Afsked med en kær ven

Jeg har fået ny mobiltelefon! Eller faktisk er det måske lidt i overkanten at kalde den det. Det er nemlig omtrent et år siden, at den flyttede ind i min kommodeskuffe, og dengang var den allerede godt brugt. Det er sådan en fin klaptelefon fra Nokia, hvor man skal sætte et lille stykke papir ind over simkortet, hvis ikke man vil miste forbindelsen midt i en samtale, og den har kamera og sjove ringetoner.

Fin, det er den, men den gamle (altså den antikke fon, jeg brugte før) var altså heller ikke så ringe endda. Det var også en Nokia: Den blå med de orange sider, som alle havde for så mange år siden, at de i dag ca. 5-10  telefoner siden, har glemt alt om den.

Det var en god ven. Den kunne bruges til at sende og modtage beskeder, og man kunne ringe til og fra den. Og det var så det!
Jo, forresten - man kunne da også se, hvad klokken var. Til gengæld kunne man ikke se, hvad knapperne skulle bruges til, for tal og bogstaver var for længst slidt væk, og helt mobil var den heller ikke, for man skulle helst ikke alt for langt væk fra opladeren. I hvert fald ikke hvis samtalen skulle vare over 10 minutter.

Den gamle telefon havde jeg naturligvis også fået brugt ligesom de to telefoner, jeg havde før den. Den har været min i i hvert fald 7 år, og hvis det stod til mig beholdt jeg den gerne 7 år til. Det er kun fordi både min mor og min kæreste tvinger mig, at jeg i går tog den nye telefon i brug. De er begge en lile smule trætte af, at jeg under hver samtale styrter rundt for at finde opladeren. Helt ærlig! Hvis det er så vigtigt at tale uforstyrret, kan de jo bare ringe til fastnettelefonen, for sådan en har jeg også. (Hvor mormor er det lige?)


Altså lidt ret har de selvfølgelig, men helt generelt forstår jeg ikke alt det hysteri, der er om telefoner. Jeg kan forstå, at det var lidt smart at have den sidste nye telefon, dengang mobiltelefonen vandt indpas. Jeg kan også huske, hvor übercool det var, at min onkel havde biltelefon tilbage i firserne, hvor mine forældre ikke engang havde en bil. Jeg forstår bare ikke nødvendigheden af at udskifte telefonen mindst hver andet år. Der er så meget fokus på miljø, affaldssortering og madspild, men når det gælder telefoner, smider man dem jo nærmest ud (eller giver dem til mig), før brugsanvisningen er læst og forstået. Også selv om man til daglig lever af spelt og økokylling, og tilbringer en lørdag om måneden på genbrugspladsen.

Jeg ved jo godt inderst inde, at min gode gamle telefon for længst har overskredet holdbarhedsdatoen og burde være skiftet ud. Jeg var bare så glad for den. Den tjente mig trofast, indtil sidste år hvor batteriet begyndte at svigte. Den har lagt øre til glæder og sorger, fulgt mig i tykt og tyndt og rummet ikke så få hemmeligheder. Hvordan skal en ny telefon nogensinde kunne overtage den plads?