TIlbage til Blogland

Så er jeg efter flere års pause tilbage i Blogland. Jeg troede, at jeg skulle gøre comeback med en fancy wordpress-blog, for det er vist det, man skal have, hvis man er noget. Jeg er så åbenbart ikke noget, og det har jeg det faktisk helt okay med. Det der wordpress var alt for avanceret til mig, så nu bor min blog her, og det er vist stedet for en, der er så ualmindelig almindelig som mig.

Min gamle blog var ikke mig. Den var alt for pæn og alt for kedelig. Jeg var sgu så bange for at blive genkendt, at alt blev pakket godt og grundigt ind, og essensen gik tabt. Selvom jeg var anonym, holdt jeg mig fra at bande, fordi det ikke er pænt. Det er jeg pisseligeglad med nu. Det her er min blog og jeg vil skrive lige nøjagtig, hvad jeg har lyst til og hvad jeg går og tænker på. Og i mine tanker er der masser af bandeord.

Jeg gider heller ikke at være anonym mere. Mit navn og min adresse kommer godt nok ikke til at stå her, men jeg skriver, så venner og familie ikke vil være i tvivl om, hvem der er kvinden bag ordene. Altså bortset fra bandeordene og kraftudtrykkene selvfølgelig.

Bloggen vil handle om mig, for det er min blog og så må man gerne være lidt selvsmagende. Den vil også handle lidt om min kæreste, der har en yndlingsmusical og en pynteopvaskebørste, men som ikke vil gå med til, at jeg køber en pink puf, (hvilket er grunden til at min blog indtil videre er pink.) Og den vil handle om min baby, som er vældig nuttet og som kan sende en stråle lort afsted med sådan en kraft, at klatten lander to meter væk.