Så er ferien slut igen. Bloggen har nydt sin friuge, og det har jeg også. Det var meningen, at vi bare skulle være herhjemme, men vi tog en hurtig beslutning og pakkede bilen for først at tilbringe et par dage hos staruttens farmor og farfar og derefter tage i sommerhus. Og det var simpelthen en fantastisk god beslutning. Jeg har fået løbet, sovet til middag, lavet god mad og gået ture ved vandet og i diverse provinsbyer.
Der er den mest fantastiske løberute ved sommerhuset, hvor man kommer igennem hele fire byer på kun 5,5 km. Når jeg løber i København, kommer jeg knap nok ud af kvarteret på den distance. Ja, jeg har så løbet gennem fire byer, hvor langt har du løbet? I kan godt høre det ikke? Det lyder ret blæret.
Det bedste ved løberuten er dog, at der ca. 500 meter før mål ligger et lille ishus. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har luntet det sidste stykke med en magnum i hver hånd. Mums! Da jeg i tidernes morgen underviste i motionsgymnastik, og halvdelen af holdet kun kom hver 2. uge, fordi det så passede med, at de kunne nå isbilen på hjemvejen, syntes jeg, at de var ret så mærkeligt skruet sammen. Nu forstår jeg dem godt.
Denne gang blev der dog ikke noget stop ved ishuset. Jeg var ellers løbet afsted med en krøllet (og lidt svedig) hundredemand i hånden og masser af plads til is i maven. Desværre lå der en stor og død (men stadig farlig) snog (og jo de er farlige. Det er de altså!) i vejkanten lige før ishuset, og da jeg er skidebange for slanger, satte benene altså tempoet op og førte mig i raketfart forbi ishuset. Det vil jeg råde bod på nu og lokke kæreste og baby med ud i det dejlige, solrige København og finde kvarterets bedste isbiks. I helt almindeligt gangtempo vel at mærke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar