Jeg ved ikke, hvornår det begyndte, men det er helt sikkert flere år, før jeg blev født. Og det begyndte med min morfar.
Min morfar er opvokset med, at man til jul fik en appelsin og en pengegave, og det var også, hvad han selv gav. I hvert fald pengegaven. Det er vist mange år siden, at appesinen blev så almindelig, at den ville være en skuffende gave.
Indtil jeg var 8-10 købte han gerne en gave til mig, men derefter fik jeg som resten af familien også en flad kuvert af ham og min mormor. Til jul var der et julemærke på, og til min fødselsdag var der et fint kort i kuverten med en fuldstændig enslydende fødselsdagshilsen år efter år. Kun tallet var skiftet ud.
Der var dog én i familien, der udover den flade kuvert også fik en gave til sin fødselsdag. Den var godt nok ikke pakket ind, men en gave var det. Det var min mor, der var den heldige. Hvert år sidst i november troppede mine morforældre op på mine forældres adresse - nøjagtigt på det inviterede tidspunkt - med en flad kuvert og en rulle marcipan.
Selv da min mormor blev dement og senere døde, huskede min morfar marcipanen. Min mor huskede den til gengæld ikke. Eller også turde hun bare ikke stole på traditionens magt. I hvert fald købte hun altid selv en rulle forinden.
Sidste gang min morfar kom forbi med en rulle marcipan var i 2009. I foråret 2010 halede livet ind på ham og alle hans finurligheder. Men det skulle ikke være slut med marcipangaven.
Min mor havde fødselsdag den 27. november.
Den 27. november 2010 var en af de allerbedste dage i mt liv, og det var ikke på grund af hendes fødselsdag. Den 27. november 2010 var første gang jeg trådte ud fra hospitalet med min lille baby. Dog kun til låns. De følgende dage skulle vi tilbage 3 gange i døgnet, fordi hun skulle have antibiotika.
På trods af at jeg var gået en evighed over tid, havde jeg ikke fået købt en gave til min mor. Da vi højst uventet fik mulighed for at fejre hende den efterfølgende dag, styrtede jeg derfor ind i det nærmeste supermarked efter en rulle marcipan. Det var hvad jeg kunne overkomme, og det var samtidig den allerbedste gave, jeg kunne komme på. Nu havde hun fået en rulle marcipan i mere end 30 år, så hun skulle da ikke snydes denne gang.
Hun blev så glad for den. Hun blev dog allermest glad for, at vi kom og at hun som den eneste fik lov at holde vores lille sårbare starut. Vi havde ellers lovet hvidkitlerne, at hun udelukkende skulle være i mine arme. Nøj, hvor er jeg glad for, at vi brød det løfte.
I år er der så heller ingen mor, men hendes fødselsdag blev fejret alligevel. Først med frokost for familien og så gløgg og æbleskiver til alle dem, som har været så betænksomme det seneste halve år, og hvis hjælp, der ikke har overskud til at tage imod.
Selvom der hverken var mor eller morfar var det på en eller anden måde helt utænkeligt, at der heller ikke skulle være marcipan. Man kan ikke være herre over liv og død, men man kan da altid skaffe noget marcipan. Og lave en masse konfekt.
Lidt fornyelse skal der jo til, så kl. 12.21 (ikke helt så præcist som min morfar) troppede jeg op hos min far med en lille starut med øjenbetændelse, en gemal i sin pæneste skjorte, en hjemmegjort og meget lidt køn juledekoration og en masse konfekt.
Konfekt der smager meget bedre end det ser ud. |
Påfugleinspireret julefrustration med indiske krydderier |
Selvom begge mine marcipandagminder er glædelige, er de også forbundet med stor smerte og savn. Men så er det jo godt, at man har marcipan.
En smuk historie. Hvis traditioner bunder i følelser, så kan de være meget smukke.
SvarSletEn rigtig sød historie. Tak for at du delte...
SvarSletOg ja, alting bliver bedre med marcipan :-)
Tak for jeres kommentarer!
SvarSletJeg stemmer i og siger tak fordi du deler. Det lyder som en dejlig tradition, og det lader til, at du har en tæt g dejlig familie. Med og uden marcipan...
SvarSletSikke en fin måde at mindes både din mor og morfar på - selvom jeg sagtens kan forstå den smerte, som det også er forbundet med.
SvarSlet