Orv!

Der er nogen (eller i hvert fad en), der gerne vil være fast læser af min blog, og derfor har foreslået mig at slå den der "fast læser"funktion til. Den er jo sådan set standardinventar, når man opretter en blog her i blogspot, og når den mangler her på siden, skyldes det såmænd, at jeg selv har fjernet den.

Og hvorfor har jeg så det? Fordi det ville være skidepinligt ikke at have nogen faste læsere. Tænk at bruge tid på at skrive noget, som ingen gider at læse og så endda skilte med det! Det er jeg alligevel for forfængelig til. Eller rettere var. For nu kommer funktionen altså på. Det kan godt være, at min forfængelighed ikke vil være helt tilfreds med det tiltag, men den er stadig i så godt humør over opfordringen, at den nok skal klare det.

Formålet med bloggen har da heller aldrig været at få hundredevis af læsere. Jeg synes, at det er rigtig rart, at der er nogen, der rent faktisk har lyst til at læse med og tage del i mine tanker om stort og småt, og jeg bliver virkelig glad for kommentarerne. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at bloggen nok var blevet lukket igen, hvis jeg bare sad og skrev til mig selv og aldrig fik nogen feedback. Så kunne jeg ligeså godt købe en lækker læderindbundet dagbog.

Som jeg tidligere har skrevet, blev bloggen oprettet for at forhindre en fuldstændig nedsmeltning af min hjerne, og jeg tror faktisk, at det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i år. Jeg kan simpelthen ikke tillbyde mine hjerneceller jobs, der er udfordrende nok. Derfor har de fleste for længst sagt op og forladt matriklen. Desværre gælder det også de celler, som havde de mindst krævende jobs.

Jeg er f.eks blevet ret glemsom. Da jeg i forlængelse af påsken tog i sommerhus, havde jeg efterladt nøglen derhjemme. Glad og frejdig pakkede vi bilen og tog afsted på en lille uges ferie. Uden nøgle. Heldigvis overlappede vi med mine forældre, som var så søde at låne mig deres. Det er selvfølgelig sådan noget der kan ske, men dagen at efter mine forældre var taget hjem, gik det op for mig, at jeg ikke blot havde glemt nøglerne men også min jakke. Der følte jeg mig godt nok en anelse dum (og meget, meget heldig, da jeg fandt min mors cykeljakke i et skab.)

Bloggen her er et skønt sted at motionere de resterende hjerneceller. Det er en fornøjelse at udtænke indlæg, at formulere sætninger, bare at skrive løs og at få feedback på det, der nu alligevel foregår i mit hoved. Nu sætter jeg fast læser funktionen på og sætter mig godt til rette med en kop te, mens jeg venter på, at den første bider på krogen.