Bloggere og pennevenner

Da jeg som 16-årig var på et sportskursus, mødte jeg en sød pige, som boede i den anden ende af landet. Vi udvekslede adresser, og de næste par år fløj brevene frem og tilbage mellem os. Der blev skrevet om kærester, dumme forældre, film, musik og naturligvis den sport, der havde ført os sammen. Brevene blev skrevet med farvede kuglepenne og dekoreret med klistermærker. De blev læst og genlæst med stor iver for til sidst at blive gemt væk i en æske, hvor de stadig ligger i dag.

I dag har jeg så min blog, og selvom det ikke er helt det samme, minder det altså en del om brevskriveriet. Forskellen er blot, at der er flere involverede og at modtageren ikke på forhånd er kendt/bestemt. 

Når jeg skriver et indlæg, er der af og til andre bloggere, der giver mig et ord med på vejen på samme måde, som min penneveninde kommenterede mine breve. Jeg får naturligvis ikke længere tilsendt breve specifikt til mig, men kan på min læseliste se, hvem der har noget nyt. Og selvom de dekorerede kuverter var hyggelige, kan et blogindlæg være mindst lige så kærkomment.

Da jeg var 18, besøgte jeg min penneveninde i Paris. Hun var der som au pair, og jeg var der på ferie og greb muligheden for igen at møde hende. Genertheden blev hurtigt overvundet, og vi hyggede os lige så godt, som da vi mødtes første gang to år tidligere. Året efter var situationen omvendt, og det var hende, der besøgte mig i det franske. Da jeg var tilbage i København, kom hun forbi ca. en gang om året, når hun alligevel skulle besøge sin søster. For to år siden flyttede hun så selv hertil, og brevstormen, der i forvejen var stilnet af, er nu helt væk. Nu dyrker vi til gengæld vores sport sammen og følges gerne til Franske Filmmandage i Grand.

Man bliver jo nysgerrig på den, man skriver med, og selvom man kun ses på skrift, kan man altså godt mærke om der er kemi eller ej. Det samme gælder sandsynligvis her i Blogland. For kender vi ikke hinanden en lille smule? Jeg er i hvert fald overbevist om, at Kongmor er både fandenivoldsk og filosofisk. Og tager jeg fejl, gør det ikke noget. I hvert fald håber jeg at kunne komme til audiens hos hende her til sommer og få ansigt på hende og andre bloggere, som jeg trofast læser med hos, og som jeg derfor føler at kende en smule.