I lørdags var det så, at jeg skulle til 30 års fødselsdag og slå mig løs. Eller det skulle jeg jo ikke (altså slå mig løs), for det er altså ikke mulig at topdrive en ordentlig amme i dagens Danmark, og jeg havde ikke lige fundet en anden løsning på, hvordan starutten skulle få mad, mens mor her svingede træbenet og gav den gas til de sidste tre årtiers popmusik.
Inden vi overhovedet var kommet ud af døren, måtte jeg også opgive håbet om, at starutten kune sove fredeligt i udkanten af dansegulvet eller i et tilstødende lokale, for hun var nemlig stadig syg. Hun var faktisk så snottet og pylret, at jeg havde lidt mere ondt af hende end jeg havde af mig selv. Og jeg havde meget ondt af mig selv, for jeg havde virkelig glædet mig til den fest. Et afbud var derfor også helt utænkeligt.
Tre timers fest blev det til. Staruttens mundvige pegede ned af, hver gang hun nærmede sig døren til festokalet, så det meste af tiden hyggede hun med sin far i et andet lokale, mens jeg konverserede min bordherre og stoppede maven med oksesteg, bulgursalat og humus. Klokken 21.30 tog vi hjem med desserten i bagagen og en baby der lyste op i et stort smil, idet nøglen til vores lejlighed blev sat i døren.
Barnefaderen taler stadig om, at det var synd for den lille, men jeg synes faktisk, at vi gjorde det ret godt: Jeg fik fejret en af mine allerbedste veninder, og vi tog hensyn til vores babys behov. Hvis det var synd for nogen, var det da min kæreste, som tilbragte det meste aftenen i garderoben. (Det har han altså vundet ret så mange point på!)
Da vi kom hjem, tumlede vi med babyen, spiste brownie, sludrede og gik tidligt i seng. Det var faktisk en rigtig hyggelig og god aften, selvom jeg ikke nåede at føre mig frem på dansegulvet, (men så undgik jeg da også de pinligheder, det måtte afstedkomme.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar