mandag den 21. marts 2011

Blondine med brunettenavn

Min datter er ved at blive lyshåret. Det er der ikke længere tvivl om. Hver morgen, når jeg kommer for at tage min smilende og sprællende baby op af hendes seng, ligger der en lille bunke brune hår, hvor hendes hoved har hvilet, og under de fine, brune lokker, der stadig pryder hendes lille hovedbund, pibler det frem med små gyldne dun.

Det er bestemt ikke fordi jeg har noget imod blondiner, men meningen var altså, at hun skulle være mørkhåret. Jeg burde jo nok have vidst, at sandsynligheden for et lyshåret barn er rimelig høj, når barnefaderen selv er indehaver af en lækker, tyk, honningfarvet manke, og det var da heller ikke sådan, at jeg ligefrem ønskede mig et mørkhåret barn bare for at hun skulleligne mig mest. Faktisk havde jeg slet ingen præferencer på det område. Det er faktisk først nu, hvor hun begynder at blive lyshåret, at jeg tænker over det.
Problemet er nemlig kort og godt, at vi har givet hende et mørkt-hårs-navn.

Alle ved, at man kun kan kan være lyshåret, hvis man hedder Mette, Astrid, Lasse eller Niels, mens at man skal være mørkhåret for at hedde Katrine, Rikke, Peter eller Bo. Sådan er reglerne!

Mit barn har altså et navn, som kræver, at man har mørkt hår (eller rødt), og det er ærlig talt ikke særlig smart, når hun allerede nu er ved at blive lyshåret. Faktisk har hun to fornavne, som begge er mørkt-hårs-navne. Der kunne man jo godt have været lidt snedig som forælder og sørget for, at det ene var et lys-hårs-navn. På samme måde burde vi også under navnevalget have tænkt lidt over, om det var tyk- eller tynd-navne, høj- eller lav-navne og sød- eller dum-navne. Det sidste gav dog sig selv. Hver gang jeg foreslog et dum-navn, lød der et rungende nej fra min kæreste, og det samme skete den anden vej. Hvem fanden gider også have et dumt barn?

Om mit barn er lyshåret eller mørkhåret, højt eller lavt, atletisk eller buttet er til gengæld ikke så vigtigt, så det glemte vi altså at tage højde for. Det bliver derfor spændende, om hun kommer til at passe til sit navn. I følge navnet burde hun blive mørkhåret eller rødhåret, blåøjet, fregnet, mellemhøj, sporty, gæv og meget, meget sød, og det er da slet ikke så tosset.

2 kommentarer:

  1. Haha - mørkthårs-navn. Det er sjovt. (Og nu bliver jeg nysgerrig efter, hvad hun hedder). Bortset fra det, så kan sådan noget hårfarve jo ændre sig. Øglen var helt mørkhåret, da hun blev født, og nu er hun helt vildt lyshåret. Det samme var hendes far, da han var lille, og nu har han helt mørkt hår. Underligt. Men måske Øglen også ender op med mørkt hår engang. Derimod ender hun næppe med de mørke øjne, som både jeg og HDD er indehavere af, for hendes er fuldstændig himmelblå. Det er noget mærkeligt noget med farver... :-)

    SvarSlet
  2. Hun har et af de mange navne der betyder "lys" - men det er altså alligevel et mørkthårsnavn alligevel.

    SvarSlet