onsdag den 30. november 2011

Jeg ELSKER pakker

Det er eddermame en god pakke, jeg har fået fra Kongmor! Efter to lange døgns ventetid fik jeg endelig hentet den i dag. Og den var god!  Jeg var så spændt, at jeg ikke engang havde forladt posthuset, før jeg havde aftapet den og taget et lille smugkig. Faktisk var jeg slet ikke kommet væk fra kasselinjen (eller hvad det nu hedder, når det er et posthus) til stor irritation for både personalet og de andre kunder. (Læser I med her, vil jeg gerne lige give jer en dybfølt undskyldning. Det er bare så sjældent, at jeg får en pakke - og det var altså herrepinligt for mig, så slap nu lige af.)


Ser den ikke bare spændende ud? Jeg forstår slet ikke, hvordan det lykkedes Kongmor at lukke den. Den er jo propfyldt. Der var et supersødt kort med, som helt sikkert er hjemmelavet og som var fyldt med pæn skrift og søde ord.
 

Det første, jeg fik fat i, var to styks hyggeligt julepynt, som jeg glæder mig til at hænge op i morgen, når julemåneden begynder.


Neden under lå en æske med små lys, som skal sprede hygge her i den mørke tid. Der var også en lyseslukker, og den er jeg rigtig glad for. Sådan en mangler jeg nemlig, og så slipper jeg for selv at være det. (høhø)


Og så var der karameller. Det her er den sidste, men dens restlevetid er vist begrænset til omkring 10-15 sekunder. Den første spiste jeg allerede på posthuset. Det er heldigt, at jeg nåede at tage et billede, så jeg kan huske, hvordan de ser ud næste gang jeg kommer til Frankrig. Jeg plejer nemlig altid at købe Carambar på grund af de dårlige vittigheder, jeg alligevel ikke forstår, så det bliver vist ikke det store tab at skifte dem ud med dem her. (Og der røg den sidste.)


De her festlige chokolader er også helt geniale. Man kan nemlig trække i dem som en knallert. Det er godt nok ikke lykkedes med de to, jeg har forsøgt mig med, så jeg har valgt en ny tilgang. Man åbner chokoladen på traditionelvis og trækker så i bom-papiret, mens man gumler løs. Ligesom Carambarerne er der også små tekster indeni. Forskellen er bare, at jeg forstår dem her, og det er altså et stort plus. Konklusion: Det er slut med Carambar. Der findes både smags- og underholdningsmæssige gufalternativer, der er langt bedre.



De her lækre sokker lå også i pakken. For et år siden smed jeg alle mine strømper ud og købte 20 nye, ens par med forventning om, at jeg så altid ville kunne finde to, der matcher. Det var så løgn. Strømper ændrer sig åbenbart, og resultatet er, at jeg ikke har to strømper, der passer sådan rigtigt sammen.

Derfor besluttede jeg for noget tid siden, at alle mine sokker skulle være forskellige, så jeg ikke bliver i tvivl om, hvilke der hører sammen. Jeg kan kun sige, at disse julesokker lever op til det kriterie. Jeg har absolut ikke nogen, der minder det mindste om dem. Jeg elsker varme sokker, og jeg glæder mig til at tøffe rundt i dem hele weekenden. færdig

I bunden af pakken lå der noget forbudt noget: En cd med den musik, som Kongmor lytter til. Jeg har ikke hørt den færdig, men der er både Garou og Robbie, og dem bliver jeg altid lidt forelsket, når jeg hører deres stemmer. Jeg synes, at cd'en er en ret god idé. Det er sjovt, at vi har fælles favoritnumre og det er skønt med lidt ny musik, jeg ikke har hørt før. Og så fortæller musikudvalget jo også lidt om personen bag.


De her gaver var ikke i pakken. Så proppet var den trods alt ikke. De her gaver er til Starutten og Gemalens pakkekalender. (Så fik jeg lige fortalt, at jeg ikke kun modtager, men også giver gaver,) Vi deler, så vi får 8 pakker hver. Det er nemlig meget solidarisk lettere end at skulle finde 24 gaver til hver. Gemalen er i dette øjeblik ved at pakke de tolv gaver ind, som han har stået for, og jeg prøver at lade være med at smugkigge.

Mon ikke en ekstra knallertlade vil hjælpe lidt på nysgerrigheden? Jeg tror lige, at jeg nupper en til og sender en tanke til kongen i Normandiet.

mandag den 28. november 2011

Helt uudholdelig ventetid

Selvom jeg var hjemme allerede kl. 14.30, var jeg for sent på den. Jeg vidste sådan set ikke, at der var noget, jeg skulle nå, men alligevel var jeg for sent på den. Også selvom jeg var hjemme i hvert fald tre timer tidligere end beregnet, fordi der var en lille starut med betændte øjne, der måtte hentes hjem fra vuggeren.

Det var først da jeg så lappen i postkassen, at jeg opdagede, at jeg burde være blevet hjemme hele dagen. Pakkeposten havde nemlig været forbi med en pakke fra "France". Jeg gætter på at den er fra Kong Mor, og jeg er bare SÅ spændt på, hvad der er i den. 

Desværre må spændingen vente endnu et par dage på at blive udløst. Gemalen er på Fynland i morgen, og når jeg er alene med Starutten, kan jeg umuligt nå at hente pakken. Øv.

Det er fuldstændigt uudholdeligt at jeg skal gå og vente hele to dage. 

Især for alle dem, der skal høre på det.

søndag den 27. november 2011

Marcipandag

Dagen i dag er præget af sammenfaldet af to vigtige og personlige mærkedage, og jeg vil derfor fortælle en lille historie, som på sin vis knytter sig til begge begivenheder.

Jeg ved ikke, hvornår det begyndte, men det er helt sikkert flere år, før jeg blev født. Og det begyndte med min morfar.

Min morfar er opvokset med, at man til jul fik en appelsin og en pengegave, og det var også, hvad han selv gav. I hvert fald pengegaven. Det er vist mange år siden, at appesinen blev så almindelig, at den ville være en skuffende gave.

Indtil jeg var 8-10 købte han gerne en gave til mig, men derefter fik jeg som resten af familien også en flad kuvert af ham og min mormor. Til jul var der et julemærke på, og til min fødselsdag var der et fint kort i kuverten med en fuldstændig enslydende fødselsdagshilsen år efter år. Kun tallet var skiftet ud.

Der var dog én i familien, der udover den flade kuvert også fik en gave til sin fødselsdag. Den var godt nok ikke pakket ind, men en gave var det. Det var min mor, der var den heldige. Hvert år sidst i november troppede mine morforældre op på mine forældres adresse - nøjagtigt på det inviterede tidspunkt - med en flad kuvert og en rulle marcipan.

Selv da min mormor blev dement og senere døde, huskede min morfar marcipanen. Min mor huskede den til gengæld ikke. Eller også turde hun bare ikke stole på traditionens magt. I hvert fald købte hun altid selv en rulle forinden.

Sidste gang min morfar kom forbi med en rulle marcipan var i 2009. I foråret 2010 halede livet ind på ham og alle hans finurligheder. Men det skulle ikke være slut med marcipangaven.

Min mor havde fødselsdag den 27. november.

Den 27. november 2010 var en af de allerbedste dage i mt liv, og det var ikke på grund af hendes fødselsdag. Den 27. november 2010 var første gang jeg trådte ud fra hospitalet med min lille baby. Dog kun til låns. De følgende dage skulle vi tilbage 3 gange i døgnet, fordi hun skulle have antibiotika.

På trods af at jeg var gået en evighed over tid, havde jeg ikke fået købt en gave til min mor. Da vi højst uventet fik mulighed for at fejre hende den efterfølgende dag, styrtede jeg derfor ind i det nærmeste supermarked efter en rulle marcipan. Det var hvad jeg kunne overkomme, og det var samtidig den allerbedste gave, jeg kunne komme på. Nu havde hun fået en rulle marcipan i mere end 30 år, så hun skulle da ikke snydes denne gang.

Hun blev så glad for den. Hun blev dog allermest glad for, at vi kom og at hun som den eneste fik lov at holde vores lille sårbare starut. Vi havde ellers lovet hvidkitlerne, at hun udelukkende skulle være i mine arme. Nøj, hvor er jeg glad for, at vi brød det løfte.

I år er der så heller ingen mor, men hendes fødselsdag blev fejret alligevel. Først med frokost for familien og så gløgg og æbleskiver til alle dem, som har været så betænksomme det seneste halve år, og hvis hjælp, der ikke har overskud til at tage imod.

Selvom der hverken var mor eller morfar var det på en eller anden måde helt utænkeligt, at der heller ikke skulle være marcipan. Man kan ikke være herre over liv og død, men man kan da altid skaffe noget marcipan. Og lave en masse konfekt.

Lidt fornyelse skal der jo til, så kl. 12.21 (ikke helt så præcist som min morfar) troppede jeg op hos min far med en lille starut med øjenbetændelse, en gemal i sin pæneste skjorte, en hjemmegjort og meget lidt køn juledekoration og en masse konfekt.


Konfekt der smager meget bedre end det ser ud.
Påfugleinspireret julefrustration med indiske krydderier
Det blev han glad for, og det samme gjorde gæsterne.

Selvom begge mine marcipandagminder er glædelige, er de også forbundet med stor smerte og savn. Men så er det jo godt, at man har marcipan.

fredag den 25. november 2011

Ting man kan, når man er 1 år

Hold da op, hvor kan man bare meget, når man er et år! Inden for de sidste par dage har starutten bare haft så mange førstegangsoplevelser. Og det har hendes mor også.

Starutten kan nu binde knude på det ene ben i natdragten. Mens hun har den på vel at mærke. Det synes jeg faktisk er ret godt gået, og vælger hun en karriere inden for cirkusbranchen, skal hun nok få al min støtte. Det vil dog være rart, hvis hun snart finder ud af selv at binde knuden op. Eller bare skruer lidt ned for temperamentet.

Hun har også fundet ud af at stoppe pegefingeren op i næsen. Lykkeligvis er det hendes egen næse det går ud over. Hun har længe interesseret sig for min tud, men jeg har da nået at dreje hovedet væk, når pilfingeren blev lidt for nysgerrig. Hun kan faktisk få fingeren så langt op i næsen, at man ikke kan se de to yderste led. Jeg håber, at hun er anderledes proportioneret end meig, for hvis jeg var en lige så energisk næsepiller, ville jeg kunne klø mig på indersiden af øjet. (Ja, I skal da ikke spares for detaljerne.)

Nå men da vi bad hende om at få fingeren ud, gjorde hun det til vores store lettelse straks. Og stoppede så fingeren i munden. Mmmmmm...

Hendes lidt mere filosofiske side er også under rivende udvikling. Visne blade er bare det fedeste i verden. Både dem, som vinden puster henover parkeringspladsen og dem som ligger på jorden lige der, hvor vi skal gå. Man kan tale  længe til sådan et blad, når man er en lille starut. (Og man kan også blive lidt sur, når moren gerne vil videre.)

Der var en fjerde ting, jeg så gerne ville dele her på bloggen, men jeg har fudstændig glemt, hvad det er. Det var ellers ret sjovt - men det kan I vel ikke bruge til noget? Jeg kan til gengæld fortælle, hvad jeg har lært af staruttens første fødselsdag:

Man SKAL holde fødselsdag med sine forældre. Punktum, Basta. Færdig. Det er jo en kæmpevigtig dag. Jeg har altid prioriteret vennerne, men det får starutten altså ikke lov til. Eller okay, det skal kan jeg vel ikke bestemme, men jeg skal i hvert fald fejre dagen hvert år, om hun vil være med eller ej. (Og gøre dagen så attraktiv, at hun reelt ikke har noget valgt.)

tirsdag den 22. november 2011

For et år siden...

Jamen så er det jo i dag, at min lille starut har fødselsdag, og det er vi nogen der er meget taknemmelige for. Det var nemlig ved at gå ret så galt der for et år siden. Barnet ville bare ikke til verden, og da lægerne endelig fattede, at det ikke var noget hendes meget trætte mor kunne gøre noget ved, gik det babu babu til operationsstuen, hvor hun blev tvunget ud lidt i midnat. 17 dage over termin.

Allerede på det tidspunkt viste hendes stædige natur sig. Hun orkede nemlig ikke lige at trække vejret, så det gik babu babu videre til neonatal, hvor bagvagten blev ringet ind for at hjælpe den lille pige. Hendes mor havde ikke helt fattet alvoren, og syntes bare, at det da var meget dejligt, at barnet skulle tilbringe natten på neonatal, så hun kunne få lidt søvn. Heldigvis er moren her et år senere blevet lidt mere omsorgsfuld og moragtig. (At hun selv har taget en fridag, mens fødselsdagsbarnet er sendt i vuggestue skal man så nok ikke tænke så meget over.)


Og starutten har det godt og trives. Hun havde bare lidt startbesvær (og noget hvidkitlerne troede var lungebetændelse), men da moren endelig måtte se hende var hun uden for fare, og hun har haft det godt lige siden. (Altså ind til hun startede i vugger og blev kronisk forkølet.)

Med sine 4120 gram og 57 cm var hun lidt af en basse på neonatal. (Eller bøsse? Det var i hvert fald det fødselslægen kom til at kalde hende, da hun blev løftet ud af den etværelses.)  Hun var brølestærk. En dag gammel kunne hun ligge på maven med løftet hoved, og to dage gammel kunne hun hive iltslangen ud af næsen. Det var hvidkitlerne ikke så begejstrede for, og det er måske derfor der står følgende i hendes journal:

Stor, stærk pige med god tonus (ikke dårligt hva')
Temperamentsfuld lille pige, der dog falder helt til ro hos forældre (heller ikke spor dårligt)
Bliver meget frustreret hvis det ikke bliver som hun "vil"(Det kan så også gøre forældrene temmeligt frustrerede.)


Nå men nu vil jeg skynde mig ned at hente min temperamentsfulde bøsse basse, så jeg kan fejre resten af dagen med hende og give hende en masse kys og knus og resten af hendes gaver.

søndag den 20. november 2011

Dr. Oetker versus Mille Hausfrau

Et af nyere tids største slag udspillede sig i dag i mit køkken, og jeg var med ved fronten. Fjenden var Dr. Oetker, der dog i dagens anledning optrådte i skikkelse af gemalen.

Slaget vil med tiden overgå i historien som lagkagekrigen. Krigen hvor det én gang for alle blev afgjort om købebunde med købecreme eller hjemmebagte bunde med hjemmekogt creme er bedst. Sidstnævnte løb naturligvis med sejren. Ikke kun fordi den så bedst ud, men fordi den (til nogens store overraskelse) også smagte bedst, og derfor var den mest populære kage på fødselsdagsbordet.

Den overgik endda den fine, lyserøde prinsessekage med hindbærskum,  der pænt holdt sig uden for krigszonen. At hendes rester så blev brugt til en helt anden slags krig, da gæsterne var gået, er en anden sag. (En krig der først stoppede, da det hvide gulvtæppe var blevet lyserødt og undertegnede fik et hindbær i næsen.)

Det var staruttens første fødselsdag, der blev fejret lidt på forskud. Jeg havde glædet mig til at se hende gå om bord i lagkagen, men det gad hun altså ikke. Hun ville bare have en ekstra bolle med smør. Eller rettere: Noget ekstra smør med bolle. Og det fik hun så.

Hun fik også et væld af gaver: Et legekøkken fra morfar, som straks blev samlet. Bøffer og frugter af ægte træ fra en af fadderne, og en hjemmestriket vest med søde ugleknapper fra den anden. Hun fik også to  trækdyr, et puslespil, en tallerken og bestik, bukser, sokker og hue. Og en bobles elefant, som jeg  må erkende er en genial opfindelse. Overpriced men genial og slet ikke spor grim. (Og når barnet sover kan den bruges som fodskammel.)

Det var en superhyggelig dag, men også lidt vemodig. Der manglede nemlig en mormor, og en dag som i dag er det ekstra svært. Også selvom man har sjov med både den ene og den anden slags lagkagekrig. Manglen var ikke mærkbar, mens lejligheden stadig var fyldt med gæster, men her bagefter bliver savnet altså stort. Og sådan skal det nok bare være. Og jeg kan godt klare det nu. Det er faktisk lidt rart at savne. Jeg kan ikke forklare det, men det er det.

onsdag den 16. november 2011

Hrmpf!

Gemal: Lottotallene er kommet nu.
Mille: Aaaajjjj, jeg tør næsten ikke at kigge...
Gemal: Nå men det kan du roligt gøre, for der er altså ikke nogen, der vundet den helt store gevinst.


Nu gider jeg ikke engang at tjekke kuponen. Spassernar! Øv.


Edit: Og nu fortsætter han gudhjælpeme: Det er også lidt sjovt ikke? Noget vi kan grine af om 5 år. (nedstirringspause) 10 år?

At finde nålen i høstakken

For første gang nogen sinde har jeg i dag købt en lottokupon, og nu ligger den så på bordet foran mig og venter på at blive udråbt som vinder. Tænk at sådan en lille størrelse kan være 92 mio. værd!

Jeg har selvfølgelig allerede planlagt, hvad der skal ske, når jeg som den eneste får del i de mange millioner. Altså kun i de store træk.

Først vil jeg donere en million til Afrika, og så vil jeg gå i gang med den lidt mere detaljerede plan. Det kræver sandsynligvis lidt tid, så jeg bliver jo nok nødt til at sige mit job op. Jeg skal jo også ud at se på Frederiksbergvillaer, så jeg får valgt den helt rigtige.

Når jeg så sidder i mit ny hus palæ, skal jeg have ansat noget personale, der kan hjælpe med rengøring, madlavning, have og indkøb af kedelige basisting. Alt det spændende køber jeg selv i Torvehallerne, Mad og Vin og hos diverse lokalproducenter rundt om i verden.

Barnepiger og au pairs får jeg ikke brug for. Jeg kan godt lige klare at følge starutten i vuggestue, inden jeg slår mig ned på yndlingscaféen eller i mit eget frederiksbergske landkøkken med en nybagt croissant, dagens aviser og en kop dampende gourmetkaffe. Så skal jeg naturligvis mødes med min personlige træner til lidt croissant-forbrænding, og bagefter venter torvehallerne, den dyre ende af strøget eller en god bog. Derpå henter jeg starutten til en tur på legepladsen, før vi vender hjem til et køkken, hvor kartoflerne er skrællede og salaten er skyllet, så vi kun skal lave de sjove ting.

Hvis nu (og det er meget hypotetisk) at jeg skulle savne mit arbejde bare en lille smule, vil jeg slå mig ned som konsulent. I et eller andet. Med 92 mio. kr. er det vel ikke så vigtigt, hvad det skal være. Det kunne også være, at jeg skulle opkøbe et par ejendomme og sætte dem i stand for at leje dem ud ganske billigt til ordentlige folk. Når nu Afrika får, kan jeg da også give lidt herhjemme.

Der er dog ingen millioner til hverken Afrika eller lækre og billige lejligheder, før millionerne er hus, så før jeg går videre med planlægningen, skal jeg have fundet svar på følgende:

1) Hvornår trækker de tallene?
2) Hvordan og hvornår får jeg udbetalt præmien?

søndag den 13. november 2011

Når rigtigt er forkert og forkert er okay

Nogen gange gør man noget slemt, som faktisk viser sig at være helt okay, og andre gange gør man noget rigtig godt, som så viser sig at være rigtig slemt.

Hjemme hos os er vi rigtig glade for Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q. De første tre købte vi i hardback, så det skulle den sidste også være. Derfor har vi ventet et helt år på at købe den.

I sidste uge kom gemalen så glædestrålende hjem med en pose fra den lokale bogpusher og fik mig til at love at holde nallerne fra hans bog, indtil han selv havde læst den. Jeg var ikke i tvivl om hvilken bog det drejede sig om og gik kun ind på aftalen fordi der var noget kild involveret. Det kan få mig til at love, hvad som helst.

Der skete så det, at gemalen sad inde på kontoret og bogen lå på sofabordet. Jeg kom sådan lidt tilfældigt forbi med en kop te og skulle liiiiiiiiiiige læse bagsiden. Og første side. Der blev til første kapitel. Og pludselig sad jeg der med næsen begravet i bogen, mens teen nærmede sig stuetemperatur.

Der er kun en måde at sige det på. Gemalen blev ikke glad. Han gad ikke engang at kilde mig som straf. Skuffelsen lyste ud af ham, men han lod mig da beholde bogen. Og den er altså god! Det eneste minus er  at hver eneste linje, jeg har læst, har været forbundet med en lille skygge af dårlig samvittighed.

Men det har der slet ikke været grund til. Her har jeg troet, at jeg havde tyvstjålet HANS bog, og så viser det sig, at han har købt den for VORES penge. Helt ærlig altså! Så er det jo slet ikke slemt, at jeg kom til at læse i den. Det er faktisk helt okay. (Her er han måske af en lidt anden mening, men der vurderer jeg altså lige, at min mening er vigtigst og mest korrekt.)

Hvad der til gengæld viste sig at være slet ikke på nogen som helst måde overhovedet okay, var da vi ville forkæle vores lille starut med et skumbad. Hold da helt kæft hvor hun skreg. Og skreg. Og skreg.  Det endte med et skumfrit bad i håndvasken og en smilende baby. Se det var en misforståelse, jeg ikke havde set komme.

torsdag den 10. november 2011

svenskordknaphedsblog

Jeg har lidt en forestilling om, at den måde vi blogger på (i hvert fald os med personlige blogs) er udtryk for den måde vi tænker på. Jeg tænker eddermame meget, og ofte er det mange lange tanker om alt muligt ligegyldigt. Lidt lige som mine blogindlæg, der også er en masse sludder om ikke særlig meget. (Fedt at I gider læse med i øvrigt!)

Jeg gad ret god at være en af dem, der skriver korte indlæg, hvor det er ren pointe og så slut. Tænk hvis jeg kunne fatte mig i korthed både inde i hovedet og på bloggen! Det ville altså være lidt sejt.

Der er dog nogen i vores naboland, der har taget det der med korte blogindlæg lidt for alvorligt, synes jeg. Og ja, jeg tænker på nanoblogg, hvor man kun må skrive et enkelt ord. ET ORD! Det er jo en fuldstændig sindssyg udfordring for et menneske som mig.


Så jeg vælger naturligvis at holde mig væk.


(Og mens jeg holder mig væk, spekulerer jeg så over, om de ordknappe indlæg er udtryk for meget lav eller meget fokuseret tankestrøm.)

tirsdag den 8. november 2011

Ny kollega

Jeg har fået ny kollega i dag. Hun hedder Starut og er meget dygtig til mange ting. Hun kan f.eks tage alt papiret op af skraldespanden, og noget af det kan hun også lægge tilbage igen. Hun kan finde sjove genvejstaster på computeren og endda også selv lave nogen helt nye. Og så kan hun afbryde telefonen, når chefen ringer.

Selvom hun både var smaddersød og vældig dygtig og målrettet gik efter chefens stol og mødelokale, så kommer hun nok ikke igen. Hun skal nemlig i vuggestue i morgen. Der skal hun lære, at man ikke smører skrivebordet ind i leverpostej og at man ikke tømmer sin taske ud over hele gulvet bare fordi man kan.

Jeg kommer måske til at savne hende lidt. For det var faktisk ret hyggeligt at have hende med. Og selvom jeg skulle være efter hende, fik jeg en masse fra hånden. Det hjalp selvfølgelig også, at hun uden protester lagde sig til at sove to gange og at den ene lur varede næsten 3 timer. Det ved jeg ikke, om jeg tør satste på en anden gang. Men hyggeligt var det, og det syntes de andre på kontoret vist  også. Og starutten i særdeleshed.

mandag den 7. november 2011

Nej, jeg er ej!

Når nogen havner på denne blog fordi de googler "Klamme Mille", så håber jeg rigtig meget, at de kommet forkert.

Godt nok har jeg snot på trøjen, men indenunder er jeg faktisk ret lækker og slet ikke spor klam.

søndag den 6. november 2011

I dag burde det være nogens fødselsdag.

Scenen er sat. Gemalen sidder i lænestolen og ser film. Mille sidder i sofaen og har øjenen rettet mod fjerneren. Ser dog ikke film. Tænker.

Mille: Ved du hvad det er for en dag i dag?
Gemal: Øhhhhhhh (lang pause) Er det ikke søndag?
Mille: Nej helt ærligt. Hvad dag er det i dag?
Gemal: Øhhhh.
Mille: Kodeordet er fødselsdag.
Gemal: Er der nogen der har fødselsdag i dag?
Mille: Nej, altså. Nogen BURDE have fødselsdag i dag.
Gemal: Din morfar?
Mille: Neeeej, kom nu helt ærligt.
Gemalen pauser filmen og ser tænksom ud: Øhhhhhhhhhh
Mille: Starutten! (Sagt en lille smule bebrejdende. Kun en lille smule) Hun ville have haft fødselsdag i dag, hvis ellers hun var kommet til tiden. Det lille stædige og genstridige krapyl. (Det sidste blev vist bare tænkt.)
Gemalen tænder igen for filmen: Nå.


Mon ikke han også havde husket dagen, hvis det var ham, der nåede at være gravid i 42 uger. 

Plus det løse.

3dagesfeber og rastaputzsyge

Vi er stadig syge. Eller rettere, starutten er stadig syg. Først feber, så dårlig mave og så masser af virusknopper. Jeg blev kureret fredag aften på en skummel bodega med et par gyldne damer og ligeså mange rastaputz (eller hvad det nu hed. Det er i hvert fald ikke noget jeg behøver at smage igen.) Forkølelsen var væk ved første dram, og måske jeg bare skullet være stoppet der. Så var jeg nok ikke faldet i søvn med hovedet på toiletbrættet kl. 23.10. Og jeg havde måske også kunnet klare lørdagens bleskift selv.

Gemalen var heldigvis sød, (men kender jeg ham ret skal jeg nok komme til at høre for det. Mange gange.) Det er anden gang i vores forhold, at jeg har været så vissen og tredje gang i hele mit liv. Andre fik det overstået som teenagere. Jeg var over 20 første gang det gik så galt.

Nå men det er altså ikke noget jeg gider at vade mere i. Det var sjovt mens det stod på, det var ikke så sjovt bagefter, og det sker aldrig igen, for til sommer bliver jeg 30 og så klipper jeg mig korthåret og bliver kedelig. Og ansvarlig. (Hvis altså ikke jeg har glemt det til den tid.)

Tilbage til starutten: Hvornår fa'en stopper sygdomshelvedet? I fredags hyrede jeg min far til at passe hende og i morgen kommer hendes farmor. Hun har endnu ikke prøvet at være i vuggestue en hel uge fordi hun bliver syg hver gang vi bare nærmer os lågen ind til vuggeren. Kors hvor er jeg træt af det. Og hvor er jeg taknemmelig for, at bedsteforældrene kan træde til engang imellem, selvom de skal op før fanden får sko på for at nå til København.

Der var engang, hvor jeg var lidt misundelig på kolleger, der var hjemme og hygge med syge børn. Nu ved jeg at det er benhårdt arbejde.

onsdag den 2. november 2011

Ambivalent aflevering

Der var engang i sidste uge, hvor starutten ikke græd, da jeg afleverede hende. Det var dejligt.

Der var engang i denne uge, hvor hun rakte armene ud efter pædagogen, da jeg afleverede. Det var både dejligt og overhovedet ikke spor dejligt.

Det næste bliver sikkert, at hun også smiler og vinker. Det tror jeg faktisk bliver dejligt og kun dejligt.

tirsdag den 1. november 2011

Hun er muligvis en snotunge, men hun er min!

Efter halvanden måned i vuggestue er starutten lige så klam som de andre unger. Jeg ved godt, at man ikke må sige det højt og slet ikke skrive det på nettet, hvor hvermand kan læse det. Men det er desværre sandheden. Hun har nemlig fået et permanent grønt 11-tal under næsen, og politisk korrekthed eller ej, så er det altså topsnotklamt.

Heldigvis har hun endelig accepteret, at det faktisk er meget rart at få tørret det væk, inden den bakteriefyldte, slimede substans løber ned over munden. Uheldigvis får hun oftest tørret det af i min trøje, inden jeg når at gå til angreb med lommelet, køkkenrulle, ren karklud, brugt body eller hvad der nu lige er i nærheden.

Det betyder så, at jeg hver dag bruger 15 minutter på personaletoilettet på systematisk at gennemgå mit tøj for snot og forsigtigt duppe det af med et papirhåndklæde. Som så efterlader noget gråligt fnulder på mit tøj. Meget fnulder. Især på en dag som i dag, hvor der var ekstra meget snask der skulle fjernes, fordi den havregrødsindsmurte starut lige skulle give mig et knus på vej ud af døren.

Men altså hvad gør det, at ens lille pige er en tikkende grødindsmurt bakteriebombe, når hun har det dejligste smil i hele verden? Og hvad gør det, at man konstant ligner en, der er dyppet i snot og rullet i fnulder, når det skyldes knus og kram fra verdens sødeste lille pige? Ikke særlig meget. Faktisk slet ingen ting.

Det kan godt være, at hun er en lille bakteriebefængt snotunge, men jeg kan altså ret godt lide hende.