søndag den 15. januar 2012

Træt med godt på

Det bedste ved den her weekend er helt sikkert, at jeg har fri i morgen. Så er det sagt. Når man har en kæreste, der arbejder 16 timer både onsdag, fredag og søndag og sover hele lørdagen, og når man har et barn, der hverken vil sove onsdag, fredag, lørdag eller søndag, så bliver man træt. Meget træt.

På trods af træthed har det dog været en dejlig weekend. Lørdag måtte jeg tage starutten under armen og begive mig ud i solskinsvejret for at gemalen kunne få fred til at sove. Vi tog i Illum, hvor starutten insisterede på at få fik denne fine kjole:

Derpå slæbte jeg hende med på café, hvor vi mødtes med min skønne veninde fra Åååårhus og hendes mor. De var i København for at se på brudekjoler, og det er da om noget en dejlig anledning. Da starutten efter halvanden time begyndte at prikke til manden ved nabobordet, mens jeg stadig sukkede efter mere bryllupssnak, pakkede vi sammen og vendte snuderne hjemad. Velhjemme blev gemalen vækket, weekendtasken pakket og kursen sat mod næste destination: god middag og overnatning hos svigerforældrene.

Her til morgen startede vi så dagen kl. 6.30, hvor starutten fandt fjernbetjeningen og fyrede op for en tv-kanal der bød på morgen-heavy. Vores hensynsfulde barn skiftede dog hurtigt kanal til DR2, og efter en brat heavy-opvågning, kunne vi så slumre til lidt klassisk musik, før duften af æg, bacon og friskbrygget kaffe ramte vores snuder.

Der var dog ikke tid til at begrave næsen i morgenavisen, for kl. 10 havde vi en aftale her:


Det ser dejligt ud, men det bliver ikke der vi skal bo. Og det bliver heller ikke i Brønshøj. Der havde vi ellers fundet et par flotte villaer, vi godt ville se nærmere på. Men på hjemvejen kørte vi forbi kvarteret, for at se om det nu også er så kedeligt, som man siger. Og det er det.

Hjemme igen blev støvsugeren (og gemalen) sat i arbejde, og jeg fik købt lidt ind. Kl. 14 skred gemalen tilbage på arbejde og samtidig kom en veninde og hendes tre-årige søn ind af døren til et par timers leg, hygge og sladren. Og nu er jeg træt. Meget træt. Starutten er endelig gået omkuld, og min seng er også begyndt at kalde.

Det har været en sjov, lang, hård og dejlig weekend, og i morgen står den på ren selvpleje med løbetur, shopping og en god bog. Det bliver skønt!

2 kommentarer:

  1. Pyh, jeg forstår godt at du er træt.

    Jeg håber, du havde en fantastisk fridag, og jeg er i næsegrus beundring over, at du vælger at bruge noget af den på at løbe. Hvordan gør du det? Altså finder motivationen. Jeg ved godt, hvordan man løber. Tror jeg. Måske har jeg glemt det. Hvor lang tid skal man ikke have løbet før man glemmer, hvordan man gør? Jeg husker det som værende lidt ligesom at gå, bare hurtigere.

    :D

    SvarSlet
  2. Haha! Man tager bare løbetøj på, når man skal afsted til vuggeren, og når det bliver for koldt til at gå, sætter man temoet op.

    SvarSlet