Det lykkedes mig heldigvis at finde et refugium for weekenden. Min forældres sommerhus stod tomt, så fredag eftermiddag tømte jeg køleskabet, pakkede en taske med tandbørste og rene underdrenge og hundsede med gemalen, der under kyndig vejledning stoppede bilen med barnevogn, bleer og mine beskedne pakkenelliker.
På vejen gjorde vi stop ved mine forældre, fordi vi skulle låne noget trådløst internet. Det plejer bestemt ikke at indgå i en sommerhustur, men denne gang var der på forhånd dømt nul hygge.
Jeg skulle nemlig skrive en jobansøgning.
Og det er jeg meget dårlig til.
Virkelig dårlig!
Af ukendte årsager bliver folk omkring mig bare totalt krævende og pisseirriterende, når jeg skriver ansøgninger. Det eneste jeg kræver er frisklavet kaffe, fuldstændig tavshed, ingen bevægelser, absolut ingen kys i nakken og slet, slet ikke nogen opmuntrende smil eller utilfredse babyer. Hvor svært kan det være?
Et lille bitte sommerhus i regnvejr. En baby, der ikke kender spektret mellem glædeshvin og høje skrig. En kæreste, der lige havde fået nyt legetøj i form af et kamera. Oddsene for at få skrevet ansøgningen kunne godt have været bedre, og den blev da heller ikke færdig. Ikke engang tilnærmelsesvist.
Men det er den nu. Og den er også sendt afsted. Og resten af dagen skal jeg hygge med mit forsømte barn, der trods protester tilbagte det meste af mandagen i sin morfars arme, så jeg kunne få fred til at arbejde. Når det virkelig gælder, er starutten faktisk en ret så hensynsfuld baby, og det skal nu belønnes med titte-bøhleg, svingtur og jordbærmos.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar