lørdag den 18. juni 2011

Første skridt

I dag hjalp jeg min far med at flytte et møbel. Der er ikke længere grund til at have computeren stående i eget rum, så sammen rykkede vi skrivebordet fra kontoret til stuen. Han valgte en temmelig klodset placering, men jeg sagde ikke noget. Det ville min mor nemlig have gjort. For første gang i mere end 30 år kan han selv bestemme, hvor møblerne skal stå, så det skal han have lov til.

Bagefter tog vi til sygehuset for at sige farvel til min mor. Hun var pæn. Min far græd. Min søster græd. Jeg græd ikke. Når man hele tiden har en baby på armen, lærer man at holde tårene tilbage. Også når hendes far trasker rundt med hende uden for kapellet og man har alle muligheder for at give dem frit løb.

Min mor havde sideskilning. Det har jeg aldrig set hende med før, men hun så sød ud. Selvom jeg har set hende der i kisten og selv båret den ud til rustvognen, forstår jeg ingenting. Er sikker på, at hun kommer tilbage igen. Det skal hun. Hvem skal jeg ellers tale med, når tårene kommer?

Det hele kunne have meget værre. Tilbage i november var min lille starut ved at miste livet, inden det overhovedet var kommet i gang. Min far fortalte, hvor bekymrede han og min mor havde været for hvordan det skulle gå mig, hvis jeg havde mistet hende. Jeg var jo nok kommet igennem det. Det tror jeg da. Men jeg havde ikke kunnet bære både at skulle miste min morfar, min datter og min mor inden for et år. Det havde jeg ikke.

Busserne og togene kører endnu. Kassedamen og tjeneren siger stadig "ha en god dag". En eller anden dag går livet nok også videre. Også uden min mor.

4 kommentarer:

  1. Hej Mille,
    Det er nogle gode tanker, som du gør dig, og flot at du poster dem.

    Jeg mistede min mor for 14 år siden. Jeg savner hende allermest, når livet går imod mig eller virkelig er med mig, lidt ligesom du nævner.

    Når jeg tænker over det, er jeg faktisk ikke helt klar over, hvornår jeg for alvor accepterede, at hun var væk for altid. Den erkendelse er vist bare kommet snigende.

    SvarSlet
  2. Jeg håber sådan, at du får tid og rum til tårerne på et eller andet tidspunkt. Også selvom du har en lille sød starut på armen - hun tager jo ikke skade af at mærke din helt berettigede og naturlige sorg!

    SvarSlet
  3. Puuhhha altså Mille - det er nemlig så uforståeligt at livet går videre.

    Jeg er sikker på at starutten også kan mærke at du er ked.
    Det gør ikke noget at vise sine børn at man er ked af det.

    Det er SÅ flot at du ikke sagde noget om møbelplaceringen til din far - flot at du giver ham plads.
    Måske kunne du give dig selv lige så meget plads?
    Mange tanker herfra..

    SvarSlet
  4. Det går fremad. Nætterne er hårde men om dagen kan jeg genkende mig selv. Jeg er rigtig glad for jeres kommentarer. De betyder langt mere end I kan forestille jer.

    Starutten er også sig selv igen. Jeg var ikke nogen særlig god mor i mandags og tirsdags, hvilket gav en noget så omklamrende baby de næste par dage. Nu accepterer hun heldigvis sin far igen, og jeg kan få lidt ro til alle tankerne.

    SvarSlet