tirsdag den 1. februar 2011

Husregler

Vi har ret mange regler her i huset. Faktisk lidt for mange. Man må for eksempel ikke sige 'gider du lige' eller 'det gider jeg ikke', for det lyder grimt, man må ikke drikke kaffe, når man sidder med babyen, for så får hun brændsår og man må heller ikke bruge det sidste toiletpapir, uden at finde en ny rulle frem, for så bliver fruen her sur.

Nogle regler, såsom den om 'gide', er vi fælles om at indføre, og dem er det meget vigtigt at overholde. Andre regler vedtages af bare en af os, og der er det mest vigtigt, at det ikke bliver opdaget, når man bryder den. Både når man er den, der har vedtaget reglen og den der får den trukket ned over hovedet.

De mange regler hindrer os dog ikke i at indføre flere. Her i februar har vi sammen indført en ny regel, og den er rigtig dum. Allerværst er det, at det er en fællesregel, for så er det altså meget alvorligt at bryde den. Reglen er, at vi ikke må spise kage, slik, chips eller drikke sodavand og varm kakao i hele februar. Det er virkelig en latterlig regel, og jeg har allerede fortrudt den.  Jeg har også allerede brudt den en lille smule. I morges fugtede jeg nemlig min højre pegefinger og pressede den mod en kagetallerken fra i går, så alle de små lækre og tørre kagekrummer satte sig på fingeren, der meget hurtigt forsvandt ind i munden på mig. Tal lige om abstinenser.

Det bliver den længste februar nogensinde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar