Der gik ret lang tid, før jeg begyndte at nyde min barsel. Jeg er superglad for mit arbejde, og da jeg efter næsten 11 ugers graviditetsorlov endelig fik min baby, var jeg allerede ved at blive vanvittig af at være hjemme. Det hjalp selvfølgelig, at der lige pludselig var en baby at dele dagen med, men der er altså grænser for, hvor spændende sådan en lille klump er. Det var først, da jeg skulle udfylde mine barselspapirer for fem uger siden, at det gik op for mig, hvordan tiden var fløjet og at det da vist var på tide, at jeg begyndte at nyde min baby lidt mere.
Og I kan tro, at jeg nyder hende! Men ak og ve, lige midt i nydningen kommer realiteterne og trænger sig på. Min barsel slutter til september, og så skal hun i vuggestue! Hen til fremmede voksne, fedtede børn og en masse baciller, som ville slå Maude Varnæs omkuld bare ved tanken. Jeg ville allerhelst putte mig ned under dynen i håb om, at de der realiteter forsvinder igen, men nu er jeg jo nogens mor, og så går det ikke. Jeg har derfor taget tyren ved hornene og været ude og besøge den første vuggestue i rækken.
Vuggestuen virkede egentlig ret okay, (når det nu skal være), men hold da helt kæft hvor er vuggestuebørn store! Skal min lille baby virkelig tilbringe dagen sammen med dem? For hun kan da umuligt blive ligeså stor på kun 6 måneder. Eller kan hun?
Tænk at min lille baby om så kort tid bliver en lille pige, der skal male med vandfarver, spise torsk med karrysovs og gå til rytmik. Det er jo for vildt! Jeg har dog allermest lyst til at beholde hende, som hun er lige nu, hvor hun smiler bredt og tandløst, vifter med arme og ben og er usædvanlig nuttet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar