lørdag den 16. juli 2011

Lad sorg blive til savn

1000 tak for jeres kommentarer. Jeg har læst dem flere gange, selvom jeg ikke lige har svaret. I går fik vi svar på obduktionen, og selv om jeg ikke kan bruge svaret til en skid, gør det alligevel lidt godt. Jeg vil ikke skrive så meget om det her, men det er dybt uretfærdigt, at det skulle overgå hende. Hun var sund og rask, og der var intet, der kunne være gjort anderledes. Det trøster min far, der var sammen med hende da det skete. Det frustrerer mig.

Det gør mig skidebange, at man bare kan dø uden varsel, og at det kan gå så hurtigt, at man intet kan stille op. Og at det skulle være så voldsomt. Det gør mig bange. Tænk at man kan sidde og se en film eller være i gang med opvasken, og så er det bare slut. Lige pludseligt.

Det letter dog også. Der er ikke grund til at frygte, at jeg eller min lille pige har arvet en hidtil godt skjult sygdom, genfejl eller hvad ved jeg. Og hvad er lige sandsynligheden for, at livet skal slutte på samme måde for os? Ikke ret stor. Det er godt at vide. Hvis bare vi passer på i trafikken, spiser sundt og motionerer, så skal vi nok blive tudsegamle. Ligesom min morfar, der stadig havde fuld knald på langt op i 80'erne og jævnligt blev skudt til at være 20 år yngre. Sådan bliver det også for starutten og mig. Det er jeg sikker på.

Mærkeligt nok har jeg ikke rigttig bekymret mig for gemalens helbred. Jeg har indskærpet over for ham, at han godt kan se at finde cykelhjlmen frem, men jeg er egentlig ikke bekymret for, at der skal ske ham noget. Måske fordi det netop er ham, der passer på mig og sørger for at hjulene bliver ved med at dreje rundt, når jeg går i stå.

Nu har jeg allerede skrevet meget. Frit fra leveren uden korrekturlæsning. Det var ikke meningen. Jeg ville såmænd blot skrive, at det nu er slut med indlæg om sorg. Jeg må videre og acceptere, at sket er sket. Jeg vil savne hende rigtig meget, og det vil sikkert også komme til at fylde her, men sorgen - den må jeg tage hånd om på anden vis. Bloggen har været rigtig god til at få afløb for mine tanker, men jeg kan næsten ikke holde ud at bevæge mig herind mere. Luften er blevet for tung, og jeg har ærlig talt brug  for at kunne trække vejret frit og fokusere på alt det, der gør mig glad.

6 kommentarer:

  1. Puh, det lyder altså godt nok også voldsomt. Men må trods alt - hvis man partout skal trække noget positivt frem fra en forfærdelig historie - være en lettelse, at hverken du eller starutten har grund til at frygte en skjult sygdom/genfejl.

    Mht. indlæg om sorg, så skal de jo kun skrives, hvis du har lyst til at skrive dem og brug for at læsse af. Bloggen er jo netop dit frirum, hvor du kan skrive om det, du lyster. Og hvis du ikke har lyst til at komme her så meget mere, så har du jo nok ret i, at du har behov for at kanalisere det lidt mere glade ud. Men det er (naturligvis) op til dig. Jeg - og mange andre, er jeg vis på - læser med uanset.

    (PS: Også uden korrekturlæsning og frit fra leveren skriver du som en drøm!)

    SvarSlet
  2. En slags svar er også svar..

    DU lyder som om du er ved at komme lidt ovenpå igen. Det er nogle gange svært at skrive om triste ting fordi man udenfor bloggen udvikler sig og forandres og inde på bloggen tror alle at man er blevet hængende, selvom det stadig gør ondt - hænger man ikke nødvendigvis mere!

    Glæder mig til is ;-)
    Hvis du ellers er hjemme i august!! ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg læste også dit forrige indlæg, og vidste ikke helt hvad jeg skulle skrive, fordi jeg kun kunne svare, at der altså går lang tid med at sørge. Kender dig jo ikke, men fordi jeg jo mistede min far for 1 år siden - og stadig savner ham - ja, så synes jeg jo, vi har noget til fælles. Er pt i Thailand, og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne fortælle ham om alle de ting, jeg oplever. Der er så mange ting, jeg gerne vil fortælle og ønske at han fik at vide, men...ja, det gør han altså ikke.

    Jeg kan godt lide at læse din blog, men som jeg også før har skrevet, så bliver jeg også lidt trist. Vil dog ikke synes du er weird, hvis du stadig lader sorgen præge bloggen. Det er jo sådan set ret naturligt. Beklager, hvis du synes jeg vrøvler lidt. Jeg tror jeg har fået for lidt væske i dag (35+ graders varme! Pyha!). :o/

    SvarSlet
  4. Øglemor: Det vil netop være ærgerligt at ødelægge bloggen for mig selv. Om der er læsere, der falder fra er sådan set ligegyldigt, men jeg kan selv ret godt lide at komme her.

    (tak)

    SvarSlet
  5. Kong mor: Du har en pointe. Her hører I kun fra mig, når det er rigtig slemt, men i virkeligheden er det jo langt mere nuanceret. En ked-af-det-dag an også rumme hyggelige kaffedates med veninder og kildeture med starutten.

    Jeg er hjemme, og håber at få mulighed for at deltage i din audiens.

    SvarSlet
  6. Beam: Det er lidt sært, at man kan finde trøst i, at andre har været igennem det samme, men det gør jeg altså. Jeg synes faktisk, at det allersværeste er alt det, man gerne vil fortælle, men så må man jo lade det gå ud over nogen andre ;-)

    Og jeg er slet ikke misundelig på de 35grader. Slet ikke.

    SvarSlet