Når glasset er halvtomt og røven er bred

I morges, da jeg hoppede op på vægten, standsede nålen på præcis 60 kg. Det er faktisk en ret okay vægt og det mindste jeg har vejet, siden jeg blev student, meeeen...

hvis jeg nu tabte bare et enkelt kilo mere, ville min vægt være noget i 50'erne, hvilket lyder meget bedre.
mine arme kunne godt være lidt mere tonede.
det kunne være spændende at prøve, hvordan det er at have flad mave.
tænk hvis jeg kunne komme ned i en størrelse 36.
de der fedtdepoter på inderlårene må da kunne trænes væk.

Jeg ville helt sikkert også have mere succes på jobbet, i kærlighedslivet, som mor og i verden generelt, hvis jeg blev bedre til at rense min hud, barbere ben, gå regelmæssigt til frisøren og huske at bruge make up hver dag.

Som om!

Jeg er så forbandet træt af, at kvinder (i hvert fald de fleste) bare ikke kan blive tilfredse med dem selv. Og jeg er ikke en undtagelse. For fa'en hvor ville mit liv være lettere, bedre og skønnere, hvis jeg havde tonede arme. Jamen det ville det altså!

Dagens vredesudbrud er direkte afledt af, at der er sket noget så sjældent, som at jeg har fået stukket et Alt for Damerne i hånden. Og endda læst i det. Jeg nåede faktisk helt til side 60, før jeg blev rigtig harm. Der er nemlig en guide til 48 fantastiske forårskjoler, der er opdelt i kategorier, så hende med den store barm, hende med de store overarme, hende med de brede lægge og hende med de brede hofter let kan finde en passende kjole.

Hvor er kjolen til mig? Mig med den smalle talje og de store bryster. Eller kjolen til min veninde med de lange stænger og slanke arme? Eller hende med det flotte skulder/halsparti og den veltrænede røv. Jamen jeg spørger bare.

Er det helt forkert, hvis man giver damebladene bare en lille smule af skylden for kvinders evige selvkritik? Det synes jeg faktisk ikke.