torsdag den 30. juni 2011

Dagens joke

Gemalen: Det bliver altså meget godt, når jeg skal på barsel. Så får jeg masser af tid til at forske.


Stilhed



Mere stilhed



Endnu mere stilhed


Mig: Hahaha, hydr, hydr, hahahahihihohohahahaha




Han får sig en grum oplevelse, den kære (naive) mand.



onsdag den 29. juni 2011

Hr. kedelig kaster sig ud i ny disciplin

Gemalen er blevet lidt kedelig. Det synes han i hvert fald selv. Jeg synes det også en lille smule, men det skal I ikke sige til nogen. Da jeg mødte ham, var han sådan en der løb 10 m om dagen og gik i motionscenter fire gange om ugen. Han var sådan en, der købte mountainbike og meldte sig ind i en surfklub, men der går altså længere og længere tid mellem, at udstyret bliver luftet. Sidste sommer var mountainbiken kun oppe af kælderen i forbindelse med vores flytning, og nu er den stjålet, så han kommer heller ikke ud denne sommer. Han har også meldt sig ud af surfklubben.

Nu sidder han mest i sofaen, når han altså ikke er på arbejde, og selvom det er lidt kedeligt, er det altså også meget hyggeligt sådan at have ham i nærheden. Jeg er egentlig meget godt tilfreds med, at han ikke længere har så travlt. Det er han ikke selv, for han vil ikke være kedelig. Derfor var han også frisk på et lille væddemål i går aftes, da vi sad og så en temmelig lam film med alt for mange reklamepauser:

Mig: Mmm, jeg kunne godt bruge en chokolademilkshake 
Gemalen: hmm
Mig: Tror du, at man kan nå på McDo og hente en i en reklamepause?
Gemalen: Nøøøh
Mig: I næste reklamepause? Du får et kys for det. Og en milkshake. 
Gemalen: Skal jeg gøre det? Skal jeg, skal jeg? Så tager du tid. Tror du, at jeg kan nå det?


Det tog 15 minutter, inklusiv den tid det tog ham at tage sko på og finde sine nøgler. Hvis man skal have en sporty kæreste er "chokolademilkshakehentning" altså ikke den værste disciplin, og da der godt kan arbejdes lidt på tiden, forudser jeg en masse sommeraftener med milkshake på altanen.

tirsdag den 28. juni 2011

Min dejlige og lidt forsømte starut

Man kan altså ikke gå og være ked hele tiden. Det kan man ikke. For det første er det ikke til at holde ud og for det andet går livet jo videre, om man vil det eller ej.

Min lille starut har været lidt forsømt de sidste par uger. Jeg skal hele tiden minde mig om at tale til hende, og der er også et par måltider, der er glippet. Det har dog ikke slået hende ud. Mens jeg har været lukket inde i min egen lille sorgboble, har hun nemlig haft godt gang i det der udvikling.

Jeg har længe villet skrive et indlæg om, hvor umuligt det har været at få hende til at spise grød. Nu spiser hun både hirsegrød og øllebrød og høvler den ene leverpostejsmad efter den anden. I går spiste hun blomkål med ostesovs, og jeg glædede mig over, at hun har to tænder, der skal børstes, så den ækle osteånde kunne skrubbes væk med lidt zendium.

Hun drikker også af kop. Godt nok havner det meste på maven og ikke i maven, men noget får hun altså i skrutten. Den anden dag prøvede jeg af uvisse årsager at give hende en sutteflaske med mælk, og sørme om hun ikke tømte den! Det er A.L.D.R.I.G. sket før! Det gør det bare så meget lettere, når hun skal passes om knap 14 dage.

Nu skal det ikke kun handle om mad, for jeg har nemlig afdækket, hvad hendes helt store interesse er: Hifi! Hun har efterhånden accepteret, at hun ikke kan bevæge sig forlæns, så nu placerer hun sig med fødderne mod anlægget, og så møffer hun sig ellers afsted, indtil de spændende knapper er inden for rækkevidde. Og hun får lov til at pille, alt det hun vil. Mest fordi jeg ikke har haft overskuddet til at flytte hende, men også fordi jeg synes, at hun ser ret sød ud, når hun udforsker forstærker, dvd-afspiller og de der ting jeg ikke rigtig ved, hvad er. Gemalen ville vist ikke være så begejstret, hvis han vidste, hvad der foregik, men altså han er jo på arbejde, så det gør han heldigvis ikke. Min far ved det godt. Han mener, at det gør mig til en rigtig god mor og en knap så god kæreste og at det er ret så hyggeligt at betragte den lille pilfinger. Jeg er enig.

Motorisk er hun også supersej. Hun hopper op og ned på mit skød og prøver at regne ud, hvordan hun kommer fremad, mens hun står på alle fire og rokker fra side til side. Jeg håber, at interessen holder ved, når det en dag lykkes. Hun har nemlig for vane kun at gøre tingene en enkelt gang eller fem bare for at demonstrere, at hun kan. Rulle fra mave til ryg. Tjek. Rulle fra ryg til mave. Tjek. Putte storetå i munden. Tjek. Putte et stykke legetøj i munden. Tjek. Gøre noget af det mere end hver anden uge? Niksen biksen.  Hvorfor dog anstrenge sig mere end højst nødvendigt?

Lige nu ligger hun på sit legetæppe med yndlingslegetøjet; min mobiltelefon og fjernbetjeningen. Hun har selv tændt for tv'et og zapper frem og tilbage mellem en svensk og en tysk kanal. Jeg ved ikke, om det er specielt dygtigt, men jeg ved at hun lige om lidt vil blive hevet ud af sin leg, fordi hendes mor trænger til at give hende et kram og pruttekysse hende på maven.

Hun er altså ret så sød min lille starut.

fredag den 24. juni 2011

En bisættelse

Lydpotten nåede at blive fikset. Heldigvis. Jeg vil ikke påstå, at vi ankom med stand, da vi trillede ind på pareringspladsen ved kapellet i den 11 år gamle citron med Peter Plys-solsærme i bagruderne, men det var da i hvert fald nogen lunde lydløst. Og uden stødende ord ridset i lakken.

Der var mange mennesker foran kapellet og flere af dem græd. Især kvinderne. Hvorfor var de dog så kede af det? Jeg forstod det ikke helt, men prøvede at trøste dem med kram og opmuntrende smil. Der var mange der sagde det, som det er: Det er noget lort, Mille, det er noget lort, og de havde helt ret og kunne ikke have udtrykt det mere præcist Så var der dem, der prøvede at sige noget klogt/fornuftigt/pænt/sødt/opmuntrende. Det var de ærlig talt ikke særlig gode til, så jeg holdt mig til det, de andre havde sagt og svarede: Det er noget lort. Noget rigtig lort.


Bisættelsen var flot. præsten holdt en sød tale, og droppede alt om gud, jordpåkastelse og himmerige. Det troede min mor alligevel ikke på. En af korpigerne sang så smukt, og jeg koncentreede mig om at synge med. Det er da i hvert fald noget jeg kan, og det mindste jeg kunne gøre for min mor. Jeg har ikke tal på, hvor mange bisættelser, jeg har sunget til, så det skulle da lige passe, at jeg sprang min mors over.

Kisten stod på et mærkeligt bredt podie, og det blev derfor en temmeligt klodset affære at bære den ud. Det er jeg ikke stolt over. Jeg ville gerne have haft, at det var sådan lidt højtideligt. I stedet var det bare akavet og jeg kom til at smile undskyldende til de langt over 100 mennesker, der havde gjort min mor den ære at møde op.

Da kisten var blevet sat ind i rustvognen, blev det hele for meget. Fandme om den latterlige bedemand, der havde vrisset: Du skal lægge blomsterne UDENFOR, da jeg lige ville ind og sige farvel og ae kisten inden højtideligheden, skulle køre afsted med min mor. Præsten havde heldigvis været der, og havde taget sig af mine tre langstilkede roser, så jeg kunne få lidt alenetid med min mor. Det var også hende, der kom hen og lagde en hånd på min skulder, da mine knæ blev bløde og tårene piblede frem. kæft hvor kunne jeg godt have brugt en mor lige der.

Efter højtideligheden var alle inviteret til sandwich og hjemmebagt kage i forsamlingshuset. Mange faldt fra på vejen, men der var stadig nogen-og-halvfems, der fandt frem til det arrangement, som jeg havde brugt så meget tid på. For det er mig, der havde arrangeret det hele. Gemalen siger, at det er en meget voksen ting at gøre, men jeg følt mig nu alt andet end voksen.

Jeg tror ikke, at det jordiske liv bliver erstattet med evigt liv i himlen. Selvom jeg holdt uendeligt meget af min mor og gerne ville se hende igen, ville jeg nok blive rablende vanvittig, hvis vi skulle mødes i døden og i al evighed dele sky med hinanden. Hvem ville ikke det? Jeg kan dog heller ikke tro, at hun bare er væk, det kan jeg ikke. Min morfar døde sidste år 87 gammel, ved godt mod og mæt af dage. Han er rigtig død og ligger i sin grav uden en anelse om, hvad der foregår et par meter over ham. Sådan forholder det sig ikke med min mor.

Min mor er død, men hun er ikke væk. Hun var ikke færdig med at leve, og derfor er hun her stadig et sted. Hun følger med i vores liv og vores sorg og ser til at vi kommer godt videre. Når hun en dag er forvisset om, at vi nok skal klare os eller måske bare er blevet træt af vores knævren og stridigheder, skal hun bare trykke på en knap. Jeg ved ikke hvor stor den er eller hvilken farve den har, men jeg ved, at hun - med et enkelt tryk på den - finder hvile i sin grav og ikke længere kan se eller bekymre sig om hendes børn og mand. Hun kunne ikke selv bestemme, hvornår hendes liv skulle slutte, men hun kan bestemme, hvor længe hun vil tage del i vores.

Derfor var det rigtig vigtigt at arrangement i går blev vellykket. Jeg ville gerne gøre hende stolt og vise, at jeg selv kunne gøre det uden hendes hjælp, råd og vejledning. Jeg ville gerne gøre det, som hun ville have gjort det og det synes jeg faktisk, at jeg gjorde. Det var sgu et godt arrangement, og folk hyggede sig og glemte at være triste. Jeg havde bestilt det rette antal sandwich, der var rigeligt med drikkevarer og der alt, alt for meget kage. For jeg havde bagt i flere dage. Og også sat andre til det. Jeg ville egntlig have bestilt det ved en bager, men der var ikke noget, der var godt nok. Hverken til mig og min mor, så jeg bagte, ligesom hun også selv ville have gjort det. Det var ren terapi, og i hver lille kage var der en kærlig tanke til min mor.

Det blev et langt indlæg det her. Jeg vil egentlig ikke, at min blog skal være sådan et trist sted og havde derfor lovet mig selv ikke at skrive mere om min mor. Det løfte kommer jeg nok til at bryde mange gange endnu, og jeg håber, at I vil bære over med mig. Der er så meget jeg gerne vil fortælle om hende og mine tanker. Det fylder så meget, at jeg får dårlig samvittighed, når jeg bare overvejer at skrive om noget andet. Det bliver forhåbentligt bedre. Jeg tror, at de hårdeste uger kommer nu, hvor bisættelsen er overstået, og hverdagen skal på ret køl igen. Min baby skal have opmærksomhed og min kost skal til at bestå af andet end koldskål og bounty med mørk chokolade.

Jeg er rigtig glad for jeres kommentarer, og har læst dem alle flere gange. Også dem jeg ikke lige har fået besvaret. Jeg læser også med på jeres blogs, og jeg griner ed jer, når I skriver noget sjovt. Det er ikke trist det hele. Jeg forbander mit tastatur, fordi k-tasten virker så dårligt og fordi jeg ikke orker at læse mine indlæg igennem. Er der noget der ikke giver mening, er det måske fordi jeg bare hare skrevet løs eller måske fordi der mangler et k. Bær over med mig. En eller anden dag er jeg forhåbentlig tilbage i mig selv igen. Min mor følger jo med, så jeg må hellere stramme mig an.

onsdag den 22. juni 2011

Et svært valg

Når man skal til sin mors bisættelse, hvad er så værst:

A) At ankomme i en bil med defekt lydpotte?
B) At ankomme i en bil, hvor der er ridset "luder" i lakken?

lørdag den 18. juni 2011

Første skridt

I dag hjalp jeg min far med at flytte et møbel. Der er ikke længere grund til at have computeren stående i eget rum, så sammen rykkede vi skrivebordet fra kontoret til stuen. Han valgte en temmelig klodset placering, men jeg sagde ikke noget. Det ville min mor nemlig have gjort. For første gang i mere end 30 år kan han selv bestemme, hvor møblerne skal stå, så det skal han have lov til.

Bagefter tog vi til sygehuset for at sige farvel til min mor. Hun var pæn. Min far græd. Min søster græd. Jeg græd ikke. Når man hele tiden har en baby på armen, lærer man at holde tårene tilbage. Også når hendes far trasker rundt med hende uden for kapellet og man har alle muligheder for at give dem frit løb.

Min mor havde sideskilning. Det har jeg aldrig set hende med før, men hun så sød ud. Selvom jeg har set hende der i kisten og selv båret den ud til rustvognen, forstår jeg ingenting. Er sikker på, at hun kommer tilbage igen. Det skal hun. Hvem skal jeg ellers tale med, når tårene kommer?

Det hele kunne have meget værre. Tilbage i november var min lille starut ved at miste livet, inden det overhovedet var kommet i gang. Min far fortalte, hvor bekymrede han og min mor havde været for hvordan det skulle gå mig, hvis jeg havde mistet hende. Jeg var jo nok kommet igennem det. Det tror jeg da. Men jeg havde ikke kunnet bære både at skulle miste min morfar, min datter og min mor inden for et år. Det havde jeg ikke.

Busserne og togene kører endnu. Kassedamen og tjeneren siger stadig "ha en god dag". En eller anden dag går livet nok også videre. Også uden min mor.

onsdag den 15. juni 2011

Tanker

Hvem skal hjælpe med at sy min kjole ind?
Hvad skal der bliver af min far?
Det er eddermame en dårlig joke.
Så var der alligevel en mening med min morfars død sidste år, godt han ikke skal opleve dette.
Jeg må hellere ringe og fortælle det til min mor.
Åh nej, det kan jeg jo ikke. Hvem skal jeg så tale med, når der sker noget vigtigt?
Hvem skal læse mine skriverier igennem? Hvem skal vurdere om jeg er for syg til at tage på arbejde? Hvem skal jeg fortælle, når gemalen er dum, og hvem skal fortælle mig, at han faktisk er ret sød?
Åh pis, jeg skal til at være selvstændig.
Hvad skal der ske med min far?
Jeg må hellere ringe til min mor og høre, hvordan jeg skal håndtere det her.
Nå nej.
Hvad hvis jeg en dag får en dreng? Så mangler jeg en uldtrøje i str. 3-6 måneder, der ikke er pigefarvet. Jeg må lære at strikke. Det bliver jeg nødt til. Jeg må låne en bog om det og så gå i gang.
Det bliver så dejligt, når hun kommer tilbage.
Hun kan da ikke sådan være rigtig væk. Sådan for altid.
Jeg har brug for at tale med en voksen.
Hvis bare starutten ville holde kæft og lade mig være i fred.
Jeg skal også snart have lagt de der bukser op. Det havde nu været rart, hvis hun kunne vurdere længden.
Giftes? Jeg skal fandme aldrig giftes, og den der 30 års fødselsdag, jeg har glædet mig til i mange år, den gider jeg sgu heller ikke rigtig. Det bliver aldrig det samme igen.
Staruttens fødselsdag kan aldrig fejres på min mors fødselsdag, selvom de ligger tæt. Aldrig.
Åhh hvor jeg kommer til at savne hende.
Og min stakkels far. Mon han klarer det her?
Måske møder han end en ny. Det må han gerne. Men først om et år. Når der er gået to år, vil jeg presse lidt på og spørge til det.
Han er ikke skabt til at være alene. Jeg håber sådan, at han møder en ny. Så er det sgu lige meget om jeg kan lide hende. Han er kun 55 år.
Min mor, min mor. Jeg forstår det slet ikke. Jeg kommer til at savne hende så meget.
Jeg bliver nødt til at ringe til hende. Jeg har så meget at fortælle.

fredag den 10. juni 2011

Moderlige forpligtelser

Min mor er skidegod til det med pletter. Græs, chokolade, sprittusch og mælkebøttesaft. Hun har altid fået det hele af. Også når hun havde sagt, det var umuligt. Det er nemlig sket flere gange, at undertegnede er blevet bedt om ikke at rulle sig i græsset i de nye hvide bukser, og ved I hvad? Jeg var hammerligeglad, for  det lykkedes hende jo altid at afgrønne knæene. Så stod hun der med rynkede bryn og masser af formaninger, og jeg lod lidt som om jeg lyttede, tog et par rene bukser på og drønede ud for at plukke mælkebøtter.

Alle vennernes mødre var også ret skarpe udi pletfjerning, og seriøst ikk, så troede jeg, at der fulgte en pletvejledning med, når man tog hjem fra hospitalet med babyen i liften.

Det gør der så ikke. I hvert fald ikke længere. Den er sikkert blevet sparet væk eller også er jeg bare blevet snydt. Nu har jeg været mor i et halvt år, og pletfjerningstalentet har endnu ikke indfundet sig. Det har vasketalentet sådan set heller ikke, og derfor bekymrer det mig lidt, når jeg ser sådan et mærke:


Godt jeg har min mor.

torsdag den 9. juni 2011

Mmm pindsvin!

Med et par dages forsinkelse blev det også fars dag hjemme hos os. Som jeg skrev i dette indlæg, skulle gemalen have en romkugle, da jeg har bestemt, at romkugler er for mænd, hvad roser er for kvinder. (Så ved I det!) Det skulle dog ikke være en helt almindelig romkugle, og derfor måtte fars dag altså udskydes til jeg kunne få fat i den helt rigtige slags.

Og det kunne jeg i går:



Er den ikke fin? Det er et pindsvin, hvis nogen skulle være i tvivl.

Desværre er det ofte sådan, at man ikke skal skue en hund på hårene og en romkugle på chokoladekrymlen. For det var overhovedet ikke en gigantisk, pindsvine-look-a-like romkugle. Gu var det ej!

Det var et studenterbrød! Og det er bare overhovedet ikke det samme som en romkugle. Studenterbrød er affaldskager og romkugler er førsteklasses mumsekræs. I kan tro, at jeg blev skuffet.

Det gjorde gemalen heldigvis ikke. Han var fint tilfreds med sit overdimensionerede og meget nuttede studenterbrød, og jeg vil slet ikke nævne, hvor lille en del af det 800 gram tunge pindsvin, der nu er tilbage (eller hvor stor en del af det, der forsvandt ned i min mave. Studenterbrød eller ej.)

onsdag den 8. juni 2011

Eget værelse

Starutten sover på eget værelse. For første gang!

Så jeg sidder lige her og internetter lidt. Nyder stilheden, hygger mig og sådan noget. Hun er jo en stor baby på et halvt år, så hun klarer det nok derinde på eget værelse. Det er jeg sikker på, at hun gør.

Jeg klarer det lidt bedre her i stuen. Så er hun ikke helt så langt væk, som hvis jeg også lå i egen seng på eget værelse.

tirsdag den 7. juni 2011

Av for et kys

Starutten er en meget kærlig baby. Det er hun altså.

Hun ved bare ikke helt, hvordan man gør.

Hun kan ret godt lide at kysse sin mor. Det foregår med vidt åben mund, og gør lidt ondt. Nogen gange, når kysset er særligt velment, lægger hun sine små bløde hænder på mine kinder, borer neglene godt ind i huden, hvorpå hun kaster hovedet med den åbne mund mod mit ansigt. Det gør faktisk ret ondt.

Det gør også ondt når hun aer mig i øjet og når hun giver mig en sheriffstjerne som tak for sin mælkesnack. Om morgenen når vi ligger og putter under min dyne, synes hun, at det er tophyggeligt at sparke mig i maven. Nogen gange rammer hun mig også i ansigtet. Så griner hun og ser vældig nuttet ud. Jeg smiler tilbage og kvæler et par meget grimme ord.

For hun mener det jo godt. Det kan jeg jo se. Og jeg har lært at sætte en elastik i håret, så hun ikke gør mig skaldet, inden jeg fylder 30, og jeg kan nøjes med de mange kradsemærker, hun efterlader på min krop, når nusselysten kommer over hende.

Og det gør den tit. Og selvom hun er lige lovlig voldsom i sine kærtegn, og det gør mere ondt end det gør rart, ja så kan jeg faktisk godt lide det. Det er jo kærligt ment.

Tror jeg nok.

mandag den 6. juni 2011

Ferie med baby

Det går lidt trægt med at få skrevet til bloggen, men det er bestemt ikke fordi hovedet er tomt. Der er bare så mange forhindringer af både den gode og den mindre gode slags.

En af de gode forhindringer er vejret. Jeg nægter at bure mig inde sammen med computeren, når sommeren endelig er tittet frem. I øvrigt ville det også kun føre til indlæg som "Her sidder jeg i min lejlighed, mens alle andre er ude at spise is. Det er synd for mig." Ikke ligefrem noget man gider læse, vel? Man skal eddermame være et noget så følende menneske, hvis man kan få ondt af en kvinde på barsel, der klynker over at gå glip af det gode vejr.

En anden og pænt kedelig forhindring er det sindssygt larmende arbejde i nærheden, der får os til at flygte ud af byen hver weekend. Er I klar over, hvor besværligt det er med en baby? Og hvor meget tid det tager at planlæggesådan en udflugt?

Først skal man finde et sted. Så skal man købe de nødvendige ting og sager og huske at afmelde avisen. Så skal man pakke, og så skal man skynde sig ud at købe babymad, fordi man glemte det i første omgang. Derefter skal bilen pakkes, og når babyen er træt nok til en lur, stopper man hele den lille familie i kareten og kører afsted.

Og så holder man i kø. I lang tid.


Når vi så først er kommet afsted er det skidehyggeligt. Ingen tvivl om det. Denne weekend valgte vi at lade som om, at det var en rigtig ferie og ikke bare et forsøg på at få nattero. Vi tog derfor afsted allerede torsdag. Til Danland. 

(Og det var megafedt. Også selvom Danland er så håbløst bagud, at der ikke var wifi, og jeg derfor ikke fik skrevet nogen som helst indlæg om alle vores oplevelser. (Møns Klint med barnevogn f.eks. Don't do it, siger jeg bare.) Til gengæld har Danland itself givet mig inspiration til mindst 1000 indlæg. Det var totalt grillpakkedanmark. Mændene havde grimme hatte og røde næser, børnene var tykke (for ikke at sig fede) og selv kvinderne på min alder havde læderhud. Kl. 20.00 var flere af dem så stangbacardi, at jeg godt kunne forstå, hvorfor baren lukkede allerede to timer senere. Kort sagt mæskede jeg mig i mine egne fordomme.)


Når weekenden så er slut, skal man pakke hele udstyret sammen igen. Og der er meget: Bleer, barnevogn, højstol, dyner, madvarer, legetøj og alt muligt andet. Vel hjemme skal der pakkes ud og der skal vaskes tøj. Køleskabet er tomt, så der skal også købes ind og egentlig burde man også gøre rent. (Ja, der er vist ingen grund til at forsætte smørren, for I kender det godt, ikk?)

Inden man får set sig om, er ugens første dage gået, og det er tid til at planlægge næste weekend. Selvom det er superlækkert at være afsted, er forarbejdet sgu lidt hårdt. Særligt fordi det kun kan gøres, når starutten sover, og det gør hun ikke så meget. I løbet af ugen er der derfor nul og niks tid til at drikke en kop kaffe, mens den er varm, spise frokost med kniv og gaffel, skrive et blogindlæg eller bare lukke øjnene fem minutter.

torsdag den 2. juni 2011

Normandiet

Jeg kunne godt blive lidt fristet, når Kongmor foreslår, at jeg tilbringer en af helvedesweekenderne i Normandiet. Og det er altså ikke bare fordi hun lokker med kage.

Jeg elsker i sandhed Normandiet, og har faktisk tilbragt en hel del tid der. Jeg har i flere ferier boet hos den sødeste franske familie. Familien pindsvin, kaldte jeg dem. Ikke fordi de var eller lignede pindsvin, men fordi deres navn mindede en del om det franske ord for pindsvin "hérisson".

De boede her:


Det er et skidedårligt billede. Det ved jeg godt. Men det er det eneste jeg fik frem, da jeg googlede navnet på den skov, som familien pindsvin boede - og bor - i. 

Og de bor vitterligt midt i en skov. Adressen er ganske enkelt "Huset i skoven." Det er kæmpe stort med mange værelser. Jeg havde to. Et oppe på loftet, hvor jeg boede om sommeren, og et kæmpestort gæsteværelse, hvor jeg boede om vinteren, når det andet værelse var blevet for koldt. Huset er faktisk så stort, at jeg blev enormt skuffet, da vi skulle besøge et par venner der boede på et slot. Slottet var lillebitte og stod slet ikke mål med kampestenshuset. Jeg ville gerne vise et billede af huset, men det er vist ikke så god stil uden familien pindsvins accept. 

I nærheden af huset ligger dette kloster:


Er det ikke fint? Der har jeg været nede at kigge mange gange.

En af de nærtliggende byer var Granville. Det er simpelthen det skønneste sted med en hyggelig gammel bydel, strand, havn og en supergod café med verdens bedste betjening. Der skal jeg bo, når jeg bliver gammel. Jeg har endda fået lokket gemalen med på ideen, og han er altså svært at få lokket med nogen som helst steder. Altså med undtagelse af London og Paris, som han mener, at vi skal besøge mindst 2 gange om året. Tilbage til Granville. Igen kunne billedet godt være bedre, men ser der ikke dejligt ud?


Jeg ved lige præcis, hvilket hus jeg skal bo i, når jeg en dag rykker bopælen derned.

Hvis jeg skulle besøge Normandiet i denne weekend, ville jeg (udover at spise kage) se Bayeux-tapetet. Det er et 70- meter langt vægtæppe, der fortæller historien om Slaget ved Hastings. Nogen kalder det verdens længste tegneserie. På trods af mine mange ferier i Normandiet har jeg aldrig set det.

Til gengæld har jeg besøgt det ekstremt kedelige D-dagsmuseum i Caen, og det helt fantastiske Mont Saint Michel. Det er et gammelt kloster, der ligger på sin helt egen lille ø.


Da jeg var der, lå det i Normandiet, men nu ligger det muligvis i Bretagne. Og nej, der er ikke nogen, der har flyttet det. Det er tidevandet, der afgør hvilket område klosteret hører til, så det veksler med (vist nok) et par års mellemrum. Tidevandet gør også, at man ikke selv kan bestemme, hvor når man vil derud og hvor længe man vil blive, og da alle derfor kommer samtidig, er det desværre blevet lidt tivoliseret. Men det er altså stadig en fantastis seværdighed.

Et af mine bedste minder fra Normandiet er min bretagneskål.


Og ja, den er fra Bretagne, men derfor kan den godt være et minde om Normandiet. Min ser ud fuldstændig som den på billedet med den forskel, at det naturligvis er med mit navn. Jeg fik den af familien pindsvin, fordi de syntes, at det var så morsomt, at jeg spiser havregryn eller (i deres øjne endnu værre) havregrød til morgenmad. I Frankrig er det mig bekendt kun børn, der spiser "céréales", og så er det af den oversukkrede slags. De voksne holder sig til en lille skive brød og en stor balje kaffe eller te. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan de klarer sig med så lidt.

Jeg spiser stadig havregryn af skålen hver morgen og drømmer lidt om de skønne uger i Normandiet. Jeg ville meget gerne følge Kongmors forslag og tage derned, men en weekend er simpelthen ikke nok med alt det jeg skal nå. Men når vi en dag får ny bil, der kan køre rigtig langt uden at gå i stykker, så skal jeg helt sikkert derned igen. Så må vi se om familien pindsvin også kan huske mig.