Nyudsprunget ligusterfascist

Jeg er blevet en sur gammel kone. Men ganske berretiget skulle jeg mene. Det handler om at være ny husejer og noget med ejendomsret. Først var der duerne, der forgreb sig på mit blommetræ og nu er det så unge damer, der forgriber sig på min hæk.

Kl. 2.15 i nat blev jeg vækket af råben og skrigen. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at jeg rent faktisk var vågen og at det højlydte skænderi jeg i min drøm havde med min supersøde nabo var forårsaget af larmen udefra. Søvndrukken traskede jeg hen mod vinduet for at se, hvad der foregik.

Nede på min lillebitte, blinde villavej stod en gruppe unge mennesker, der ikke kunne finde ud. (Hvor svært kan det så lige være?) Mens jeg langsomt fik øjne, besluttede de sig under stor diskussion for at vende om.


Jeg skal lige pisse, råbte en af tøserne.

Du skal ikke pisse på min hæk, galede en søvndrukken ligusterfascist oppe fra et førstesalsvindue.

Hun blev noget så forskrækket. Hun kiggede op på mig og sagde at hun nok skulle lade være, og så skyndte de sig at følge mine anvisninger til, hvordan de kom væk fra min lillebitte, blinde villavej.

Gemalen blev også forskrækket. Han havde ikke hørt gadelarmen, og vågnede ved at hans yndige kæreste brølede ud i nattehimlen. Den der blev mest forskrækket, var dog nok mig. Jeg havde ingen ide om, hvad eller hvor højt jeg råbte før bagefter, hvor jeg lysvågen skyndte mig tilbage til dynen og den varme seng og prøvede at forklare halvvågen gemal, at jeg ikke var blevet dundrende gal i knolden.

Her til morgen så jeg, at lømlerne havde smidt en ølflaske ind i min have. Og det er faktisk ikke så slemt; ikke nok med at jeg får panten, så har jeg også dokumentation for, at de rent faktisk har været her.

Jeg læste for nylig i avisen, at danske børn ikke har så mange pligter, som forældrene ønsker, og det fik mig til at tænke over, hvilke pligter starutten skal have.

Resultatet er nul. Mit barn skal ikke have pligter. Jo mere jeg tænkte over det, desto større afsky vækkede ordet. Pligter er ikke noget, vi kommer til at bruge her i huset.

Hos os hjælper man til!

Jeg forstår en "pligt" som en fast opgave, man skal løse - eventuelt på et fast tidspunkt. Fx lave mad hver tirsdag, tømme skraldespanden dagligt eller tømme opvaskemaskinen.

At hjælpe til er noget helt andet. Det er noget man gør som en del af husstanden, når man er til stede. Starutten er allerede en dygtig lille hjælper. Hun dækker bord, hun kommer varer på båndet i supermarkedet, hun rækker mig det rene service fra opvaskemaskinen (og nogen gange også det snavsede) og hun tørrer op, når hun har tisset på gulvet eller spildt sin mælk. (Det første vil jeg dog helst være fri for og det andet er så sjovt, at mælken i perioder spildes meget ofte.)


Jeg ved ikke om min skelnen er tydelig nok. Måske er der slet ikke den store forskel? Jeg vil bare aldrig omtale hendes deltagelse i husholdningen som pligter. Der skal ikke hænge skemaer på køleskabet med opgaveoversigter, der skal ikke være nogen bestemte opgaver, der er hendes. Hun vil aldrig blive aflønnet for huslige opgaver, og hun skal aldrig nogensinde sige nej til en biftur, fordi det er hendes tur til at rengøre badeværelset eller lave mad.

I vores hjem skal man hjælpe hinanden fordi det er naturligt at tage del i hjemmet. Det kan være jeg bliver klogere, når jeg står med en surmulende teenager, men mon dog? Hvis nu bare vi ikke kalder det pligter, bliver det måske så naturligt, at hun slet ikke opdager det.

isn't it ironic

Starutten er verdens sjoveste person. Min verdens sjoveste person! Det er intet mindre end umuligt at være gnaven i hendes selskab. Aldrig har jeg grinet så meget som de seneste par måneder. Hun laver fis og ballade fra morgen til aften og ser simpelthen så sød og sjov ud, at jeg også griner, når jeg ikke burde. Det er eddermame svært at opdrage sådan en lille spilopmager.

Jeg tænker af og til om mennesket sådan rent humormæssigt topper omkring 1 1/2-års alderen. Jeg har nemlig aldrig mødt en voksen, der var lige så sjov som starutten. Jo mere voksne prøver at være sjove, jo dårligere lykkes det. Og ofte bliver de i stedet pinlige. Starutten er aldrig pinlig. Hun er bare sjov.

Det er faktisk lidt synd, at det nok går over igen, men sådan skal det vel gå. For hvad der er sjovt nu, vil helt sikkert ikke være sjovt på længere sigt.

Åh altså, hvis bare man kunne fastholde hende, som hun er lige nu, bare en lille smule længere...

Så gik der et år

Tung dag i dag. Et par tårer ved en kollegas skulder, middag med familien og en trist aften alene hjemme med alt for mange tanker og bekymringer.

Men ved I hvad? I går da gemalen sagde staruttens navn, aede hun sig selv på maven og sagde noget, der godt kunne tolkes til at være hendes navn. Og ved I hvad så mere? Så pegede hun på gemalen og sagde Far. Og ved I hvad så endnu mere? Så pegede hun på mig og sagde Muuuur.


Der er altså noget mærkeligt ved, at sorg og lykke kan udfylde hele ens indre på en gang. Og vældig trygt, at der er plads til begge dele.

Kampen om blommerne

Mellem blomstrende dronningbuske, caprifolier og rododendron, står der et prægtigt blommetræ. Lige her i min have, lige uden for mit vindue. Jeg elsker mit blommetræ! Jeg har fået fortalt, at det bærer de bedste blommer og har længe glædet mig til at de bliver modne og til at jeg skal bage blommekager (kræver så lige, at jeg har en ovn), koge blommekompot og sidde i skyggen af træet og spise dem friske sammen med min lille starut.

Der er bare nogen, der er kommet mig i forkøbet.

I et af mine store træer giver jeg hussly til to tykke duer. Ikke helt friviligt, men de var her trods alt først, og så skal de da have lov at blive. Der er bare lige det, at de tror, at kosten er inkluderet i opholdet - vel at mærke en femstjernet middag, der strækker sig fra tidlig morgen til sen aften og som indtages i mit blommetræ.

Får de da ikke snart ondt i maven? Blommerne er jo stadig så små, at de næsten er usynlige. Og så er de i øvrigt mine. Det må da i det mindste give lidt samvittighedsrumsterren i maveregionen.

Jeg bliver simpelthen vanvittig af at se dem mæske sig i mine blommer. Jeg ville gerne være lidt mere rummelig, og det kan jo også være, at der er blommer nok til både familien Dum Due og familien Nye Husejere. Jeg ved det jo bare ikke, vel. For jeg har jo ikke prøvet det før. Derfor er jeg mindst en gang hver dag ude at tjekke, om der stadig er flere blommer end jeg kan tælle.

Det er der.

De sidder bare oppe i toppen, hvor jeg ikke kan nå. (Hvad sker der lige for usolidariske duer, der æder de nederste blommer, når de lige så godt kan tage de øverste!)

Livstegn

Jeg er her altså endnu. Der er bare lige det, at det mobile bredbånd er løbet tør for internet fordi gemalen bruger al sin fritid på at google "fugt", "fugt i kælder", "fugtig kælder", "skimmelsvamp",  "skimmelsvamp i kælder", "dødbringende kælder" og "er min kæreste mon træt af mig?" (Og ja, det er hun til tider - specielt de seneste dage, hvor internettet er dødt.)

Derudover har vi det godt. Starutten elsker sit hus, sine sæbebobler og den lille trillebør, som hun har fået foræret af de nye naboer. Jeg elsker min have fyldt med blomster og fuglekvidder, min nye tunge græsslåmaskine uden hverken batteri, ledning eller forbrændingsmotor og så elsker jeg, at jeg snart skal have nyt køkken.

Allermest elsker jeg dog, at der kommer nyt internet på usbstikket på fredag, så jeg kan blogge løs om gemalens kælderkvaler og husets skønhaftigheder. (Jeps, det er et ord særlig opfundet til lejligheden huset. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det beskriver det meget godt.)

Vi ses lige om lidt.

Flytteflad familie

Da vi købte huset, blev vi enige om, at det aldrig måttet begrænse os. Vi skulle aldrig give afkald på drømme om børn, arbejde mm. pga. huset og udgangspunktet var, at vi skulle kunne bo her mindst 10 år.

Efter flere ugers flytterod og en stakkels forvirret, pylret og omklamrende starut, er der dog lagt stærke begrænsninger på mine drømme. Det er saftsuseme hårdt at flytte med så lille en størrelse, og det har jeg meget lidt lyst til at gøre igen. Min drøm om tre børn er lagt på hylden. Drømmen om nummer to er egentlig også ret fjern, men den skal nok komme tilbage. 

Fuck hvor jeg hader at flytte! Så er det  sagt. Det gør det naturligvis ikke bedre, at gemalen liger er startet nyt arbejde, at jeg arbejdede sidste weekend, at han arbejder denne og den næste med, at vi ikke har haft noget køleskab i snart to uger, at vi derfor skal købe ind hver dag, at vi heller ikke har nogen vaskemaskine, at vi også lige skulle aflevere en superrengjort lejlighed, at vi ikke havde tænkt på at tage fri et par dage og at starutten er blevet passet al, al for meget.

Heldigvis er det bedsterne, der har passet. Det synes jeg godt kan forsvares, fordi det styrker deres relation. Og det er vigtigt. Hun har hygget sig sammen med dem, men hun har også undværet sine forældre for meget, og det kan mærkes. Hun sover dårligt, vågner for tidligt og bryder ud i gråd bare hun taber sin sut. Øv øv øv.

Ind i mellem titter hendes indre gavtyv dog frem, og jeg nyder hvert sekund. Jeg smelter indeni, når hun giver mig et kæmpe smækkys og aer mig på håret, og jeg græder af grin, når hun kysser sit eget spejlbillede. Jeg smiler indvendigt, når hun rynker brynene og meget bestemt siger nej, og jeg skynder mig at hoppe i overtøjet, når hun kommer traskende med gummistøvlerne forkert på, fordi hun vil i haven. Og hvor skønt er det så ikke lige rent faktisk at have en have?

Vi har endnu ikke bredbånd, men jeg har lånt et "internetstik" fra min far, og det er det jeg bruger nu. Det er dog begrænset, hvor meget jeg kan bruge det til "tant og fjas", da der er begrænsninger på, så det vil stadig være sparsomt med indlæg her på bloggen og ligeså med kommentarer til jer andre. Jeg glæder mig dog til rigtig at kunne skrive til. Aldrig har jeg haft så meget på hjerte som nu, og aldrig har jeg haft så lidt tid. 

Ihh hvor jeg altså glæder mig til, at vi får pakket ordentligt ud, så vi kan nyde vores hus og have og gå i gang med projekt køkken og badeværelse. Når det er gjort bliver det her verdens lækreste hus, som måske vil blive så meget en drøm, at den begrænser de andre. Hvem ved?