Weekendforlængeren

Ahh, så er det weekend igen. På trods af, at jeg går hjemme hver dag, er der nu ikke noget så skønt som weekend, og det er egentligt lidt sært. Der er trængsel i supermarkedet, i zoologisk have og på den gode kaffebar. Der er skrigende unger overalt og stressede forældre, der skal nå at hygge sig med børnene, inden arbejdet igen kalder om mandagen. Alligevel er lørdag bare lidt bedre end tirsdag.

Man kunne selvfølgelig tro, at min kærlighed til weekenden skyldes, at min kæreste endelig er hjemme til at hygge om mig og starutten, men det er altså ikke det, der gør det. Jeg holder nemlig også rigtig meget af de weekender, hvor han arbejder, og hvor dagene egentlig bare ligner sig selv.

Det er heller ikke, fordi weekenden byder på flere selskabeligheder end ellers, for det er egentlig sjældent, at den gør det. Et par runde fødselsdag er det da blevet til, men ellers er der lige så mange bedsteforældrebesøg og kaffedates ugens andre dage. Runde fødselsdage er bare heller ikke nær så spændende, når man har en baby under armen.

Starutten er også fuldstændig ligeglad med weekendkonceptet. Hun opfører sig, som hun plejer. Der er derfor ikke noget med at sove længe, sidde på altanen med en god bog eller nyde en god middag i fred og ro. Alt er som på ugens andre dage, men alligevel er weekenden bare lidt bedre. Bevidstheden om dens dejlighed sidder åbenbart så dybt i mig, at  bare tanken om den gør, at jeg nyder dagene lidt mere end ellers. Og det er da slet ikke så dumt.

Efter weekend kommer så mandag, og hvor det før var en lidt kedelig dag, er den faktisk blevet en lille smule skønnere. Det er nemlig min og staruttens hjemmedag. Det er vores weekendforlænger, hvor vi kommer os over lørdagen og søndagens begivenheder (uanset om der har været nogen eller ej), og laver absolut ingenting. Det er den dag, hvor jeg læser lidt i en bog, mens hun tager en lur. Behøver jeg at sige det: I love Mondays!