Møde med forælderflokken

Jeg har jo helt glemt at skrive om mit første forældremøde. Det kan kort og godt koges ned til en sætning:

Forældre er sindssyge!


I hvert fald dem der stiller spørgsmål. Hold da helt op nogen sære problemer folk har. (Jeg stillede også selv et spørgsmål, så der sidder helt sikkert ca. 80 andre forældre i København og synes, at jeg er bindegal.) Vi brugte seriøst en hele time på at diskutere, hvorfor der ikke er kodelås på lågerne (jeps flertal, man skal nemlig igennem to) til legepladsen. Hvor ofte sker det lige, at folk bare vader ind i en vuggestue, og tager 3-4 tilfældige børn under armen? I følge en far er risikoen vist ret høj.

Jeg ved ikke med de andre forældre, men jeg har altså en daglig kamp med lågernes børnesikring, og bruger gerne et par minutter på at trænge ind på grunden. Jeg er derfor rimelig sikker på, at en potentiel babytyv aldrig ville nå længere end hegnet. Men det kan jo være, at jeg tager fejl...

Der var også en mor, der mente, at vi skal give en ekstra skilling, så børnene kan få mere frugt. Med måltider kl. 7-8, 9, 11, 14 og 16 tror jeg altså ikke, at de mangler mad. Men det kan jo selvfølgelig være, at hendes barn har en ekstra god appetit. Min lille starut er dog kun blevet tykkere de uger hun har frekventeret bjørnestuen.

Der var ikke bare en men otte mødre og to fædre, der syntes, at det var ganske forfærdeligt, at ikke alle børnene kan sove ude, og der var også en hel flok, der var dybt forargede over, at brandmyndighederne ikke tillader, at klapvognene køres helt op til døren ved aflevering og hentning. Altså hvad sker der lige med folk, der bliver forældre? Og er jeg mon lige så vanskellig og krævende? Det håber jeg virkelig ikke. (Men lidt er jeg jo nok. Selvom mit spørgsmål naturligvis var langt mere fornuftigt og sagligt end de andres. Ahøm)

Efter to timers forældremøde fik jeg en vældig trang til at fortælle pædagogerne, at jeg har fuld tillid til at de gør deres job ordentligt, at børnene får nok at spise, at de bliver stimulerede og at pædagogerne nok skal tage affære, inden babytyven stikker af med sit bytte. Jeg valgte dog at tie stille. Jeg skulle jo nødigt fremstå som sær, ubekymret mor.

Til gengæld bliver jeg nu en af de der mærkelige mødre, der skriver julekort til pædagogerne. Så kan jeg nemlig helt diskret fortælle dem, at de er supersøde og hammerdygtige til deres arbejde. Og at det er rigtg skønt, at det er lige præcis dem, der tager sig af min lille starut og hendes luner.