Er der nogen der ved, hvordan man opfører sig i en kirke, så er det altså min baby. En hel time sad hun på sin mors skød og kiggede interesseret rundt på de andre kirkegængere og kirkerummet. Når orglet spillede op til salmesang, sang hun endda med på den nuttede måde, som kun babyer kan. Der blev lidt skrigeri, mens vi ventede på præsten i våbenhuset. Men der var jo ingen, der kunne se, at det var netop hende og ikke et af de andre dåbsbørn, så det tæller ligesom ikke. Vel? Hun tav i hvert fald stille, så snart dørene gik op, og på den lange vej op ad midtergangen, lagde hun sig såmænd til at sove. Er I tossede, hvor er en sovende baby egentlig tung! Da hele ceremonien var ovre, var mine arme fuldstændig følelsesløse.
Præmiebabyen tillod sig kun at åbne det ene øje halvt, da hun fik pjasket vand i håret, og sov også under den efterfølgende fotografering. Det er sgu en dygtig baby jeg har! Bedst af alt var dog, at hun undlod at skide i dåbskjolen. Det kunne have været kønt at tilslutte sig Guds rige med lidelugtende, gult snask på tøjet, og meget typisk vores lille pige. Men hun gjorde det ikke! Man skulle tro, at hun rent faktisk forstod, hvad der foregik.
Efter højmessen var der brunch for familie og venner, og det var bare så hyggeligt. Det er alt for sjældent, at vi mikser familie og venner på den måde. Babyen fik en masse fine gaver, deraf en del bøger som jeg glæder mig til at skulle læse og en hoppeko, som jeg vist også skal prøve på et tidspunkt, hvor ingen kigger.
Dagens dejlighed sluttede dog ikke der, for da vi kom hjem, gjorde babyen noget, hun kun har gjort en gang før. Hun grinede! For både anden, tredje, fjerde og femte gang. Og ikke nok med det: Hun syntes også lige at hun skulle prøve at trille fra mave til ryg. Kunne dagen slutte på en bedre måde? (Og her ttillader jeg mig lige selv at svare.) Nej, det kunne den ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar