblet i den periode, hvor jeg skrev om min mor i forhold til før og efter. Det er jo lidt noget fis. Det ved jeg godt. Jeg har bare stadig en masse følelser, der flakser forvirret rundt i min mave, svælger i det triste og vender det der ellers er godt til noget  skidt. Jeg har også langt om længe erkendt, at jeg ikke kan tumle følelserne og tristheden alene og har fundet ud af, hvem jeg skal bede om hjælp. Nu skal jeg bare have det gjort.

Ha' en rigtig god weekend alle sammen!