Hun er muligvis en snotunge, men hun er min!

Efter halvanden måned i vuggestue er starutten lige så klam som de andre unger. Jeg ved godt, at man ikke må sige det højt og slet ikke skrive det på nettet, hvor hvermand kan læse det. Men det er desværre sandheden. Hun har nemlig fået et permanent grønt 11-tal under næsen, og politisk korrekthed eller ej, så er det altså topsnotklamt.

Heldigvis har hun endelig accepteret, at det faktisk er meget rart at få tørret det væk, inden den bakteriefyldte, slimede substans løber ned over munden. Uheldigvis får hun oftest tørret det af i min trøje, inden jeg når at gå til angreb med lommelet, køkkenrulle, ren karklud, brugt body eller hvad der nu lige er i nærheden.

Det betyder så, at jeg hver dag bruger 15 minutter på personaletoilettet på systematisk at gennemgå mit tøj for snot og forsigtigt duppe det af med et papirhåndklæde. Som så efterlader noget gråligt fnulder på mit tøj. Meget fnulder. Især på en dag som i dag, hvor der var ekstra meget snask der skulle fjernes, fordi den havregrødsindsmurte starut lige skulle give mig et knus på vej ud af døren.

Men altså hvad gør det, at ens lille pige er en tikkende grødindsmurt bakteriebombe, når hun har det dejligste smil i hele verden? Og hvad gør det, at man konstant ligner en, der er dyppet i snot og rullet i fnulder, når det skyldes knus og kram fra verdens sødeste lille pige? Ikke særlig meget. Faktisk slet ingen ting.

Det kan godt være, at hun er en lille bakteriebefængt snotunge, men jeg kan altså ret godt lide hende.