Vi er stadig syge. Eller rettere, starutten er stadig syg. Først feber, så dårlig mave og så masser af virusknopper. Jeg blev kureret fredag aften på en skummel bodega med et par gyldne damer og ligeså mange rastaputz (eller hvad det nu hed. Det er i hvert fald ikke noget jeg behøver at smage igen.) Forkølelsen var væk ved første dram, og måske jeg bare skullet være stoppet der. Så var jeg nok ikke faldet i søvn med hovedet på toiletbrættet kl. 23.10. Og jeg havde måske også kunnet klare lørdagens bleskift selv.
Gemalen var heldigvis sød, (men kender jeg ham ret skal jeg nok komme til at høre for det. Mange gange.) Det er anden gang i vores forhold, at jeg har været så vissen og tredje gang i hele mit liv. Andre fik det overstået som teenagere. Jeg var over 20 første gang det gik så galt.
Nå men det er altså ikke noget jeg gider at vade mere i. Det var sjovt mens det stod på, det var ikke så sjovt bagefter, og det sker aldrig igen, for til sommer bliver jeg 30 og så klipper jeg mig korthåret og bliver kedelig. Og ansvarlig. (Hvis altså ikke jeg har glemt det til den tid.)
Tilbage til starutten: Hvornår fa'en stopper sygdomshelvedet? I fredags hyrede jeg min far til at passe hende og i morgen kommer hendes farmor. Hun har endnu ikke prøvet at være i vuggestue en hel uge fordi hun bliver syg hver gang vi bare nærmer os lågen ind til vuggeren. Kors hvor er jeg træt af det. Og hvor er jeg taknemmelig for, at bedsteforældrene kan træde til engang imellem, selvom de skal op før fanden får sko på for at nå til København.
Der var engang, hvor jeg var lidt misundelig på kolleger, der var hjemme og hygge med syge børn. Nu ved jeg at det er benhårdt arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar