Sådan er livet også

Når ens liv bare sutter røv og man slet ikke kan finde sig selv inde bag det påklistrede smil, der har groet sig fast i fjæset som eneste grimasse i forsøget på at bilde sig selv ind, at alt er i skønneste orden, er det bedste sted i verden Blogland. Her er der nemlig ikke nogen, der kan se camouflagesmilet, og man behøver derfor ikke - stadig bredt smilende - forklare, at det gemmer på en masse håbløshed og kaos. Man kan bare skrige:

AAAAAAAAARRRRRGGGGGGHHHHHH

Og straks får man det meget bedre. Ahh!

'Sutte røv' er måske så meget sagt, men det er så herligt et grimt udtryk, at det simpelthen skal luftes engang i mellem. Og igen er bloggen bedst. Her behøves nemlig ikke at være så pænt og ordentligt. Gad godt have et fysisk frirum, hvor jeg kunne tale lige så grimt og råbe lige så højt helt uden risiko for at blive hørt.

Nå men altså livet sutter måske ikke røv, men det levner bare heller ikke særlig meget plads til at leve lige nu. Det går lige præcis an, men bare et halmstrå mere,og så er jeg bange for, at ryggen ikke længere kan bære. Det bliver bedre i november, det ved jeg, og der er ikke længe til. I næste uge har vi endda ferie, og det burde også hjælpe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg når at få ro i kroppen, før den er overstået og hverdagen igen kalder. Er det det man kalder stress? For det har jeg kraftedeme ikke overskud til lige nu. 

Starutten har det godt, og er lige så dejlig som altid dog med støt stigende hyppighed i hysteriske anfald over stort og småt (mest småt). Gemalen har det godt, men han er træt, træt, træt, og jeg kan ikke forlange mere af ham, end han allerede giver. Han er helt holdt op med at sove efter døgnarbejde. Jeg er også træt og kan slet ikke huske, hvordan det er at være frisk. Og jeg forstår bare ikke, hvorfor det bliver ved.

Gemalen arbejder godt nok meget, men starutten er altså et (på trods af daglige nedbrud) ret nemt barn, der går omkuld hver aften kl. 19, og over 11-12 timer. Hvorfor helvede skal det føles så krævende? Render vi alle sammen rundt med falske smil eller er der faktisk nogen, der har knækket koden til det lykkelige liv uden behov for tændstikker til at holde øjnene åbne?

Nogen gange synes jeg, at jeg skal lede lidt for længe efter grundlykken, selvom dagen faktisk ER fyldt med masser af gyldne øjeblikke, hvor jeg elsker hele verden, min lille familie og mit liv.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at poste indlægget. Det er ikke sen beskrivelse af en generel sindsstemning. Det er mig lige nu i dette øjeblik, hvor aftensmaden stadig står på bordet, køkkenet flyder, fordi vi to aftener har prioriteret søvn over opvask og gemalen igen tilbringer en aften på arbejde.

Jeg er bare træt med træt på.