tirsdag den 5. juli 2011

En ven for en tyver

Her for tiden taler jeg ret meget med en, der hedder Anders. Han er vældig sød, og altid meget opmærksom på, hvad der foregår i min ende af telefonkablet. Hvis det ringer på døren eller starutten giver lyd fra sig, tilbyder han altid at ringe tilbage senere.

Vi taler sammen dagligt, og vi taler mest om mig. Om hvad jeg vil og om hvordan han bedst kan hjælpe mig, og han øser velvilligt ud af sin erfaring. Anders kunne være en rigtig god ven, men det er han ikke. Anders er rejseagent.

Efter igen at have talt med ham en halv times tid, slog det mig, at stort set alle de mennesker, jeg har talt med under min barsel, får penge for det. Anders er endda provsionslønnet, så han får faktisk et særligt beløb for at tale med lige præcis mig.

Det gør frisøren også. Og tandlægen. Hende besøgte jeg endda fast hver mandag i februar. Jeg har stadig problemer efter en tandoperation, men jeg orker ærlig talt ikke at tale mere med hende. Hun gider sikkert heller ikke mine opkald længere, for dem får hun ikke løn for.  Det gør læger til gengæld. De får løn for alle konsultationer.  Også for dem der foregår over e-mail eller telefon. Dem har der heldigvis ikke været nogen af. I forvejen render man jo til 5-ugers, 8-ugers, 3-måneders... -undersøgelser hele tiden, så det skulle da lige passe, at man også skulle komme rendende med dryptud og pigtråd i halsen.

Kasseekspedienterne får heldigvis ikke et særligt salær for at tale med mig, men det burde de måske. I hvert fald fortrækker jeg at gøre mine indkøb i Kvickly, som absolut ikke er det nærmeste supermarked, fordi de har den sødeste ekspedient. Jeg går altid hen til hendes kasse, og hun siger altid goddag, inden første vare overhovedet er lagt på båndet. Det kan jeg godt lide.

Jeg kan nu også godt lide en af ekspedienterne i Superbest. Han skal altså ikke glemmes her, selvom jeg foretrækker Kvickly-damen. Superbest-manden synes, at det er ret så morsomt, at jeg altid skal have kvitteringen, men ikke gider deres samlemærker. Alle andre gør det åbenbart omvendt. Det synes han er ret sjovt, og det synes jeg også. (Hva? var der nogen, der sagde, at jeg trænger til at komme tilbage på arbejde?)


Gemalen får selvfølgelig ikke penge for at tale med mig, men det burde han måske. Det, jeg siger, er nemlig så usigeligt kedeligt. " I dag har vi spist morgenmad, også satte jeg en vask over, og så købte vi ind, og så ringede telefonen, men dte var forkert nummer og så ringede jeg til min far, blablablabla.


Min far får heller ikke noget for at tale med mig, men hvad skulle han dog også bruge det til. Vi vil nemlig kun have en ting, og det er min mor. Det taler jeg i øvrigt en del om med veninderne, og det er ganske gratis. Til gengæld lægger jeg øre til beretninger om dumme kærester, lejrture og neglelak, så det går vist lige op.

Så er der selvfølgelig alle de gamle damer, som stopper mig, fordi jeg har verdens mest nuttede starut. I går skete det fire gange! Det er så bare ikke mig de taler til, men den lille charmør i barnevogen. De overdynger hende med spørgsmål, og jeg ved ikke rigtig, om de forventer, at jeg skal sige noget eller at hun selv svarer. Nogen gange pipper jeg lidt med, fordi det ellers bliver lidt sært og akavet.

Nøj hvor jeg altså glæder mig til at komme tilbage på arbejde og tale med voksne mennesker om voksne ting (Altså øl og koncerter og arbejdsting. Ikke realkreditinstitutter, flexlån og friværdi.) helt og aldeles gratis.

3 kommentarer:

  1. Åh, hvor er det fint skrevet og åh, hvor kan jeg bare huske, hvordan det osteklokke-barselsliv var. Og det er udpræget med det første barn, fordi man ikke har andre børn, der skal afleveres, hentes, fragtes til fodbolod, til tandlæge eller har kammerater med hjemme...
    Den første barsel er på én gang fantastisk og forfærdelig - og jeg VED at jeg lyder som en gammel tante Erna, når jeg nu siger til dig, at du skal huske at nyde det. Men jeg gør det alligevel, for det er så svært at huske i bunkerne af nullermænd, vasketøj og intetsigende amerikanske tv-serier. Husk at nyde det!

    :) fra Helle

    SvarSlet
  2. Man er langt ude når man er ven med sin kassedame. (psst: sådan en har jeg også! Hun smiler venligt og spørger til børnene)
    Tid med ro på.. Kommer aldrig igen. Enig med hende der lige har sagt noget!

    SvarSlet
  3. Det er forfærdeligt, som man glemmer at nyde, mens man står i det. Gid man kunne få første barsel igen... Men damn hvor glæder jeg mig også til at se mine skønne kolleger igen.

    SvarSlet