Kan man dø af spænding?

I så fald har jeg ikke langt igen. 

I søndags havde jeg en aftale med en af mine bedste veninder i hele verden. Hende som jeg egentlig havde planlagt, at jeg skulle på barsel sammen med, så da jeg troede, at hun var babyklar, var jeg vaks at få overtalt gemalen til at lave en baby. Det ville jo bare være så hyggeligt at trille afsted med barnevognene side om side med min gode veninde.

Jeg havde bare glemt at spørge, om hun var babyklar, og det var hun ikke. Det blev hun først for et par år siden, men desværre var babyen ikke helt så klar, så det er først nu to år efter, at hun skal være mor. I søndags skulle vi så for sidste gang i lang tid ud at hygge uden børn. Starutten var til gymnastik og hendes lille baby burde puttenutte inde i hendes mave. Det gjorde den bare ikke.

Klokken lidt over 8 aflyste min min veninde vores aftale pga. veer. Det er simpelthen den skønneste begrundelse, jeg nogen sinde har fået for en aflysning. Så jeg ventede i spænding hele formiddagen og hele eftermiddagen og noget af aftenen, men så kunne jeg altså ikke holde det ud længere og sendte en sms. (Rimelig dårlig stil, men kunne altså ikke lade være.)

Veerne var gået i sig selv igen. Øv. Spændingen faldt lidt, men da det jo snart må være, ligger den stadig og ulmer. I går skrev hun så, at der stadig ikke var sket noget, men at hun havde veer om natten (vist ikke nogen særlig hensynsfuld baby, hun venter.) Nu er der bare det, at hun ikke har svaret de to sms'er, jeg har sendt i dag, og jeg er igen ved at dø af spænding. 

Der kan kun være tre grunde til, at hun ikke har svaret:

1. Hun er midt i en fødsel

2. Hun gider ikke at svare bedrevidende sms'er om behovet for Tena

3. Hun har glemt, at hun har en telefon (No shit, den kan ligge på bunden af en taske i flere dage)

Sandsynligheden for 2 og 3 er temmelig stor, men da der også er en vis sandsynlighed for 1, holder jeg mig fra at ringe og  konfrontere hende med, at hun altså ikke skal lade mig dø af spænding, hvis der ikke er grund til det. Men århh altså det her er jo meget mere spændende end da jeg selv gik og ventede (og ventede og ventede og ventede) på, at starutten skulle melde sin ankomst. Tænk at min dejlige veninde og hendes søde kæreste snart skal være forældre. Det glæder jeg mig bare så meget til at opleve.

Forældreskabet har virkelig overrasket mig. Jeg anede ikke, at jeg ville elske det så meget og at jeg ville være så god til at være nogens mor. For det er jeg. Min tålmodighed kan strækkes til det uendelige, når det gælder starutten, og jeg nyder virkelig at tale med hende. Her for tiden taler vi om aber, elefanter, hænder, sko og prutter, og hver aften insisterer hun på, at vi skal kysse godnat gennem trappens tremmer. Først skal jeg kysse den ene kind, så den anden, så næsen, håret, øjnene, hænderne og maven. Når vi når til samtlige ti tæer, siger jeg pænt nej tak og vinker godnat.

Jeg glæder mig over, at min veninde også snart skal opleve det og glæder mig til at opleve hendes som nogens mor. Det vil hun bare være smaddergod til.