Den dag brunetten blev blondine og brunette igen

Den anden dag, da jeg slog måsen i frisørstolen, var det bare meningen, at jeg skulle have en hurtig klipning. En af den slags hvor håret helst ikke skal blive så meget kortere, men hvor synlige tegn på, at man er mor til en hårdhændet pilfingerbaby gerne skulle forsvinde helt. I hvert fald for den tid det tager, at komme fra salonen og hjem.

Jeg har aldrig fået farvet mit hår. (Altså bortset fra dengang som 14-årig, hvor jeg kastede mig ud i en frisk, rød hennafritz med eddike, der gjorde, at mit hår stank så stygt i en uge, at jeg var på nippet til at klippe det af.) Jeg har heller aldrig haft lyst til at farve håret. Udvoksninger er alt for grimme, og det der med at gå regelmæssigt til frisøren lærer jeg vist aldrig. Ikke desto mindre kom jeg dog hjem med en anden hårfarve, end den der plejer at møde mig i spejlbilledet.

Der skete nemlig følgende (i en lidt forkortet udgave):

Frisør siger: Det kunne også være smart til dig med brunt hår. Altså ikke Mary-brunt men en tone lysere. Eller måske bare et par reflekser. 
Mille kigger op fra Se og Hør: Mmm ja, det kunne være, at jeg skulle overveje det. 
Frisør: Jamen så henter jeg lige farvekortet, så kan vi se på det, og så kan du jo overveje det. (Pause) Se her, jeg tænkte på noget i den her retning. Brunt hår vil bare klæde dig SÅ godt, men du skal nok vente til efter din ferie, så solen ikke bleger det for meget.
Mille: Jamen jeg har da brunt hår????
Frisør: Neeej, du er mere askeblond.


Og det var så her det slog klik. Askeblond? Altså blond er meget godt, men et lidt sært mærkat til en som ikke er lyshåret, og ASKE. Det er sgu da ikke en hårfarve, men sådan noget gråt og trist noget, der ligger tilbage efter bål og brand. Aske er gråt og fandenfisemig, om jeg vil være askeblond og dermed gråhåret.

Derfor:

Mille: Hvad øhm, det skulle vel ikke være sådan, at du har lidt tid nu?
Frisør:  Jo jo, hvis du selv kan føntørre det bagefter, så kan vi da godt lige fikse det.


Og sådan gik det til, at jeg sendte en advarselssms til gemalen om, at jeg 1) kom hjem en time senere. 2) muligvis ville ligne en lidt lysere udgave af Mary oven på hovedet. 3) måske ville for brug for at græde lidt.


Jeg græd dog ikke, for det ser faktisk meget godt ud. Anderledes og mærkeligt men pænt. Tårene skal dog nok komme, når mit tidligere så kære og nu så uvelkomne askefarvede hår bryder frem som meget uklædelige udvoksninger, og jeg igen har glemt alt om tidsbetilling hos frisøren.