fredag den 24. juni 2011

En bisættelse

Lydpotten nåede at blive fikset. Heldigvis. Jeg vil ikke påstå, at vi ankom med stand, da vi trillede ind på pareringspladsen ved kapellet i den 11 år gamle citron med Peter Plys-solsærme i bagruderne, men det var da i hvert fald nogen lunde lydløst. Og uden stødende ord ridset i lakken.

Der var mange mennesker foran kapellet og flere af dem græd. Især kvinderne. Hvorfor var de dog så kede af det? Jeg forstod det ikke helt, men prøvede at trøste dem med kram og opmuntrende smil. Der var mange der sagde det, som det er: Det er noget lort, Mille, det er noget lort, og de havde helt ret og kunne ikke have udtrykt det mere præcist Så var der dem, der prøvede at sige noget klogt/fornuftigt/pænt/sødt/opmuntrende. Det var de ærlig talt ikke særlig gode til, så jeg holdt mig til det, de andre havde sagt og svarede: Det er noget lort. Noget rigtig lort.


Bisættelsen var flot. præsten holdt en sød tale, og droppede alt om gud, jordpåkastelse og himmerige. Det troede min mor alligevel ikke på. En af korpigerne sang så smukt, og jeg koncentreede mig om at synge med. Det er da i hvert fald noget jeg kan, og det mindste jeg kunne gøre for min mor. Jeg har ikke tal på, hvor mange bisættelser, jeg har sunget til, så det skulle da lige passe, at jeg sprang min mors over.

Kisten stod på et mærkeligt bredt podie, og det blev derfor en temmeligt klodset affære at bære den ud. Det er jeg ikke stolt over. Jeg ville gerne have haft, at det var sådan lidt højtideligt. I stedet var det bare akavet og jeg kom til at smile undskyldende til de langt over 100 mennesker, der havde gjort min mor den ære at møde op.

Da kisten var blevet sat ind i rustvognen, blev det hele for meget. Fandme om den latterlige bedemand, der havde vrisset: Du skal lægge blomsterne UDENFOR, da jeg lige ville ind og sige farvel og ae kisten inden højtideligheden, skulle køre afsted med min mor. Præsten havde heldigvis været der, og havde taget sig af mine tre langstilkede roser, så jeg kunne få lidt alenetid med min mor. Det var også hende, der kom hen og lagde en hånd på min skulder, da mine knæ blev bløde og tårene piblede frem. kæft hvor kunne jeg godt have brugt en mor lige der.

Efter højtideligheden var alle inviteret til sandwich og hjemmebagt kage i forsamlingshuset. Mange faldt fra på vejen, men der var stadig nogen-og-halvfems, der fandt frem til det arrangement, som jeg havde brugt så meget tid på. For det er mig, der havde arrangeret det hele. Gemalen siger, at det er en meget voksen ting at gøre, men jeg følt mig nu alt andet end voksen.

Jeg tror ikke, at det jordiske liv bliver erstattet med evigt liv i himlen. Selvom jeg holdt uendeligt meget af min mor og gerne ville se hende igen, ville jeg nok blive rablende vanvittig, hvis vi skulle mødes i døden og i al evighed dele sky med hinanden. Hvem ville ikke det? Jeg kan dog heller ikke tro, at hun bare er væk, det kan jeg ikke. Min morfar døde sidste år 87 gammel, ved godt mod og mæt af dage. Han er rigtig død og ligger i sin grav uden en anelse om, hvad der foregår et par meter over ham. Sådan forholder det sig ikke med min mor.

Min mor er død, men hun er ikke væk. Hun var ikke færdig med at leve, og derfor er hun her stadig et sted. Hun følger med i vores liv og vores sorg og ser til at vi kommer godt videre. Når hun en dag er forvisset om, at vi nok skal klare os eller måske bare er blevet træt af vores knævren og stridigheder, skal hun bare trykke på en knap. Jeg ved ikke hvor stor den er eller hvilken farve den har, men jeg ved, at hun - med et enkelt tryk på den - finder hvile i sin grav og ikke længere kan se eller bekymre sig om hendes børn og mand. Hun kunne ikke selv bestemme, hvornår hendes liv skulle slutte, men hun kan bestemme, hvor længe hun vil tage del i vores.

Derfor var det rigtig vigtigt at arrangement i går blev vellykket. Jeg ville gerne gøre hende stolt og vise, at jeg selv kunne gøre det uden hendes hjælp, råd og vejledning. Jeg ville gerne gøre det, som hun ville have gjort det og det synes jeg faktisk, at jeg gjorde. Det var sgu et godt arrangement, og folk hyggede sig og glemte at være triste. Jeg havde bestilt det rette antal sandwich, der var rigeligt med drikkevarer og der alt, alt for meget kage. For jeg havde bagt i flere dage. Og også sat andre til det. Jeg ville egntlig have bestilt det ved en bager, men der var ikke noget, der var godt nok. Hverken til mig og min mor, så jeg bagte, ligesom hun også selv ville have gjort det. Det var ren terapi, og i hver lille kage var der en kærlig tanke til min mor.

Det blev et langt indlæg det her. Jeg vil egentlig ikke, at min blog skal være sådan et trist sted og havde derfor lovet mig selv ikke at skrive mere om min mor. Det løfte kommer jeg nok til at bryde mange gange endnu, og jeg håber, at I vil bære over med mig. Der er så meget jeg gerne vil fortælle om hende og mine tanker. Det fylder så meget, at jeg får dårlig samvittighed, når jeg bare overvejer at skrive om noget andet. Det bliver forhåbentligt bedre. Jeg tror, at de hårdeste uger kommer nu, hvor bisættelsen er overstået, og hverdagen skal på ret køl igen. Min baby skal have opmærksomhed og min kost skal til at bestå af andet end koldskål og bounty med mørk chokolade.

Jeg er rigtig glad for jeres kommentarer, og har læst dem alle flere gange. Også dem jeg ikke lige har fået besvaret. Jeg læser også med på jeres blogs, og jeg griner ed jer, når I skriver noget sjovt. Det er ikke trist det hele. Jeg forbander mit tastatur, fordi k-tasten virker så dårligt og fordi jeg ikke orker at læse mine indlæg igennem. Er der noget der ikke giver mening, er det måske fordi jeg bare hare skrevet løs eller måske fordi der mangler et k. Bær over med mig. En eller anden dag er jeg forhåbentlig tilbage i mig selv igen. Min mor følger jo med, så jeg må hellere stramme mig an.

8 kommentarer:

  1. Din blog er vel til for at dine tanker kan få afløb, triste som glade?

    Og de glade tanker og oplevelser skal med tiden nok komme til at fylde mest igen, så jeg synes hverken at du skal forcere noget, ej heller sætte en maske på, for at tækkes os læsere (Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv) :)

    SvarSlet
  2. Jeg synes også bare du skal skrive uden at have en plan for det.
    Det er klart at du har lyst til nu at der ikke ER mere sorg - men den er der jo - og hvis den kommer til udtryk på bloggen - som jo er dig - så er det helt fint med mig.
    Ingen mennesker er kun glade eller kun triste.

    Jeg har min mere morsomme blog - og så har jeg den blog hvor jeg må råbe og skælde ud mit frikvarter - som min mor ikke kender..

    Men du har fået sat smukke ord på en svær dag. Jeg sad og fik tårer i øjnene - du har bare klaret det så fint! Og alle de for mange kager - det var så fint og jeg er sikker på din mor ville have sat pris på det!!

    Det kan godt være det virker voksent - men man føler sig ikke en snus voksen..

    SvarSlet
  3. Du skal give dig selv lov til at sørge!! Det er en vigtig del af processen for at komme videre. Hvis du bedst kommet af med de mange tanker når du skriver, ja så er det det du gør!!
    Du kommer godt på vej - det er jeg ikke i tvivl om!

    SvarSlet
  4. Jeg græder når jeg læser din blog. Min svigerfar døde for en måned siden, og han var en fantastisk mand, som vi alle savner meget. Jeg tænker på ham når jeg læser hos dig -for jeg kan slet ikke bære tanken om at det kunne være min egen mor der døde. Tilgengæld husker jeg at nyde hende, for lige som din er det, ville min være så utrolig savnet!
    Som skrevet ovenfor, tror jeg også at det er vigtigt at sørge. Men også at mindes -se på fotoalbums og huske de gode dage!

    Mange tanker herfra
    Tine

    SvarSlet
  5. Jeg bliver godt nok også ret trist, efter at have læst dine sidste par blogindlæg, men det er jo naturligt nok, når du har mistet din elskede mor. Får flashback til min fars bisættelse sidste år (han døde i april) - du er selvfølgelig velkommen til at se forbi min blog, der længe efter bar præg af sorg. Jeg bliver selvfølgelig stadig ret trist over alle de ting, han går glip af. Skod.

    Igen håber jeg alt det bedste for dig og ikke mindst din far.

    SvarSlet
  6. Årh hvor skriver du godt og fint - og hold kæft hvor er det uretfærdigt og synd... Kram

    SvarSlet
  7. Skrev en kommentar, men kom til at slette den igen. Øv. Jeg tror, at I har ret: Der skal være plads til sorgen. Det er bare så meget lettere at fylde dagene med venners selskab og alle mulige småopgaver, der får tankerne på afveje.

    Beam: Jeg kigger forbi din blog.

    SvarSlet
  8. Der skal være plads til sorgen, som både du og andre skriver. Og hvor bedre end på ens helt egen personlige blog, hvor man heldigvis må skrive lige nøjagtigt, hvad man har lyst til.

    Synes, du formulerer dig så smukt - også med halv-defekt k-tast ;-) - og på sigt kunne man håbe, at det at skrive det ned er med til at hjælpe dig gennem de svære tider. Tanker herfra.

    SvarSlet