fredag den 1. april 2011

Sladrehanken over alle

1. april og jeg har ikke en eneste joke på lager. Det der med at finde på løgnehistorier har aldrig været min spidskompetence (altså på nær små, hvide nødløgne selvfølglig), men til gengæld har jeg altid været god for at lave fis med mælk. Ja, mælk! Det er altså bare et skidegodt udgangspunkt, når der skal laves lidt ballade. Man kan f.eks komme grøn frugtfarve i eller hælde sødmælk i en skummetmælkskarton (eller yoghurt, hvis man vil være rigtig streng.) Det lyder måske ikke såååå sjovt, men det er det altså! Morgentrætte mennesker bliver pludseligt meget, meget vågne.

I år bliver der dog ingen mælkejokes, for gemalen konsumerer det ikke, og starutten er vist for lille til at forstå det. (Så længe hun bliver ammet, er det altså heller ikke helt nemt at lege med frugtfarve og alternative mælkeprodukter.) Jeg må derfor nøjes med avisernes fuphistorier og de narrestreger jeg måske selv vil blive udsat for. Og det er er det, det her indlæg skal handle om. Ikke andres narrestreger, men avisernes fuphistorier. For hvor er det bare pissetræls, at andre skal ødelægge den fornøjelse.

Fra jeg var ganske lille og kun lige præcis stor nok til at stave mig igennem artiklerne, har jeg hvert år med stor iver bladret aviserne igennem for at finde årets aprilsnar. Så sad jeg der med fryd i hele hovedet og drømte om at blive journalist, fordi det bare måtte være det allerfedeste i hele verden at digte så gode historier. Størst var fryden dog, når jeg fandt røveren før familie, medkollegianere eller samboere, og jeg pænt sad og så på, når det blev de andres tur til at kaste sig over avisen. (Okay indrømmet, selvfølgelig var jeg pisseirriterende. Hvem ville ikke være det?)

I dag er det dog ikke mig, men f...... DR, der er pisseirriterende! Ligesom de var sidste år! Hvad sker der for et nyhedsmedie, der korrumperer de andre totalt og afslører deres opdigtede historier, før aviserne overhovedet er landet på morgenbordet? Jeg synes, at det er så skidefrækt. Ja, jeg gør! De ødelægger jo at det sjove.

Tidligere når man kom i skole eller på arbejde 1. april, var det 100% sikkert, at mindst en person var hoppet på en historie, og det var altså sjovt. (Lidt mindre sjovt når det var en selv, ahøm.) Det sker så ikke mere. Og det er DRs skyld. Ja det er så! Udvekslingen af aprilshistorier fra forskellige nyhedsmedier er der heller ikke noget ved mere. DR har jo samlet dem, så vi kan få hovedtrækkene og være helt sikre på ikke at hoppe på nogen som helst limpinde. Det er virkelig dårlig stil og rigtig tarveligt over for de andre nyhedsmedier.

Hvis det er DRs definition af public service at sørge for, at folk ikke lader sig narre, så synes jeg ærlig talt godt, at de må sætte serviceniveauet bare en lille smule ned og lade journalisternes brillante fantasier være levende bare denne ene dag om året.

Ja tak!

2 kommentarer:

  1. HELT enig - det er noget lusk. Nu kan man jo så bare selv vælge at boykotte dr og slukke mens man selv sidder og bladrer.

    En af de bedre var på en eller anden jobside for et par år siden - de søgte en afløser for den lille havfrue mens hun skulle til Kina.. :-D

    SvarSlet
  2. Den kan jeg godt huske! Min favorit fra i år er helt sikert Ikeas Hundstol.

    SvarSlet