Ikke om jeg begriber, hvordan pædagogerne kender forskel på alle 90 børn. Jeg forstår heller ikke, hvordan de andre forældre med målfaste skridt sætter kursen mod deres poder og tager dem på armen. Uden overhovedet at tjekke, at det er det rigtige barn!
Når jeg henter, foregår det på denne måde: Jeg stiller mig i døråbningen og hilser hurtigt på personalet. Så kigger jeg lidt på børnene, spotter de lyshårede piger og sorterer dem fra, der kan gå. Så er vi nede på 2-4 stykker. Og så venter jeg ellers på, at de vender sig om og kigger på mig. Er der en af dem der smiler eller endda kravler hen mod mig, tager jeg chancen og tager barnet med hjem. Derhjemme tjekker jeg så storkebid og skønhedsplet. Mange gange.
For et par dage siden var det ved at gå galt. Den lille starut vendte sig om og smilede til mig, og så vendte hun ellers tilbage til sine gøremål med tre duploklodser og en dukkeseng. Lille Liva derimod, hun ville gerne med mig hjem. Hvis ikke det var fordi hun lystigt stavrede hen til mig, havde jeg sgu nok også taget hende med. Starutten har nemlig alt for travlt til at prøve at gå, så det var temmelig usandsynligt, at hun skulle have lært det på en enkelt dag i vuggestuen.
De første tre gange jeg hentede starutten, havde hun byttet bukser med en anden lille pige. Det var eddermame mærkeligt at stå der og spejde ud over børneflokken og ikke kunne se sit eget barn, mens pædagogerne stod og smilede forventningsfuldt på hendes vegne. Også ret tarveligt synes jeg faktisk. Jeg havde jo aldrig før set hende i så stor en børneflok, så man (jeg) kan vel godt sige, at jeg var lovligt undskyldt for min manglende genkendelse af eget yngel.
Den undskyldning kan jeg dog ikke bruge mere. De har fundet ud af, hvilke bukser der er hendes, og jeg har også set de andre børn mange gange. Alligevel bliver jeg i tvivl. HVER EVIG ENESTE F* GANG. Og det er her jeg gerne vil bede dem, der lige kommer forbi dette indlæg, om deres helt ærlige mening: Er jeg helt ude i hampen? Er jeg en ravnemor? Sker det for alle forældre, og er de andre bare gode til at skjule det? (Pleeeeease sig at det sker for alle. Også selv om det er løgn. Ej okay I må godt være ærlige, men jeg tror måske, at jeg i dette tilfælde er en lille smule allergisk over for sandhed, så vær lige lidt nænsom, ik? Tak ;-))
Haha - det har jeg også prøvet, så jeg synes ikke, du er helt ude i hampen overhovedet. Men det bliver bedre, det lover jeg. Om ikke før, så når Starutten lærer at tale og gå, og kommer spurtende over til dig med et "MIN mooaaaar!" gjaldende ud i rummet. :-)
SvarSletEj, helt ærligt. Du er ikke en ravnemor!
SvarSletOg som øglemor skriver, når de kan gå og snakke, så bliver det meget nemmere ;-)
Kan overhovedet ikke være med.. Jeg har stadig til gode at se en vuggestue med 90 unger..
SvarSletPå øen var den største vuggestue vist med 22 børn.. Resten var bare dagplejere..
Men det er vel meget normalt - jeg mener selvom vi er unikke så er det vel begrænset hvor forskellige vi er.
1 næse 2 øjne lyst fnullerhår 2 arme osv.. Jo større hun bliver og jo mere hun bliver sig selv - vil du ikke være i tvivl ;)
Der er det altså en stor hjælp at have et rødhåret barn. Så er der ligesom ikke så mange at vælge imellem. :) Og det hjælper også lidt at have barnet i dagpleje, så der kun er fire rødder at vælge imellem.
SvarSletSå nej, desværre, jeg kender det ikke selv, men jeg synes på ingen måde, at du er en ravnemor. Jeg har også flere gange været ved at tage en andens barn med hjem, men det har nu ikke været fordi jeg ikke kunne genkende min egen skrigende, tvære unge. Tværtimod. :)
Pyh, godt at høre, at andre også kan komme i tvivl. Glæder mig til at hun kan råbe mor. Og håber så også at hun rent fatisk vil gøre det og ikke bare vende ryggemn til og fortsætte de meget vigtige ting, hun har gang.
SvarSletNæste gang bestiller jeg en baby med enten rødt hår eller en ekstra arm. Så bliver det hele meget nemmere.