fredag den 30. marts 2012

Huuut huuut blogfri torsdag

Torsdag er bloggens faste hviledag, for der er jeg optaget andetsteds. Jeg ville gerne skrive, at mine torsdag aftener bliver brugt på fægtning, frivilligt arbejde, sprogkursus, drinks med veninderne eller andet som tilfører småbørnsfamilielivet lidt prestige, men sådan forholder det sig ikke.

Torsdag aften bliver tilbragt i vandret position på sofaen foran fjerneren. (Total mangel på prestige og blær.) Først Masterchef på TV3, så Rita på TV2 og til sidst Sagen Genåbnet på DR2, hvor mine fjernsynstrætte øjne glipper lidt rigeligt til, at jeg helt fanger, hvordan de fandt frem til den skyldige.

Det lyder af meget (det er det også), men faktisk slutter det sidste program 22.30, hvilket passer fint med, hvad jeg synes skal være min sengetid. Det bliver det bare aldrig. Oftest skal vi lige have ryddet af bordet, for det når vi af en eller grund aldrig om torsdagen. Andre gange skal vil lige tale sammen. (Altså når de 3 reklamepauser i Masterchef ikke er nok.) Og så er der de dage, hvor vi bare burde være gået i seng. F.eks. i går.

Gemalen syntes, at han starutten trængte til lidt forkælelse, så han havde købt Timmy Time som gift box - i alt 420 minutters film med et nuttet lam og venner.  Jeg nægter at skrive præcis, hvor mange minutter det blev til, men det var nok til, at jeg nu kan navnene på alle vennerne og den sindssygt irriterende lærer-ugle (Osbourne), der kan sige huuut huut på 52 forskellige måder.

Det var også nok til, at starutten ikke får lov til at se sine nye film i meget lang tid. Og mest af alt var den tv-aften nok til, at vi nu har opsagt vores abonnement.

Det har været under overvejelse et par uger, men nu er det afgjort. Når vi flytter, er det slut med at se tv. Vi får nok på et eller andet tidspunkt købt sådan en dimmer, så vi kan se de gratis kanaler, og vi kan stadig se dvd, men uden alle skodkanalerne bliver tv-forbruget stærkt begrænset. Og så bliver der tid til syprojekter, træning og kaffe med veninder (det skal jo ikke blive alt for fancypancy.) 


Jeg glæder mig!

mandag den 26. marts 2012

Selvmål

Starutten er simpelthen så skør og skøn her for tiden, at jeg er fuldstændig svimlende vild med hende. Mere end nogen sinde.

Herhjemme taler vi ofte om, om det virkelig er sandt, at hun er det smukkeste, dejligste, sødeste, sjoveste og frækkeste barn i verden eller om vi måske bare er ramt af forælderblindhed. Her til aften fandt jeg så på at lade det komme an på en prøve. Jeg tog google til hjælp og søgte på "sjov historie et-årig" for at se om hun har en værdig konkurrent. Gæt lige, hvor jeg blev sendt hen!

Lige lukt hjem til egen blog.

Dermed kan vi jo så konkludere, at vi ikke er blinde, men bare meget meget heldige :-)

søndag den 25. marts 2012

Mappebananer med mere

Jeg har simpelthen haft så meget på hjerte de seneste par dage, men ingen tid til at skrive. Nu hvor jeg endelig har en halv time, er alle tankerne dog forsvundet. Heldigvis kiggede jeg lige forbi KongMor, der har skrevet et lille indlæg om kransekage, og det fik mig til at tænke på min morfar.

I må ikke bebrejde mig, hvis jeg har skrevet om ham før. Min hjerne er gået i tomgang, og jeg kan simpelthen ikke huske det. Det skulle dog ikke undre mig, om jeg har. Han var nemlig fuld af gode historier.

Kender i måske nogen, der som over 80-årig har fuld gang i nyttehaven, bager kransekager og får kærestebreve? Og scorer damer, der er næsten 10 år yngre? I så fald har det nok været min morfar.

Faktisk var han verdens sejeste mand. Seriøst! 

Engang opfandt han en hejrealarm. Han havde en kæmpe velholdt have, hvor græsset voksede så tæt og fint, at jeg havde ham mistænkt for at trime plænen med en neglesaks. I den ene ende af haven havde han anlagt en guldfiskedam, men desværre var hejrenes hyppige besøg årsag til en meget lav fiskebestand.

Hejrealarmen bestod af en bevægelsesscensor og en plade med godt gammelt rocknroll. Hver gang fuglene kom i nærheden af dammen, blev de blæst væk af musikken, der buldrede derudaf. Glæden over alarmen varede dog kort. Naboerne (og måske også morfar) blev nemlig hurtigt trætte af, at også regnen aktiverede den.

Han var også ret sej, da han som 86-årig overlevede et hjertestop i en grøftekant under en cykeltur. Sandsynligheden for det er ca. 0. Det var noget af en forskrækkelse for alle os andre, men selv tog han det meget pænt og gik i gang med at undersøge prisen på en elcykel. Han måtte jo erkende, at kroppen ikke var, hvad den havde været, selvom han blev ved med at udfordre den med havearbejde og tumlen med oldebørn.

Min morfar var lidt af en lurendrejer. En rigtig fiffig én, der med sine små besynderligheder og diskrete charme altid kunne lokke et smil frem. 

Da jeg for 5-6 år siden skulle til Paris med min mor og min morfar, havde han en rigtig fin mappe med. Min mor og jeg var selvfølgelig meget nysgerrige efter, hvad han gemte i den. Vi blev noget overraskede, da han stolt åbnede den og fremviste tre bananer - en til os hver. Han havde aldrig brugt mappen, og havde endelig en anledning. Vi spiste hver en banan, og så var mappen tom.

Der var også den jul, hvor det blev ved med at ringe på døren, og vi på skift rejste også fra gaveudpakningen for at lukke op. Der var bare ikke nogen. Efter en times tid bemærker jeg min morfars smørrede smil, og så må han gå til bekendelse. Op af lommen trækker han udløseren til en trådløs ringeklokke, som han netop havde købt et par dage før. Han syntes åbenbart, at vi trængte til lidt motion oven på julemaden.

Jeg kan blive ved med historierne om min morfar. Jeg kunne fortælle om dengang vi ventede min onkel hjem fra mange måneders rejse, men gemte os for ham, fordi han var forsinket. Jeg kunne fortælle om, hvordan han tævede mig i stangtennis og aldrig lod børn vinde i spil. Jeg kunne fortælle om hans sirlige orden og hans meget firkantede holdninger, og jeg kunne fortælle om alle de mærkelige jobs, han har haft. Jeg kan til gengæld ikke fortælle, hvordan det lykkedes ham altid at være så forudsigeligt punktlig. 

Det var ellers noget han godt måtte have lært mig.

onsdag den 21. marts 2012

Starutter kan ikke lide sne

Starutten havde en herlig skiferie. Og det på trods af en dag med høj feber, en hel uge med fuldstændig stoppet næse og en meget overraskende foragt for sne.

Heldigvis kan starutten godt lide at køre i pulk. Og sove i pulk. Er I klar over, hvor meget en et-årig starut på skiferie sover? Jeg fortæller gerne: Starutter sover ca. 10-11 timer om natten og 2 timer i pulken under formiddagsskituren. Når man så har spist frokost, og tror at man skal ud i sneen med kælk, skovl og spand, ja, så tager hun da lige 2-3 timer til. Og så skal man spise igen, og dagen er slut. (og så slap den lille udsekulerede krudtugle for at komme ud i sneen og lege med sin mor.)

Starutten kan også godt lide at hilse på hotelgæster. Hele tiden. Jeg var lidt bekymret for, om de ville blive sindssygt trætte af hende, men jeg tror faktisk, at de syntes hun var sød. Tre nordmænd fortalte endda, at de kaldte hende 'Frøken Hej', og det må helt sikkert være positivt.

Nogen gange skreg hun lidt ved måltiderne (sådan ca. hver aften fordi hun var træt og hver frokost fordi hun ikke måtte gå rundt og sige hej), men alle de andre gæster tog det pænt. De første dage hjalp det nok, at hun var eneste barn på hotellet. Sidst på ugen skyldtes det helt sikkert de to forfærdelige søstre med tøffelmænd og i alt fire højtråbende børn, som kun blev overdøvet af mødrenes arrogance. En aften blev starutten faktisk så paf over deres opførsel, at hun sad helt stille og spiste sin mad. Med bestik. (Det stoppede så midt i hovedretten, da jeg rykkede hendes stol ind og klemte det overtrætte barns finger.) 

Hun skreg dog allermest, når vi satte hende i sneen. Både gemalen og jeg er vilde med snevejr, og da starutten blev født den nat i 2010, hvor vinterens første sne for alvor faldt, var jeg overbevist om, at hun var disponeret til at kunne lide sne. Big mistake!

Først en time før vi skulle hjem, kom vi ud at lege i sneen med skovl og spand. Med tvang altså. Efter lidt tid besluttede starutten sig heldigvis for at indstille klynkeriet og hygge sig med os andre. Det var SÅ skønt at se hende traske afsted i det hvide landskab!

Små starutfødder, der efter en uges overtalelse betrådte den farlige sne.

Og så var det tid til at tage hjem.

Hendes kærlighed til Oslobåden er vist omvendt proportional med hendes før så foragtelige forhold til sne, så hvis nogen trænger til lidt motion, må I gerne låne hende med på et minicruise og en guidet tour på Oslobåden i 85 cm's højde.

mandag den 19. marts 2012

Vi er stadig kærester

Men det skyldes vist også kun, at min kæreste simpelthen er for udkørt til at blive sådan rigtig træt af mig. I en hel uge har han okset afsted med pulken spændt på hofterne og forsøgt at indhente sin manglende skierfaring, mens jeg er kommet susende med kampråbet:


Af banen, af banen her kommer bananen!! 

Ikke særligt belastende vel? I hvert fald ikke i forhold til den morgen, hvor der lå en hel efterskole og rodede rundt på løjpen, og jeg fik sagt noget med, at det jo var meget heldigt, fordi det så ikke blev gemalen, der ødelagde min skioplevelse. Nøj hvor blev han fortørnet.


Det viste sig dog at blive mig, der ødelagde hans skioplevelse en lille smule. Det skete den dag, jeg meget storsindet tilbød at tage tjansen som æsel. Jeg spændte pulken fast om hofterne, og så gav jeg den gas. Da jeg overhalede ham, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at brøle:

Af banen, af banen her kommer bananen!! 

Jeg ved godt, at det er lidt barnligt, men jeg kunne bare ikke lade være. Og heldigvis er han her endnu. Ja faktisk står han lige udenfor med dunkende hoved og en næse, der er ved at løbe fra ham, og skifter slange på min cykel. Jeg sidder foran fjerneren og kværner caramints og bliver mere og mere overbevist om sandheden i første sætning. Han er simpelthen for udkørt til at blive træt af mig.

Må hellere fortsætte stilen, så han ikke kommer på andre tanker...

torsdag den 8. marts 2012

Dobbelt op på støvlekrise

Nu skal det her indlæg godt nok handle om støvlekriser, men til at begynde med smider jeg lige en lille cykelkrise i puljen. Min cykel er nemlig flad. Flad på den der kan-hverken-pumpes-eller-lappes-måde. Og det er eddemame krise.

Selvom jeg kun bor fire km fra mit arbejde, er det lidt af en udflugt med det offentlige. Vi taler bus og gang til vuggeren, og derpå en lang gåtur, en kort togtur og så lige en ekstra bustur for at komme til arbejde. Og så skal barnet jo også hentes igen...

Når man så samtidig skal skaffe et par støvler senest i dag, og man også lige havde en lille krise over en nyvasket flyverdragt, der ikke var tør, kan man godt komme til at forlade hjemmet fyldt af en god blanding af mismod og stress og med hovedet under armen. Og så er det man støder ind i støvlekrise nummer to. I får den meget kortfattet i stikordsform:

Regn. Gummistøvler. Lækre støvletter i en pose. Hurtigt ud af døren. Ankomst til arbejde. Lækre støvletter ikke ankommet til arbejde. Møde med 8 buisnessmænd fra stor virksomhed iført blomstrede gummistøvler. Ikke virksomhed eller velklædte mænd, men mig.

Øv! Havde ellers brugt hele aftenen på at øve mig i at se seriøs ud. Totalt spildt indsats. På trods af lidt ekstra nervøsitet overlevede jeg dog, og det gjorde jakkesættene vist også.

Og så skete miraklerne ellers. Den opgave, jeg har kæmpet med de sidste par uger, viste sig lige pludselig fra en ny og samarbejdsvillig side, så jeg fik mulighed for at gå tidligere. Jeg ringede derfor til den Birkenstockbutik, som  i følge Øglemor havde Pajas-støvler på udsalg. Det havde de desværre ikke længere. En hurtig internetsøgning viste til gengæld, at Billing havde dem. Endda også på tilbud. De blev derfor lynhurtigt købt over nettet, og da der en time senere tikkede en sms ind om, at de var klar til afhentning, var jeg den der var skredet.

Så nu har jeg støvler! YAY!

For at det ikke skal være løgn, er det her ikke sæsonens eneste støvlerkriser. Sådan en kan man nemlig også få, når man skal købe støvler i str. 22 midt i februar. Det kan man faktisk ikke. Altså bortset fra i én eneste netbutik. ((Og den får I sgu ikke navnet på - der skal jo også købes støvler næste år.)


Det var min kampdag (og sikke en kamp.) Nu vil jeg smække benene op og nyde, at både mor, far og starut har støvler. Jeg vil også sige på gensyn, da jeg nok ikke når forbi bloggen, før vi om et par dage sætter kursen mod Le Nooord (Har I også set Bienvenue chez les Ch'tis? Den er megasjov, så hvis ikke I har set den endnu, skal I se at få det gjort.)

Hyggehejsa!

tirsdag den 6. marts 2012

Kriser i flere størrelser

Tøjkrise!

Det var vist det, der ramte den lille dame, da vi skulle ud af døren i morges. Hold da op hvor hun flegnede. Hun var ellers nydelig påklædt, da flyverdragten blev fundet frem, og det gik op for mig, at det nok blev lidt for varmt med fleecetrøjen. Altså den fine røde fleecetrøje, der er meget blød at røre ved, mens man (mest starutten) siger a-aaaah, og som har knap på hætten og jordbærpige på maven.

Fleecetrøjen skulle altså af igen, og så brød verden ellers sammen for den lille starut.

Så hun fik naturligvis straks trøjen på igen.

Nogen er nemlig ikke så god til konflikter, og helt ærlig så gad jeg ikke lige at diskutere proportionssans med starutten. For det er da helt ude af proportioner selv at ville vælge sit tøj, når man kun er et år. Især når ens mor har langt større kriser. Støvlekriser!

Med kun fire dage til skiferie, hvor der skal kælkes og leges i sneen, er det bare rigtig ærgerligt, at skoskabet absolut ikke råder over fornuftigt vinterfodtøj i damestørrelser. Høje hæle, ruskind og knapstøvler hører bare ikke hjemme i store bløde snedynger, så efter arbejde gik turen til Fisken for at finde noget lidt mere praktisk (og kedeligt) fodtøj, som ikke bliver ødelagt af sneen (og hvor det egentlig heller ikke ville gøre så meget. Suk.)


Var der rent faktisk et udvalg af solide støvler i marts? Ja. Fik jeg et par støvler med hjem? Nej. Der findes åbenbart ikke fornuftigt fodtøj til mine fødder. Jeg er simpelthen skabt til spidse sko og høje hæle! Samtlige fornuftige støvler i centeret er brede i hælen, korte i snuden, løse om anklen og meget, meget dyre. Tænk at fornuftige støvler, kan være så ufornuftige. (Skumle, skumle, skumle)


Nu må jeg på den igen i morgen, og hvis ikke heldet er med mig, ja så må jeg ofre knapstøvlerne. (Og så skal den lille starut nok få en rigtig krise at se.)

lørdag den 3. marts 2012

Så sandt som det er sagt

Pædagog til starutten: Du er en lille frækkert!
Starutten med et smørret smil: blablablablablablablablablabla

Der er vist noget om snakken...

torsdag den 1. marts 2012

Jeg glemte vist noget

I mit sidste indlæg glemte jeg helt at nævne alle jer skønne bloggere. I er fandeme dejlige. Jeg kender jer ikke, men jeg kender jeres søde kommentarer, og jeg synes, at det er helt fantastisk, at nogen jeg slet ikke kender faktisk "passer" lidt på mig, når jeg er ked. For det gør I. Jeres kommentarer sætter en masse sunde tanker i gang, og jeg er bare SÅ glad for dem.

Skal jeg lige sige det igen? Jeg elsker jeres kommentarer!