mandag den 2. maj 2011

Se lige hvad jeg har fået




En award! Den er fra Kong Mor, og jeg har fået den, fordi jeg godt kan lide kage. Det er da ikke hver dag, at man får en pris for det! Det har taget et par dage og en masse afbrydelser at besvare de mange spørgsmål, men det har nu været ganske hyggeligt og fremkaldt gode minder om min spæde ungdoms venindebøger.

Hvorfor startede du med at blogge?
Jeg oprettede min første blog for fire år siden, mens jeg var ved at skrive speciale. Jeg oprettede også en datingprofil og begyndte at interessere mig for madlavning, boksetræning og langdistanceløb. Total eskapisme, men af den mere fornuftige slags syntes jeg. Da jeg skrev bachelorprojekt var den helt store overspringshandling nemlig minestryger, og det var simpelthen for dumt.
Efter et par måneder måtte jeg dog lukke bloggen, da vores affære var blevet lidt for hed, og specialet følte sig nedprioriteret. Jeg prøvede at genoprette den, da specialet var afleveret, men læserne var forsvundet, pc'en gik død og ham den søde, jeg havde mødt på datingsiden, blev endnu sødere, og jaeh så var bloggen bare ikke så vigtig mere.
Nu har jeg så oprettet en ny. Dels fordi jeg faldt over den gamle og kom til at savne skriblerierne og dels fordi jeg er bange for, at der gror mug i hovedet på mig, hvis ikke jeg udretter et eller andet under min barsel. Så nu udretter jeg en blog.
Hvilke blogge følger du?
Jeg zapper ret meget rundt i blogland og læser hist og her. Jeg kan bedst lide de blogs som handler om ingenting (og alting), så det er primært dem, jeg følger. 

Hvad er dit favorit make up mærke?
Øhh, nu har jeg jo lige været gravid og ammer stadig, så jeg holder mig rimelig meget til Nilens Jord. Men det gjorde jeg vist også før. Til hverdag bruger jeg kun mascara og kun om vinteren. Om sommeren bryder jeg mig ikke om at have make up på. Her for tiden har jeg dog kun mascara på om torsdagen, når jeg skal i mødregruppe, og kun når jeg husker det. Når der er fest og ballade får den dog hele armen, og der skæver jeg hverken til mærker, parabener eller andet stads.
Hvad er dit favorit tøjmærke?
Det er helt sikkert alt det dyre og lækre, som jeg ikke giver mig selv råd til. Jeg har et par Karen Millen kjoler og skjorter, som jeg er særligt glad for, men det bliver dog aldrig mit yndlingsmærke. Det laver de simpelthen alt for meget grimt tøj til.
Hvad er din favorit parfume?
Det er den der fra Chanel, som står i skabet under vasken ude på badeværelset, og som jeg ikke kan huske navnet på, fordi jeg ikke har brugt den siden jeg stod med en positiv graviditetstest. Så hysterisk er jeg - altså bortset fra når der er fest, så må man nemlig godt.
Hvad er din favoritfarve?
Alle farver! Jeg elsker farver.
Hvad er din favoritfilm?
Der er ret mange, men der skal godt nok ledes i de mest kringlede kroge i knolden for at huske hvilke. Jeg kan godt lide Kielsowskis Bleu, Blanc og Rouge og i den mindre højpandede ende synes jeg, at Bienvenue chez les Ch'tis er ret så morsom. Hvis det ikke skal være fransk, kan jeg godt lide den svenske film Kopps, Babel, Babettes Gæstebud og mange flere. Den film jeg har set flest gange må være Bridget Jones. Ikke fordi den er specielt god, men fordi jeg kun tør se film, jeg allerede har set, når jeg er alene. Og så er den altså også ret morsom.
Hvilket land vil du besøge og hvorfor?
Jeg har en gammel drøm om at komme til Peru og Bolivia og se saltsletten og machu picchu. Desværre er min kæreste meget lidt rejselysten, så det må vente til starutten er stor nok til at tage med mig. Så kan hendes far tjene til vores tur imens.
Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?
Jeg glæder mig til at få ryddet op i mit klædeskab, at se mødregruppen på torsdag, en kaffedate med en veninde, et vennepars bryllup, et godnatkys fra min kæreste og at starutten begynder at spise grød, så jeg kan komme lidt ud på egen hånd.
Hvad er det mest spændende, der er sket i dit liv indenfor det sidste års tid?
Det har været et ret spændende år med mange store forandringer. Det mest spændende må nok være at se min kæreste som far. Det klæder ham ret godt.
Hvad er din største ambition?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig været særlig målrettet og er derfor lidt god til mange ting, mens der ikke er noget, jeg er sådan rigtig god til. Hvis jeg alligevel skal nævne noget, må det være at holde sammen på min familie. Det vil jeg rigtig gerne. Og nu hvor jeg skriver det, vil jeg det endnu mere. Jeg vil for alt i verden holde sammen på min lille familie og bevare det gode forhold til den lidt større familie.

Hvilken bog læste du sidst?/Læg et foto op af din bogreol
Jeg er i gang med Fortryllersken fra Firenze af Salman Rushdie. Det har jeg været siden jeg skrev dette indlæg, men med en baby på armen går det desværre lidt langsomt. Den er ellers ret god og kan varmt anbefales. Den sidste bog jeg læste var Romain Garys La vie devant soi. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder på dansk, men det er uden tvivl min yndlingsbog, og jeg har læst den mange gange.
Har du en pinlig historie, du lige vil dele?
Pinlige historier har jeg og desværre også nogen, jeg får helt ondt i maven af at tænke på. Det er dem, hvor jeg har opført mig dårligt. Der er selvfølgelig også dem, hvor jeg bare har været uheldig, og sådan en ville jeg da gerne komme med, jeg kan bare ikke komme i tanke om nogen lige nu ud over de helt gængse som at tale til fremmede, cykle gennem byen med nederdelens lynlås stående åben, date to brødre osv. Når jeg kommer i tanker om en af de rigtig pinlige historier, får den sit helt eget indlæg.
Hvad er din yndlingsaversion?
Det er helt sikkert, når der udøves vold mod det danske sprog. Det hedder ikke 'kommenterer på'. Det gør det altså ikke! Hvis der er noget, der vokser på en, kan det kun være mug, og folk, der skriver 'få avide', burde tvangstilmeldes et retstavningskursus.
Hvis du skulle være et dyr, hvilket skulle det så være?
Nadia, hvis du en dag kigger forbi her, vil du så være sød at hjælpe, for jeg aner det virkelig ikke?
Fortæl lige lidt om din værste scoring, vil du ikke?
Næh, jeg vil ej. Det er privat.
Hvad gad du godt være god til? 
Bare et eller andet. Som nævnt længere oppe, har jeg aldrig været rigtig god til noget. Og det er så løgn, for faktisk har jeg været ret god til at spille blokfløjte. Ja blokfløjte! Og nej det tæller vidst ikke rigtig, for det er bare ikke en særlig fed ting at være god til.

At blive god til noget kræver oftest, at man øver, og det har jeg bare aldrig rigtig gidet. Jeg gad godt, at jeg havde et talent, der ikke skulle passes og plejes, men som bare var der. Det har jeg måske også, men i så fald har jeg ikke fundet det endnu. Og jeg gider egentlig ikke at lede...
Okay nu har jeg det! Jeg gad godt at være god til dygtiggøre mig.

Jeg vil gerne give awarden og den lille udfordring videre til:
Jeg tror desværre, at den strander her. Det vil simpelthen være for pinligt at give den videre til en, der ikke opdager det, og det er der faktisk ret stor risiko for. Jeg har nemlig ikke så mange faste læsere, skal jeg sige jer. Faktisk ved jeg ikke, hvordan jeg finder ud af helt præcis, hvor mange der er, men jeg har regnet mig frem til, at der vist nok er tre. Den ene har givet mig awarden, mens de to andre har været i Blogland så længe, at de nok ikke har lyst til at lege med. Og hvem bryder sig om at blive afvist, når der inviteres til leg? Ikke mig i hvert fald, så af frygt for at blive afvist, holder jeg krampagtigt fast til min award og nægter at give den videre. My preeecious...

3 kommentarer:

  1. Jeg vil altid gerne hjælpe!
    Man vælger dyr efter, hvilke tegneserie-klicheer der er om et dyr, og hvilke der passer bedst på en selv. Eksempelvis er der ingen der gider være en slange, for den er skaldet og ond. Til sammenligning er tigeren ret populær blandt mænd fordi den er hurtig, stærk og flot.

    Alternativt vælger man bare dyr efter, hvad man bedst kan lide. Er du til katte? Så er du en kat.

    SvarSlet
  2. Hmm, der er da lidt at tænke over. Jeg tror sgu, at jeg hopper på tigeren sammen med mændene. Jeg vil også være hurtig, stærk og flot. Og stribet. Og fordi det passer helt sublimt med navnet på min første blog.

    SvarSlet
  3. Jeg vil gerne være fast læser! Men du har ikke fast læser-funktionen på din blog? (Har du? For så er jeg blind). Man kan tilføje den inde i blogger under 'Tilføj en Gadget', eller hvad dælen, det nu hedder. Den ligger bare lige dér og hedder 'Faste læsere'. Så er det også nemmere at holde styr på for dig, hvor mange der er :-)

    SvarSlet