Hvad med starutten?

For et par uger siden fandt en bryllupsinvitation vej til vores postkasse, og selvom jeg godt vidste, at den ville komme, var det skønt at finde den der mellem pizzareklamer, fagblade og rudekuverter.

Jeg glæder mig rockermeget til at skulle til prinsessebryllup. Så skal jeg have fin kjole på, spise lækker mad, drikke mousserende vin, opleve gemalen folde sig ud som vittig og veltalende toastmaster, få lokket ham til at danse, klirre med bestikket, trampe i gulvet, konversere de ældre og feste med de yngre. Det bliver herligt!

Starutten? Hun er ikke inviteret. Jeg er helt sikker på, at det manglende navn i indbydelsen skyldes, at brudeparret ikke ønsker, at hun med sit frække smil og ene tand skal sole sig i al den opmærksomhed, der jo retteligt bør tilfalde dem.

Er jeg bitter? Nope, det er jeg ikke. Det bliver faktisk meget rart med en babyfri aften, og jeg glæder mig ret meget til at skulle ud blandt andre mennesker uden savl på tøjet og tasken fuld af tøjdyr.

Hvad der så er galt? Starutten skal passes. Passes! Det er hun aldrig blevet før. Til den tid vil hun kun være syv en halv måned, og så er man da stadig alt for lille til at blive passet. Jamen det er man!

Vi taler altså om, at min lille baby, som stadig bliver fuldammet, som afviser alle former for sutteflasker og snerper munden sammen, så snart hun ser en ske, skal passes en hel dag om ikke engang to måneder! Det er altså ret så meget tæt på forfærdeligt. Jo, det er!

Nu er der jo nok nogen, der vil mene, at jeg bør tage mig sammen, og til det kan jeg kun sige en ting: Jeg er helt enig!

For det første har brudeparret fået at vide, at starutten altså kommer med i kirke og til reception. (Faktisk spurgte vi pænt om det var i orden, og det syntes i hvert fald den ene af dem.) For det andet har vi aftalt, at mine forældre kommer og henter hende inden middagen og bliver hos hende til midnat, hvor jeg kommer hjem. Og for det tredje, så øver vi. Vi øver pasning og spisning. Spise-delen har forlængst fortjent sit helt eget indlæg, så det vil jeg ikke skrive mere om her, men pasningen kan jeg da godt bruge et par ord på.

For det går godt. Eller i hvert fald okay. Hun er nu blevet passet to gange. Første gang varede det kun de 30 minutter, jeg skulle bruge på en løbetur. I det tidsrum nåede hun slet ikke at blive sur. Til gengæld fik hun splittet en Kay Bojesen abe til atomer.

Anden gang var lørdag eftermiddag, hvor gemalen og jeg skulle i teatret og se monologer. Det fede ved en forestilling, der er sat sammen af fem monloger, er, at man godt kan skride i pausen uden at gå glip af slutningen. (Altså det ville selvfølgelig kun være aktuelt, hvis der blev problemer.) Det endnu mere fede var, at en af de første monologer var aflyst, så vi kunne komme til at ringe hjem ca. 20 minutter tidligere. For hvor var jeg dog nervøs. Hvis skuespillerne havde lampefeber, var det vist ingenting i forhold til min nervøsitet. De skjulte det i hvert fald godt, mens de styrtede rundt på scenen og talte med dem selv. Jeg -derimod - sad og vippede med tæerne, pillede ved den slukkede telefon i lommen og havde blikket fæstnet på uret, alt imens jeg nød forestillingen. For det gjorde jeg sgu.

Lyset var knap tændt, før jeg havde mine forældre i røret. Heldigvis var der ingen grund til at suse hjem, før vi havde fået anden del med. Starutten lå nemlig trygt og godt og sov i sin barnevogn. Hun havde godt nok været lidt sur tidligere. Faktisk havde hun vist nok skreget i 10 minutter, men så var de gået en tur og havde set på ænder og alt muligt, og det havde vist været meget hyggeligt. Til sidst var hun så faldet i  søvn, og hun sov endnu, da vi kom tilbage, præcis 2 1/2 time efter vi var taget afsted.

På trods af min nervøsitet og hendes skrigtur er jeg villig til at kalde det en succes. Nu skal hun bare lære, at skeer altså ikke er gjort af ondt stof, og så er jeg klar til at få passet hende igen. Og i længere tid. Måske endda en hel bryllupsfest.

Så skal jeg godt nok ud at vifte med ørene. (Og kun ringe hjem højst en gang i timen.)