lørdag den 30. april 2011

Stik mig en magnum, så løber jeg

Så er ferien slut igen. Bloggen har nydt sin friuge, og det har jeg også. Det var meningen, at vi bare skulle være herhjemme, men vi tog en hurtig beslutning og pakkede bilen for først at tilbringe et par dage hos staruttens farmor og farfar og derefter tage i sommerhus. Og det var simpelthen en fantastisk god beslutning. Jeg har fået løbet, sovet til middag, lavet god mad og gået ture ved vandet og i diverse provinsbyer.

Der er den mest fantastiske løberute ved sommerhuset, hvor man kommer igennem hele fire byer på kun 5,5 km. Når jeg løber i København, kommer jeg knap nok ud af kvarteret på den distance. Ja, jeg har så løbet gennem fire byer, hvor langt har du løbet? I kan godt høre det ikke? Det lyder ret blæret.

Det bedste ved løberuten er dog, at der ca. 500 meter før mål ligger et lille ishus. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har luntet det sidste stykke med en magnum i hver hånd. Mums! Da jeg i tidernes morgen underviste i motionsgymnastik, og halvdelen af holdet kun kom hver 2. uge, fordi det så passede med, at de kunne nå isbilen på hjemvejen, syntes jeg, at de var ret så mærkeligt skruet sammen. Nu forstår jeg dem godt.

Denne gang blev der dog ikke noget stop ved ishuset. Jeg var ellers løbet afsted med en krøllet (og lidt svedig) hundredemand i hånden og masser af plads til is i maven. Desværre lå der en stor og død (men stadig farlig) snog (og jo de er farlige. Det er de altså!) i vejkanten lige før ishuset, og da jeg er skidebange for slanger, satte benene altså tempoet op og førte mig i raketfart forbi ishuset. Det vil jeg råde bod på nu og lokke kæreste og baby med ud i det dejlige, solrige København og finde kvarterets bedste isbiks. I helt almindeligt gangtempo vel at mærke.

lørdag den 23. april 2011

Så er jeg den der er skredet

Det er ikke fordi jeg skal så langt dog. Faktisk skal jeg ikke rigtig nogen steder. Jeg skal bare holde ferie sammen med starutten og hendes far, der er så heldig at have restferie. Restferie er noget af det fedeste her i verdenen. Jeg har godt nok aldrig selv prøvet det, men det der med lige at blive nødsaget til at holde fri i april, når solen titter frem, må da være det skønneste!

Grebet af feriestemning har jeg leget gavmild arbejdsgiver og givet bloggen fri den næste uges tid. Her bliver derfor lidt stille, mens jeg nyder feriedagene med min lille familie.

God påske! (Og restferie til dem der har det.)

fredag den 22. april 2011

Det er jo næsten et halvt år

Starutten er fem måneder i dag. Det er helt vildt så hurtigt månederne er gået og hvor meget der er sket i den periode. På den ene side føles det som om hun altid har været her og på den anden side er det stadig virkelig mærkeligt, at hun ikke kun er til låns, men skal blive her for altid. Meget skræmmende, men allermest rigtig dejligt.

Jeg ville egentlig have skrevet om staruttens meget ukærlige forhold til skeer og det grødhelvede, der har stået på den seneste måneds tid, men det må altså vente. I dag fejrer vi nemlig hendes femmåneders dag med morgenmad på sengen til de voksne og ekstra kys til babyen. Her er et billede af hende fra i går, hvor hun for første gang oplevede forår med blå himmel og grønt græs.

Og væk var billedet - det må I tænke jer til.
Man kan sagtens bære solbriller selvom næsen er lille. Kinderne skal bare være store nok.
.

onsdag den 20. april 2011

Tadaaaa! Nogen der giver en trommesolo?

Se lige her, hvad jeg kan!

Så blev det fine foto erstattet af lidt krimskrams

9 måneders graviditet og 5 måneders amning er blevet belønnet med denne fikse blyantsholder. Den er da smart! I kan godt se, hvad det er ikke? Jeg ville have haft min kæreste til at tage billedet, men det ville han sørme ikke, og uden overhovedet at have set dette fantastiske foto, har han højlydt protesteret over, at jeg sender det ud i cyberspace.

Jeg synes, at det er noget blufærdigt pjat, og trodser derfor husfreden i hvert fald i et par dage, (så kan det altså godt være, at det bliver fjernet igen og erstattet af en anden form for illustration.) Her er jeg blevet udstyret med et selvudviklet og hjemmegroet penalhus, og så skal det da vises frem! Tænk bare hvad det mon kan rumme om 20 år eller efter bare en enkelt graviditet mere. Måske der ligefrem bliver plads til også at have madpakken med?

Den googlesøgning, der sender flest personer til min blog, er "lange patter" og variationer derover. Jeg har ofte tænkt over,  hvad folk egentlig forventede at finde med den søgning, og hvor skuffede de mon blev over at havne her. For her er altså ikke meget lir i den retning: Ingen tekst om, hvordan man får dem op på plads eller undgår tyngdekraftens kedelige effekt og ingen billeder, der kan tænde, støde, provokere eller chokere. 

Det er faktisk også lidt vildt at tænke på, at de enten har bladret rigtig mange søgeresultater igennem for at havne hos mig eller mere overraskende; at bloggen kommer frem som et af de første sideforslag. (Jeg har ikke testet det af frygt for, hvad jeg ellers ville finde.) Hvorom alting er, er der lidt til dem her. I hvert fald til nogen af dem. Dem der har søgt på "læderindbundne patter" må altså søge videre, for det kommer der altså aldrig noget om her. 

tirsdag den 19. april 2011

Baby haves, ros ønskes

Hvor er hun sød! Hvor gammel er hun? Sikke nogen store blå øjne! Sikke et smil! Hvor ser hun glad ud!


Når ens identitet som ambitiøs medarbejder er overklistret med et stort mærket, hvor der med kæmpe, fede bogstaver står MOR, er rosende ord om ens afkom en rigtig god erstatning for chefens anerkendende bemærkninger.


Jeg bryder mig godt nok ikke om, når fremmede mennesker stikker krydderen helt ned i barnevognen for at se det lille vidunder, men ellers labber jeg alle de rosende ord i mig uden at blinke. Også selvom jeg godt selv kan se, at hun med de sejlende øjne, dobbelthagen og hendes ekseptionelt bøvede udtryk slet ikke er så nuttet, som folk giver udtryk for. For helt ærligt så er hun sgu ikke altid den mest yndige baby. Det meste af tiden måske, men ikke altid. (Og nej, der kommer ikke noget billedeksempel, for det er min hemmelighed, HVOR lidt køn vi rent faktisk taler om.)


Oftest er det ældre damer eller andre mødre, der beundrer babyen og fedter for den meget modtagelige mor (moi), men den anden dag var det en flok drenge på 8-10 år, der viste interesse. Og jeg var rørt over, hvor søde og nysgerrige de små drenge var. Det var jeg!
I hvert fald til at begynde med...


Drenge: Må vi se babyen?
Mig: Nej, hun ligger lige og sover. (Det var så løgn, men jeg gad altså ikke at fiske hende op af barnevognen.)
Drenge: Hvad hedder den?
Mig: Hun hedder Baby


Og så var drengene lige pludselig slet ikke spor søde mere:

Er den vanskabt? Sutter den på dine bryster? Hvordan var det at få den ud? Er den vanskabt? Er den vanskabt? Er den vanskabt?


Sig mig lige engang: Er det normal opførsel for børn i den alder? En ting er de flabede spørgsmål om amning og fødsel, som nok var lidt frække at stille. En anden ting er at spørge om barnet er vanskabt. Tænk hvis det rent faktisk var tilfældet?

Jeg fortryder lidt, at jeg ikke svarede bekræftende. Det havde måske haft en opdragende effekt, hvis jeg stille og roligt havde fortalt, at hun var født med alvorlig læbe-gane-næse-spalte, og at jeg ikke brød mig om at vise hende frem, fordi folk blev forskrækkede over det store hul i ansigtet. På den anden side er det ikke min opgave at opdrage andres børn, og læbe-gane-spalter er altså ikke noget at spøge med.

Jeg gjorde som de fleste andre sikkert også havde gjort: Satte farten op og skyndte mig forbi, mens jeg kiggede lige frem for mig. Der fik de mig sgu. Skide møgunger!

mandag den 18. april 2011

Hvor gik lykken hen?

Solen skinner, påsken er lige om hjørnet og mange har allerede tyvstartet ferien. Det skulle være så herligt med tid til familie og venner, grill, påskelege og svingture i baghaven. Og det er da herligt - hvis altså ikke det bare er pæn indpakning, der skjuler, at familien snart skal splittes.

I dag har jeg modtaget to sms'er. To lortedummespasser sms'er. To forhold er gået i stykker i denne weekend, og jeg kan ikke gøre en skid ved det. Jeg kender faktisk ikke engang de involverede særlig godt, men de har åbenbart syntes, at jeg skulle vide det. Den ene er en kollega og den anden en gammel studiekammerat. En af mændene har jeg aldrig mødt.

Det ene forhold havde et år på bagen og var meget, meget hemmeligt. Noget med en medarbejder og en chef, hvilket ikke var så godt. Det syntes medarbejderen ellers, men nu er det altså slut.

Det andet forhold var måske mindre kompliceret men havde en langt kedeligere forhistorie. Kort fortalt: kvinde og mand bliver kærester - kvinde og mand er kærester i mange år - kvinde bliver gravid - mand skrider - kvinde får tid til abort - kvinde fortryder - mand fortryder - kvinde og mand får barn sammen - kvinde og mand får flere børn sammen - kvinde og mand går fra hinanden.

Øv, øv, øv!

Hvem gemte opskriften på "til døden jer skiller"? Der er faktisk nogen, der har brug for den. (Og hvis den findes, vil jeg også gerne se den - bare for en sikkerheds skyld.)

lørdag den 16. april 2011

Was ist das? en albinobolle!

Hvis jeg skulle være en bog, skulle det helt sikkert være en etymologisk ordbog. Jeg intet mindre end elsker ord. Jeg kan blive forført af velskrevede bøger og blogs, men ofte skal der ikke andet end et enkelt ord til at henrykke mig. Det kan være et nyt, ukendt ord, som jeg lige skal smage på og tænke over, før jeg selv afprøver det i en sætning. Det kan være et ord, som jeg har læst mange gange, men som jeg aldrig før har hørt udtalt og det kan være et gammelt og slidt ord, som lige pludselig giver mening på et helt andet plan. Sproghistorie er simpelthen noget af det fedeste omend en temmelig nørdet "hobby".

Tag f.eks et udtryk som "det gik over stok og sten". Jeg blev en lille smule lykkelig den dag, jeg fandt ud af, at det ikke handlede om at løbe men om at male. I gamle dage havde de københavnske håndværkere nemlig travlt. De malede derfor hen over både bindingsværk og sten, mens man de fleste andre steder gav træet og murværket hver sin farve.

Et andet ord, der har en superfed historie er det franske "vasistas", der betegner et lille tagvindue eller en lem. Det har det heddet siden 1700-et-eller-andet, hvor en tysker spurgte "was ist das?" Det er da sjovt.

Første gang jeg oplevede, at et ord virkelig gav mening var på fritidshjemmet, da en af de andre pigers far kom med en kasse flødeboller. Manden var kulsort afroamerikaner og flødebollerne i kassen var hvide. Det var fuldstændig som i en tegneserie: Der gik et lys op for mig på den der måde med en elpære over hovedet, og et velklingende pliiiing, og jeg kunne mærke helt nede i tæerne, at jeg virkelig havde set og forstået. Vi havde jo negerboller, så selvfølgelig var afrikanernes flødeboller hvide!

Jeg blev ærlig talt pissesur, da jeg senere spurgte mine forældre, hvad man mon kaldte den hvide udgave af negerbollerne, og de - i stedet for at beundre mit åbenlyse intellekt - flækkede fuldstændig sammen af grin. Jeg havde jo for fanden lige set lyset.

torsdag den 14. april 2011

Royale særheder

Så fik jeg lige set royal barnedåb, og det afføder visse spørgsmål:

1) Hvorfor var der så mange præster? Er det mon dublanter og ville en så ikke være nok?

2) Er drengens tredje navn virkelig Monique? Er det ikke et pigenavn? (Ikke mærkeligt at DR udelod det i tekstningen)

3) Ivalo, er det overhovedet et navn?

4) Afledt af spørgsmål 2 og 3: Har der været en numerolog involveret i navnevalget?

Nå men søde var de da, de små pus, og de kan jo ikke gøre for deres sære tredjenavne. Heldigvis tog de ikke min datters navn. Det var der ellers flere, der havde spået. Og nej, hun hedder hverken Isolde, Ingrid eller Irmelin (wtf!? Irmelin?)

mandag den 11. april 2011

Weekend med det hele

Sikke noget dejligt vejr vi har haft denne weekend...

... og sikke noget øv, at barnevognen punkterede fredag eftermiddag. Hvis nogen her i Blogland så en mor med en baby på armen og en far med en barnevogn på armen komme marcherende gennem Lyngby Storcenter i fredags, var det helt sikkert undertegnede og familie. For der er vel ingen andre, der insisterer på at gennemføre sådan en tur, når vognen allerede punkterer på vej over parkeringspladsen, vel? Normalt beundrer jeg gemalen for hans målfasthed, men det var godt nok en lang halv time, før hans arme var så lange, at han slukøret gik med til, at vi tog hjem.

Punkteret barnevogn eller ej: Det har faktisk været en temmelig skønno weekend. I punktform har den set nogenlunde sådan her ud fra vi kom hjem fredag aften:

- Indiana Jones i fjerneren (endda den klamme, hvor de spiser abehjerne, øjesuppe og levende slanger, der vælter ud af død kæmpslange)
- P-tærter (Mmmmmm)
- Kinaskak
- Middag og rødvin med venner (Med mig selv i hovedrollen som mesterkok)
- Kinaskak
- Sove længe (mens gemalen tog sig af babyen og ryddede op efter middagen)
- Kinaskak (Jeps, det er en ny last)
- Træning (mens gemalen tog sig af babyen og lavede kaffe)
- Besøg af gemalens forældre
- Chokolade (gammel last)
- Kinaskak
- Lapning af barnevogn
- Spadseretur i aftensolen (Hurra for sommertid!)
- Chokolade af den virkeligt gode slags

Nå ja, så skete der også det, at babyen sked for første gang i 10 dage. Det er sådan noget, folk vist egentlig ikke gider at høre om, og det forstår man jo egentlig godt. Jeg gider sgu heller ikke at høre om andres afføringsmønstre. Men hvor er det dog bare svært ikke at busse ud med det, når nu det var et af weekendens helt store højdepunkter. Så er det jo så heldigt, at jeg har en blog, hvor jeg kan skrive om lige, hvad jeg lyster, og hvor eventuelle læsere hurtigt kan surfe videre, hvis det bliver for klamt, kedeligt eller ligegyldigt. Mine venner og familie blev lykkeligvis skånet for historier om, hvor fantastisk meget en ble egentlig kan rumme, og jeg håber, at I her i Blogland vil bære over med mig - eller skynde jer videre til et mere interessant site.

fredag den 8. april 2011

De unge - og lidt seje - mødre

Jeg har lånt De Unge Mødre på dvd af en fra min mødregruppe, og det har sat et virkeligt kedeligt spor i min tankevirksomhed. Min hjerne er simpelthen gået i stå. Alle de gode ideer er pist forsvundet, og den venter kun på at blive fodret med endnu et afsnit i serien.

Og den skal sjældent vente særligt længe. Så snart babyen sover, bliver dvd'en smækket i afspilleren, så jeg kan dyrke min egen forargelse... eller hov, nej vent: Hvor fanden blev forargelsen af?

De unge mødre er bestemt ikke steget i agtelse hos de andre medlemmer af min mødregruppe, efter de selv har fået børn, men øhm, det er de altså hos mig. Jeg synes faktisk, at mange af dem er ret cool. Jeg synes selvfølgelig også, at der er nogle uheldige eksempler, men mest af alt synes jeg, at de er mødre på lige fod med alle andre. Altså bortset fra at de også lige skal tage sig af deres egne forældre og jonglere faderskabssager og kriminelle eller utro kærester. Helt ærligt så forstår jeg godt, at mange af dem ikke har overskud til at passe hverken arbejde eller uddannelse.

Så sidder vi andre der med kaffen og vil gerne forarges over deres børneopdragelse, deres udseende, deres kost- og spisevaner osv. Men er vi egentlig selv så meget bedre?

I går sov min baby i opgangen hos en fra mødregruppen (jeg havde dog trod alt lånt en babyalarm)
Jeg har tabt ris i øret på hende, fordi jeg spiste, mens jeg ammede
Hun har leget med en ølflaske
Så var der den med hotdoggen i Ikea
Hun har ligget på sin dyne i en indkøbsvogn og blevet fuldstændig blæst af indtryk
Hun fik grød før hun blev 4 måneder (Hun gad så ikke rigtig have den, men jeg prøvede.)

Mon ikke noget af ovenstående ville have givet anledning til et par forargede blikke (og måske endda kommentarer), hvis jeg havde været 10 år yngre? Da jeg var 18 blev maden serveret, huslejen stod mine forældre for og jeg skulle sådan set bare passe min skole og mit fritidsjob. Da jeg blev gravid var min kæreste der. Mine forældre holdt sig lidt i baggrunden, men var klar til at tage med til scanninger mm. hvis min kæreste blev forhindret. Tænk at være 16-17 år og ansvarlig for både baby, indkøb, regninger, en dum ekskæreste og en mor med kærestesorger. Det kan godt være, at de unge piger ikke er alt for skarpe, men jeg er faktisk lidt imponeret.

tirsdag den 5. april 2011

Soundtrack til rengøring

I går skrev jeg om rod, og i dag skal det så handle om rengøring. Vi har nemlig gjort rent herhjemme! Altså det er naurligvis noget, vi gør af og til, men det er sjældent, at vi gør det sammen. Det er der to rigtig gode grunde til. Den ene er arbejdstempo og den anden er musikvalg.

Min kæreste bruger laaaang tid på rengøring. Ikke fordi han er grundig, men fordi det foregår med en kop kaffe i hånden og med små overspringshandlinger på computeren hvert andet minut eller deromkring. Jeg er derimod en lille, net husalf, der suser rundt med støvekost og gulvskrubbe kun afbrudt af et enkelt dansetrin i ny og næ. (I kan godt se det for jer, ikk?) Det tager ikke lang tid at klare vores 114 kvm.

Rengøring er bestemt ikke en af mine yndlingsaktiviteter og det er bestemt heller ikke min kærestes, selvom han faktisk godt kan synes, at det er lidt hyggeligt. (Det kommer jeg så aldrig til.) For at gøre det lidt mere overkommeligt, bliver der derfor skruet godt op for musikken, når lejligheden skal rømmes for nullermænd. Jeg foretrækker humørboosteren T-rex. Hvis man gør rent i takt til musikken, er det nemlig hurtigt overstået, og det er superlet at flette et labert lille dancemove ind i anstrengelserne.

Min kæreste fyrer helst op for Bo Kaspers Orkester, og så tøffer han ellers afsted iført morgenkåbe, kaffekop og rengøringsartikler. Så er det, at jeg smutter på indkøb, for det der hyggerengøring er mit temperament overhovedet ikke gearet til. Når jeg så er skredet, kommer Katie Melua på anlægget med hendes luftige og kvalmefrembringende stemme. Han ved nemlig udmærket, at Katie Melua og jeg ikke kan ikke være i stue sammen, så det skal selvfølgelig udnyttes, at jeg er ude af døren. Og det er naturligvis helt fjong med mig. Så kan jeg også lige nå en ekstra kop kaffe, inden jeg kommer hjem til en renskurret lejlighed.

mandag den 4. april 2011

Rod er ikke bare rod

Da jeg flyttede sammen med min kæreste, havde jeg ingen anelse om, hvor stort et rodehoved han egentlig er. Jeg havde aldrig nogen sinde set noget, der overhovedet lignede rod i hans lejlighed bortset fra en stak papirer, der lå gemt væk i kosteskabet. (Hvad skulle jeg dog også der?) Vi havde dog ikke boet sammen ret længe, før jeg begyndte at forstå, at han faktisk roder helt ekstremt meget på sin egen virkeligt irriterende facon.

Det begyndte allerede ved hans indflytning, der foregik over 2 måneder (2 måneder!), og som resulterede i, at mit nydelige og ordentlige kælderrum blev proppet med alskens sager fordelt i flyttekasser og sportstasker. Manden kan åbenbart ikke finde ud af at smide noget ud, han har fået i gave. Og tro mig, han har fået mange gaver! Det er først her to et halvt år og en flytning senere, at der er blevet sorteret lidt i kassernes indhold. Nu er vi så nede på en kasse rod og tre kasser ledninger. (Tænk hvis nu man kom til at smide netop den ledning ud, man får brug for om 10-20-30 år?!)


Rodekasserne kan jeg dog leve med. Jeg holder mig bare langt væk fra kælderen og sender ham afsted, når der er noget jeg har brug for. Noget andet er, når han konsekvent undlader at sætte ting på plads. Der er fandme altid enten en tom toiletrulle på holderen, en brugt kaffekop i vindueskarmen, en indkøbspose fyldt med varer på køkkenbordet, en støvsuger midt i stuen, kaffepletter på gulvet, vasketøj i stolen... jeg kunne blive ved.

Når jeg af og til bliver så frustreret over rodet, at jeg er ved at hive hårene ud af hovedet på mig selv, kan jeg heldigvis trøste mig med, at han også er ved at blive sindsyg over mit rod. Egentlig er det lidt uretfærdigt, for mit rod er overhovedet ikke ligeså slemt som hans. (Nej, det er ej!) Hvor han er sådan en, der glemmer at gøre ting færdige, er jeg sådan en, der gemmer til senere. En bunke papirer her, et syprojekt der: Det er jo altså ikke rigtig rod, vel? Mit rod er sådan noget, der hygger lidt og som altid kan lægges til side og tager tid at rydde op, mens hans er sådan noget grimt rod, der tager ca. 10 sekunder at fikse og derfor er fuldstændigt åndssvagt.

Og hvorfor opdagede jeg så ikke hans roderi, før vi flyttede sammen? Fordi vi først mødtes efter kl. 21, så han kunne nå at rydde op. Føler jeg mig så en lille smule ført bag lyset? Ja, lidt, men også meget rørt over, at han 2-3 gange om ugen i et helt år piskede rundt med støvekost og opvaskebørste bare for at gøre indtryk på mig.

fredag den 1. april 2011

Apropos...

Høhø!

Sladrehanken over alle

1. april og jeg har ikke en eneste joke på lager. Det der med at finde på løgnehistorier har aldrig været min spidskompetence (altså på nær små, hvide nødløgne selvfølglig), men til gengæld har jeg altid været god for at lave fis med mælk. Ja, mælk! Det er altså bare et skidegodt udgangspunkt, når der skal laves lidt ballade. Man kan f.eks komme grøn frugtfarve i eller hælde sødmælk i en skummetmælkskarton (eller yoghurt, hvis man vil være rigtig streng.) Det lyder måske ikke såååå sjovt, men det er det altså! Morgentrætte mennesker bliver pludseligt meget, meget vågne.

I år bliver der dog ingen mælkejokes, for gemalen konsumerer det ikke, og starutten er vist for lille til at forstå det. (Så længe hun bliver ammet, er det altså heller ikke helt nemt at lege med frugtfarve og alternative mælkeprodukter.) Jeg må derfor nøjes med avisernes fuphistorier og de narrestreger jeg måske selv vil blive udsat for. Og det er er det, det her indlæg skal handle om. Ikke andres narrestreger, men avisernes fuphistorier. For hvor er det bare pissetræls, at andre skal ødelægge den fornøjelse.

Fra jeg var ganske lille og kun lige præcis stor nok til at stave mig igennem artiklerne, har jeg hvert år med stor iver bladret aviserne igennem for at finde årets aprilsnar. Så sad jeg der med fryd i hele hovedet og drømte om at blive journalist, fordi det bare måtte være det allerfedeste i hele verden at digte så gode historier. Størst var fryden dog, når jeg fandt røveren før familie, medkollegianere eller samboere, og jeg pænt sad og så på, når det blev de andres tur til at kaste sig over avisen. (Okay indrømmet, selvfølgelig var jeg pisseirriterende. Hvem ville ikke være det?)

I dag er det dog ikke mig, men f...... DR, der er pisseirriterende! Ligesom de var sidste år! Hvad sker der for et nyhedsmedie, der korrumperer de andre totalt og afslører deres opdigtede historier, før aviserne overhovedet er landet på morgenbordet? Jeg synes, at det er så skidefrækt. Ja, jeg gør! De ødelægger jo at det sjove.

Tidligere når man kom i skole eller på arbejde 1. april, var det 100% sikkert, at mindst en person var hoppet på en historie, og det var altså sjovt. (Lidt mindre sjovt når det var en selv, ahøm.) Det sker så ikke mere. Og det er DRs skyld. Ja det er så! Udvekslingen af aprilshistorier fra forskellige nyhedsmedier er der heller ikke noget ved mere. DR har jo samlet dem, så vi kan få hovedtrækkene og være helt sikre på ikke at hoppe på nogen som helst limpinde. Det er virkelig dårlig stil og rigtig tarveligt over for de andre nyhedsmedier.

Hvis det er DRs definition af public service at sørge for, at folk ikke lader sig narre, så synes jeg ærlig talt godt, at de må sætte serviceniveauet bare en lille smule ned og lade journalisternes brillante fantasier være levende bare denne ene dag om året.

Ja tak!