Dobbelt op på støvlekrise

Nu skal det her indlæg godt nok handle om støvlekriser, men til at begynde med smider jeg lige en lille cykelkrise i puljen. Min cykel er nemlig flad. Flad på den der kan-hverken-pumpes-eller-lappes-måde. Og det er eddemame krise.

Selvom jeg kun bor fire km fra mit arbejde, er det lidt af en udflugt med det offentlige. Vi taler bus og gang til vuggeren, og derpå en lang gåtur, en kort togtur og så lige en ekstra bustur for at komme til arbejde. Og så skal barnet jo også hentes igen...

Når man så samtidig skal skaffe et par støvler senest i dag, og man også lige havde en lille krise over en nyvasket flyverdragt, der ikke var tør, kan man godt komme til at forlade hjemmet fyldt af en god blanding af mismod og stress og med hovedet under armen. Og så er det man støder ind i støvlekrise nummer to. I får den meget kortfattet i stikordsform:

Regn. Gummistøvler. Lækre støvletter i en pose. Hurtigt ud af døren. Ankomst til arbejde. Lækre støvletter ikke ankommet til arbejde. Møde med 8 buisnessmænd fra stor virksomhed iført blomstrede gummistøvler. Ikke virksomhed eller velklædte mænd, men mig.

Øv! Havde ellers brugt hele aftenen på at øve mig i at se seriøs ud. Totalt spildt indsats. På trods af lidt ekstra nervøsitet overlevede jeg dog, og det gjorde jakkesættene vist også.

Og så skete miraklerne ellers. Den opgave, jeg har kæmpet med de sidste par uger, viste sig lige pludselig fra en ny og samarbejdsvillig side, så jeg fik mulighed for at gå tidligere. Jeg ringede derfor til den Birkenstockbutik, som  i følge Øglemor havde Pajas-støvler på udsalg. Det havde de desværre ikke længere. En hurtig internetsøgning viste til gengæld, at Billing havde dem. Endda også på tilbud. De blev derfor lynhurtigt købt over nettet, og da der en time senere tikkede en sms ind om, at de var klar til afhentning, var jeg den der var skredet.

Så nu har jeg støvler! YAY!

For at det ikke skal være løgn, er det her ikke sæsonens eneste støvlerkriser. Sådan en kan man nemlig også få, når man skal købe støvler i str. 22 midt i februar. Det kan man faktisk ikke. Altså bortset fra i én eneste netbutik. ((Og den får I sgu ikke navnet på - der skal jo også købes støvler næste år.)


Det var min kampdag (og sikke en kamp.) Nu vil jeg smække benene op og nyde, at både mor, far og starut har støvler. Jeg vil også sige på gensyn, da jeg nok ikke når forbi bloggen, før vi om et par dage sætter kursen mod Le Nooord (Har I også set Bienvenue chez les Ch'tis? Den er megasjov, så hvis ikke I har set den endnu, skal I se at få det gjort.)

Hyggehejsa!

Kriser i flere størrelser

Tøjkrise!

Det var vist det, der ramte den lille dame, da vi skulle ud af døren i morges. Hold da op hvor hun flegnede. Hun var ellers nydelig påklædt, da flyverdragten blev fundet frem, og det gik op for mig, at det nok blev lidt for varmt med fleecetrøjen. Altså den fine røde fleecetrøje, der er meget blød at røre ved, mens man (mest starutten) siger a-aaaah, og som har knap på hætten og jordbærpige på maven.

Fleecetrøjen skulle altså af igen, og så brød verden ellers sammen for den lille starut.

Så hun fik naturligvis straks trøjen på igen.

Nogen er nemlig ikke så god til konflikter, og helt ærlig så gad jeg ikke lige at diskutere proportionssans med starutten. For det er da helt ude af proportioner selv at ville vælge sit tøj, når man kun er et år. Især når ens mor har langt større kriser. Støvlekriser!

Med kun fire dage til skiferie, hvor der skal kælkes og leges i sneen, er det bare rigtig ærgerligt, at skoskabet absolut ikke råder over fornuftigt vinterfodtøj i damestørrelser. Høje hæle, ruskind og knapstøvler hører bare ikke hjemme i store bløde snedynger, så efter arbejde gik turen til Fisken for at finde noget lidt mere praktisk (og kedeligt) fodtøj, som ikke bliver ødelagt af sneen (og hvor det egentlig heller ikke ville gøre så meget. Suk.)


Var der rent faktisk et udvalg af solide støvler i marts? Ja. Fik jeg et par støvler med hjem? Nej. Der findes åbenbart ikke fornuftigt fodtøj til mine fødder. Jeg er simpelthen skabt til spidse sko og høje hæle! Samtlige fornuftige støvler i centeret er brede i hælen, korte i snuden, løse om anklen og meget, meget dyre. Tænk at fornuftige støvler, kan være så ufornuftige. (Skumle, skumle, skumle)


Nu må jeg på den igen i morgen, og hvis ikke heldet er med mig, ja så må jeg ofre knapstøvlerne. (Og så skal den lille starut nok få en rigtig krise at se.)

Så sandt som det er sagt

Pædagog til starutten: Du er en lille frækkert!
Starutten med et smørret smil: blablablablablablablablablabla

Der er vist noget om snakken...

Jeg glemte vist noget

I mit sidste indlæg glemte jeg helt at nævne alle jer skønne bloggere. I er fandeme dejlige. Jeg kender jer ikke, men jeg kender jeres søde kommentarer, og jeg synes, at det er helt fantastisk, at nogen jeg slet ikke kender faktisk "passer" lidt på mig, når jeg er ked. For det gør I. Jeres kommentarer sætter en masse sunde tanker i gang, og jeg er bare SÅ glad for dem.

Skal jeg lige sige det igen? Jeg elsker jeres kommentarer!

Tågen er lettet

Det kom bag på mig, at februar skulle blive så svær en måned. Nu venter marts forude, og det er ikke kun dagene, der bliver lysere. Det gør mit humør også. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at tage hånd om alt det, der er svært, men det skal ikke have lov til at fylde alt. Jeg er beriget med så mange skønne mennesker i mit liv, der fortjener en lille hyldest her på bloggen for at give hverdagen dens små nuancer.  

En af nuancerne er den grønne peberfrugt på mit arbejdsbord. Den er fra min kollega, som synes jeg er en sær snegl fordi jeg elsker ostemadder med grøn peber. Jeg synes, hun er en sær snegl fordi hun køber sampakken, selvom hun ikke kan lide den grønne.

En anden nuance er gemalens nye frisure. Nu ligner han en forbryder, bare han rynker panden det mindste. I tre år har han plaget mig om at klippe ham, og i weekenden gik jeg så med til det. Frisørsaksen blev købt, lokkerne forsvandt og spejlet hentet frem. Og så løde der ellers et brøl.

Jeg har altså aldrig påstået, at jeg kan klippe hår. Heller ikke at jeg har prøvet det før. Men jeg havde det virkelig sjovt og var sød at give det en tur med trimmeren, da han var kommet sig over chokket. Nu ligner han så en forbryder, men jeg er ligeglad. Jeg er nemlig helt vild med at køre hånden henover sådan noget helt kort mandehår. Det er ren nus for håndfladerne.

Starutten er selvfølgelig helt uundgåelig i denne sammenhæng. Hun bidrager om nogen til at gøre hverdagen til alt andet end grå. Kender I måske nogen, der kan komme deres storetå i øret. Ja, ØRET - ikke munden (Den kan alle små børn jo.  Selv jeg kan - og nej det behøver vi ike at komme mere ind på.) Nej, det gør I nok ikke vel. Det er nemlig min lille staruts helt særlig talent.

Hun kan også rydde op. Mens jeg liiiige lå og fladede lidt ud på sofaen, tog hun sine sindssygt mange klodser en efter en og lagde dem op i kassen, som vi tidligere havde tømt ud over gulvet. Da hun var færdig, tog hun sin smølfinebog, kravlede op i lænestolen og satte sig til rette som et artigt barn. Det havde jeg ikke lige set komme.

Så jeg blev liggende på sofaen og nød synet.  


Og her ligger jeg så endnu. Jeg ville gerne skrive om flere skønne mennesker, men det der superfede job jeg har fået, er også ret krævende, og det betyder fornuftige sengetider.

Godnat!

Ingen titel

Jo længere tid der går, desto sværere er det at finde noget at skrive om. Mærkeligt men sandt. Og det er bestemt ikke fordi der ikke sker noget her hos familien Starutski.

Jeg er bare så trist, at jeg ikke kan holde mig selv ud. Løbeskoene er tilbage i skabet og sofaen har klistret sig godt og grundigt fast på ryggen af mig. Jeg orker absolut ingenting. Det værste er, at den lille starut slet ikke får den opmærksomhed, hun fortjener. Hun løber omkring og laver ballade, aer sin havregrød, siger hej til bilerne og hiver mig i buksebenet for at få mig til at tage hende op. Og jeg reagerer alt for langsomt.

Der sker ellers en masse gode ting - rigtig gode ting. Mit nye arbejde er superfedt, vi skal snart på skiferie og tadaa: Vi har købt et hus! Der er egentlig ikke så meget at være ked af, og alligevel lægger tristheden hele tiden låg på glæden.

Der er bare det, at jeg savner min mor rigtig meget. Endnu mere end før. Jeg har brug for, at hun fortæller mig, at jeg gør det rigtige, og jeg har brug for at fortælle hende, at savnet er ved at slide mig op. Jeg føler mig så ensom, selvom jeg sjældent er alene. Jeg ved, at jeg burde tale med nogen, men det lykkedes mig ikke at få kontakt til en psykolog, og hverken veninderne, min far eller gemalen dur. Det gør kun min mor.

Hvad fanden gør man så? Hvad gør andre?  Og hvad vil folk egentlig sige til, at jeg ikke mener, at de er gode nok at tale med, men godt kan skrive det på en blog?

Er der nogen, der gider at give mig en rystetur og spark bagi? Det er nok det, jeg har mest brug for.




Og et kram.

Så hellere mariehøne eller jordbær

Det er jo snart fastelavn og som mor til et styks institutionsbarn betyder det, at jeg skal  have gang i symaskinen. Færdigkøbte kostumer er bare ikke gode nok, når man er i gang med projekt god mor. Basta! (Og i øvrigt selv havde en mor, der syede det ene kostume efter det andet. Og skitøj og alt muligt andet sejt.)

Jeg har absolut ingen idé om, hvad hun skal være, men det skal helt sikkert være noget virkeligt originalt, så hun ikke kommer til at ligne alle de andre. (Det gør jo heller ikke noget, at jeg samtidig bliver forklædt som ambitiøs overskudsmor.) Derfor tog jeg i dag forbi BR på en slags omvendt inspirationstur til, hvad starutten ikke skal være: Jordbær, bi, mariehøne, elefant, kat og abe er nu dømt ude. 

Det er denne stygge spidermanballerinakjole også.

Så hellere nylonjordbær siger jeg bare!