fredag den 18. februar 2011

Når man ikke har en undulat, skal man da have en baby

Manner hvor bliver man blød i hjertet, når andre giver udtryk for at holde af ens lille guldklump og særligt når de søde ord kommer fra en normalt meget fræk nevø på fire år.

Min søster har to skønne drenge på 4 og 8 år, og hvor den 8-årige er en helt almindelig dreng, der synes, at lego er mere spændende end babyer, er den 4-årige helt forgabt i sin lille kusine.

Det startede allerede inden fødslen, hvor begge drenge håbede på en lille kusine, da de i fovejen har to fætre og gerne ville prøve noget andet. Da det så rent faktisk blev en lille pige, troede jeg, at begge drenge ville være tilfredse, men der tog jeg i den grad fejl.

Den 8-årige har gennem det seneste år været den lykkelige ejer af to undulater, og derfor mente den 4-årige, at det kun var retfærdigt, at babyen så skulle tilhøre ham. Allerede under graviditeten talte han meget om "hans baby", og først da de skulle på barselsbesøg, tog min søster sig mod til at forklare ham, at babyen altså ikke var hans. Knægten fik et hysterisk anfald, og min søster prøvede at glatte ud ved at fortælle, at det er hele familiens baby.

Det syntes jeg sådan set var en helt fin nødforklaring fra hendes side, og den 4-årige havde da også accepteret den. Der var bare ikke nogen af os, der havde overvejet, hvor bogstaveligt han tog hendes ord, indtil han i går proklamerede, at det altså er hans tur til at få hende med hjem efter dåben i næste weekend! Niksen biksen siger jeg bare. Uanset hvor smigret jeg blev, bliver babyen altså her!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar