mandag den 10. oktober 2011

Av det gik ondt

Hun er SÅÅÅÅÅ god til at blive afleveret. Man sætter hende bare på gulvet og så leger hun. Hun gider ikke engang at vinke. Det er bare så nemt. 


Som om!

Hold kæft hvor hun skreg, da pædagogen tog hende i armene. Starutten lå nærmest vandret i luften og strakte armene ud efter mig, mens tårene sprøjtede ud af øjnene, og kinderne blev helt røde og spændte. (Mine tårer tog snigeren og samlede sig i en klump i halsen.) Må man egentlig godt hade en pædagog? Det er i hvert fald svært ikke at gøre det bare en lille smule, når hun står med ens grådopløste barn og siger, at det er bedst, hvis man går hurtigt. Jeg havde mest lyst til at rive mit barn til mig, men styrtede dog alene ud af døren tids nok til ikke at hyle lige så højt som starutten.

Lortemorgen siger jeg bare. Også er det endda mig, der har den ubarmhjertige tjans at aflevere hende hver eneste fucking dag fra nu af, fordi gemalen skal møde 7.30 præcis i langbortistan (også kaldet den anden ende af byen.)


Jeg kan slet ikke forstå, at nogen kan forvente, at man rent faktisk arbejder efter sådan en morgen. Altså helt ærligt. Ens barn er dybt ulykkelig, og så skal man være konstruktiv og flittig. Jamen det kan man da ikke. Hovedet er jo helt fyldt med våde øjne, snotnæser og tanker om at blive hjemmegående

Jeg skal aldrig nogensinde aflevere igen.


I hvert fald ikke før i morgen. (snøft)

5 kommentarer:

  1. Åhr, stakkels dig! Det er aldrig sjovt at gå fra et grædende barn.
    Har du spurgt pædagogerne, hvornår hun holdt op igen? Med Trolden var det nemlig sådan, at hun faktisk holdt op næsten i samme øjeblik, som hun ikke kunne se mig mere, så derfor praktiserede vi også lyn-afleveringer, selvom det føltes helt forkert, når man nu gerne ville stå og indsnuse hendes duft, så man kunne klare sig uden hende de næste mange timer.

    Nå, men jeg håber, du finder en vej igennem det, selvom det er hårdt.

    Kram til dig

    SvarSlet
  2. Åh nej. Det er ikke sjovt.
    Heldigvis er det min mand, der aflvererer hos os - det skete efter, at jeg brød grædende sammen henne i vuggestuen, og en pædagog måtte trøste mig. Jeg kan slet ikke klare det der...

    Han gør det heldigvis ikke længere. Jeg håber snart, det kommer til at gå bedre med din lille tøs!

    SvarSlet
  3. Puuuuuha altså.. Det bliver snart bedre! Det er jeg sikker på!

    SvarSlet
  4. Åh, det er modbydeligt. Prøv at ringe til vuggestuen, når du er nået frem til dit arbejde. De kan sandynligvis fortælle dig, at alt er fint, og så kan have ro i sjælen resten af dagen.

    SvarSlet
  5. Gravidgrahvad: Jeg kunne desværre høre hende 7 stuer længere væk. Av av. Jeg kunne dig ikke høre hende udenfor, så enten vstoppede hun efter to minutter eller også faldt styren bare. Jeg tror på det første.

    Imangel: Ja, det fandeme svært ikke at være den, der tuder højest.

    Kongmor: ja ik! Jeg klamrer mig til håbet.

    Gisp: God ide! Det foreslog pædagogen faktisk også. men jeg turde ikke.

    SvarSlet