torsdag den 3. februar 2011

Topmålet af ussel

Det der barsel gør altså mærkelige ting ved en. Jeg har ingen ambitioner om at være supersmart med pænt hår, høje hæle og nylakerede negle. Så længe at jeg får tøj på før kl. 10, har jeg det sådan set fint. Det behøver ikke at være nystrøget, og er der lidt savl på fra dagen før, går det nok også. Kun når jeg skal til det ugentlige møde i mødregruppen, skejer jeg ud med lidt mascara.

Jeg synes faktisk, at det er helt okay at se lidt brugt ud, for det slider sgu at have sådan en lille størrelse. Næh det usle ved at være på barsel har slet ikke noget med mit udseende at gøre men derimod mine handlinger. Hvad blev der dog af den gode, gamle Mille, der havde både hæmninger og holdninger?

Jeg synes sgu, at det er lidt usselt, at jeg nu ved mere om kongehuset end om oprørerne i Tunesien og Egypten. Lige så slemt er det, at jeg har udfyldt en konkurrencekupon, som jeg om lidt skal ned at aflevere i det lokale supermarked. Som min kæreste sagde: 'Orv, vi kan vinde et års forbrug af bleer!' Jubiii, Hurra! eller noget...? Hvad sker der med os? Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle deltage i sådan noget, og nu er det pludseligt vigtigt, at kuponen bliver afleveret. Damn, hvor er vi blevet kedelige.

Topmålet af ussel nåede jeg dog i går, da jeg sad i Ikea med fedtet hår og feber i kroppen og ammede, mens jeg kørte en fransk hotdog ned. Så kan man da ikke synke dybere?

Det kunne selvfølgelig være rart med et års forbrug af bleer, men jeg håber mest på at vinde middagen for 8 personer. Så skal jeg nemlig invitere alle veninderne med, have lækkert tøj på og fuld make up og for en aften glemme alt om gylp, bleer og lørdagsudflugter til Bilka. Det er tiltrængt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar