onsdag den 29. februar 2012

Tågen er lettet

Det kom bag på mig, at februar skulle blive så svær en måned. Nu venter marts forude, og det er ikke kun dagene, der bliver lysere. Det gør mit humør også. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at tage hånd om alt det, der er svært, men det skal ikke have lov til at fylde alt. Jeg er beriget med så mange skønne mennesker i mit liv, der fortjener en lille hyldest her på bloggen for at give hverdagen dens små nuancer.  

En af nuancerne er den grønne peberfrugt på mit arbejdsbord. Den er fra min kollega, som synes jeg er en sær snegl fordi jeg elsker ostemadder med grøn peber. Jeg synes, hun er en sær snegl fordi hun køber sampakken, selvom hun ikke kan lide den grønne.

En anden nuance er gemalens nye frisure. Nu ligner han en forbryder, bare han rynker panden det mindste. I tre år har han plaget mig om at klippe ham, og i weekenden gik jeg så med til det. Frisørsaksen blev købt, lokkerne forsvandt og spejlet hentet frem. Og så løde der ellers et brøl.

Jeg har altså aldrig påstået, at jeg kan klippe hår. Heller ikke at jeg har prøvet det før. Men jeg havde det virkelig sjovt og var sød at give det en tur med trimmeren, da han var kommet sig over chokket. Nu ligner han så en forbryder, men jeg er ligeglad. Jeg er nemlig helt vild med at køre hånden henover sådan noget helt kort mandehår. Det er ren nus for håndfladerne.

Starutten er selvfølgelig helt uundgåelig i denne sammenhæng. Hun bidrager om nogen til at gøre hverdagen til alt andet end grå. Kender I måske nogen, der kan komme deres storetå i øret. Ja, ØRET - ikke munden (Den kan alle små børn jo.  Selv jeg kan - og nej det behøver vi ike at komme mere ind på.) Nej, det gør I nok ikke vel. Det er nemlig min lille staruts helt særlig talent.

Hun kan også rydde op. Mens jeg liiiige lå og fladede lidt ud på sofaen, tog hun sine sindssygt mange klodser en efter en og lagde dem op i kassen, som vi tidligere havde tømt ud over gulvet. Da hun var færdig, tog hun sin smølfinebog, kravlede op i lænestolen og satte sig til rette som et artigt barn. Det havde jeg ikke lige set komme.

Så jeg blev liggende på sofaen og nød synet.  


Og her ligger jeg så endnu. Jeg ville gerne skrive om flere skønne mennesker, men det der superfede job jeg har fået, er også ret krævende, og det betyder fornuftige sengetider.

Godnat!

lørdag den 11. februar 2012

Ingen titel

Jo længere tid der går, desto sværere er det at finde noget at skrive om. Mærkeligt men sandt. Og det er bestemt ikke fordi der ikke sker noget her hos familien Starutski.

Jeg er bare så trist, at jeg ikke kan holde mig selv ud. Løbeskoene er tilbage i skabet og sofaen har klistret sig godt og grundigt fast på ryggen af mig. Jeg orker absolut ingenting. Det værste er, at den lille starut slet ikke får den opmærksomhed, hun fortjener. Hun løber omkring og laver ballade, aer sin havregrød, siger hej til bilerne og hiver mig i buksebenet for at få mig til at tage hende op. Og jeg reagerer alt for langsomt.

Der sker ellers en masse gode ting - rigtig gode ting. Mit nye arbejde er superfedt, vi skal snart på skiferie og tadaa: Vi har købt et hus! Der er egentlig ikke så meget at være ked af, og alligevel lægger tristheden hele tiden låg på glæden.

Der er bare det, at jeg savner min mor rigtig meget. Endnu mere end før. Jeg har brug for, at hun fortæller mig, at jeg gør det rigtige, og jeg har brug for at fortælle hende, at savnet er ved at slide mig op. Jeg føler mig så ensom, selvom jeg sjældent er alene. Jeg ved, at jeg burde tale med nogen, men det lykkedes mig ikke at få kontakt til en psykolog, og hverken veninderne, min far eller gemalen dur. Det gør kun min mor.

Hvad fanden gør man så? Hvad gør andre?  Og hvad vil folk egentlig sige til, at jeg ikke mener, at de er gode nok at tale med, men godt kan skrive det på en blog?

Er der nogen, der gider at give mig en rystetur og spark bagi? Det er nok det, jeg har mest brug for.




Og et kram.