Jo, jeg var ikke!

Her er godt nok blevet lidt stille på det seneste.

Det er fordi jeg har det lidt svært. Ikke noget alvorligt, men bare sådan lidt tristesse, som nok kan klares med lidt forårssol. Det er det forfærdelige, der skete for to år siden, der spøger. Det gjorde det også sidste år, men jeg havde ikke lige forventet, at det ville komme igen. Man siger jo, at det bliver lettere efter et år. Jeg siger, at det er løgn.

Nok om det.

Ja, nu ville jeg egentlig have skrevet noget sjovt om starutten, men det passer ikke rigtig ind alligevel. Hun er ellers ret sjov, når hun altså ikke er sur, hvilket hun også er ret meget. Og her bliver jeg vist nødt til at råbe DET ER LØGN igen. Hun er nemlig også ret sjov, når hun er sur. Især fordi hun tror, at jo betyder nej.

Mig: Du skal have din jakke på
Starut: JOOO
Mig: jamen det skal du altså
Starut: JOOOO
Mig: Tag nu din jakke på
Starut med rynkede bryn og killer-blik: JOOOOOOOOOOO!
Mig: Jo
Starut - nu kun rynkede bryn: JOOOO
Mig: Jo
Starutten - nu lidt forvirret: JOOOOOO
Mig: Du skal tage din jakke på
Starutten, der har glemt hvad hun var utilfreds med: mig selv!

Og så tager hun jakken på, mens undertegnede fniser lidt i skjul og glæder sig til den dag, hvor det ikke længere tager fem minutter at få hende i tøjet.

Ja, så kom der alligevel en lille anekdote om starutten. Min lille øjesten som nu er en af de ældste i vuggestuen og som vil og kan det hele selv, men stadig har brug for en sut og en mor til at løfte hende op i seng, når hun igen har lagt sig til at sove på gulvet.

Staruttens hemmelig tvilling

Så har vi været i gang med den der hverdag i noget som føles som to uger, men som kun er tre dage. Jeg har travlt på arbejde, gemalen har travlt på arbejde og starutten har minsandten også travlt på arbejde. Det siger hun i hvert fald. Derudover har vi gang i et kæmpe haveprojekt, som ikke er sådan helt gennemtænkt, og så er vi kronisk trætte, fordi vi glemmer at gå i seng. Og fordi det der arbejde jeg har så travlt med, er SÅ kedeligt, at jeg visner en lille smule bare ved at tænke på det. Heldigvis venter der noget mere spændende på den anden side, så det er bare med at blive færdig.

Når man kommer helt udslidt hjem fra en lang arbejdsdag og bliver nægtet knus fra starutten er det dog en kærkommen afvisning, når hun meget bestemt kommanderer mig hen i sofaen med et: stop kram mor. Sid der. Drik kaffe. Det er jo lige til at klare - selvom jeg nu helst ville have haft hendes buttede arme om min hals.

Hun er dog ikke længere så nærrig med knus, som hun før har været. Fra hun første gang fandt ud af at spjætte med armene og indtil årsskiftet, har der været nul puttenuttenussetid med mor og far, men nu er hun altså ved at komme efter det. Herhjemme altså. I vuggestuen er det noget helt andet.

Og det er det jeg vil frem til. Jeg afsluttede min ferie med en samtale i vuggestuen om min podes udvikling, og helt ærligt, så tror jeg, at de har taget fejl af børnene. Eller også har mit barn en ekstra personlighed hængende i garderoben, som hun ifører sig, så snart hun er afleveret.

I vuggestuen deltager hun ikke rigtig i morgensang og har aldrig udtrykt ønske om at vælge, hvad de skal synge. Hjemme render hun rundt med en bøjle fra klapvognen, som hun bruger som mikrofon og hver gang vi ser en bus, råber hun: Kom mor! 2! 5!, mens armene kører rundt som tegn på, at vi skal synge hjulene på bussen. Og det er bare en ud af mange sange, der bliver sat i gang på den måde.

I vuggestuen taler hun ikke så meget. Når jeg har tilbragt bare en halv time sammen med hende, kan jeg mærke et shhhhhh rumsterer rundt i mit hoved meget tæt på det sted, hvor ordene bliver dannet. Hold da helt magle, hvor er der mange ytringer  gentagelser i min lille pige.

Herhjemme flegner hun stort set dagligt ud over, at sutten ikke er lilla, at skeen er forkert eller andre uretfærdigheder. I vuggeren er hun højst lidt utilfreds med også at skulle spise det der mørke noget under pålægget. Og de får altså kun rugbrød en gang om ugen.

Jeg kan ret godt lide den pige jeg har herhjemme, men hende i vuggeren virker altså også ret sympatisk. Da de fortalte, hvordan hun er den første til at trøste sine kammerater eller hente en voksen, når gråden er voldsommere, end hun kan overskue, blev jeg meget rørt. Og meget stolt.

Det er min lille pige.

Kom sol, kom sne, kom kage!

Yippee Yay! Forude venter en uge i sneen med min yndlingsstarut, min favoritgemal og mit fædrende ophav. Formiddagslangrend, eftermiddagskælkning, masser af god mad og en ekstra voksen til at svare på alle staruttens finurlige spørgsmål - så kan det altså ikke blive meget bedre. Eller jo, vent, stop stands. Det kan blive meget bedre. Vi har nemlig også fri mandag, så vi kan lande stille og roligt søndag aften og udskyde hverdagen en ekstra dag.

Nu skal jeg bare lige finde en kælk, lyne kufferten og forbi postkassen med et vigtigt brev, før jeg kan gå i seng og få et par timers søvn, inden vi begiver os ud på en laaaaaang køretur kl. 6.00. Nårh ja, jeg skal også lige ud i køkkenet og heppe på gemalen, der er i gang med en kæmpe opvask, som jeg har lavet helt særligt til ham. Til gengæld er der hjemmelavede kokoskugler, myslibarer, brownies, knas og æblesnegle nok til, at han får svært ved at klemme korpusset ind i bilen, når vi skal hjem igen.

Dét kan da kun blive en succes!

Tiden går og morfar bliver farmor

Nøj, hvor er det længe siden jeg har været her. det er jo for galt! Jeg haft travlt med kedelige ting som sygdom (influenza til mig, mavenonde og forkølelse til gemalen og 2 gange febersygt barn), spændende ting som opstart af ny blog (men ikke som erstatning for denne) og frustrerende hyggelige projekter som fastelavnskreationer og gardinsyning.

Kostumet blev helt okay, og derfor blev den klatøjede starut efter en uge i sygesengen sendt afsted til fastelavnsfest og tvunget i kostumet. Efter alle anstrengelserne var det jo fuldstændigt utænkeligt, at hun skulle gå glip af festlighederne bare på grund af lidt efterveer fra sygdommen.

Hun var godt nok pjevset ved afleveringen, men en time senere sendte de søde pædagoger en sms om, at hun havde det herligt og stolt viste sit kostume frem for alle. Det var jeg ret lettet over! (okay, jeg var ret lettet over det, da jeg så sms'en kl. 15.30 - indtil da havde ravnemor her ikke lige tænkt så meget over det.)

Starutten er blevet så stor på det sidste. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hun over et par uger gik fra at være baby til at være en lille pige. Nu er det vist tumlingetiden, der bliver vinket farvel til, og selvom det har været skønt, erdet helt uden vemod fra min side. Det er simelthen så fantastisk at opleve hende nu, hvor hun kan og vil en masse ting.

Altså på nær det der med at sige morfar.

Farmor har hun fået helt styr på, men der var vist også lidt bedsteforældervilje inde over. Noget med en farmor, der satte en finger for barnets mund efter far, så f lyden blev til et m, det der skulle have været farfar blev til farmor. Sådan noget gør morfar til gengæld ikke. (Og godt for det. Starutten blev åbenbart så påvirket af den insistrende farmor, at morfar også blev opgraderet fra farfar til farmor)

I går sidder vi som så ofte og taler om MÅRfar, da starutten hiver fat i min halskæde. Jeg fortæller hende, at jeg har fået den af hendes oldefar, og straks siger barnet onnefar. Så er det, at mor her tror hun er smart at sige og jeg har fået min kjole af MÅRfar (hvilket i øvrigt er løgn). Tror I, at hun siger morfar? Noooope. Barnet siger bare den er fiiiin med sin allermest nuttede stemme. Det tog mig lige et par sekunder at beslutte, om jeg skulle være henrykt eller frustreret - og valgte så det sidste.

Så er det, at gemalen træder til. Nu skal barnet altså lære det. Basta. Han henter derfor sin ejpop, for at vise starutten et billede af morfar. Starutten bliver himmelhenrykt ved synet. Vi fortæller hende meget pædagogisk med tydelige stavelser, at det er morfar. Starutten svarer bare miin, og giver ejpoppen et kys. Vi prøver igen det er morfar, og starutten svarer nej miin.

Og da gik det endelig op for os. Det er HENDES morfar, og derfor hedder han bare miin. Er I vimmer, hvor blev morfar glad, da vi viderebragte vores nye erkendelse!

Fremtidssnak og tittemænd

Gemalen til starutten: Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?
Starutten jubler: Moaaaar! (som i hendes mor og ikke mor generelt)

Gemalen: Jamen hvad vil du gerne lave, når du bliver stor?
Starutten: Farfar.

Ak ja, der røg jeg fra stolt til bekymret mor på under et sekund...



Farfar er i øvrigt fællesbetegnelse for farfar, farmor og morfar til stor ærgelse for sidstnævnte især. Når man prøver at korrigere hende eller demonstrativt siger morfar i hver anden sætning, kigger hun på en som om man er tosset, smiler bredt og udbryder: Farfaaaaar! 

Hvad gør man for at lære hende det?

Hun har til gengæld fuldstændig styr på mormor. Hun kommer sjældent i vores kontor, hvor husets eneste fotografi af mormor står. Engang spurgte hun, hvem der var på billedet, og siden har hun haft helt styr på det - også selvom der snildt går en måneds tid mellem hun ser billedet. Det rykker virkelig i mit hjerte, når hun siger mormor. Smerte, sorg og kærlighed i fuldstændig forvirrende forening.

Normalt er det dog mest smilebåndet, der trækkes på, når hun kaster sig ud i speedsnak og sprogblomster. Den uges favorit er tittebil (af og til også kaldet puttebil) Det er selvfølgelig en politibil, hvilket i mit hoved betyder, at en politimand må betegnes som tittemand, og det er altså ret sjovt. Især fordi hun har lidt svært ved s-lyden, og tittemand derfor også ville være et godt bud på en kropsdel som er forbeholdt det ene køn. Jeg er plat, og jeg står ved det. Og så glæder jeg mig sindssygt meget til vi får besøg af min gode ven, der er tittemand/puttemand...

2012-forsætter til salg

Fandt lige dette indlæg fra sidste år med mine nytårsforsætter. På den baggrund vil mit nytårsforsætter for 2013 være:

1) Være realistisk

2) Sætte endnu højere mål for starutten. 

Her kommer det gamle indlæg med 2013-kommentarer i rødt:

Jamen det var jo det der med forsætter, jeg kom fra, og her er de så:

1) Mindst en guffri dag om ugen. (Man skal jo ikke stile for højt) Hahahahahaha aaaaaalt for ambitiøst mål

2) Gå i seng i fornuftig tid (gælder naturligvis først fra i morgen) Never gonna happen

3) Læse flere bøger - gerne en om måneden Hvor mange bøger læste jeg i 2011? Nogen har jeg da i hvert fald læst.

4) Invitere venner på besøg mindst en gang om måneden Det gad jeg faktisk godt . Hvorfor gjorde jeg det ikke?

5) Købe et hus - eller i hvert fald begynde at se efter et Se her har vi da vist en succes!

6) Udnytte fitnessabonnementet og mine løbesko en gang om ugen eller to Hahahaha - abonnementet blev sagt op i september fordi jeg ikke havde været der i fire måneder. Løbeskoene blev stort set kun brugt til DHl, og der var jeg næsten død af anstrengelse, så nu er de flyttet ned i kælderen.

7) Komme ned på min barselsvægt (der er vist lige røget et par kontorkilo på hmm) Den 24. december var jeg faktisk helt nede på den laveste barselsvægt (min mor er død, så jeg lever af koldskål-vægten) og endda på en mere sund måde. Hvor alle kagerne er gået hen i de sidste par uger, behøver vi ikke tale om, men mærkeligt nok er min vægt steget nogenlunde proportionelt med deres forsvinden.)

8) Planlægge og holde en helt fantastisk rund fødselsdag Det blev faktisk en ret hyggelig middag, men med tre gravide bedste veninder, blev det ikke den fest, jeg havde i tankerne. Jeg tager revanche, når jeg bliver fyrre - så er de forhåbentligt færdig med det pjat, hvis altså ikke de er på runde nummer to med ny mand.

9) Overbevise gemalen om, at vi skal have MANGE børn Det skal vi så ikke. øv

10) Finde nye spændende blogs (tips modtages gerne) YES,  endnu en succes. Desværre er jeg samtidig begyndt at bruge væsentlig mindre tid på både at læse og skrive blogs.

11) Finde mere tid (tips modtages gerne) Ja, det var så her, I skulle have bidraget. Har I noget at byde ind med i år?

Det burde jo være til at klare bare et par stykker, men øh nu må vi se, ik? Man skal jo heller ikke overanstrenge sig. Det er trods alt sjovest at finde på forsætterne. Og derfor nøjes jeg da heller ikke med kun at lave nogen for mig selv:

Da hun endnu selv er for lille, har jeg naturligvis også lavet par forsætter på staruttens vegne. Tadaaa! Here it goes!

1) Begrænse antallet af sygedage til højst én om ugen.  

2) Holde op med at spise mad fra skraldespanden

3) Holde op med at spise ikke-mad som f.eks. juletræspynt i glas

4) Begynde at gå - bare et skridt af gangen

5) Fortsætte med at være nuttet

6) Lære at sige mor

Hun har klaret dem alle sammen! Godt gået lille trut! 

I modsætning til undertegnede forventer jeg naturligvis, at hun arbejder hårdt for at leve op til sine forsætter. Det ville i hvert fald være skønt!

Godt nytår alle sammen!

Jeg har simpelthen haft den mest fantastiske juleferie nogen sinde, og gider faktisk slet ikke et nyt år. Vil hellere holde fast i den sidste uge af det gamle.

Juleaften gik SÅ godt. Det er altid lidt risikabelt, når man blander familierne, men alle hyggede sig og starutten i særdeleshed. Hun serverede te til alle fra sit nye plastikstel. og sidst på aftenen sad hun og puttede med den hovedpude og juniordyne, som hun havde fået af os. og som var emballeret i fancypancy babapapa-sengetøj. Mere eksklusivt kan det vist ikke blive for en 2-årig.

Juleferien er gået med absolut ingenting. Fordelen ved at samle hele familien juleaften er, at man ikke skal piske rundt resten af ferien for at besøge dem. Vores fælles ferie plejer i øvrigt kun at gælde helligdagene, da det er svært for gemalen at få fri. I år var han dog heldig og skulle kun arbejde et par timer den 30 december og så hele nytårsaften.

Dagene er gået med at trække staruttens løbecykel op og ned af vejen (Jeps, TRÆKKE. De første dage sparkede hun sig fremad op til 10 meter af gangen, men nu nægter hun alt andet end at trække cyklen - hvilket hun i øvrigt gør med stor stolthed og insisterer på allerede kl. 6 hver morgen), spise kager, gå ture og se samtlige 20 afsnit af Forbrydelsen. (Hold da kæft hvor det lyder kedeligt, når jeg ser det på skrift, men det var det altså ikke.)

Starutten har også brugt ferien på at udvide sit ordforråd med mindst fire ord hver dag. Samtidig har hun også fået en masse at fortælle, og jeg må nok erkende, at jeg for altid har vinket farvel til de dejligt fredelige morgener, hvor vi sad og stenede over hver vores portion havregrød. (Til gengæld lover jeg jer en starutski-dansk ordbig, som i hvert fald undertegnede synes er ret brugbar.)

Ikke nok med at gemalen var på arbejde nytårsaften, så var Starutten også inviteret ud. Så jeg måtte jo finde mig en fest selv. Det var SÅ fedt at være i byen alene. Ikke fordi det ikke er sjovt, når gemalen er med, men i det her selskab ville han nok ikke have det helt lige så sjovt som mig - og så ville jeg jo heller ikke have det så sjovt.

Med to aflyste fester i december var det tiltrængt at komme ud at vifte med ørerne, og jeg blev noget overrasket, da klokken lige pludselig var blevet 4, selvom festen kun lige var startet.

Så blev det nyt år og efter en ekstra fridag i onsdags, blev jeg så småt klar til at vende tilbage til arbejde og hverdag. Men nøj hvor gad jeg godt, at 2012  og al dens dejlighed varede bare en lille smule længere...

December i tal

Havde totalt styr på den her jul, lige indtil starut og gemal kom i vejen. Gemalen med et mindre byggeprojekt, som alligevel ikke kunne klares på en weekend. Starutten med feber, hoste og udsplattethed.

Status på denne december i tal:
Gæster på mandag: 8 + os selv
Halvfærdige byggeprojekter i spisestuen: 1
Sygedage i familien: 10
Aflyste fester pga. sygdom: 2
Hyggelige juleindlæg på bloggen: 0
Planlagte juleindlæg: mange
Gløggdrikning med veninder: 1(Yes, der er noget der lykkedes!)
Penge brugt på julepynt, juletræ, juletræsfod mm.: Nope, det har jeg alligevel ikke lyst til at se i øjnene
Julegaver købt: Alle undtagen gemalens (som udgangspunkr ret godt)
Feriedage beregnet til julegaveindkøb og marcipantrilning: 2
Feriedage brugt på sygt barn: 2
Trillet marcipan: 150 g (850 g to go.)
Sandsynlighed for at gemalen får en julegave: 5-10 %
Risiko for ikke at have en gemal den 25. december: 90-95 %

Nå ja, også er der jo tidsrøveren over alle:

Jobs: 2 (Ja, hvad siger I så? Nu har jeg igen fået nyt arbejde. Med to ugers overlap.)



Hvis jeg lige skal knytte en kommentar til tallene (mere formelt kan det vist ikke siges),  så har december indtil nu været ganske glimrende. Den tid jeg ikke har brugt på bloggen, har jeg nemlig brugt på mit søde barn og min dejlige mand, og hvis der skal sættes tal på det, så vil jeg anslå min prioritering til at være 100 % korrekt - også selvom det har kriblet i fingrene og der er blevet kastet lange blikke efter mac'en.

Denne weekend sætter slutspurten ind, og kors hvor har vi travlt med at få det sidste på plads. Hvis ikke jeg når her forbi, vil jeg derfor lige ønske glædelig jul.

Jeg vender stærkt tilbage med billeder af byggeprojekt, julebord og oplysninger om, hvor man kvit og frit kan få fat i en københavnerlampe. Ja, og så skal jeg jo også lige læse op på jeres blog. Dét glæder jeg mig til.


Glædelig jul!

En pensionist flytter ind

Jeg er stået tidligt op i dag for at hente en lampe til mit køkken. Andre mennesker giver 1200-2000 kroner for lampen, men jeg ved, at man kan få dem gratis, og synes derfor, at priserne er helt hen i vejret. Alt hvad der kræves er, at man kan lægge vejen forbi Herlev mellem kl. 7 og 14.  For mit vedkommende bliver det jo så kl. 7, når det skal nås inden arbejde.

Det er denne fantastiske lampe jeg skal hente:

Er den ikke fed!

Efter at have hængt på de københavnske gader i evigheder, skal den nyde en skøn pensionisttilværelse i mit køkken. Den har vist kun godt af at opleve varme, nænsomhed og duften af friskbrygget kaffe og nylavet mad. Det har den også fortjent efter alle de år den har givet mig og andre tryghed og nattelys.

Ha' en dejlig dag§

Sådan er 2-årige

Med udgangspunkt i mit eget spritnye eksemplar, er jeg nu selvbestaltet ekspert i 2--årige. Og jeg vil bare lige sige, at de er meget anderledes end 1-årige.

2-årige børn går gerne rundt med hånden i møjlen (det vi andre kalder lommen), hvor man da også lige kan gemme en pastaskrue til senere. De taler rigtig meget om mejetratorer (mejetærskere) og gør et stort nummer ud af at placere pigen (den nye dukke) med en pixibog i en børnelænestol, inden turen går til vugestuen. Pigen får i øvrigt ofte vendt bunden i vejret af 2-årig, der begejstret råber loooooort.

2-årige er bange for gæs og grise, forstår sig ikke på æbleskiver, men vil gerne have mere guoi, hvad det så end er. De vil også gerne have mere kage - selv to minutter efter at de har kastet op i deres forældres seng, hvilket i øvrigt er blevet en kedelig vane. På trods af at nætterne går med bad og rent sengetøj, er 2-årige dog enormt friske i dagtimerne, som tilbringes med vennerne og pædagogerne i vuggeren, der i øvrigt  har deres egen hyldestsang. Den varer en halv time og bliver fremført hver aften efter sengetid og består af mange gentagelser af deres navne og enkelte har far hej mor.

2-årige er gode til at gå til lægen. De ved, hvad en kittel er og at det ikke er noget de skal bruge i deres fremtidige karriere. Det er 2-åriges mødre godt tilfredse med. Fædre kan godt have en lidt anden opfattelse af den meget bestemte afvisning af drømmen om den hvide kittel og tror, at det er noget de kan ændre. Men nok om det for denne gang.

Efter disse generelle betragtninger om 2-årige, vil jeg nu fortælle lidt om netop min 2-årige. Hun har til sin mors store glæde lært at sige starut 2 år. Til farens irritation og morens morskab supplerede hun med dog med far 2 år. Men pyt, forståelsen kommer jo nok en dag, og hendes far har til alle tider set lidt yngre ud, end han egentlig er. (Seriøst, han var næsten 30, da jeg mødte ham og fortalte, at han ofte blev skudt til at være 25 år. Jeg troede, at han var 22.)

Måske kommer starutten også til at se væsentligt yngre ud, end hun er. I hvert fald er hun gennem de seneste (og første) 2 år blevet mindre. Dog ikke som i krympet, skrumpet eller andet grimt, men som i vækstkurvefald. Starutten er faldet ikke mindre end 4,5 vækstkurve. Det lyder måske bekymrende, men det er det slet ikke. Nu er hun nemlig lige et nøk under standardstørrelse, og det er jo ikke så tosset. Da hun blev født, var hun så lang, at kurverne slet ikke dækkede.

Desværre gælder standardstørrelsen ikke hendes fødder. Selv da hun som nyfødt blev målt til 57 cm, var fødderne helt ude af proportion, og alligevel er de vokset i et langt hastigere tempo en kroppen. Der er ikke længe til, at hun kan passe de stiletter, som hun ofte går på jagt efter i mit skab. Men det slipper hun altså ikke afsted med. Heller ikke selvom hun lægger hovedet på skrå, smiler sødt og bare er helt igennem nuttet, som kun en 2-årig kan være det.

Bare det altså snart var...

Om en uge er der en lille en her i huset, der har fødselsdag, og jeg glæder mig SÅÅÅÅÅÅ meget. Ventetiden er fuldstændig lige så uudholdelig som for to år siden, hvor jeg ventede, og ventede og ventede. Ooog ventede... til hun endelig meldte sin ankomst 17 dage efter planen. Det huede altså ikke mit projektledergen, at mit barn skulle være så dårlig til at overholde deadlines, men nok om det.

På torsdag bliver hun to år, og det bliver den første fødselsdag, som hun forstår. Det håber jeg i hvert fald. Lige nu øver vi flittigt i håbet om, at det lykkes. Hvor gammel er du???? Du er 1 år, er du 1 år? hva? er du 1 år? og ved du så hvad? På torsdag er du TO år! Se her. To år ligesom de to fingre mor viser dig, ik. Det forstår du godt, ik? Du bliver TO år på torsdag. 

Ja, det er jo så nok mest mig, der øver. Gemalen sidder og søger efter et-værelses lejligheder imens og mumler noget om en eller anden kvinde, der er blevet bindegal. Starutten piller bussemænd og siger ligesom en abe. Så alting er som det plejer at være.

Hendes gave er købt. Den ligger oven på mit skab og venter på at blive pyntet med glitret papir og krøllede bånd til den store dag, hvor den for første gang skal i hænderne på et barn. Da der jo er flere måneder en hel uge til, og jeg er ved at gå til af spænding, har jeg valgt at vise den her i håbet om, at jeg kan begynde at tænke på andre ting (hvilket min arbejdsgiver nok vil blive ret glad for.)

Er den ikke fin?

Der var simelthen ikke andre muligheder end at give hende en dukke. I to hele måneder har hun nemlig trasket rundt med en gåvogn (der ligner en dukkevogn), hvori to små hoptimister bliver lagt til ro igen igen med et begejstret gooooooonaaaaaaaaaa!

Der er også en meget god forkalring på, hvorfor det er netop den dukke. Den ligner starutten på en prik: Samme uldne fritz, røde kinder, lille næse, blå øjne og lige så meget frækhed.


Goooooonaaaaaaa!

Noget skal man jo være

I går under middagen:

Starut: sjaaaauw det sjaaaaauw
Mille: Er mor sjov?
Starut: NEJ.
Mille: Er far sjov?
Starut: Jaaaaaah far sjaaaaaaauw. Starut sjaaaaauw
Mille: Er mor ikke sjov?
Starut: Neeeej (kaster hovedet tilbage og griner) Mor er prut.

Nu er mor så en sur prut.


(Kære starut, hvis du en dag falder over denne side, ved du nu, hvorfor du ikke får lommepenge.)

Sig det ikke til nogen

Pssst, det er meget tys-tys det her. Den der ferie jeg vist nok har nævnt et par gange, det var en charterferie. Og sådan noget bruger jeg jo ikke. Jeg er langt mere til sådan noget kultur-naturgejl i verdens metropoler og storslåede natur. Jeg er IKKE til charterferie. I hvert fald ikke hvis man spørger mig.

Derfor er det også kun i al hemmelighed, at jeg her vil indrømme, at det var så SKØN en uge, at det bør råbes ud fra både bjergtoppe og skyskrabere. En hel uge hvor vi ikke skulle noget, men alligevel oplevede en masse:

Vi har set delfinshow og papegøjer der både kunne køre på cykel og løbehjul. Vi har kørt vanvittig bjergkørsel. Vi har spist friskfanget fisk og så har vi været rigtig meget sammen og oplevet hinanden på nye måder.

Jeg har set min skønne datter inbyde en engelsk pige til leg, og jeg har set de to  jublende piger i fuld gang med at flytte blade og blomsterhoveder fra legeplads til skraldespand i en sådan grad, at de burde have løn for det. 

Jeg har set min lille pige sidde pænt på en restaurant flere aftener i træk og smile koket til alle de andre gæster. Jeg har også oplevet konsekvensen af, at hun ikke har været i svømmehallen i et helt år, selvom hun fik en badedragt i 1-års fødselsdagsgave. Nu ved jeg, at hun bare skal have en badering som hun kan flyde rundt i.

Selvom engetiderne blev rykket en del, har vi også haft mere voksentid end vanligt. Der skulle nemlig hverken tænkes på vasketøj, rengøring eller affaldsordning. Det har simpelthen været så hyggeligt at sidde på terrassen med vin, snacks og et spil James Bond.

Spillet ses her og som de kvikke nok kan se, handler det om  Sherlock Holmes og ikke Bond.  Men det hedder altså James Bond. Hjemme ved os i hvert fald. (Jack er i øvrigt Jack the Ripper, hvis nogen skulle være i tvivl.

Nu er vi altså hjemme igen og har været det et par uger. Ferien har hjulpet lidt på overskuddet og måske har hverdagen også sat tempoet lidt ned igen. Det er i hvert fald ret rart at være os lige her i vores lille hus. Vi er begyndt at få ordnet de småting, vi ikke kunne overskue før, så nu er vores køkkenvindue færdig, der er hylder i sugeskabet (det med emhætten) og vi har fået sat det fuglehus op, som vi fik i indflyttergave. Og så er jeg i øvrigt ved at være juleklar. Mere om det en anden gang.

Kundeservice skal da også have lidt at grine af

Kender I de dage, hvor man går hen til kundeservice, fordi man har betalt for meget for sine varer, og så hører sig selv sige:

1 koster 15 kroner og 2 koster 30 kroner. Så kan det jo ikke passe, at jeg kun har fået 5 kroner i rabat pr. styk. 

Det bliver ikke bedre, når man kommer tilbage efter fem minutter for at høre, om man eventuelt har foræret dem sin pung. En ting er i hvert fald sikkert. Hvis jeg havde haft starutten med og hun havde været lidt ældre, var jeg blevet udråbt til verdens pinligste mor.

Tilbuddet lød i øvrigt på 3 for 30 og pungen lå i tasken lige præcis der, hvor den burde ligge.

Lille Lise, lille Lise fik en hue rød

Og det gjorde starutten også. En flot hjemmestrikket hue fra farmor med tre fine kvaster i rød, orange og lilla, og ligesom Lise skulle starutten også have den på i seng.

Totalt nuttet! Hun så simpelthen så sød ud, da hun lå der som en lille nissepige. Alligevel blev den forsigtigt lirket af, da søvnen havde overmandet hendes lille krop. Hendes hoved skulle jo nødigt koge over i løbet af natten.

Hvis vi havde vidst, at det var en blivende trend, havde vi måske ikke syntes, at det var helt så nuttet. Og vi var blevet varslet. Blot en uge inden havde morfar passet den lille gavtyv, og selvom han er stor og stærk og ret fornuftig, måtte han opgive den store sokkebattle inden sengetid. Starutten insisterede på at beholde strømperne på.

I går galdt det så vanterne. Igen tabte de voksne kampen, og starutten kom i seng med sine lyserøde strikluffer. Da jeg prøvede at snige dem af et par timer senere, vågnede starutten op i krampegråd, og tårerne stilnede først af, da far kom og gav hende lufferne på igen. Han afslørede i øvrigt, at han også havde prøvet at få dem af tidligere på aftenen, men at der havde lydt et Neeeeeej far, ik af, og så havde han droppet den ide.

I aften var det savlesmækken, der skulle med i seng, og ved i hvad: Jeg vandt! Jeg ved godt, at der er tale om en lille pige på knap to år, men det bør bare lægges til sejren. Det er overhovedt ikke barnligt, hvis jeg om lidt giver mig ud i en sejrsdans. Barnet ligger i sin seng uden hue, luffer, sokker eller savlesmæk, og det er altså værd at være stolt af.

Til gengæld sover hun ikke. Overhovedet ikke. Hun holder fest og synger lålålålååååå på en temmelig bodegaagtig måde, som hun vist har lært henne i vuggeren.

Hun kom ellers i seng en halv time før normalt, fordi hun knap nok kunne holde øjnene åbne. Vi har været hjemme sammen hele dagen i dag, fordi hun er syg, og med al den ballade hun har haft gang i, er det utroligt, at hun stadig er vågen. Jeg er i hvert fald ret træt efter en lang dag med katastroferedninger. Vi taler om noget med rengøringsmiddel ud over alt, osteskærer og clementiner, tegninger, hvor der ikke burde tegnes og andre spændende udfordringer for en knap 2-årig.

Om lidt når hun sover, skal jeg ind og kigge på hende og tænke over, hvor heldig jeg er at have så nuttet et barn, der laver så mange sjove skarnsstreger. Og hvis I andre keder jer her til aften, skal I bare prøve at skrælle en celementin med en oskteskærer. Det er spas for både store og små.

Det er jo det, jeg altid har sagt

Nu ville det være ret fedt, hvis jeg kunne finde ud af at lægge en film på her, men øh... I må nøjes med et link:

http://politiken.dk/poltv/ibyen_dk/ibyen/ECE1795515/simpel-regel-volder-cyklister-og-buspassagerer-store-problemer/

Og til det kan jeg kun sige en ting: Del det med alle I kender!. Jeg er så træt af at blive overfuset af fumlegængere, der ikke kan færdselsreglerne. Både dem som i dette klip, der ikke ved at de skal vige, når de stiger ud på et sneglespor (hvilket jeg altid har kaldt de der busheller i fuld overbevisning om, at det rent faktisk er deres rette - omend lidt sære -betegnelse) og de der fjolser, der mener at de har ret til at blokere cykelstien fordi de kan se bussen komme kørende flere meter bag de intetanende cyklister, som straks udråbes psyko(cykel?)pater.

Og inden jeg kommer for godt i gang og får overbevist hele verden om, at jeg har udviklet mig til en mavesur gimpe, lover jeg at byde på lidt mere veligtsindede indlæg de næste par dage. Jeg har nemlig været på ferie! Jeg har også fået nye møbler og ryddet op i mit skur og så har jeg en god lang fridag foran mig i morgen.

Sådan er livet også

Når ens liv bare sutter røv og man slet ikke kan finde sig selv inde bag det påklistrede smil, der har groet sig fast i fjæset som eneste grimasse i forsøget på at bilde sig selv ind, at alt er i skønneste orden, er det bedste sted i verden Blogland. Her er der nemlig ikke nogen, der kan se camouflagesmilet, og man behøver derfor ikke - stadig bredt smilende - forklare, at det gemmer på en masse håbløshed og kaos. Man kan bare skrige:

AAAAAAAAARRRRRGGGGGGHHHHHH

Og straks får man det meget bedre. Ahh!

'Sutte røv' er måske så meget sagt, men det er så herligt et grimt udtryk, at det simpelthen skal luftes engang i mellem. Og igen er bloggen bedst. Her behøves nemlig ikke at være så pænt og ordentligt. Gad godt have et fysisk frirum, hvor jeg kunne tale lige så grimt og råbe lige så højt helt uden risiko for at blive hørt.

Nå men altså livet sutter måske ikke røv, men det levner bare heller ikke særlig meget plads til at leve lige nu. Det går lige præcis an, men bare et halmstrå mere,og så er jeg bange for, at ryggen ikke længere kan bære. Det bliver bedre i november, det ved jeg, og der er ikke længe til. I næste uge har vi endda ferie, og det burde også hjælpe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg når at få ro i kroppen, før den er overstået og hverdagen igen kalder. Er det det man kalder stress? For det har jeg kraftedeme ikke overskud til lige nu. 

Starutten har det godt, og er lige så dejlig som altid dog med støt stigende hyppighed i hysteriske anfald over stort og småt (mest småt). Gemalen har det godt, men han er træt, træt, træt, og jeg kan ikke forlange mere af ham, end han allerede giver. Han er helt holdt op med at sove efter døgnarbejde. Jeg er også træt og kan slet ikke huske, hvordan det er at være frisk. Og jeg forstår bare ikke, hvorfor det bliver ved.

Gemalen arbejder godt nok meget, men starutten er altså et (på trods af daglige nedbrud) ret nemt barn, der går omkuld hver aften kl. 19, og over 11-12 timer. Hvorfor helvede skal det føles så krævende? Render vi alle sammen rundt med falske smil eller er der faktisk nogen, der har knækket koden til det lykkelige liv uden behov for tændstikker til at holde øjnene åbne?

Nogen gange synes jeg, at jeg skal lede lidt for længe efter grundlykken, selvom dagen faktisk ER fyldt med masser af gyldne øjeblikke, hvor jeg elsker hele verden, min lille familie og mit liv.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at poste indlægget. Det er ikke sen beskrivelse af en generel sindsstemning. Det er mig lige nu i dette øjeblik, hvor aftensmaden stadig står på bordet, køkkenet flyder, fordi vi to aftener har prioriteret søvn over opvask og gemalen igen tilbringer en aften på arbejde.

Jeg er bare træt med træt på.

Kan man dø af spænding?

I så fald har jeg ikke langt igen. 

I søndags havde jeg en aftale med en af mine bedste veninder i hele verden. Hende som jeg egentlig havde planlagt, at jeg skulle på barsel sammen med, så da jeg troede, at hun var babyklar, var jeg vaks at få overtalt gemalen til at lave en baby. Det ville jo bare være så hyggeligt at trille afsted med barnevognene side om side med min gode veninde.

Jeg havde bare glemt at spørge, om hun var babyklar, og det var hun ikke. Det blev hun først for et par år siden, men desværre var babyen ikke helt så klar, så det er først nu to år efter, at hun skal være mor. I søndags skulle vi så for sidste gang i lang tid ud at hygge uden børn. Starutten var til gymnastik og hendes lille baby burde puttenutte inde i hendes mave. Det gjorde den bare ikke.

Klokken lidt over 8 aflyste min min veninde vores aftale pga. veer. Det er simpelthen den skønneste begrundelse, jeg nogen sinde har fået for en aflysning. Så jeg ventede i spænding hele formiddagen og hele eftermiddagen og noget af aftenen, men så kunne jeg altså ikke holde det ud længere og sendte en sms. (Rimelig dårlig stil, men kunne altså ikke lade være.)

Veerne var gået i sig selv igen. Øv. Spændingen faldt lidt, men da det jo snart må være, ligger den stadig og ulmer. I går skrev hun så, at der stadig ikke var sket noget, men at hun havde veer om natten (vist ikke nogen særlig hensynsfuld baby, hun venter.) Nu er der bare det, at hun ikke har svaret de to sms'er, jeg har sendt i dag, og jeg er igen ved at dø af spænding. 

Der kan kun være tre grunde til, at hun ikke har svaret:

1. Hun er midt i en fødsel

2. Hun gider ikke at svare bedrevidende sms'er om behovet for Tena

3. Hun har glemt, at hun har en telefon (No shit, den kan ligge på bunden af en taske i flere dage)

Sandsynligheden for 2 og 3 er temmelig stor, men da der også er en vis sandsynlighed for 1, holder jeg mig fra at ringe og  konfrontere hende med, at hun altså ikke skal lade mig dø af spænding, hvis der ikke er grund til det. Men århh altså det her er jo meget mere spændende end da jeg selv gik og ventede (og ventede og ventede og ventede) på, at starutten skulle melde sin ankomst. Tænk at min dejlige veninde og hendes søde kæreste snart skal være forældre. Det glæder jeg mig bare så meget til at opleve.

Forældreskabet har virkelig overrasket mig. Jeg anede ikke, at jeg ville elske det så meget og at jeg ville være så god til at være nogens mor. For det er jeg. Min tålmodighed kan strækkes til det uendelige, når det gælder starutten, og jeg nyder virkelig at tale med hende. Her for tiden taler vi om aber, elefanter, hænder, sko og prutter, og hver aften insisterer hun på, at vi skal kysse godnat gennem trappens tremmer. Først skal jeg kysse den ene kind, så den anden, så næsen, håret, øjnene, hænderne og maven. Når vi når til samtlige ti tæer, siger jeg pænt nej tak og vinker godnat.

Jeg glæder mig over, at min veninde også snart skal opleve det og glæder mig til at opleve hendes som nogens mor. Det vil hun bare være smaddergod til.

Indrømmelser fra en klynkemås

Når jeg i de seneste par måneder ikke har fået mere end ca. 6 timers søvn om natten, kunne man godt forledes til at tro, at det skyldes køkkenfrustrationer, affaldsfrustrationer, kæreste der arbejde alt-for meget-frustrationer eller frustreret starutfrustrationer. Det gør det bare ikke.

Et par af synderne er her:

Virkelig god bog som alle bør læse. Ligesom hans andre bøger handler den om, hvordan mennesker fungerer. Den er skrevet let og flydende og kan sagtens læses på en weekend, hvis forstyrrende elementer som mænd og børn er ude af huset.

Læs den, læs den, læs den!

Og her er så årsagen til, hvorfor jeg også i aften kommer til at slukke lyset alt for sent:

Den er lige kommet i en ny udgave for knap en måned siden, og det er den, der ligger og venter på at blive åbnet for føste gang.

Godnat!

3 kys og et knus

Af forskellige årsager har jeg den seneste tid tilbragt lidt mere tid i vuggeren end vanligt. Normalt er det bare aflevere eller hente og så afsted igen. Det eneste jeg ved om staruttens dag, er det der står i stuebogen om dagens oplevelser, hvor længe hun har sovet og hvad hun har spist til frokost. Af og til får jeg selvfølgelig også et par ord med fra personalet, men når man henter sent, er stuepersonalet ofte gået hjem, og så er det sparsomt med informationerne. (Hader, hader, hader hendes lange dage! Starutten hader til gengæld at skulle hjem uanset, hvor sent det er. Mærkelige barn.)

Jeg har aldrig været i tvivl om, at Starutten har det godt i vuggeren og at det er verdens bedste sted at aflevere sin guldklump, men hvor har det dog været fantastisk at observere, HVOR fantastisk børnene faktisk har det.

Jeg har gennem de seneste par uger set min lille pige:

• kysse tre drenge - den ene så lidt betuttet ud, de andre to smilede over hele femøren.
• få et velkommen-i-vugger-knus af den mest yndige pige i institutionen.
• blive løbet i møde af en af drengene (ikke en af dem hun har kysset) hver morgen med spil i øjnene og klar på forbudt vandpjaskeri sammen med hende.
• pjatte og grine sammen med en af de større piger, der ligesom Starutten sad bag på sin mors cykel på vej hjem.
• være midtpunkt for to pædagogers ihærdighed for at komme først for at tage i mod hende.
• køre om kap med den betuttede kyssedreng, som så lidt ærgerlig ud, da hun for en gangs skyld gik frivilligt med hjem.

Og så overvejer jeg alligevel at flytte hende, fordi institutionen ligger (lige lidt for) langt væk. Det er godt nok lidt besværligt at skulle så langt, men kan man tillade sig at frarøve sin datter så skønne kammerater? Jeg er i tvivl, og har været det længe. Og så længe tvivlen råder, ja, så bliver hun, hvor hun er: I verdens bedste vuggestue med landets dygtigste pædagoger og sødeste legekammerater.