Baby haves, ros ønskes

Hvor er hun sød! Hvor gammel er hun? Sikke nogen store blå øjne! Sikke et smil! Hvor ser hun glad ud!


Når ens identitet som ambitiøs medarbejder er overklistret med et stort mærket, hvor der med kæmpe, fede bogstaver står MOR, er rosende ord om ens afkom en rigtig god erstatning for chefens anerkendende bemærkninger.


Jeg bryder mig godt nok ikke om, når fremmede mennesker stikker krydderen helt ned i barnevognen for at se det lille vidunder, men ellers labber jeg alle de rosende ord i mig uden at blinke. Også selvom jeg godt selv kan se, at hun med de sejlende øjne, dobbelthagen og hendes ekseptionelt bøvede udtryk slet ikke er så nuttet, som folk giver udtryk for. For helt ærligt så er hun sgu ikke altid den mest yndige baby. Det meste af tiden måske, men ikke altid. (Og nej, der kommer ikke noget billedeksempel, for det er min hemmelighed, HVOR lidt køn vi rent faktisk taler om.)


Oftest er det ældre damer eller andre mødre, der beundrer babyen og fedter for den meget modtagelige mor (moi), men den anden dag var det en flok drenge på 8-10 år, der viste interesse. Og jeg var rørt over, hvor søde og nysgerrige de små drenge var. Det var jeg!
I hvert fald til at begynde med...


Drenge: Må vi se babyen?
Mig: Nej, hun ligger lige og sover. (Det var så løgn, men jeg gad altså ikke at fiske hende op af barnevognen.)
Drenge: Hvad hedder den?
Mig: Hun hedder Baby


Og så var drengene lige pludselig slet ikke spor søde mere:

Er den vanskabt? Sutter den på dine bryster? Hvordan var det at få den ud? Er den vanskabt? Er den vanskabt? Er den vanskabt?


Sig mig lige engang: Er det normal opførsel for børn i den alder? En ting er de flabede spørgsmål om amning og fødsel, som nok var lidt frække at stille. En anden ting er at spørge om barnet er vanskabt. Tænk hvis det rent faktisk var tilfældet?

Jeg fortryder lidt, at jeg ikke svarede bekræftende. Det havde måske haft en opdragende effekt, hvis jeg stille og roligt havde fortalt, at hun var født med alvorlig læbe-gane-næse-spalte, og at jeg ikke brød mig om at vise hende frem, fordi folk blev forskrækkede over det store hul i ansigtet. På den anden side er det ikke min opgave at opdrage andres børn, og læbe-gane-spalter er altså ikke noget at spøge med.

Jeg gjorde som de fleste andre sikkert også havde gjort: Satte farten op og skyndte mig forbi, mens jeg kiggede lige frem for mig. Der fik de mig sgu. Skide møgunger!