Nå men altså jeg går lige og er lidt ked af det, så det er derfor her er lidt stille. Jeg får desværre heller ikke læst så meget med rundt omkring, men lidt bliver det da til.
Det er så svært det her.
På den ene side prøver jeg at flygte væk fra ked-af-det-heden, fordi jeg slet ikke kan holde den ud. På den anden side vil jeg rigtig gerne være i det, men der er ligesom ikke rigtig plads til det, når jeg hele tiden har en munter, lille starut om benene. Jeg kan selvfølgelig godt afsætte hende et par timer, men altså, følelser kommer jo ikke på kommando.
Jeg græder ikke rigtig, men om aftenen når jeg skal sove, bliver øjnene lidt våde. Faktisk ligner jeg slet ikke en, der sørger. Livet går videre og selvom ked-af-det-heden fylder, lader jeg mig rive med. Jeg griner, spiser, danser, pjatter og opfører mig egentlig som jeg plejer. På film bliver folk altid mutte og stille. Det ville jeg slet ikke kunne holde ud.
Sorg kan åbenbart tage mange former, og her det energien, den har sat sig på. Herhjemme ligner alt sig selv, men det er kun fordi jeg har gemalen og en vis portion viljestyrke. Alle huslige forpligtelser er blevet fuldstændig uoverskuelige. Jeg magter ikke at lave ordentlig mad, og jeg orker ikke at rydde op efter hverken mig selv eller andre. Vasketøjet hober sig op, indtil jeg får opsparet nok vilje til at fylde maskinen, og hvis man kunne leve af koldskål, gjorde jeg det. Det er lige pludselig blevet så hårdt det hele. Starutten får da skiftet sin ble, men jeg glemmer at tale til hende imens, og ved det mindste vræl må jeg sætte hende fra mig og finde viljestyrken frem, før jeg kan give hende det kram eller den kop mælk, hun så gerne vil have. Jeg vil så gerne have, at det snart går over, så jeg kan blive mig selv igen, og samtidig vil jeg så gerne blive i det lidt endnu. Bare ind til tårerne en dag får frit løb, så sorgen kan blive skyldet ud i stedet for at hobe sig op og skabe trængsel i min mave.
Nu er den første måned gået. Hvor længe mon det skal blive ved?
Hej Mille. Jeg kom sådan til at tænke på dig, selvom jeg slet ikke kender dig - fordi jeg (via Maren) fandt vej til denne blog:
SvarSlethttp://www.sorgproces.blogspot.com/
Det er gribende at læse om din sorg. Selvfølgelig flakser du ud og ind ad sorgfølelsen, den er ikke til at holde ud at være i konstant (prøv at tænke over det, det er der faktisk ikke nogen stærke følelser, der er!?) og som du selv skriver, så går livet "udenfor sorgen" jo videre og du skal være der og være glad sammen med dit barn. Din sorg går aldrig over, men den bliver til at leve med - om lang tid. Giv dig selv lov til at sørge, når det er det, du trænger til og giv dig selv lov til at grine og være glad, når det er det, du trænger til. Man må gerne glædes, selvom man sørger!
Babyer dør ikke af at man ikke taler så meget til dem i en periode!
SvarSletDer er sket meget - og det er kommet så pludseligt. Tror heller ikke man kan sætte tid på.
Tror det er vigtigt at du ikke forlanger for meget af dig selv. Hvis du ikke har energi - så har du du ikke det - og det er okay!
Kan godt forstå du gerne vil være "i det" lidt endnu - fordi det ville betyde at du stadig er sådan mellem to tilstande.
Når du kommer ud på den anden side er det så definitivt derefter.
...
Pas på dig
Jeg føler sådan med dig!!
SvarSletAf egen erfaring vil jeg sige at det er vigtigt du giver dig selv lov til og tid til at sørge - det er en del af det at sige farvel!
Det er hårdt og det gør ondt, men med tiden kan du leve med savnet - det forsvinder ikke...
Sender dig de bedste tanker!